Læsning er på eget ansvar – der kan forekomme ting som nogen synes er ulækre.
Efter masser af veer og tegnblødning den sidste måned vågnede jeg klokken ca. 2 natten mellem den 11. og den 12. januar, fordi Ellen havde fået vendt sig rundt i sengen og sparket dynen af sig. Derefter blev der ikke meget søvn, for nu var veerne pludseligt anderledes. Jeg prøvede dog, men måtte sige til Kåre, at det nok var ved at være på tide at ringe til hans forældre.
Vi fik pakket, hvilet lidt mere, kom i bad og da Kåres forældre kom var vi klar til at køre. Der var stjerneklart og der var faldet sne, så der var flot, men spejlblankt. Vi nåede lige et lille svinkærinde på vejen – der var lige en geocache der skulle findes. :)
Klokken 06.42 ankom vi til fødegangen – der var stadigvæk regelmæssige veer af ca. 40 sekunders varighed med intervaller på ca. 5 minutter – det var det der havde været siden klokken 2. Så jeg satsede på at være pænt åbent – jeg mener, veer i næsten 5 timer og alt det der havde været den sidste måned! Men nej – 1½ cm livmoderhals tilbage! ARGH – tænkte jeg. Til gengæld skal jeg love for at undersøgelsen gjorde godt og grundigt ondt og det fik sat gang i en del blødning – også noget mere end jeg har blødt før i graviditeten, altså med undtagelse i uge 25. Barnet blev skønnet til 3450 gram.
Vi blev enige om at vi gik ned på stue 9 og hvilede os, for med Ellens fødsel i mente så kunne det jo gå hurtigt. Jeg fik hvilet lidt i sengen – men selvom veerne ikke var voldsomt kraftige, så var det nok til at jeg ikke kunne sove fra dem – heller ikke selvom jeg havde fået et par Panodil.
Klokken 11.15 bliver jeg igen undersøgt og nu har jeg da i det mindste åbnet mig 3 cm. Jeg synes godt nok stadigvæk det var for lidt – men da jeg var træt af sygehuse (det bliver jeg meget nemt), så ville vi gå en tur. Vi gik ned til jordemoderkonsultationen for at melde afbud til den tid jeg havde dernede torsdag 12.30. Der kom flere veer på vejen og de begyndte da også at kunne mærkes ordentligt – men ikke mere end at jeg havde overskud til at smile til de folk der kom forbi på vejen. Til gengæld var der 3 cm nysne ovenpå ren is, så det var da et held at vi ikke endte på skadestuen! Vi joker lidt med at det godt kan være at veerne startede nogenlunde samme tid som med Ellen, men at jeg da i hvert fald ikke når at føde inden 12.59, men måske inden aftensmaden.
På vejen tilbage til sygehuset begyndte veerne at komme med ca. 100 meters mellemrum, og hvor de før havde taget omkring 20 åndedræt tog de nu omkring 25. Så da vi kommer tilbage til fødegangen bliver vi flyttet ned på stue 2 – det er der Ellen blev født og der der er et fødekar. Lige som jeg skulle til at sætte mig ned i en stol klokken 12.30 gik vandet i en ve der gjorde en del ondt. Så jeg går ud på badeværelset for at tage tøjet af og lige skylle fostervandet af mig – det er heldigvis klart.
Så Kåre, som ellers havde været på vej ud for at finde noget at spise, måtte pænt bare vente, mens en jordemoderstuderende ville gå ud for at finde en sandwich til ham. Men den bliver også hurtigt aflyst, da jeg fra at være 3 cm åben klokken 11.15 nu får pressetrang – stående under bruseren på badeværelset! Jordemoderen sætter sig på hug bag mig, for at se hvordan tingene ser ud. Det er meget grænseoverskridende for mig – tænk nu hvis jeg kommer til at prutte eller sådan noget. Jeg er ligeglad med at rende rundt nøgen hvor alle kan se mig – men der går min grænse altså bare. Ikke rigtig praktisk i en fødselssituation!
Jeg kommer ind i fødekarret, som de lige skal finde ud af om de har en prop til! Det lykkedes at finde en, men ikke at få den til at sidde ordentligt i. :) Nå, jeg beder om om hun lige vil mærke hvor åben jeg er, for jeg tror altså ikke helt på det der med pressetrangen – det er gået lidt for hurtigt, synes jeg. Så hun mærker efter – 5 cm! SHIT – tænker jeg – 5 cm – så er der 5 cm tilbage og det tager jo en EVIGHED. Nej, nej, siger hun – det går hurtigt. Yeah, right, tænker jeg, mens veerne nu er ved at være særdeles ondskabsfulde. Klokken er i øvrigt 12.40.
