Trines blog

Det lader til at være nogle problemer med at se billederne – nu burde man kunne klikke på dem og se dem i stor format. Desværre skal man tilbage til denne side, for at vælge et andet billede. Vi arbejder på sagen. :)

Lørdag havde vi købt maling og søndag afleverede vi Ellen i Bjergby. Mission: Mal ungernes værelse.

Det lyder jo meget simpelt – men vi blev klogere!

Da vi fik flyttet Ellens seng var det ikke et kønt syn der mødte os. Skimmel! Irgh – ikke sundt. Vi snakkede lidt om det og endte med at tømme rummet og så ville vi ringe til ISS mandag morgen.

Men søndag nat omkring 2 vågnede Karen skrigende – og det blev hun ellers ved med. Hun var helt utrøstelig og egentlig troede vi hun havde noget forstoppelse. Så jeg ringede til lægevagten for at høre om vi kunne give hende noget microlax (klyx). Men lægevagten mente nu at det var væske i ørerne og sagde at vi skulle give hende noget Panodil. Det gjorde vi og da Kåre havde gået rundt med hende en halv times tid faldt hun trygt i søvn igen. Men det var nu en noget urolig nat, også bagefter.

Så klokken 8 ringede jeg til lægen og fik en tid 9.30 for at få tjekket ørerne og bagefter ringede Kåre til ISS. De ville bede deres afdeling i nærheden om at kontakte os.

Vi tog Karen med til lægen – hun opførte sig eksemplarisk og blev set i ørerne, fik målt tryk og blev lyttet på lunger, hjerte og mave. Der var ikke umiddelbart noget at se, men derfor kunne det nu sagtens være ørerne alligevel.

Omkring klokken 11 ringede de fra ISS og sagde, at de havde bedt en af deres rådgivere kontakte os. Han ringede omkring 11.15 og sagde at han ville komme “om omkring tyve minutter”. Jeg ved ikke lige hvornår han kom, men han kørte igen inden 12 – og da havde han set og undersøgt de relevante steder (vi har også lidt ude i bryggerset) og konkluderet at nok har vi et fugtproblem – men vi har INGEN skimmel!

Og så måtte vi ellers få fjernet lister og tapet, tørret væggen, få afrenset for mug, behandlet med Rodalon og nu mangler vi bare at mure det fugtskadede op igen i aften inden vi kan gå i seng.

I morgen skal vi så have tapetseret, afdækket og forhåbentlig malet.

Så det har været lidt af et mareridt. Nu håber vi så bare Karen sover i nat!

I går skulle vi til møde i Aalborg, så mor og far havde lovet at passe Ellen og Karen. Ellen er jo vant til det og nyder at være i Biersted, så ingen problemer der. Men det var trods alt første gang vi afleverede Karen. Men ganske som forventet gik det også uden noget som helst. Hun havde været en anelse sur en enkelt gang, men det havde morfar klaret helt selv. :)

I morges da Kåre gik ned for at aflevere Ellen var der ingenting med Siri – da han kom hjem gik hun rundt og prøvede at kaste op, men kunne ikke og hun søgte væk fra ham. Han gik ind og vækkede mig, der fik tøj på og kom ud og så på hende. Varm, besværet vejrtrækning og udspilet mave: Formentlig mavedrejning. Så jeg fik ringet til dyrlægen og spurgt om der var en dyrlæge klar 10 minutter efter – det var der.

Så mens vi sad der, fik de bedøvet hende og sat en tube i maven på hende og punkteret mavesækken, så gassen kunne slippe ud. Hun fik maven skyllet igennem og fik lagt en venflon, så hun kunne få noget væske. Så kom de ud og fortalte at den del var gået fint. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt kredsløbet havde taget skade – det betyder at der er 50% risiko for at Siri dør indenfor de næste tre døgn. Men de beholdt hende og vi kørte hjem.

Klokken 14 ringede vi og fik at vide at vi kunne hente hende og at hun faktisk havde det okay – hun var nysgerrig og logrende og det var også sådan hun var da vi hentede hende.

Men da vi kom hjem havde hun det ret dårligt og da maven så begyndte at blive udspilet igen kørte vi hende til Langå igen, så hun kunne blive der i nat.

