Trines blog

Det lader til at være nogle problemer med at se billederne – nu burde man kunne klikke på dem og se dem i stor format. Desværre skal man tilbage til denne side, for at vælge et andet billede. Vi arbejder på sagen. :)

I går var vi i Lemvig for at udveksle nøgler og en bilkontrakt. Det var super hyggeligt at møde den familie vi skal bytte hus med – rigtig rare mennesker!

Vi mødtes på en legeplads i Klosterheden og efter vores ungers initielle generthed gik det helt godt med at lege sammen, selvom de ikke helt forstod hinanden. Bl.a. fandt de en sommerfuglelarve, som de forsøgte at fodre hajen på Lochlans t-shirt med. :)

Vi endte med at sidde og snakke fem timer, så vi var godt trætte da vi vendte næsen østpå igen. Faktisk så trætte at aftensmaden blev indtaget på McD på vejen hjem. Og da vi kom hjem blev ungerne smidt direkte i badekarret, for hvor var de godt nok blevet møgbeskidte!

Nu er vi så småt begyndt at være lidt febrilske i vores forsøg på at blive klar til at køre tirsdag morgen. Jeg er ikke engang begyndt at pakke endnu og vi skal jo også lige have gjort plads i skuffer og skabe og haven trænger stadigvæk til lidt af en omgang.

Men flyet går tirsdag klokken 10.50, så vi skal nå det. Godt der er en deadline, for ellers tror jeg aldrig vi ville blive klar!

Så er det vist på tide at der bliver skrevet noget her igen. Denne gang er anledningen at vi 16. juli tager et fly til Calgary, hvor vi skal bo i 3½ uge.

Historien startede 25. januar, hvor vi meldte os ind på siden homeexchange.com med det formål at bytte hus med en familie i Alperne, gerne i nærheden af Belalp, en ugestid i løbet af sommerferien.

Men inden vi næsten nåede at få lavet en profil, blev vi kontaktet af en belgisk familie, der gerne ville bytte med os. Belgien er spændende – men nu havde vi jo sat næsen op efter bjerge, så vi takkede nej.

Der gik så et par uger mere og vi havde ikke selv fået set nærmere på hvad der var af muligheder. Men så kom der pludselig en besked fra Canada! Og det var ikke bare en uge, men 3½ uge. Så vi gik i tænkeboksen et par dage – men besluttede os for at springe ud i det, så vi sagde ja.

Så en uge i Alperne blev til 3½ uge på prærien i kanten af de canadiske Rockies – sådan kan det jo gå. :)

Siden er vi også blevet kontaktet med en lejlighed på Montmartre og et hus i Sverige – men da var sommerferien jo på plads.

Vi fik ikke flybilletterne helt så billige som vi havde håbet – men det er der jo ikke noget at gøre ved. Vi havde faktisk nær heller ikke fået flybilletter, for da vi ville købe dem, blev siden ved med at sige, at vi ikke kunne købe dem. Det viser sig så, at der er en grænse på 20.000 kroner for køb med Visa-kort – det havde vi ikke lige været opmærksomme på! Men heldigvis har far et Mastercard, så det lånte vi lige. Og det var såmen meget heldigt – for mens vi bøvlede faldt prisen. :)

Så vi skal flyve fra Billund klokken 10.50, over Frankfurt og så direkte til Calgary, hvor vi er klokken 17.00 – lige i tid til aftensmad og så i seng.

Og for at gøre det hele meget nemmere, så har vi også byttet bil.

Nu er den store problem jo bare om vi skal op i bjergene først eller om vi skal ud i halvørkenen/badlands.

Lørdag havde vi købt maling og søndag afleverede vi Ellen i Bjergby. Mission: Mal ungernes værelse.

Det lyder jo meget simpelt – men vi blev klogere!

Da vi fik flyttet Ellens seng var det ikke et kønt syn der mødte os. Skimmel! Irgh – ikke sundt. Vi snakkede lidt om det og endte med at tømme rummet og så ville vi ringe til ISS mandag morgen.

Men søndag nat omkring 2 vågnede Karen skrigende – og det blev hun ellers ved med. Hun var helt utrøstelig og egentlig troede vi hun havde noget forstoppelse. Så jeg ringede til lægevagten for at høre om vi kunne give hende noget microlax (klyx). Men lægevagten mente nu at det var væske i ørerne og sagde at vi skulle give hende noget Panodil. Det gjorde vi og da Kåre havde gået rundt med hende en halv times tid faldt hun trygt i søvn igen. Men det var nu en noget urolig nat, også bagefter.

Så klokken 8 ringede jeg til lægen og fik en tid 9.30 for at få tjekket ørerne og bagefter ringede Kåre til ISS. De ville bede deres afdeling i nærheden om at kontakte os.

