Archive for the ‘Ellen’ Category

Jeg har syndet

Wednesday, December 1st, 2010

Jeg ved det godt – jeg er et ondt menneske.

Klokken 8.51 kom der en mail – en ny cache i Doktorparken i Randers. Mig og Ellen lå inde i sengen og puttede – og det ritual er der altså ikke noget der skal ændre på! Men da hun så var kommet i vuggestue blev jeg enig med mig selv om at jeg trængte til lidt selvforkælelse, så jeg kørte til Randers for at geocache – helt alene for mig selv.

Normalt er reglen jo at vi geocacher sammen, med mindre der er et FFC på spil – og efter halvanden time er der jo ikke nogen FFC-chance i Randers. Men jeg kørte alligevel.

Cachen blev fundet – det tog lidt tid, for der var et andet sted der passede perfekt på hintet og bagefter gik jeg en tur rundt i Doktorparken. Lidt sne og solskin er altså ikke at foragte. Men jeg må indrømme, at selvom en cache kun har en terrain-rating på 1½, så er den altså højere når man når 9. måned!

Møgdag!

Wednesday, November 3rd, 2010

Efter en weekend med masser af kraftige plukkeveer var det ikke rart at se blod mandag aften. Og da der også var blod mandag nat og tirsdag morgen ringede jeg til lægen. Han synes at jeg skulle ringe på fødegangen. Så det gjorde jeg da jeg havde afleveret Ellen.

Jeg har altså en barriere mod at ringe til fødegangen – havde det så været en jordemoderkonsultation, så var det noget andet. Men på fødegangen har de altså nok at se til uden hysteriske gravide!

Men jordemoderen jeg snakkede med bad mig om at komme ind og blive tjekket. Så det gjorde jeg selvfølgelig.

Jeg blev undersøgt indvendig og livmoderhalsen var 1-1,5 cm og jeg blev ganske forskrækket – indtil hun forklarede forskellen på indvendige og udvendige mål… Der blev kørt en CTG – en måling hvor man bl.a. følger barnets hjerterytme – og den viste alt normalt. Egentlig har Ny været lidt stille nogle dage, men så snart ultralydsdimsen fra CTG’en blev sat på SÅ blev der liv og glade dage. Der blev sparket og moslet til den store guldmedalje.

Der kom også en læge (og to lægestuderende) og tjekkede mig – hun lavde en indvendig skanning af livmoderhalsen, som viste 4,3 cm, altså 4 mm mindre end for 14 dage siden. Og det er helt fint. Lidt underligt at ligge der med spredte ben og en skanner oppe i sig, mens tre læger står og kigger på billeder. :)

Men konklusionen er at jeg åbenbart bare skal bløde denne gang. Plukkeveerne må ikke blive for voldsomme og jeg skal måske skære lidt ned i gåturene. Og jeg skulle bare ringe igen, hvis plukkeveerne ikke stoppede ved hvile eller hvis der kom mere end en enkelt dråbe blod. Også selvom det endte med at jeg måtte ringe flere gange på en dag – det er vigtigt at jeg reagerer.

Og så kunne jeg tryg i sindet tage hjem igen.

Jeg var lige omkring kantinen og forbi Føtex og klokken var efterhånden 14 da jeg kom hjem, så selvom jeg var møgtræt gik jeg ikke i seng. Og det var nok godt nok, for klokken 15 ringede de fra vuggestuen at Ellen var syg. ØV! Men igen en fantastisk vuggestue. De vidste at jeg skulle på fødegangen, så de havde aftalt bare at høre til hvordan det var gået og hvis alt var i orden ville de fortælle at Ellen var syg og bede mig hente hende. Ellers kunne de godt beholde hende de halvanden time mere.

Men jeg hentede hende og så foregik resten af dagen ellers med hende på skødet.

Da hun var kommet i seng smed vi andre os i sofaen med to afsnit Battlestar Galactica og gik bagefter i seng med Fakiren fra Bilbao!

Min morgen

Wednesday, October 13th, 2010

Først afleverer jeg Ellen og hun smutter ud og går på legepladsen – så får hun øje på at jeg er på vej væk, og råber på mig – og det bliver hun ved med indtil jeg er helt henne på skolens legeplads. Og hun havde selv sagt at jeg skulle gå hjem.

Da jeg så kommer hen i sænkningen mellem skolen og tandlægen er der ikke mere strøm!

Så jeg må skubbe dimsen resten af vejen hjem i bidder af 50 cm – 5 meter, for den kan kun skubbes med strøm på.