Det sidste vi har hørt var omkring klokken 17.20, hvor de ringede og fortalte at hun nu har fået blodig diarre. Hvorfor fatter de ikke – der er ingen sammenhæng. Men hun får væske og de holder øje med hende og sker der noget kan de jo behandle med det samme. Så hun er i gode hænder – og alligevel er jeg meget ked af at jeg ikke kan være der for hende! Hun er jo mit lille drog!

Men der er bare at håbe at hendes krop kan klare belastningen og at hun kommer rask ud af det på den anden side.

Heldigvis har vi hende sygeforsikret, så vi behøver ikke spekulere på regningen. Det er altså rart at det ikke er en faktor, når man står med en dødssyg hund – det kan anbefales!

Jeg har postet på ungernes blog om vores ferie i Norge, men kort fortalt, så var den VÅD!

20. juli
21. juli
22. juli
23. juli
24. juli
25. juli
26. juli

Og der er masser af billeder

I går var det et år siden min mormor døde. Hun har været savnet, men specielt i går, hvor Karen blev døbt savnede jeg hende meget. Da vi sang dåbssalmen begyndte jeg at græde lidt under 5. vers:

Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Det var netop en af grundene til at jeg synes at det på et eller andet plan var passende at Karen skulle døbes på mormors dødsdag.

Jeg er rigtig ked af at mormor ikke levede til at se Karen – men jeg er glad for at sidste gang jeg snakkede med hende (hvor hun var vågen) var det da jeg fortalte at jeg var gravid igen. Så hun nåede at vide at der var endnu et oldebarn på vej.

Vi er søde - os tre piger

Jeg ved ikke hvorfor, men hvis ikke der står en hulens masse tekst her, så bliver billedet vist tværs hen over alt og forskyder både dette og tidligere indlæg.

Møgirriterende.

Men så må jeg jo bare skrive noget irrelevant tekst.

Gerne i flere afsnit, så det fylder mere…

Og det er stadigvæk ikke nok.

Mon det nu er nok?

Næ.

Nu?

Så er vi kommet hjem – det er rart!

Karen spiser godt (og moderens brystvorter hænger i laser) og lige nu ligger hun inde i vores seng og sover. Ellen kommer hjem i morgen formiddag – det bliver både rart og lidt spændende. Siri reagerede faktisk lidt mere interesseret denne gang end da vi havde Ellen med hjem – hun har da været henne og snuse flere gange og et enkelt slik er det også blevet til.

Vi er lidt overraskede, for Karen kan faktisk løfte og dreje sit hoved, så når hun ligger på maven af en, kan hun kigge på en. Og da vi lå og puttede for lidt siden lagde jeg hende på ryggen, som man jo skal – men det passede ikke damen, så hun løftede benene op til maven, trillede rundt på siden og fik møflet det ene ben ind under sig, så hun kunne komme om på maven og mosle sig afsted. Det tror jeg altså ikke at Ellen kunne!

Men her er i hvert fald nogle billeder. Der blev ikke taget så mange, for det gik jo lidt hurtigt.

Læsning er på eget ansvar – der kan forekomme ting som nogen synes er ulækre.

Efter masser af veer og tegnblødning den sidste måned vågnede jeg klokken ca. 2 natten mellem den 11. og den 12. januar, fordi Ellen havde fået vendt sig rundt i sengen og sparket dynen af sig. Derefter blev der ikke meget søvn, for nu var veerne pludseligt anderledes. Jeg prøvede dog, men måtte sige til Kåre, at det nok var ved at være på tide at ringe til hans forældre.

Vi fik pakket, hvilet lidt mere, kom i bad og da Kåres forældre kom var vi klar til at køre. Der var stjerneklart og der var faldet sne, så der var flot, men spejlblankt. Vi nåede lige et lille svinkærinde på vejen – der var lige en geocache der skulle findes. :)

Klokken 06.42 ankom vi til fødegangen – der var stadigvæk regelmæssige veer af ca. 40 sekunders varighed med intervaller på ca. 5 minutter – det var det der havde været siden klokken 2. Så jeg satsede på at være pænt åbent – jeg mener, veer i næsten 5 timer og alt det der havde været den sidste måned! Men nej – 1½ cm livmoderhals tilbage! ARGH – tænkte jeg. Til gengæld skal jeg love for at undersøgelsen gjorde godt og grundigt ondt og det fik sat gang i en del blødning – også noget mere end jeg har blødt før i graviditeten, altså med undtagelse i uge 25. Barnet blev skønnet til 3450 gram.