Vi tog Karen med til lægen – hun opførte sig eksemplarisk og blev set i ørerne, fik målt tryk og blev lyttet på lunger, hjerte og mave. Der var ikke umiddelbart noget at se, men derfor kunne det nu sagtens være ørerne alligevel.

Omkring klokken 11 ringede de fra ISS og sagde, at de havde bedt en af deres rådgivere kontakte os. Han ringede omkring 11.15 og sagde at han ville komme “om omkring tyve minutter”. Jeg ved ikke lige hvornår han kom, men han kørte igen inden 12 – og da havde han set og undersøgt de relevante steder (vi har også lidt ude i bryggerset) og konkluderet at nok har vi et fugtproblem – men vi har INGEN skimmel!

Og så måtte vi ellers få fjernet lister og tapet, tørret væggen, få afrenset for mug, behandlet med Rodalon og nu mangler vi bare at mure det fugtskadede op igen i aften inden vi kan gå i seng.

I morgen skal vi så have tapetseret, afdækket og forhåbentlig malet.

Så det har været lidt af et mareridt. Nu håber vi så bare Karen sover i nat!

Den anden dag var vi i Aalborg og der besøgte vi Universitarium – det er Aalborg Universitets udgave af et Experimentarium. Og man skal endelig ikke lade sig afskrække af at det er universitetet der arrangerer, for selv Ellen på 3 år synes det var rigtig sjovt at lege med deres opstillinger.

Vi nåede kun den ene del af udstillingen, men der var sat flere sjove forsøg op. Bl.a. et hvor man kunne se effekten af luftstrømme med en badebold – det synes Ellen var rigtig sjovt. Man kunne også se hvor hurtigt man kan kaste en bold eller prøve at gå på line eller lege med en gigantisk Wii-agtig ting, hvor man skal gå rundt på en plade i stedet for at stå på den. Og udenfor var der en airtrack og en orkan-maskine.

I den anden del kunne man se hvad man var god til i forhold til sport – om man f.eks. skal vælge en sport hvor man skal være hurtig, stærk eller præcis.

Så skulle nogen læsere komme i nærheden af Aalborg, kan det anbefales at besøge Universitarium på havnen nede i Utzon Center – det er ganske gratis og der er åbent fra 10-17 hver dag indtil 30. september.

Jeg har postet på ungernes blog om vores ferie i Norge, men kort fortalt, så var den VÅD!

20. juli
21. juli
22. juli
23. juli
24. juli
25. juli
26. juli

Og der er masser af billeder

Lørdag tog vi til Biersted – sådan lidt spontant. Vi stoppede i Arden på vejen, for at finde Kærlighed og kildevand. På vejen kørte vi indenom bageren i Arden – en Bavinchi. Det var en speciel oplevelse – altså bageren.

Jeg så deres menukort og bad om to pålægsburgere. Hun tog et brød, skar det over, stillede sig ved salatbuffeten og spurgte hvad jeg ville have i. Vi spiser lidt af hvert, svarede jeg, hvorefter hun vrissede, at jeg kunne få tre forskellige slags. Okay, tænker jeg, og vælger salat, tomat og peberfrugt. “Dressing?”, vrisser hun. “Den hvide, tak”, svarer jeg – der er jo ingen grund til at gå ned på hendes niveau, vel? Og så begynder hun ellers at pakke den ind. “Undskyld”, siger jeg, “men skal der ikke noget pålæg i?” “Nej, det har vi ikke i weekenden”, vrisser hun og pakker videre ind.

Så får jeg stoppet hende inden hun laver den næste bolle med salat og bestiller en stor gang salat i stedet for. Der er altså en time til lukketid på dette tidspunkt. Demonstrativt begynder hun at skrabe den sidste smule salat ud af bakken og tager en bøtte i skabet hun også skraber. “Så skal jeg vel til at snitte noget mere?”, vrisser hund. Nu gider jeg simpelthen ikke mere, så jeg beder hende bare om at tage noget af det andet der er der. Sjældent har jeg da oplevet SÅ uhøflig og sur ekspedient. Hvordan kan sådan en gimpe være ansat i et serviceerhverv? Så Bavinchi-bageren i Arden kan absolut IKKE anbefales.

Det kan cachen Kærlighed og kildevand til gengæld. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var masser af hindbær, så Ellen var glad.

Efter aftensmaden og Ellens putning (incl. bad af både Ellen og mormor) fik vi en udfordring vi ikke kunne sige nej til: FDF Huset Torngården. Den har mor og far haft lidt bøvl med, så de synes vi skulle prøve om vi kunne finde den. Fuld af selvtillid kørte vi så til Aabybro med beskeden om at vi ville være hjemme om en halv time (der er 5 kilometer hver vej). I følge mor tog det 12 minutter fra vi kørte hjemmefra til hun fik en SMS om at den var fundet – den var jo lige til at gå til. Vi nåede to caches mere på vejen og var hjemme efter en halv time. :)

Og så nåede vi lige at hjælpe mor og far med at lægge deres første cache: Biersted Bakke. Det der med at tage koordinater og skrive cachebeskrivelse i HTML var ikke lige noget de var så modige med. :) Men vi fik sendt den til frigivelse omkring 2230 og så var det bare at væbne sig med tålmodighed. Jeg tror far var inde og tjekke computeren hvert femte minut – han var ikke så tålmodig. Men først søndag formiddag blev den frigivet!