Veerne gør mere og mere ondt og jeg får fat i min allerbedsteste ven: Iltmasken. ”Jamen”, siger jordemoderen, da jeg beder Kåre om den, ”slangen kan ikke nå.” Totalt irrelevant – jeg skal ikke bruge slangen til noget, jeg skal bare have masken, så jeg kan sørge for at trække vejret fornuftigt. Det er da smertelindring der er til at forstå – eneste bivirkning er at jeg bliver så tør i munden af den. :)
Der er vel efterhånden omkring 15 cm vand i fødekarret, men desværre bliver jordemoderen nu nødt til at hælde det ud, for enten skal det være fyldt eller så skal det være tomt – man kan ikke føde et barn i et halvfyldt kar. Jeg tror stadigvæk ikke en dart på hende.
Generelt skete der det, at jeg er en af den slags mennesker, som gerne hele tiden vil vide hvad der sker og jeg kan godt forholde mig til faglige termer – også under en fødsel. Jordemoderen var tilgengæld en omsorgsgiver, der bare roser og siger ”det er sååå flot” og ”det er bare sååå godt”. Og det er altså ikke den bedste kombination – så faktisk følte jeg ikke rigtig nogen hjælp/støtte i hende. Det gjorde det så heller ikke bedre at der var en hel ny studerende med, som på et tidspunkt stillede sig med hænderne på kanten af fødekarret og bare kiggede på mig – men i det mindste kunne jeg pænt bede hende om at stå et andet sted at stå i en vepause – for sådan nogle havde jeg skam denne gang!
Nå, men de spørger mig om jeg vil over på briksen i stedet for, når der nu ikke når at komme vand nok i fødekarret. Ja, det vil jeg egentlig gerne, men det blev der ligesom ikke tid til – for nu vil ungen altså ikke være med mere. Og da jordemoderen så vil slukke for vandet, så hun kan komme til kommer hun til at slå den over på koldt i stedet for! Prøv lige at ligge der og være ved at presse et barn ud og så bliver det dejlige, varme vand pludseligt iskoldt – ARGH! :)
Men, halvt siddende og halvt liggende, i et tomt fødekar, med en iltmaske uden ilt som smertelindring, føder jeg så et barn, der med det samme kommer op på maven. Jeg kan røbe, at det ikke er nogen optimal fødestilling – hverken for den fødende eller for jordemoderen! Fødslen skete 12.58 – 1 minut før Ellen. :)
Efter lidt tid får vi så også fundet ud af at dette her skrigende barn faktisk er en pige. Hun ser selvfølgelig enormt lille ud, men i Randers bliver barnet hverken målt eller vejet sådan lige med det samme – det vigtige først: Et bryst og en varm mave!
Moderkagen vejede 580 gram og der var en lille bi-moderkage – altså to moderkager. De bliver også født i karret og der bliver taget blodprøver på grund af min stofskiftesygdom. Det føles altså sjovt når sådan en moderkage plopper ud. :)
Vi kom over på fødelejet, for jeg var bristet lidt i skeden og der var sprunget et blodkar der skulle sys, men det var også det hele – meget billigt sluppet hastigheden taget i betragtning, synes jeg.
Karen havde helt styr på hvad sådan en mor skulle bruges til: MAD! Så der blev suttet på livet løs. Der var ikke helt så meget mælk som sidste gang, men det gik nu alligevel.
Efter et par timer var der så lidt pause i amningen, så Karen kunne blive tjekket – og alt var næsten som det skulle være. En lille kliklyd i højre hofte, men ikke noget alarmerende. Hun vejede 3430 gram og var 52 cm lang – plus minus fejlmåling. :)
Og så ventede vi ellers bare på den pædiater (børnelæge) der skulle undersøge hende. Men klokken 17.30 opgav vi og aftalte at få en tid på B5 (barselsgangen) den 13. i stedet for – og så kunne vi komme over på hotellet og få noget at spise. Vi havde godt nok fået nogle madder efter fødslen, men vi var BARE sultne! (I øvrigt rigtig hyggeligt, at de kommer med en bakke med røde servietter og flag og det hele på, når barnet er født.)
Selvom det hele på en eller anden måde lignede Ellens fødsel en hel del, så var er også meget der var forskelligt. Jordemoderen var meget bedre til mig med Ellen, denne gang virkede det bare ikke rigtigt. Hun fortalte mig ikke hvad der skete og jeg endte med selv at føle mig gennem fødslen – bl.a. blev sidste del af kroppen født på viljestyrke og ikke fordi der var en presseve. Men det gik jo fint nok det hele.
Denne fødsel var også langt mere grænseoverskridende for mig end Ellens fødsel var – om det var fordi det hele gik så hurtigt eller fordi samarbejdet ikke virkede ved jeg ikke – men jeg tror lige jeg skal have et par dage denne gang, før jeg er klar til at gøre det igen. :)