Jeg kørte over mine tæer mange gange og jeg har SÅ ondt i det hele nu.

Da jeg så kommer hjem står der en dame og kigger underligt ind i indkørslen.

Hun ville bare fortælle at vores hund går rundt ovre på plejehjemmet.

Nu er scooteren uigenkaldeligt død og står udenfor lågen.

Så mig på cyklen og over efter Siri, som ganske rigtigt står sammen med en mand ovre på plejehjemmet.

Undskyld, undskyld, undskyld. Og Siri i en snor og gå hjem i hjemmesko med Siri og cykel.

MØGDAG!

Geocachingweekend

Sunday, October 10th, 2010

Egentlig er jeg jo lidt grounded i tiden, men man får altså spat af kun at se de samme fire vægge hele tiden!

Så i går havde jeg udset en lille mystery i Bjerringbro, hvor man ikke skulle gå mere end 100 meter hver vej. Men lige som vi var ved at stoppe Ellen ind i bilen kom der en mail – ny cache mellem Ulstrup og Langå! Nå, ja, så kunne vi da også køre til højre i stedet for venstre!

Og vi var hurtige nok, så det blev til to FFC’er – den første mail der kom hed nemlig noget med #2, så vi havde lidt regnet ud at der nok ville komme en mere. :)

Men det var 100% drive-bys, så vi kørte alligevel til Bjerringbro og fandt den planlagte mystery.

I dag stod så endnu mere i geocachingens tegn: Stine og Allan (soga) skulle giftes og Frida skulle døbes og det blev holdt som et event. Det var alle tiders eftermiddag. Hyggeligt, smukt, nede-på-jorden, gode venner, god mad og så lige en enkelt cache midtvejs. :)

Men nu er vi godt nok også trætte – Ellen er gået totalt kold umiddelbart efter at være blevet puttet. Og vi andre overvejer også lidt om ikke sengen i virkeligheden er meget tillokkende?

Jeg kan godt mærke at det har taget hårdt på mig – men det var det værd! Nu satser jeg på en helt rolig dag på langs i morgen og mon ikke det så går det hele?

Handicapscooter

Monday, September 27th, 2010

Kåres morfar døde sidste sommer og han efterlod sig en handicapscooter. Den arvede jeg her i foråret – jeg er heldigvis den eneste i familien der kunne finde anvendelse for sådan en.

Jeg har ikke brugt den før, men nu hvor jeg helst ikke skal bevæge mig alt for meget er den faktisk ret praktisk. Men kors, hvor man føler sig gammel og handicappet når man sidder på sådan en!

Men det er bedre at få et skud på værdigheden og så kunne komme lidt ud end at sidde inde – mennesket er altså ikke lavet til at være indendørs!

I dag hentede jeg Kåre og Ellen ved hallen efter de havde været til gymnastik. Det fangede Ellen MEGET hurtigt, så hun stod straks mellem benene på mig og så kunne vi ellers trille hjemad igen.

Chok!

Friday, September 24th, 2010

Først en advarsel: Dette indlæg kommer til at indeholde grafiske beskrivelser af noget som nogen måske ikke har lyst til at høre om. Så er I advaret.

Tirsdag havde jeg lidt ondt i underlivet og lidt blod på toiletpapiret. Så jeg ringede til lægen og fik en tid. Han mente det var en blærebetændelse og jeg tog hjem igen, så ville de dyrke prøven til onsdag.

Det nåede jeg så ikke lige at høre, for onsdag morgen stod Ellen op omkring 8.30 og kom ind til mig som hun plejer. Jeg stod op og tog trusser og bukser på – og blødte straks gennem det hele. Ikke det man har lyst til i uge 25+0!

Først prøvede jeg at ringe til lægen – samtidig med at jeg fik smurt en franskbrødsmad til Ellen. Da jeg ikke kunne komme igennem der fik jeg fundet nummeret til fødegangen. Jordemoderen spurgte straks hvor jeg boede og sendte en ambulance.

Samtidig stod jeg og skulle finde nogen der kunne tage Ellen, som nu sad foran sin computer i nattøj, natble og med en franskbrødsmad i hånden. Der var bare ikke nogen der var hjemme!