Mens Ellen sov middagslur nåede vi lige tre caches mere – godt med bedsteforældre. :)

I dag skulle Ellen så tilbage i vuggestuen. Kåre ville rydde op i køkkenskabet og jeg skulle skrive hovedopgave. Men pludselig kom der en mail: Ny mystery i Randers. Og så måtte vi jo afsted – der var godt nok lidt fejl i opgaven/udregningen, men vi fik OK fra geotjekkeren og kom glade frem til en helt ny og blank logbog. Det var 22. gang vi kom først. :) Og når vi nu alligevel lige var i Randers tog vi tre mere. :)

Men nu hader min krop mig også!

Der sker ikke meget i tiden – vi holder ferie og det store ferieprojekt er at få muget ud i huset. :)

Nu har jeg fået sorteret noget af Ellens gamle tøj og i dag har mig og Ellen været i Randers for at købe vacuumposer. Det er godt nok en god opfindelse: Smid alt tøjet i en pose, luk posen, sug alt luften ud af den med en støvsuger og læg det væk. Det fylder ikke nær så meget og poserne kan genbruges.

Nå ja, og så skal der jo skrives hovedopgave. Til det mangler jeg kraftigt nogle besvarelser af mit spørgeskema. Så er du ingeniør eller lignende (under 40) – eller kender du nogen der er det, så er linket her. Jo flere, jo bedre, så send bare til alle du kender!

Nu har vi jo lige været seks dage i Goslar, der som bekendt ligger i Tyskland – sådan ca. 400 kilometer syd for grænsen ved den gamle grænse mellem øst og vest. Selvom det kun er 400 kilometer fra Danmark, så er der alligevel en del kulturforskelle som man oplever som turist. Hvis man bosætter sig i området, er jeg sikker på at man vil opdage endnu flere.

En af de første man opdager er lovmæssigt: Bilerne skal ikke køre med lys på om dagen. Det gør faktisk en meget stor forskel, når man som dansker er vant til at alle biler har lys på – man ser simpelthen ikke en bil uden lys.

Så er der maden: De steder vi har været, har der altid været salat til maden – men langt det meste er vendt i en eddikedressing. Jeg kan rigtig godt lide det, men der må være nogle der synes det er trælst. Pålægget er skåret meget, meget tyndt – jeg troede slet ikke man kunne skære ost så tyndt, men det gør nu ikke mig noget.

På vandrerhjemmet skulle man selv sætte sit brugte service ud i opvasken og tørre bordet af efter sig. Der var ingen problemer med tyskerne, men en russisk flok ignorerede totalt det med at man skulle tørre bordene af efter sig – gæt selv hvordan de så ud efter fire dage!

Vi boede sammen med en institution af en art – 10 drenge på 12-15 år der var afsted med to voksne. De voksne blev naturligvis tiltalt Herr. Schmidt og Frau. Irgendwas. Man siger også De til folk man ikke kender – uanset alder. En af de yngre drenge fra institutionen var meget nysgerrig, fordi mig og Ellen aldrig havde sko på på legepladsen. Jeg blev naturligvis tiltalt De. Men heldigvis er det nemt nok at huske, for det er jo det man lærer i folkeskolen. :)

Og så er der geocachingen! Man gemmer glad og gerne microer i skove, hvor der fint er plads til både smalls og regulars – i endnu højere udstrækning end i Danmark. Og byttetingene er af endnu ringere stand end i Danmark, altså der hvor der er bytteting. Jeg tror kun vi fandt en enkelt god cache – altså hvad størrelse og bytteting angår – vi fandt masser af gode caches.

Så er der logbøgerne. Selv i de store logbøger er der ingen der skriver mere end dato, navn og så klokkeslet. Der er ALTID plads til klokkeslet, selv i de helt små microer. Den dag Ellen sad med en skive porre til aftensmaden og sagde at hun ville skrive i logbogen gik det op for os, at vi havde fundet for mange microer. :)

Og så kan man tydeligt se at tyskerne generelt er dårligere til engelsk end danskerne. Når der endelig var engelsk tekst til cachen, så var det typisk maskinoversat – og så er det næsten bedre at prøve at deciphrere den tyske beskrivelse.

Jeg er sikker på at der var flere ting jeg tænkte på mens vi var dernede, men det har jeg åbenbart glemt. :)

Nu har jeg endelig fået skrevet blog fra vores ferie – den blev skrevet på Ellens blog, så I må se den der. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7