Trines blog

5 uger gammel – på besøg hos opdrætteren:

På vej hjem:

Lige da vi havde fået hende hjem – 8 uger gammel og på størrelse med en cocker spaniel:

Næsten et halvt år gammel:

Stolt hund med sadeltasker – hvorfor skulle jeg slæbe når hun kan?

Så er det snevejr:

Siri hilser på Ellen, der er 9 dage gammel:

Grunden til at vi købte en større bil:

Siri og Ellen:

Fra i vinters – vi havde egentlig troet at det var slut sidste efterår, men hun klarede en vinter mere:

Fandt lige en stak vasketøj:

Og så slutter vi lige med Karen og Siri:

Lørdag havde vi købt maling og søndag afleverede vi Ellen i Bjergby. Mission: Mal ungernes værelse.

Det lyder jo meget simpelt – men vi blev klogere!

Da vi fik flyttet Ellens seng var det ikke et kønt syn der mødte os. Skimmel! Irgh – ikke sundt. Vi snakkede lidt om det og endte med at tømme rummet og så ville vi ringe til ISS mandag morgen.

Men søndag nat omkring 2 vågnede Karen skrigende – og det blev hun ellers ved med. Hun var helt utrøstelig og egentlig troede vi hun havde noget forstoppelse. Så jeg ringede til lægevagten for at høre om vi kunne give hende noget microlax (klyx). Men lægevagten mente nu at det var væske i ørerne og sagde at vi skulle give hende noget Panodil. Det gjorde vi og da Kåre havde gået rundt med hende en halv times tid faldt hun trygt i søvn igen. Men det var nu en noget urolig nat, også bagefter.

Så klokken 8 ringede jeg til lægen og fik en tid 9.30 for at få tjekket ørerne og bagefter ringede Kåre til ISS. De ville bede deres afdeling i nærheden om at kontakte os.

Vi tog Karen med til lægen – hun opførte sig eksemplarisk og blev set i ørerne, fik målt tryk og blev lyttet på lunger, hjerte og mave. Der var ikke umiddelbart noget at se, men derfor kunne det nu sagtens være ørerne alligevel.

Omkring klokken 11 ringede de fra ISS og sagde, at de havde bedt en af deres rådgivere kontakte os. Han ringede omkring 11.15 og sagde at han ville komme “om omkring tyve minutter”. Jeg ved ikke lige hvornår han kom, men han kørte igen inden 12 – og da havde han set og undersøgt de relevante steder (vi har også lidt ude i bryggerset) og konkluderet at nok har vi et fugtproblem – men vi har INGEN skimmel!

Og så måtte vi ellers få fjernet lister og tapet, tørret væggen, få afrenset for mug, behandlet med Rodalon og nu mangler vi bare at mure det fugtskadede op igen i aften inden vi kan gå i seng.

I morgen skal vi så have tapetseret, afdækket og forhåbentlig malet.

Så det har været lidt af et mareridt. Nu håber vi så bare Karen sover i nat!

I dag læste jeg denne artikel på dr.dk.

Baggrunden er, at man med en let til moderat depression kan henvises – med tilskud – til psykolog. Men er depressionen svær, så skal man behandles i sygehussystemet og er det f.eks. angst, så skal man selv betale det hele.

Det viser sig så, at 28% af de henviste har svære depressioner og 39% slet ikke lider af depression, men noget helt andet, f.eks. angst, dødsfald i familien eller “ondt i livet”, hvad det så end er.

Danske Regioner mener at det er fordi lægerne blot bruger det som en skraldespandsordning, når lægerne synes en patient bliver for svær – f.eks. ved “ondt i livet”. Og hvad er det lige forskellen er på “ondt i livet” og en depression?

Jeg tror det er de privatpraktiserende læger, der synes at systemet er latterligt og at de gerne vil hjælpe deres patienter. Har man en patient med en svær depression, så skal vedkommende hjælpes i psykiatrien. Jeg er selv lige blevet henvist til en psykiater – der er minimum et halvt års ventetid i Randers, Viborg, Silkeborg-området og endnu længere i f.eks. Århus. På sygehusene står der ganske vist på ventetid.dk, at der er 8 ugers ventetid – men i praksis viser det sig, at deres eneste tilbud er en indlæggelse.

Og så kan jeg altså godt forstå, at de privatpraktiserende læger omgås reglerne og giver deres patienter den hjælp de har brug for – for det er sikkert heller ikke sjovt at skulle ud og skrive en dødsattest for en patient der har valgt en anden udvej end ventetiderne.

Har man en patient med angst, så kan lægen vælge mellem selv at behandle, sende patienten til en privatpraktiserende psykiater eller at lade patienten selv betale for en psykolog.

Behandle selv: Lægen har ofte ikke tid til andet end at skrive en recept på angstdæmpende medicin – medicin som har mange bivirkninger og som kan skade mere end det gavner.

Sende til en privatpraktiserende psykiater: Minimum et halvt års ventetid, hvor lægen så i mellemtiden kan behandle med angstdæmpende medicin.

Lade patienten betale selv: Ofte ikke en mulig løsning, da det koster knap 1.000 kroner pr. gang. Det er der mange der ikke har råd til, specielt da mange på det tidspunkt de søger lægehjælp for deres problemer allerede er ude af arbejdsmarkedet.

Jeg mener at løsningen er at udvide gruppen af folk der har ret til tilskud til psykologhjælp. Det vil koste penge i første omgang, men som der også står i artiklen, så mindsker ordningen antallet af langtidssygemeldte, så man sparer på dagpenge og får mere hjem i skatter, fordi folk hurtigere kommer tilbage på arbejdsmarkedet – eller måske slet ikke behøver forlade det i første omgang.

For mange bliver henvist til psykolog – DR – 16. oktober 2011