Jeg havde fundet noget tøj til Ellen og min vandrerjournal, da ambulancen kom efter under 15 minutter og jeg blev straks beordret ned at ligge og fik vippet hovedet nedad. Men hvad så med Ellen? Det endte med at den ene ambulancemand gik ind og hentede hende og så måtte vi køre forbi vuggestuen og bogstaveligt talt smide hende af. For det skulle gå hurtigt! Men i det samme kom næst-naboen hjem og hun tog Ellen. Heldigvis er Ellen en stærk lille pige, så hun tog det i stiv arm. Så Ellen kom med hjem og fik noget tøj på og der blev endda smurt en madpakke og hun kom i vuggestuen. Stor tak!

I ambulancen nåede de lige at ligge et venflon og så var det ellers med blå blink og høj hastighed til Randers. Som sagt kom Ellen ind til mig 8.30 og vi var på stuen i Randers 9.15. Det gik altså stærkt. Jeg fik målt blodtryk og puls i ambulancen – det kan ikke overraske nogen at pulsen lå omkring 84, vel? Blodtrykket var en anelse højt, men slet ikke noget alarmerende. Der havde lige været lidt iltmangel i starten, men det havde hurtigt rettet sig.

Ambulancemanden var rigtig god – da jeg spurgte til ambulancefolks skadesrate ved at stå op i en kørende ambulance forstod han godt at jeg bare skulle afledes, så det gjorde han. Jeg fik et par lidt for kraftige veer i ambulancen – det er IKKE sjovt, men samtidig var der masser af liv i maven.

Da vi kom ind stod der to læger, to jordemødre og en sygeplejerske klar på en fødestue der var gjort klar til et alt for tidligt født barn. (Bare ved at skrive det her sidder jeg og tuder.) Det var SÅ skræmmende.

Men da de fik hevet bukserne af mig og tjekket var blødningen næsten stoppet – veerne var også blevet mindre. Jeg blev skannet og alt så normalt ud. Barnet havde det fint. De prøvede at køre en CTG, men det gik ikke så godt, for den bette ville BARE ikke ligge stille. Kontraktioner var mærkbare, men ikke alarmerende. Jordemoderen var rigtig god – hun var der helt sikkert for mig. Uterus var blød og afslappet og så lang at de ikke kunne måle længden og der var ingen tegn på irritation. Livmoderen var slet ikke irritabel, som den ville have været hvis der havde været f.eks. moderkageløsning.

Endnu en urinprøve viste ingen tegn på infektion og efter et opkald til vores egen læge fandt vi ud af at der ikke havde været noget i dyrkningen.

Nu var Kåre også nået til Randers fra Århus – det går ikke så hurtigt når der er busser der skal passes sammen.

Og så for at gøre det hele HELT perfekt, så fik jeg da lige et nyrestensanfald mens jeg lå der! Heldigvis er hjælpen nær på et hospital, så jordemoderen kom med en gang Petidin. Og så ved jeg godt hvad jeg laver de næste par timer: Sover og ryster. :) Men det var såmen nok godt nok lige at få slappet lidt af. Nu var der kun ganske lidt blødning og kontraktionerne var faldet lidt til ro.

Kåre kørte hjem for at hente Ellen og de kom på besøg om aftenen. Jeg kom til at stå ud af sengen og blev straks beordret tilbage! Og det var nok klogt nok, for der kom en ny blødning af det – slet, slet ikke så kraftig om morgenen, men nok til at jeg gik i seng igen.

Det var lidt hårdt, da Ellen som det sidste sagde: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! På det tidspunkt anede jeg jo ikke om jeg overhovedet kom hjem igen de næste par måneder!

I løbet af natten aftog kontraktionerne til almindelige svage plukkeveer og bortset fra en lille smule brunligt (gammelt blod) udflåd torsdag morgen var der heller ingen blødninger. Og Ny havde hygget sig i løbet af natten, så jeg var ikke i tvivl om at der var liv.

En læge undersøgte mig og alt var som det skulle være: Livmoderen var blød, uirritabel og ikke spor øm. Men så kom næste chok! Efter en snak med bagvagten var de blevet enige om at jeg skulle have Celeston – lungemodner, så barnet ville være mere klar hvis det nu skulle gå galt. Og så tudede jeg! (Og det gør jeg igen nu.) Det kunne jeg bare slet ikke magte. Kåre var godt nok hjemme, men han fik bare besked på at komme med det samme – det kunne jeg altså ikke klare alene. Det gjorde bare pludselig risikoen meget mere nærværende.

Så pludselig sad vi og snakkede nøddåb og navne – det var altså ikke spor sjovt!