Vi blev enige om at vi gik ned på stue 9 og hvilede os, for med Ellens fødsel i mente så kunne det jo gå hurtigt. Jeg fik hvilet lidt i sengen – men selvom veerne ikke var voldsomt kraftige, så var det nok til at jeg ikke kunne sove fra dem – heller ikke selvom jeg havde fået et par Panodil.

Klokken 11.15 bliver jeg igen undersøgt og nu har jeg da i det mindste åbnet mig 3 cm. Jeg synes godt nok stadigvæk det var for lidt – men da jeg var træt af sygehuse (det bliver jeg meget nemt), så ville vi gå en tur. Vi gik ned til jordemoderkonsultationen for at melde afbud til den tid jeg havde dernede torsdag 12.30. Der kom flere veer på vejen og de begyndte da også at kunne mærkes ordentligt – men ikke mere end at jeg havde overskud til at smile til de folk der kom forbi på vejen. Til gengæld var der 3 cm nysne ovenpå ren is, så det var da et held at vi ikke endte på skadestuen! Vi joker lidt med at det godt kan være at veerne startede nogenlunde samme tid som med Ellen, men at jeg da i hvert fald ikke når at føde inden 12.59, men måske inden aftensmaden.

På vejen tilbage til sygehuset begyndte veerne at komme med ca. 100 meters mellemrum, og hvor de før havde taget omkring 20 åndedræt tog de nu omkring 25. Så da vi kommer tilbage til fødegangen bliver vi flyttet ned på stue 2 – det er der Ellen blev født og der der er et fødekar. Lige som jeg skulle til at sætte mig ned i en stol klokken 12.30 gik vandet i en ve der gjorde en del ondt. Så jeg går ud på badeværelset for at tage tøjet af og lige skylle fostervandet af mig – det er heldigvis klart.

Så Kåre, som ellers havde været på vej ud for at finde noget at spise, måtte pænt bare vente, mens en jordemoderstuderende ville gå ud for at finde en sandwich til ham. Men den bliver også hurtigt aflyst, da jeg fra at være 3 cm åben klokken 11.15 nu får pressetrang – stående under bruseren på badeværelset! Jordemoderen sætter sig på hug bag mig, for at se hvordan tingene ser ud. Det er meget grænseoverskridende for mig – tænk nu hvis jeg kommer til at prutte eller sådan noget. Jeg er ligeglad med at rende rundt nøgen hvor alle kan se mig – men der går min grænse altså bare. Ikke rigtig praktisk i en fødselssituation!

Jeg kommer ind i fødekarret, som de lige skal finde ud af om de har en prop til! Det lykkedes at finde en, men ikke at få den til at sidde ordentligt i. :) Nå, jeg beder om om hun lige vil mærke hvor åben jeg er, for jeg tror altså ikke helt på det der med pressetrangen – det er gået lidt for hurtigt, synes jeg. Så hun mærker efter – 5 cm! SHIT – tænker jeg – 5 cm – så er der 5 cm tilbage og det tager jo en EVIGHED. Nej, nej, siger hun – det går hurtigt. Yeah, right, tænker jeg, mens veerne nu er ved at være særdeles ondskabsfulde. Klokken er i øvrigt 12.40.

Veerne gør mere og mere ondt og jeg får fat i min allerbedsteste ven: Iltmasken. ”Jamen”, siger jordemoderen, da jeg beder Kåre om den, ”slangen kan ikke nå.” Totalt irrelevant – jeg skal ikke bruge slangen til noget, jeg skal bare have masken, så jeg kan sørge for at trække vejret fornuftigt. Det er da smertelindring der er til at forstå – eneste bivirkning er at jeg bliver så tør i munden af den. :)

Der er vel efterhånden omkring 15 cm vand i fødekarret, men desværre bliver jordemoderen nu nødt til at hælde det ud, for enten skal det være fyldt eller så skal det være tomt – man kan ikke føde et barn i et halvfyldt kar. Jeg tror stadigvæk ikke en dart på hende.

