Archive for January, 2007

Wednesday, January 31st, 2007

I mandags fik jeg taget blodprøver endnu engang. Egentlig havde jeg en aftale på sygehuset i går formiddags, men lillesøsters brudekjoleprøvning var altså vigtigere, så jeg fik resultaterne over telefonen i går eftermiddags.

TSH er faldet meget og både T3 og T4 er steget. Det er ikke godt. Jeg synes ellers ikke det er så slemt, men Kåre er ikke helt enig. Sygeplejersken foreslog mig, at jeg fik en tid hos Weeke om 14 dage. Jeg skyndte mig at sige ja tak.

Weeke er overlægen og en af landets bedste læger inden for thyriodea-sygdomme. Men vigtigere endnu: Han er flink og har en god, tør humor. Når jeg kommer til ham, er jeg sikker på at jeg får den bedste behandling og rådgivning man kan få. Jeg har fuld tillid til ham. Så jeg er meget glad for at have fået en tid hos ham.

Så vi må se om 14 dage.

Wednesday, January 31st, 2007

Kiva - loans that change lives

Peer-to-peer-ulandshjælp!

I stedet for at give 200 kroner til f.eks. Røde Kors, låner man dem direkte til en fattig et sted i verden. Den fattige bruger dem så til at starte en virksomhed og betaler derefter tilbage. Man bestemmer selv hvem man vil låne pengene til.

Vi snakker ikke store virksomheder her, men f.eks. Nancy Nyambura Karori fra Kenya, der gerne vil låne 1200$ til at købe en malkeko. Hun har i forvejen tre køer, men vil gerne have en mere. Hun sælger mælken til et kooperativ og har på den måde sørget for at alle hendes fem børn går i skole.

Eller Anis Gul Hamed-u-llah fra Afghanistan, som gerne vil låne 300$ til at købe brænde og mel, som hun skal bruge til sit bageri. Hun er enke med 5 børn. Hun har lånt en gang før til at starte bageriet og har betalt de penge tilbage.

I 2006 blev Nobels Fredspris givet til Muhammad Yunus og Grameen Bank fra Bangladesh. Yunus startede Grameen Bank (landsbybanken) i 1976 og de har i dag over 7 millioner lånere, over 95% af dem er kvinder. Komiteens begrundelse var, at mikrolån er et kæmpeskridt mod verdensfred og i Yunus tale sagde han, at det at bruge ressourcer på at forbedre de fattiges liv er en langt bedre strategi end at bruge dem på våben. Og det kan man jo kun give ham ret i.

Jeg synes det er et fantastisk koncept, det er virkelig hjælp til selvhjælp.

Så hvis du har 25$ (150 kroner) du ikke ved hvad du skal bruge til, så prøv at lån dem ud til en fattig. Jeg har besluttet at de næste 25$ jeg tjener på mine GoogleAds, skal lånes ud.

Kiva - loans that change lives

Tuesday, January 30th, 2007

Det var godt nok lige spændende nok! Først en udligning med 7 sekunder tilbage af den ordinære spilletid og så det afgørende mål med kun 2 sekunder tilbage af den forlængede spilletid.

Jeg har været i Biersted i dag. Min lillesøster skulle prøve brudekjoler. Det var både sjovt og hyggeligt og hun fandt en kjole der klædte hende utrolig godt.

Jeg fik taget en masse billeder til butikkens hjemmeside, og til aftensmad fik vi hele rødspætter med persillesovs. Umm, det er altså også for længe siden jeg har fået det.

Tuesday, January 30th, 2007

Sunday, January 28th, 2007

Ko i øl.

I går var jeg nede i SuperBest1 for at handle, så vi kunne få aftensmad i dag. Jeg faldt over et oksebryst og besluttede mig for at lave noget med noget øl. Så over i ølafdelingen og blive forvirret over alle de her mange øl. Det skal nok lige tilføjes, at jeg ikke kan fordrage øl, så jeg har ikke skyggen af en ide om hvad der er godt. Jeg valgte et par øl og kørte hjem.

Jeg ringede til Tomas, for at høre hvad for en af øllene jeg skulle bruge. Han valgte en Old Gambrinus Dark fra Hancock, så inden jeg gik i seng lagde jeg kødet i en pande med øllet og ordnede en stor porre, fire løg, to gulerødder og et halvt hvidløg.

I morges brunede jeg så køddet, hældte grøntsagerne og øllet ved og smed det i ovnen ved 75 grader. Der stod det så indtil klokken 18, hvor jeg lavede en gang kartoffelmos, jævnede sovsen og så var der mad.

Kødet havde lidt af den grimme bismag jeg ikke kan fordrage ved øl, men sovsen smagte særdeles godt! En sovs af ren øl, kødsaft og grøntsager. Mmm. Og der er rigeligt til i morgen også.