Men jeg fik 12mg Celeston og besked på at jeg skulle ned og gennemskannes når der kom en tid. Og to timer er vist relativt hurtigt! Jeg fik også skannet livmoderhalsen, som var 32 mm lang og slet ikke var begyndt at åbne sig det mindste. Det var godt.

Skanningen viste at alt var som det skulle være – et lidt lille barn på 675 gram (25+1). Navlestrengen fungerede normalt, moderkagen så helt normalt ud, men den lille ville ikke ligge længe nok til at få en præcis måling af blodgennemstrømningen i de store kar i hjernen. Der var masser af fostervand og fine bevægelser.

Kåre kørte igen hjem for at hente Ellen og lige inden de kom ind for at hente mig kom lægen. Hun undersøgte mig og snakkede med mig – i det hele taget en meget behagelig dame, der havde god tid til at lytte til mig og forklare mig. Og til min store glæde fik jeg lov til at komme hjem på orlov natten over. Sygeplejersken var dog ikke glad for at jeg skulle gå ud til bilen på bare tæer. :)

Så snart jeg kom væk fra afdelingen stoppede plukkeveerne helt og det hele faldt lidt til ro. Jeg indrømmer at jeg var noget paranoid hver gang jeg skulle på toilettet – var der nu blod i trusserne eller på papiret? Men der var heldigvis INTET. Jeg havde til gengæld voldsomme hedeture, kunne ikke rigtig sove og havde en masse uro i kroppen – men det fik jeg en forklaring på: Bivirkninger fra Celeston.

Så da vi kom ind igen i morgens kom lægen fra i går aftes forbi og hun sagde at sådan som det gik, så kunne jeg godt udskrives. Så jeg fik endnu en gang Celeston og en skanningstid og en tid hos en obstetriker – og til min store glæde er det den obstetriker som jeg gik ved med Ellen i forbindelse med stofskiftet og som jeg allerede har snakket med om stofskiftet denne gang også. Hun er rigtig sød, så det er dejligt. Og fordi barnet er lidt lille, skal der lige tjekkes lidt ekstra med stofskiftet. Så jeg føler mig i gode hænder.

Jeg fik at vide at jeg ikke skal gøre noget vildt, men tage det stille og roligt. Ellen skal helst komme til mig, hun er for tung til at jeg bør bære hende. Men jeg må gerne tage til eksamen på mandag. Desværre er en flytur ikke lige sagen, men heldigvis har mor og Ane fået billetterne. Geocachingturen til Göteborg er også aflyst og vi har meldt afbud til et event. Men det er billigt, hvis bare Ny vil blive derinde! Men vi skal have fundet ud af hvordan vi får en hverdag til at fungere.

Mormor og moster Ane hentede Ellen i vuggestuen i dag, så hun bliver der hjemme i weekenden. Så kan vi lige få ro på og få snakket igennem hvad vi har været udsat for og hvad vi gør nu.

Men som det ser ud nu, så aner vi ikke hvorfor jeg pludselig blødte og fik småveer. Men der er ikke noget der tyder på moderkageløsning eller iganggående fødsel, så vi håber og beder til at Ny bliver der inde indtil termin!

Surt at være gravid

Thursday, September 16th, 2010

Ja, nogle gange er det bare ikke sjovt at være gravid. Fra midnat til klokken 2 havde jeg sådan halsbrand, at jeg ikke kunne være nogle steder. Det var absolut ikke sjovt. Jeg prøvede endda at kaste op, bare for at se om det kunne lette lidt – det kunne det ikke.

Til sidst kom jeg i tanke om hvad min mormor altid gjorde, så ud i køkkenskabet efter en bøtte natron. Og det gav også lidt lindring.

Nu har jeg bare ondt i halsen. Jeg har været i Brugsen efter Alminox og bananer og hvis jeg så lader være med at spise noget efter aftensmaden, så håber jeg det virker. Hvis Kåre ellers kan holde til det (staklen er syg), så blive sengen også hævet inden jeg skal i seng i aften.

Men det naturligvis heller ikke optimalt at spise en ordentlig burger og en gang pommes frites klokken 20… (Og vi fandt ikke nogle af cachene selvom vi ledte næsten to timer i øsende regnvejr!)

Slut på Ellens ferie

Monday, August 9th, 2010

Lørdag tog vi til Biersted – sådan lidt spontant. Vi stoppede i Arden på vejen, for at finde Kærlighed og kildevand. På vejen kørte vi indenom bageren i Arden – en Bavinchi. Det var en speciel oplevelse – altså bageren.

