Trines blog

I går var jeg nede på banegården i Århus, hvor jeg blev mødt af et hav af små, blå skåle. Det var et kunstprojekt kaldet Blå sø, hvis formål er at skabe forundring, oplevelse og eftertanke. En af disse små, blå skåle kom med mig – nummer 81.

Blå sø.

Vi har alle sammen set disse amerikanske serier, hvor hovedpersonerne får udleveret et æg, som de så skal have med sig hele tiden og passe på – formålet er vist at lære dem noget om det ansvar det er at få børn!? Men sådan havde jeg det lidt med skålen. Den er en gave jeg har fået foræret og som jeg skal passe på. Jeg havde den i lommen det meste af dagen og jeg blev egentlig glad hver gang jeg mærkede den.

Men hvad skal jeg gøre med den? Lige nu står den i mit køkkenvindue mellem orkideerne, men er det det den skal? Jeg har overvejet at bruge den som saltkar, men så kan man ikke se de fantastiske blå farver i den. Jeg har også overvejet at bruge den til at have f.eks. mine ørenringe liggende i, men det giver lidt samme problem. Den kan ikke rigtig stå på et bord, hvor man kan nyde farven, for Ellen skal nok få fat på den og så overlever den ikke længe. Så indtil videre står den i vindueskarmen ved køkkenvasken, hvor jeg ser den rigtig tit – og så må vi se hvad der skal ske senere.

Min blå sø.

At se så mange små, blå skåle skabte i hvert fald forundring hos mig. Det var også en oplevelse at se hvordan folk agerede, når de så alle de små, blå skåle. Jeg så en enkelt mand som bare ikke så noget som helst – han var vadet direkte gennem dem, hvis ikke han var blevet stoppet. Jeg modtog skålen med taknemmlighed, og jeg har senere tænkt over hvordan andre folk har modtaget deres skåle. Om de bare har smidt den i tasken og så glemt alt om den eller om de har passet godt på den og sat den et sted i hjemmet hvor de kan nyde den eller om de har foræret den væk. For det siger vel også lidt om hvem vi er hvordan vi modtager en gave. Så når formålet var at skabe forundring, oplevelse og eftertanke, så må man sige at det i hvert fald er lykkedes hos en enkelt glad modtager. Tak.

Så har Siri atter været uheldig. Vi gik lige så fredeligt i baghaven, da hun konner humpende ovre fra indkørslen i søndag eftermiddag. Hun kunne næsten ikke gå og hun ville ikke så gerne støtte på venstre
forben. En undersøgelse viste at der ikke var noget i poterne og at der ikke sad noget (meget) forkert. Hun ømmer sig jo ikke når man gør onde ting ved hende. Så hun fik noget smertestillende til natten og
dyrlægebesøget blev udskudt til mandag.

På vej til dyrlægen.

Den bette stakkel har forstuvet albuen. Så nu er der dømt hvile og ro de næste fjorten dage og smertestillende medicin. Hvilen og roen er træls – både for os og hende, men det smertestillende er bare dejligt. Man tager sprøjten frem og straks sidder hunden og tigger om at måtte
få sin medicin. Det må virkelig smage godt!

Men Ellen kan godt nok ikke forstå at hun ikke må mosle Siri som hun plejer – og det er godt nok svært at forklare Siri at hun ikke må komme med ud at gå. Og når hun får smertestillende, så har hun det jo godt, så hun hopper rundt – hvordan forklarer man hende at hun skal ligge stille?