Trines blog

Nu er jeg ved at være lidt træt af sygehuse – i går måtte vi en tur til Viborg med Ellen og i dag skulle jeg nakkefoldskannes.

Og der er i den grad liv i maven – den ligger godt nok ikke stille ret mange sekunder af gangen og både arme og ben virker. Der var vand i både mavesæk og blære, så det fungerer også. Men den ville ikke rigtig ligge sig, så nakkefolden og længden kunne måles.

Der var en med, der skulle lære at skanne, så hun fik også lov til at prøve og pludselig lå Ny rigtigt, så de fik hurtigt skiftet. Nakkefoldsmålingen og blodprøven viser en lav risiko og Ny er 6,5 cm lang. Det betyder at terminen er blevet rykket en dag, så nu er den 5. januar. Ikke at det betyder så meget, den kommer jo når den kommer. :)

Vi fik fire billeder med som tak for at hun måtte øve sig på mig – og selvfølgelig må hun da det – ellers lærer hun det jo ikke.

Jeg fik en ny tid til at snakke med en obstetriker på næste onsdag – så skal vi snakke om stofskifte. Som jeg vist har nævnt er min egen læge ikke så glad for det, så han vil gerne have dem med på sidelinjen. Så jeg skal have taget blodprøver i morgen eller på torsdag, så vi har nye tal.

(Og så kom vi vist til at finde en enkelt cache eller fire – men det blev jo lidt tradition da jeg ventede Ellen. :))

I går var vi ude at geocache (læs Ellens blog) og på vejen kørte vi forbi en kat der lå midt på vejen. Det kan jeg bare ikke med – for det første vil jeg gerne tjekke at katten nu også er død og for det andet, så er det nogens kat og den skal ikke bare ligge midt på en vej og blive kørt i stykker.

Så bilen i hold og mig ud efter katten. Det var en stor, flot sort og hvid kat, der stadigvæk var varm, så det var lige sket – men den var død. Den havde ingen øretatoveringer, så jeg kan ikke finde en ejer den vej. Jeg lagde den ind i rabatten og gik ind til huset den lå udenfor, men der var ingen der svarede. Jeg håber bare de finder katten hvis det var deres og at det ikke bliver børnene der finder den.

Så lige en kraftig opfordring: Få jeres katte øretatoverede, så man kan finde jer, hvis den løber væk eller skulle blive kørt over!

Og hvis I påkører en kat, så tag for pokker ansvaret og sørg for at tjekke om den er død, læg den ind til siden – også for at undgå uheld fordi folk forsøger at køre udenom og underret ejerne eller meld det til katteregisteret!

Man skulle simpelthen tro jeg var en mand, så ynkelig som jeg er.

Jeg har det sidste halve års tid sovet med en hård bideskinne. Det vil sige, det har jeg ikke den sidste månedstid, for hvis jeg tog noget i munden, så kastede jeg op. Men jeg ville prøve igen sidste fredag. Jeg havde den i munden et kvarter og så fik jeg simpelthen den mest nederdrægtige hovedpine – jeg havde en ganske frygtelig weekend.

Mandag ringede jeg til fyssen og fik en tid – det var simpelthen muskelspændinger af at tænderne havde flyttet sig lidt i mellemtiden. Fyssen fik løsnet lidt op og jeg fik en ny tid onsdag. Det var så slemt mandag, at jeg ikke turde køre – Kåre måtte køre mig til Bjerringbro!

Onsdag løsnede hun så lidt mere, men i mellemtiden var jeg begyndt at få ondt i halsen – en typisk forkølelse. Så nu har jeg ondt i halsen, kvalme, svært ved at snakke, er så stoppet i næsen, at jeg af og til kaster op af det og stadigvæk ondt i hovedet. Det er sgu synd for mig (og endnu mere synd for Kåre og Ellen der skal leve med mig!)

Nå, nu skal jeg nok stoppe med at brokke mig.

I påsken gik jeg jo hen og fik store problemer med mine fødder. Vagtlægen mente at det var reaktiv artrit og min egen læge sendte mig til reumatologerne i Viborg. Der havde jeg så en tid torsdag til middag. Kåre havde taget fri og Ellen hyggede sig hos farmor og farfar.

Vi geocachede lidt på vejen og snakkede om at vi ikke rigtig forventede noget – det er jo ikke ligefrem første gang jeg er blevet set på af reumatologer! Men vi blev overraskede – positivt!

Afdelingen i Viborg er ret hyggelig – den ligner slet ikke en traditionel hospitalsafdeling. Da vi kom ind til lægen, havde hun læst alle papirene, indhentet oplysninger fra andre steder og skrevet noter og spørgsmål! Og så behandlede hun mig som et helt menneske og ikke bare som et enkelt led. Tit og ofte, så ser lægerne sig fast på ET led og ET problem og glemmer resten – men hun havde et ganske holistisk syn på det hele.

Hun stillede en masse spørgsmål og undersøgte de fleste af leddene. Jeg havde taget et par billeder med, for det siger altså mere end at forklare. Og så kom første store overraskelse: Jeg har psoriasis! For mig er psoriasis de store røde, skællende plamager som f.eks. min morbror havde. Men der er åbenbart flere forskellige slags og det jeg havde i påsken var et psoriasisangreb. Det er også psoriasis jeg har i hænderne, når de giver kløende blærer i ring, der til sidst skaller af indefra.