Jeg så deres menukort og bad om to pålægsburgere. Hun tog et brød, skar det over, stillede sig ved salatbuffeten og spurgte hvad jeg ville have i. Vi spiser lidt af hvert, svarede jeg, hvorefter hun vrissede, at jeg kunne få tre forskellige slags. Okay, tænker jeg, og vælger salat, tomat og peberfrugt. “Dressing?”, vrisser hun. “Den hvide, tak”, svarer jeg – der er jo ingen grund til at gå ned på hendes niveau, vel? Og så begynder hun ellers at pakke den ind. “Undskyld”, siger jeg, “men skal der ikke noget pålæg i?” “Nej, det har vi ikke i weekenden”, vrisser hun og pakker videre ind.

Så får jeg stoppet hende inden hun laver den næste bolle med salat og bestiller en stor gang salat i stedet for. Der er altså en time til lukketid på dette tidspunkt. Demonstrativt begynder hun at skrabe den sidste smule salat ud af bakken og tager en bøtte i skabet hun også skraber. “Så skal jeg vel til at snitte noget mere?”, vrisser hund. Nu gider jeg simpelthen ikke mere, så jeg beder hende bare om at tage noget af det andet der er der. Sjældent har jeg da oplevet SÅ uhøflig og sur ekspedient. Hvordan kan sådan en gimpe være ansat i et serviceerhverv? Så Bavinchi-bageren i Arden kan absolut IKKE anbefales.

Det kan cachen Kærlighed og kildevand til gengæld. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var masser af hindbær, så Ellen var glad.

Efter aftensmaden og Ellens putning (incl. bad af både Ellen og mormor) fik vi en udfordring vi ikke kunne sige nej til: FDF Huset Torngården. Den har mor og far haft lidt bøvl med, så de synes vi skulle prøve om vi kunne finde den. Fuld af selvtillid kørte vi så til Aabybro med beskeden om at vi ville være hjemme om en halv time (der er 5 kilometer hver vej). I følge mor tog det 12 minutter fra vi kørte hjemmefra til hun fik en SMS om at den var fundet – den var jo lige til at gå til. Vi nåede to caches mere på vejen og var hjemme efter en halv time. :)

Og så nåede vi lige at hjælpe mor og far med at lægge deres første cache: Biersted Bakke. Det der med at tage koordinater og skrive cachebeskrivelse i HTML var ikke lige noget de var så modige med. :) Men vi fik sendt den til frigivelse omkring 2230 og så var det bare at væbne sig med tålmodighed. Jeg tror far var inde og tjekke computeren hvert femte minut – han var ikke så tålmodig. Men først søndag formiddag blev den frigivet!

Mens Ellen sov middagslur nåede vi lige tre caches mere – godt med bedsteforældre. :)

I dag skulle Ellen så tilbage i vuggestuen. Kåre ville rydde op i køkkenskabet og jeg skulle skrive hovedopgave. Men pludselig kom der en mail: Ny mystery i Randers. Og så måtte vi jo afsted – der var godt nok lidt fejl i opgaven/udregningen, men vi fik OK fra geotjekkeren og kom glade frem til en helt ny og blank logbog. Det var 22. gang vi kom først. :) Og når vi nu alligevel lige var i Randers tog vi tre mere. :)

Men nu hader min krop mig også!

Bryllupsdag

Thursday, August 5th, 2010

I går havde vi været gift 9 år. Det fejrede vi med at knokle for at gøre huset klar til vurdering!

Men da han så havde været her, gik vi ud i haven og tændte et lille sygt bål – og lavede snobrød! Ellen var nu mere begejstret for skumfiduserne – kolde!

Da hun var blevet smidt i seng så vi Arthur og Minimoyserne.

Og det var så den bryllupsdag. :)

Jordemoder og regnskoven

Tuesday, July 27th, 2010

I dag skulle jeg til jordemoder, men vi startede med en tur i regnskoven, fordi der er både en legeplads og nogle geder. Vi var også lige inde en tur og endnu engang undrer jeg mig. Der er store skilte med at man ikke må berøre dyrene – og alligevel er der nogen der ikke kan lade være med at jagte aberne, fordi de vil klappe dem. Typisk er det fædre der har deres børn med – hvad pokker er det for et eksempel at sætte? Behandl dog dyrene med respekt og lær børnene at dyr ikke er legetøj! Aargh – jeg kan blive så arrig på sådan nogle idioter (og hvis nogen føler sig truffet: FINT!)

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

IMG_6227

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)