Archive for June, 2007

Wednesday, June 20th, 2007

Dagens citat, om hvorfor den danske udgave af Harry Potter and the Deathly Hallows først kommer til november:

Bogen udkommer nemlig på engelsk en måned senere, end den plejer, og vi kan simpelthen ikke nå det, hvis oversættelsen skal være lige så god, som den plejer…

Redaktionschef Ulla Selfort på forlaget Gyldendal.

Sunday, June 17th, 2007

Hvilken fryd, det er at se på kortet over caches i Danmark. 10 nye caches indenfor seks km. Ni almindelige og en mystery.

Men det må vente til i morgen. Om halvanden time har vi inviteret gæster til bål og snobrød og det står ned i lårtykke stråler! Og den dumme regn har slået en af mine pæoner til løsblade. Men vi tænder bål i carporten og så går det hele nok.

Og der er kommet mail fra mor. Hun har det godt i Portugal og jeg tror det bliver en meget, meget træt mor, vi får hjem. :) Der er blomster over det hele dernede og hun har sendt et billede af en af dem hjem.

Sunday, June 17th, 2007

Dagens meningsgivende citat:

Vi har selv nogle dyr – bare ikke nogen med pels, for dem er jeg allergisk overfor. Vi har nogle græske landskildpadder, ørkenrotter og nogle brunegern, som lige har fået tre unger.

Thursday, June 14th, 2007

Så sidder mor i Lisbon og vi har lige fundet en enkelt cache mere. Vi var en tur på Favrskov kommunes højeste punkt, 131 moh. Man kunne parkere i samme højde, så det var bare en lille tur på et par hundrede meter ud til en fantastisk udsigt. Forbrændingsanlægget i Lisbjerg var i hvert fald ganske synlig.

På vejen hjem plukkede jeg en stor buket kornblomster med en smule korn. Jeg kan altså godt lide kornblomster. Kornblomsten er i øvrigt Estlands nationalblomst og der var kornblomster i kirken til vores bryllup, i brudebuketten, i mit hår og på bordene til middagen.

I Louisiana har man vedtaget en lov, der forbyder synligt undertøj. Det kan give op til et halvt år i skyggen. Kritikere brokker sig over loven, som de mener er diskriminerende overfor sorte. Det er jo nemlig de sorte som går i hængerøvsbukser og derfor er loven ren racediskrimination! Suk.

I går var jeg på hospitalet igen igen, og nu er stofskiftet lige lavt nok. Så jeg går ned på 2,5 mg om dagen. Desværre er pillerne 5 mg, så de skal deles. Det bliver nu Kåres opgave, for de er ret små. Næste blodprøve om godt 4 uger og så bare en telefonkonsultation. Det er også meget nemmere.

Tuesday, June 12th, 2007

Okay, jeg indrømmer det: Jeg er altså ikke til svensk om morgenen.

Klokken 0626 vågner jeg ved at Kåre siger farvel til mig, jeg ser på uret og styrter i noget tøj og ud i bilen, for at samle Kåre op på vejen og køre ham ned til toget, så han når det. Han skulle nemlig videre til Odense. Men der er ingen Kåre på vejen. Ikke før jeg når helt ned til banen. Jeg må simpelthen have døset hen, og vågnet fem minutter senere og troet han lige var gået.

Nå, hjem i seng og sove et par timer, indtil jeg klokken 9 skulle ringe til Travellink for at bestille en flybillet til Lissabon til min mor. “Alle linjer er optagede, du vil hurtigst muligt blive stillet om til næste ledige skandinaviske medarbejder.” Shit, skandinavisk! Nå ja, der er da størst sandsynlighed for at det er en dansker eller en nordmand. Men så heldig var jeg ikke. En svensker.

Efter en halv time var det alligevel lykkedes mig at få en returbillet fra Aalborg til Lissabon på torsdag og hjem en uge efter. Også selvom det var på svensk. Men helt godt har det ikke gået, for jeg er lige blevet ringet op, at de lige skulle bruge navnet på kreditkortet igen…

Så torsdag morgen tager min mor flyet til København og videre til Lissabon – helt alene. Jeg synes det er sejt. Jeg håber hun får en god uge dernede.

Så kom posten. En rykker på over 5000 kroner på ejendomsskatten. Sh*t, tænkte jeg. Opkrævningsdato 10 dage før vi overtog, så vi har fået rykkeren på en regning, som de tidligere ejere skulle have betalt.

Jeg ringede straks til vores advokat og vi aftalte, at jeg skulle betale regningen med det samme og sende en kopi til dem, så ville de regne det med i refusionsopgørelsen.

Så nej, svensk er ikke en god ting at starte dagen med.

Monday, June 11th, 2007

Man skal ikke være bange for blod, når man har en hund som Siri. Når man ordner pels på hende, her om sommeren, så sidder der en hel del skovflåter i pelsen. Og det er ikke altid de er helt små. Og hvis de så har siddet lidt for længe, så er pelsen rundt om dem fyldt med blod og det bløder når man tager dem ud. Alt i alt ikke specielt lækkert. Men det følger med.