Generelt skete der det, at jeg er en af den slags mennesker, som gerne hele tiden vil vide hvad der sker og jeg kan godt forholde mig til faglige termer – også under en fødsel. Jordemoderen var tilgengæld en omsorgsgiver, der bare roser og siger ”det er sååå flot” og ”det er bare sååå godt”. Og det er altså ikke den bedste kombination – så faktisk følte jeg ikke rigtig nogen hjælp/støtte i hende. Det gjorde det så heller ikke bedre at der var en hel ny studerende med, som på et tidspunkt stillede sig med hænderne på kanten af fødekarret og bare kiggede på mig – men i det mindste kunne jeg pænt bede hende om at stå et andet sted at stå i en vepause – for sådan nogle havde jeg skam denne gang!

Nå, men de spørger mig om jeg vil over på briksen i stedet for, når der nu ikke når at komme vand nok i fødekarret. Ja, det vil jeg egentlig gerne, men det blev der ligesom ikke tid til – for nu vil ungen altså ikke være med mere. Og da jordemoderen så vil slukke for vandet, så hun kan komme til kommer hun til at slå den over på koldt i stedet for! Prøv lige at ligge der og være ved at presse et barn ud og så bliver det dejlige, varme vand pludseligt iskoldt – ARGH! :)

Men, halvt siddende og halvt liggende, i et tomt fødekar, med en iltmaske uden ilt som smertelindring, føder jeg så et barn, der med det samme kommer op på maven. Jeg kan røbe, at det ikke er nogen optimal fødestilling – hverken for den fødende eller for jordemoderen! Fødslen skete 12.58 – 1 minut før Ellen. :)

Efter lidt tid får vi så også fundet ud af at dette her skrigende barn faktisk er en pige. Hun ser selvfølgelig enormt lille ud, men i Randers bliver barnet hverken målt eller vejet sådan lige med det samme – det vigtige først: Et bryst og en varm mave!

Moderkagen vejede 580 gram og der var en lille bi-moderkage – altså to moderkager. De bliver også født i karret og der bliver taget blodprøver på grund af min stofskiftesygdom. Det føles altså sjovt når sådan en moderkage plopper ud. :)

Vi kom over på fødelejet, for jeg var bristet lidt i skeden og der var sprunget et blodkar der skulle sys, men det var også det hele – meget billigt sluppet hastigheden taget i betragtning, synes jeg.

Karen havde helt styr på hvad sådan en mor skulle bruges til: MAD! Så der blev suttet på livet løs. Der var ikke helt så meget mælk som sidste gang, men det gik nu alligevel.

Efter et par timer var der så lidt pause i amningen, så Karen kunne blive tjekket – og alt var næsten som det skulle være. En lille kliklyd i højre hofte, men ikke noget alarmerende. Hun vejede 3430 gram og var 52 cm lang – plus minus fejlmåling. :)

Og så ventede vi ellers bare på den pædiater (børnelæge) der skulle undersøge hende. Men klokken 17.30 opgav vi og aftalte at få en tid på B5 (barselsgangen) den 13. i stedet for – og så kunne vi komme over på hotellet og få noget at spise. Vi havde godt nok fået nogle madder efter fødslen, men vi var BARE sultne! (I øvrigt rigtig hyggeligt, at de kommer med en bakke med røde servietter og flag og det hele på, når barnet er født.)

Selvom det hele på en eller anden måde lignede Ellens fødsel en hel del, så var er også meget der var forskelligt. Jordemoderen var meget bedre til mig med Ellen, denne gang virkede det bare ikke rigtigt. Hun fortalte mig ikke hvad der skete og jeg endte med selv at føle mig gennem fødslen – bl.a. blev sidste del af kroppen født på viljestyrke og ikke fordi der var en presseve. Men det gik jo fint nok det hele.

Denne fødsel var også langt mere grænseoverskridende for mig end Ellens fødsel var – om det var fordi det hele gik så hurtigt eller fordi samarbejdet ikke virkede ved jeg ikke – men jeg tror lige jeg skal have et par dage denne gang, før jeg er klar til at gøre det igen. :)