Og sammenholdt med ledsymptomerne, så mente hun altså at formentlig har psoriasisgigt! Det passer fint sammen og mine ledproblemer og de billedfund der er kan ikke forklares med min hypermobilitet. Så jeg fik taget en vævsprøve. Der er en bestemt vævstype (HLA-B27) som ca. 10% af befolkningen har – men ca. 60% af dem med psoriasisgigt har den. Der kommer svar om nogle uger. Desuden skal jeg MR-skannes, men lige nu forandrer mine led sig på grund af graviditeten, så det skal vente til februar.

Jeg har fået en ny tid 4. februar og jeg kan bare ringe hvis der er noget jeg er i tvivl om eller hvis det bliver værre, så jeg har brug for mere behandling end jeg får nu. Det er jo helt fantastisk!

Ulempen er at det er arveligt og at det kan være ret progressivt – fordelen er at man kan gøre noget ved det og at jeg nu (formentlig) ved hvorfor det gør ondt og at jeg ikke altid kan bevæge mig så godt.

Psoriasis

Onsdag morgen stod vi meget tidligt op og kørte til Bjergby for at aflevere Ellen og Siri. Det gik heldigvis meget nemt – Ellen gik ind i stuen og satte sig med en kasse legetøj. Hun kom lige for at sige farvel og legede så videre.

Vi kørte videre til Thisted, hvor der var bisættelse fra sygehuskapellet klokken 11. Der kom flere end jeg havde regnet med og jeg havde det evindelige problem med at huske hvem alle er – Mormor havde en stor familie og det er lidt svært at huske alle mors fætre og kusiner. Bisættelsen gik så godt som den slags nu kan gøre – jeg græd det meste af tiden, men præsten holdt en fin tale.

Efter bisættelsen kørte vi til Biersted, hvor vi fik frokost og fik snakket lidt og set på billeder. Mig og Kåre kørte lige over Sennels hjem, mormor og morfar (altså den morfar jeg har kendt, ikke min mors far) boede i mange år i Sennels, så jeg ville gerne lige se huset og stranden igen. Der kom lige nogle minder forbi. :)

På vejen hjem til Ulstrup kørte vi i Bilka og fik købt nye sko og så skulle vi da lige se den nye IKEA i Aalborg. Den er godt nok NOGET større end den bette en i Århus!

Hjemme igen fladede vi bare ud – vi var GODT brugte. Ellen hørte vi ikke noget til, men mon ikke også hun havde det fint? :)

De sidste dage har været triste og hårde.

Torsdag middag – på min fødselsdag – ringede min mor for at sige, at skulle vi nå at tage afsked med mormor, så skulle vi nok køre nu. Så Kåre hjem fra arbejde, Ellen hentet i vuggestuen og så ellers til Thisted.

Mormor lå på en enestue – om hun sov eller var bevidstløs eller hvad hun var ved jeg ikke, men hun reagerede i hvert fald næsten ikke på noget. Et par enkelte blik blev det til, men det var det. Hun var simpelthen dopet af stærk smertestillende medicin. Hun havde ingen blodomløb i benene, specielt det højre, og derfor skulle det højre ben fjernes senest fredag morgen – chancerne for at hun ville overleve var ikke ret store. Vi fik sagt farvel og kørte til Biersted.

Fredag morgen fik mormor fjernet benet og først på eftermiddagen kunne man stadig ikke komme i kontakt med hende og blodtrykket var meget lav. Vi kørte hjem til Ulstrup lige over middag. Fredag aften var hun vist lidt vågen.

Lørdag morgen var mor og Ane i Thisted, hvor de snakkede med mormor. Hun sagde at hun havde sovet godt og at hun ikke havde ondt. Hun vidste ikke at hun havde mistet et ben. Blodtrykket var stadig meget lavt og ingen var sikker på noget.

Lørdag aften ringede mor klokken 21 og sagde at nu havde de haft ringet fra sygehuset og at de ikke kunne måle blodtryk og at mormor var begyndt at blive bleg. Mor og Ane kørte igen mod Thisted. Klokken 21.28 ringede mor og sagde, at mormor var død klokken 21.11.

Vi havde ventet det. Vi havde håbet det. Og alligevel så gør det så ondt. Det var det bedste og det mormor selv havde ønsket længe, men alligevel sidder man med en stor klump i halsen og tårer i øjnene.

Men mormor har fået fred.

Så faldt der dom: Dildoplakaterne må gerne blive stående på fortovet udenfor sexshoppen i Holstebro.

Dommeren vurderede at den ene plakat godt kunne have været anstødelig, men det afhang af konteksten. Men præsenteret på et foldeskilt magen til alle de andre i gaden, så var det i orden.

Ejeren af sexshoppen udtaler at det er alt for mange ressourcer der er blevet brugt på sådan en lille sag. Og det kan man jo kun give ham ret i!

Dildoplakat bliver hængende i Holstebro, Politiken, 8. juni 2010

Så er sommerferien på plads. Jeg har haft kontakt til en del vandrerhjem i Tyskland, men enten har de ikke svaret eller så har de ikke haft plads. Men nu er det lykkedes.

Vi skal til Goslar (det ligger i Harzen i Tyskland – lige ved den gamle grænse mellem øst og vest) og bo i bindingsværkshus. :)

For den fyrstelige sum af 2.500 kroner får vi alle tre seks overnatninger med fuldpension, en bjergbanetur op på et nærliggende bjerg (Bocksberg), en tur i minerne ved Rammelsberg og en tur til et middelaldermuseum i en gammel borg, Zwinger.

Nu har jeg skrevet under på papirene og de er sendt til Tyskland, pengene er overført – eller det håber jeg i hvert fald – det er min første internationale bankoverførsel! Så er det bare at vente på at det bliver ferietid. :) (Og taget sidste års aflysning i mente, så er der bestilt årsrejseforsikring med afbestillingsdækning!)