I lørdags var vi i Århus til fødselsdag og i går var det så min fødselsdag. Indtil klokken 18 fejrede vi det ved at sidde inde og brokke os over varmen. Men så kørte vi til Silkeborg.

Vi skulle lige finde en cache eller to. Faktisk blev det til syv. Vi spiste aftensmad ved slusen og det var dog den værste turistfælde. 35 kroner for en pita med kylling, og der var altså kun 40-50 gram kylling, resten var bare salatblade. Og 15 kroner for pommes frites, som var ovnbagte og der har maks. været 80 gram.

Vi gik nogle gode ture og en af cachene involverede en hel del vand (læs; en Gudenå) og så var Siri glad. Vi var først hjemme 0030. Men det var en hyggelig fødselsdag.

I dag har jeg fået taget blodprøve og så må vi se hvad Weeke siger på onsdag. Mit gæt er: “Det ser fint ud, vi fortsætter på 5 mg og så ses vi om 6-8 uger.”

Monday, June 11th, 2007

Øj, det var grimt! Jeg skulle lige se noget på min hjemmeside, og der var en reklame for Morten Messerschmidt.

Sådan noget vil jeg altså ikke udsætte besøgende for og tænk hvis de kunne tro den slags om mig. Heldigvis kan man sortere dem fra i Adsense, så nu skulle det i hvert fald ikke ske mere.

Omend jeg egentlig godt gad se, hvor meget han mener et besøg på sin hjemmeside er værd? Men køn er hans hjemmeside ikke. Lidt bedre i IE end i FF, men ikke noget at råbe hurra for.

Og så bare lige en gang til for prins Knud: Jeg sympatiserer PÅ INGEN MÅDE med hverken Morten Messerschmidt eller Dansk Folkeparti!

Saturday, June 9th, 2007

Du kender sikkert godt det med en kat, der går hen over tastaturet og skriver hemmelige beskeder. I går blev der skrevet hemmelige beskeder på mit tastatur, men af et dyr som sjældent gør den slags. Nemlig et pindsvin.

Da vi gik aftentur med Siri sad der et pindsvin ved vestgavlen og da vi kom tilbage sad den der stadigvæk. Så jeg ville lige tjekke den. Den havde helt indsunkne øjne, et tegn på dehydrering, og det er jo meget sandsynligt med det vejr vi har.

Så jeg tog lille Prikke, som ikke var så lille endda, ind, for at give den noget vand med en engangssprøjte. Prikke rullede sig naturligvis sammen, men efter et par minutters stille snakken og vuggen i mit skød, kom der liv i hende igen.

Hun fik lidt at drikke, men egentlig tror jeg bare, at det var sammenrulningen, der havde fået hendes øjne til at se indsunkne ud.

Sådan et pindsvin er altså ualmindelig nuttet. Og da jeg så satte hende fra mig, tog hun en tur hen over skrivebord og tastatur. Hun blev sat ud foran igen, sammen med en tallerken vand og en lille håndfuld hundemad. Og efter et stykke tid var hun væk igen.

Men det er nu hyggeligt at have pindsvin i haven. Bare husk at de aldrig må få mælk!

Siri synes det var lidt spændende med sådan en prikkefætter indendørs, hun var MEGET nysgerrig.

Og igen: Hvor ville jeg dog gerne have haft et kamera!

Thursday, June 7th, 2007

Hvem pokker har placeret en gigantisk radiator over Ulstrup? Føj, hvor er der godt nok ulideligt varmt, og klokken er ikke 11 endnu. 24 grader stod termometeret på og de lover op mod 27 grader og på min fødselsdag skal der være høj sol og 28 grader.

Sidste år på min fødselsdag var det også alt for varmt og ikke en sky på himlen. Kan man mon udlede noget deraf? Sikkert ikke, men: Stop den globale opvarmning, ellers bliver jeg jo nødt til at flytte til en af polerne, eller i hvert fald til Nordnorge. Det her er i hvert fald ikke rart.

Tuesday, June 5th, 2007

Så lærte vi, at man ikke skal have noget stående i carporten. På den hårde måde.

Da jeg lukkede Siri ud her til morgen, så jeg at lågen stod åbent. Normalt er den altid lukket, for ikke at friste Siri til en lille tur i det fri. Da jeg gik ind igen, efter at have lukket den, opdagede jeg at der manglede tre kasser sodavand. En tom, en halvtom og en helt fuld.

Møgunger! Hvad pokker er det for nogle møgunger, der går ind i folks carport og henter et par kasser sodavand? De skulle simpelthen have en røvfuld!

Men vi må jo bare lære at låse vores ting inde. Ærgerligt, men der er nok ikke andet at gøre. Arrrgh, jeg kan bare blive så sur over sådan noget. Og så hjælper det ikke, at jeg ikke engang kan tage en cola og køle lidt ned på. Grrr.