Archive for March, 2010

Suk

Thursday, March 11th, 2010

Atter engang har jeg været uheldig. I går morges skvattede jeg i sneen/isen lige ude ved bilen. Jeg kunne godt mærke at det ikke var godt, men Ellen blev bange, så jeg smilede bare og grinede af det. Det gjorde jeg ikke nogle timer efter, mens jeg fik lagt højre arm i gips!

I det mindste tænkte jeg klart nok til at jeg kom på Silkeborg Sygehus, så vi lige kunne finde de tre jacobsedk-mysteries vi manglede. :)

Så forvent ikke meget nyt herfra de næste par uger…

Suk.

Suk.

Vores homebanking stinker!

Tuesday, March 9th, 2010

NETbank-kunder, som i dag benytter Internet Explorer til NETbank, bør fortsætte på denne browser. Vælger de en anden, vil de opleve, at feltet “Brugernavn eller brugernr.” vil være blankt, når de logger på NETbank fra den nye webbrowser.

Denne besked bliver man mødt med, når man vil logge ind på vores homebanking (SPARBANK). Det er da topmålet af dårlig rådgivning (og dovenskab) – i stedet for at fortælle hvordan man får NETbank til at virke i de alternative browsere sørger man bare for at støtte den virksomhed, der har været nødt til at indgå forlig.

Og så lige et par eksempler mere på den inkompetence man bliver mødt af i forbindelse med NETbank:

– I slutningen af sidste måned og starten af denne måned kunne man ikke se fremtidige betalinger og heller ikke på likviditetsoversigten kunne man se at der var nogle fremtidige betalinger. Jeg tror næppe jeg er den eneste der altid har PBS-overførsler i starten af en måned, og jeg var da lidt bekymret for om de nu også ville blive betalt. Men på forsiden af NETbank stod der bare at alt fungerede normalt.

Flere gange har der været problemer med at deres certifikat har været udløbet.

– Og så var der lige da deres krypterede “brev til banken”-funktion blev sendt i klartekst.

Hvis bare der var en bank der ikke brugte det homebankingsystem, der også kunne matche renterne, så var vi flyttet!

8. marts

Monday, March 8th, 2010

Så er det 8. marts og dermed kvindernes internationale kampdag. Jeg plejer vist at rable lidt højt om mine holdninger, så det vil jeg også gøre i år. :)

I år vil jeg snakke om barsel og ligestilling. Der er jo nogle ganske grundlæggende ting, der gør at der aldrig kan blive tale om 100% ligestilling i forbindelse med barsel – mænd kan altså hverken føde eller amme, så der er mor altså bedst.

Nogle partier vil have indført bundet barsel til fædrene i ligestillingens navn. For faktum er jo at mødrene tager mere barsel end fædrene. Men i stedet for at binde barslen op på et køn, burde man se på HVORFOR mødre tager mere barsel end fædrene.

Som jeg ser det er der grundlæggende tre grunde:

Moderen kræver at få alt barslen. Det er jo noget parret må gøre op med bag hjemmets fire vægge, men efter min mening ikke noget lovgivningen skal blande sig i.

Faderen vil ikke tage barsel. Hvis det skyldes af faderen er en doven hund, så må de igen selv finde ud af det. Hvis det skyldes at det ikke er velset på faderens arbejdsplads, så må fagforeningen ind over og der må fra regeringens side arbejdes på en holdningsændring. (Her gør barselsfonden nok allerede en forskel.)

Familien har ikke råd til at faderen går på barsel. Se, her der der virkeligt et problem der skal gøres noget ved – og jeg tror det er den primære grund til at familier fravælger faderens barsel. For så længe der ikke er lige løn for lige arbejde, så kan en familie blive nødt til at fravælge faderens barsel til fordel for moderens fordi de simpelthen ikke har råd til at faderen går på barsel.

Det er her der virkelig skal sættes ind. Og i Danmark synes jeg det er her det er vigtigst at vi kæmper for ligestillingen mellem kønnene. Og så længe der ligefrem er uligehed i lovgivningen, så er der desværre lang vej endnu. Når der skal beregnes ATP-bidrag for en lønmodtager hvor man ikke kan regne timetallet ud regner man med en timeløn for mænd på 165,90 kroner for mænd og 149,82 kroner for kvinder. Det kan godt være at det er den gennemsnitlige timeløn for hhv. mænd og kvinder, men bør loven ikke tage udgangspunkt i at der er ligeløn og så bruge et vægtet gennemsnit?

Så vejen til mere mandlig barsel går altså efter min mening over ligeløn og ikke lovgivning om at så og så meget barsel er det kun manden der må tage. Lad familierne selv finde ud af det, men sørg for at det ikke er lønnen der afgør om valget.