Archive for August, 2011

Formland Design Award

Friday, August 19th, 2011

Hvert halve år er der Formland i Herning. Det er den store indkøbsmesse for brugskunst, køkkenudstyr osv. og hvert halve år uddeles Formland Design Award. Kriterierne for nomination er:

– nyt og innovativt
– godt koncept
– skandinavisk stil

Vinderen får 100.000 kroner og massiv markedsføring i forbindelse med messen.

Nu har jeg fulgt med nogle år og jeg synes altid det er det kedeligste produkt der vinder. Det er næsten altid et eller andet stel, som ligner alle de andre stel der står udstillet i Imerco og Salling.

Og i år er ingen undtagelse. Georg Jensen har lavet en serie med køkkenting og jeg synes den er intetsigende – der er ikke noget som helst innovativt over at lave ENDNU et salt-/pebersæt.

Georg Jensen - Alfredo

De to andre produkter der var nomineret var begge nytænkende og innovative – omend jeg ikke helt tror på ideerne.

Det ene var en karaffelrenser fra Stelton. Ideen er god – man stopper kæden ned i flasken og hælder opvaskevand i, lukker med proppen og ryster. (Personligt bruger jeg groft salt og opvaskemiddel.) Men jeg spår karaffelrenseren en skæbne på forsiden af Imercos julekatalog – altså den der billige gave, som man giver til mosteren, som man ikke rigtig ved hvad man ellers skal give. Præcist ligesom Creme Brulee-sættet fra sidste eller forrige år. :)

Steltons karaffelrenser

Det sidste produkt er fra Element+ – et sæt af opøsere/måleskeer/litermål, hvor der er tragt i enden. Jeg tror heller ikke at det bliver den store succes – jeg kan godt se ideen, men jeg kan også se hvordan man lige får vendt den forkert og ender med sovs ud over hele køkkengulvet.

Element+ - Funnel Friends

Jeg tror nu jeg ville have valgt sættet fra Element+ – altså tragtene – hvis det var mig der skulle vælge. Jeg synes det er det mest nytænkende af de tre produkter. Og jeg ville i hvert fald have valgt Georg Jensens serie som det allersidste – for det ser jeg slet ikke noget nyt i.

Siri hjemme igen

Friday, August 19th, 2011

Siri er hjemme igen og bortset fra at hun har tømt alt hvad der tømmes kan for vand, så er hun sig selv igen. Maven er “tynd” og blød og ikke længere udspilet. Hvorfor hun fik blodig diarre aner de ikke – men hun er altså frisk igen. De har også taget blodprøver, for lige at tjekke systemet og bortset fra lidt lavt hæmoglobin, så er altså om det skal være. Så vi håber og tror at hun klarer sig igennem det.

Og så til regningen: 3.400 kroner incl. fire dåser specialfoder og en sæk specialfoder. Jeg havde regnet med i hvert fald det dobbelte, så vi klager skam ikke.

Første pasning og trist nyt

Thursday, August 18th, 2011

I går skulle vi til møde i Aalborg, så mor og far havde lovet at passe Ellen og Karen. Ellen er jo vant til det og nyder at være i Biersted, så ingen problemer der. Men det var trods alt første gang vi afleverede Karen. Men ganske som forventet gik det også uden noget som helst. Hun havde været en anelse sur en enkelt gang, men det havde morfar klaret helt selv. :)

I morges da Kåre gik ned for at aflevere Ellen var der ingenting med Siri – da han kom hjem gik hun rundt og prøvede at kaste op, men kunne ikke og hun søgte væk fra ham. Han gik ind og vækkede mig, der fik tøj på og kom ud og så på hende. Varm, besværet vejrtrækning og udspilet mave: Formentlig mavedrejning. Så jeg fik ringet til dyrlægen og spurgt om der var en dyrlæge klar 10 minutter efter – det var der.

Så mens vi sad der, fik de bedøvet hende og sat en tube i maven på hende og punkteret mavesækken, så gassen kunne slippe ud. Hun fik maven skyllet igennem og fik lagt en venflon, så hun kunne få noget væske. Så kom de ud og fortalte at den del var gået fint. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt kredsløbet havde taget skade – det betyder at der er 50% risiko for at Siri dør indenfor de næste tre døgn. Men de beholdt hende og vi kørte hjem.

Klokken 14 ringede vi og fik at vide at vi kunne hente hende og at hun faktisk havde det okay – hun var nysgerrig og logrende og det var også sådan hun var da vi hentede hende.

Men da vi kom hjem havde hun det ret dårligt og da maven så begyndte at blive udspilet igen kørte vi hende til Langå igen, så hun kunne blive der i nat.

Det sidste vi har hørt var omkring klokken 17.20, hvor de ringede og fortalte at hun nu har fået blodig diarre. Hvorfor fatter de ikke – der er ingen sammenhæng. Men hun får væske og de holder øje med hende og sker der noget kan de jo behandle med det samme. Så hun er i gode hænder – og alligevel er jeg meget ked af at jeg ikke kan være der for hende! Hun er jo mit lille drog!

Men der er bare at håbe at hendes krop kan klare belastningen og at hun kommer rask ud af det på den anden side.

Heldigvis har vi hende sygeforsikret, så vi behøver ikke spekulere på regningen. Det er altså rart at det ikke er en faktor, når man står med en dødssyg hund – det kan anbefales!

Universitarium

Sunday, August 7th, 2011

Den anden dag var vi i Aalborg og der besøgte vi Universitarium – det er Aalborg Universitets udgave af et Experimentarium. Og man skal endelig ikke lade sig afskrække af at det er universitetet der arrangerer, for selv Ellen på 3 år synes det var rigtig sjovt at lege med deres opstillinger.

Vi nåede kun den ene del af udstillingen, men der var sat flere sjove forsøg op. Bl.a. et hvor man kunne se effekten af luftstrømme med en badebold – det synes Ellen var rigtig sjovt. Man kunne også se hvor hurtigt man kan kaste en bold eller prøve at gå på line eller lege med en gigantisk Wii-agtig ting, hvor man skal gå rundt på en plade i stedet for at stå på den. Og udenfor var der en airtrack og en orkan-maskine.

I den anden del kunne man se hvad man var god til i forhold til sport – om man f.eks. skal vælge en sport hvor man skal være hurtig, stærk eller præcis.

Så skulle nogen læsere komme i nærheden af Aalborg, kan det anbefales at besøge Universitarium på havnen nede i Utzon Center – det er ganske gratis og der er åbent fra 10-17 hver dag indtil 30. september.