Nu er Kåre kommet hjem, og vi er godt trætte. Så vi skal tidligt i seng og hvis jeg er heldig, så kan Kåre holde sig vågen længe nok til at læse lidt højt for mig. :)


1/ I øvrigt en håbløs side. Sidst opdateret engang i oktober 2006 og med forkerte åbningstider. Så bør man altså hellere slette siden.

Friday, January 26th, 2007

I dag har Siri været i hundeskoven og lege med en dejligt 7 måneder gammel leonberger. For en gang skyld, en hund i en fornuftig størrelse. Så nu ligger hun her ved fødderne af mig og snorker. Det er det hun er god til.

Så har jeg læst lidt på de to store demokratiske præsidentkandidater i USA, Hillary Clinton og Barack Obama. Jeg ved ikke lige endnu, hvem jeg ville stemme på, hvis jeg havde muligheden, men det er helt sikkert, at det ikke ville være en republikaner!

Nå, men det jeg undrede mig over er, at man jo kan donere et beløb til politikerens valgkamp. Dog maks. 2300$. Og nu bliver det så mærkeligt: Hvis man donerer mere end 200$, så skal man registreres med navn, adresse, stilling og arbejdsgiver. Navn og adresse er muligvis fint nok, men hvad pokker skal de bruge ens stilling og arbejdsgiver til? Jeg kan virkelig ikke gennemskue det, så hvis der er nogen der har et bud, så lad mig endelig høre…

Wednesday, January 24th, 2007

Endnu engang er der snakke om, at alt for mange får førtidspension. Cepos frygter, at sagsbehandlerne i Århus er for blødhjertede og tilkender for mange førtidspensioner. Cheføkonomen synes det er ærgerligt, at der også er mange unge der får tilkendt førtidspension.
Ja, det er meget, meget ærgerligt, men det er da langt mere frygteligt, hvis de unge må gå for lud og koldt vand, uden indtægt og blive sendt i den ene nyttesløse arbejdsprøvning efter den anden. Og faktum er altså, at unge også kan være handicappede og syge.

Og så ser vi endnu engang, hvor lidt de folk der bestemmer, egentlig ved. Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Århus, Gert Bjerregaard (V) udtaler: “Få timers arbejde om dagen i et skånejob er bedre end en pension.” Meget imponerende, da man skal være tilkendt en førtidspension før man kan få et skånejob.

I dag kan man så læse i Nyhedsavisen, at mange gigtpatienter ender på førtidspension, fordi de ikke får mulighed for at blive behandlet med de nye biologiske midler. Sundhedsstyrelsen vurderer at der er 10.000 leddegigtpatienter, der ville kunne have gavn af de nye midler, men kun 2.000 patienter i alt er i behandling.

Det skyldes mangel på reumatologer. I dag er der 190 reumatologer i Danmark, om fem år vil det være halveret. Det betyder at der er laaaange ventetider på de reumatologiske afdelinger og at mange slet ikke får deres gigtdiagnose af en reumatolog.

I dag bliver der holdt en konference om biologisk behandling på Christiansborg, lad os håbe at det kan hjælpe nogen.

Wednesday, January 24th, 2007

Det er helt frygteligt. Klokken er 1, jeg har ikke rigtigt sovet de sidste dage, og alligevel sidder jeg og prøver at følge Kåres fly over internettet. Lige nu har jeg tre kilder. Den ene siger at de er ved at boarde, den anden siger at de er ved at forlade gaten og den tredje siger, at flyet ikke er “operational”.

At der er lidt tvivl om, om de boarder eller er på er lidt lige meget, men jeg vil altså gerne vide om det virker!

Det er noget pjat. Kåre kan godt selv finde ud af at tage et fly og det gør absolut ingen forskel om jeg sidder og følger med på afstand. Så jeg kan lige så godt gå i seng. Lige når de er lettet…

Tuesday, January 23rd, 2007

Lige nu flyver Kåre ind over Newfoundland, og mon ikke han tænker på lille Siri? Jeg tænker i hvert fald på ham.

Vi har gået en god tur ved stranden og været på biblioteket. Hvorfor er det, at jeg ikke kan nøjes med et par bøger, men skal låne halvdelen af deres materiale? Og så kom jeg lige til at købe tre bøger, den ene var en samling af science-fiction julehistorier. :)

Jeg har købt årets første påskeliljer til 5 kroner i Netto. Så nu er der sne udenfor og påskeliljer på mit bord.

Og da jeg jo er alene, så er der købepizza på vej i ovnen.

Monday, January 22nd, 2007

Det var helt surrealistisk: Den første sne og den første solsort.

Christina Høier, Verdens Bedste FormiddagP3