Trines blog

5 uger gammel – på besøg hos opdrætteren:

På vej hjem:

Lige da vi havde fået hende hjem – 8 uger gammel og på størrelse med en cocker spaniel:

Næsten et halvt år gammel:

Stolt hund med sadeltasker – hvorfor skulle jeg slæbe når hun kan?

Så er det snevejr:

Siri hilser på Ellen, der er 9 dage gammel:

Grunden til at vi købte en større bil:

Siri og Ellen:

Fra i vinters – vi havde egentlig troet at det var slut sidste efterår, men hun klarede en vinter mere:

Fandt lige en stak vasketøj:

Og så slutter vi lige med Karen og Siri:

Siri er hjemme igen og bortset fra at hun har tømt alt hvad der tømmes kan for vand, så er hun sig selv igen. Maven er “tynd” og blød og ikke længere udspilet. Hvorfor hun fik blodig diarre aner de ikke – men hun er altså frisk igen. De har også taget blodprøver, for lige at tjekke systemet og bortset fra lidt lavt hæmoglobin, så er altså om det skal være. Så vi håber og tror at hun klarer sig igennem det.

Og så til regningen: 3.400 kroner incl. fire dåser specialfoder og en sæk specialfoder. Jeg havde regnet med i hvert fald det dobbelte, så vi klager skam ikke.

I går skulle vi til møde i Aalborg, så mor og far havde lovet at passe Ellen og Karen. Ellen er jo vant til det og nyder at være i Biersted, så ingen problemer der. Men det var trods alt første gang vi afleverede Karen. Men ganske som forventet gik det også uden noget som helst. Hun havde været en anelse sur en enkelt gang, men det havde morfar klaret helt selv. :)

I morges da Kåre gik ned for at aflevere Ellen var der ingenting med Siri – da han kom hjem gik hun rundt og prøvede at kaste op, men kunne ikke og hun søgte væk fra ham. Han gik ind og vækkede mig, der fik tøj på og kom ud og så på hende. Varm, besværet vejrtrækning og udspilet mave: Formentlig mavedrejning. Så jeg fik ringet til dyrlægen og spurgt om der var en dyrlæge klar 10 minutter efter – det var der.

Så mens vi sad der, fik de bedøvet hende og sat en tube i maven på hende og punkteret mavesækken, så gassen kunne slippe ud. Hun fik maven skyllet igennem og fik lagt en venflon, så hun kunne få noget væske. Så kom de ud og fortalte at den del var gået fint. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt kredsløbet havde taget skade – det betyder at der er 50% risiko for at Siri dør indenfor de næste tre døgn. Men de beholdt hende og vi kørte hjem.

Klokken 14 ringede vi og fik at vide at vi kunne hente hende og at hun faktisk havde det okay – hun var nysgerrig og logrende og det var også sådan hun var da vi hentede hende.

Men da vi kom hjem havde hun det ret dårligt og da maven så begyndte at blive udspilet igen kørte vi hende til Langå igen, så hun kunne blive der i nat.

Det sidste vi har hørt var omkring klokken 17.20, hvor de ringede og fortalte at hun nu har fået blodig diarre. Hvorfor fatter de ikke – der er ingen sammenhæng. Men hun får væske og de holder øje med hende og sker der noget kan de jo behandle med det samme. Så hun er i gode hænder – og alligevel er jeg meget ked af at jeg ikke kan være der for hende! Hun er jo mit lille drog!

Men der er bare at håbe at hendes krop kan klare belastningen og at hun kommer rask ud af det på den anden side.

Heldigvis har vi hende sygeforsikret, så vi behøver ikke spekulere på regningen. Det er altså rart at det ikke er en faktor, når man står med en dødssyg hund – det kan anbefales!

Fra en skyfri himmel og i højt solskin begyndte det pludselig at sne med store julesnefnug. Der gik ikke mange minutter før Siri var mere hvid end sort.

Og efter at have set at vi skal have ned til -18 grader her i Ulstrup i nat, kom de altså også lige lidt fedt med müsli og cornflakes ud til fuglene. De skal da have noget ekstra fedt at stå i mod med sådan en nat.

5 minutter udendørs.

Først afleverer jeg Ellen og hun smutter ud og går på legepladsen – så får hun øje på at jeg er på vej væk, og råber på mig – og det bliver hun ved med indtil jeg er helt henne på skolens legeplads. Og hun havde selv sagt at jeg skulle gå hjem.

Da jeg så kommer hen i sænkningen mellem skolen og tandlægen er der ikke mere strøm!

Så jeg må skubbe dimsen resten af vejen hjem i bidder af 50 cm – 5 meter, for den kan kun skubbes med strøm på.

Jeg kørte over mine tæer mange gange og jeg har SÅ ondt i det hele nu.

Da jeg så kommer hjem står der en dame og kigger underligt ind i indkørslen.

Hun ville bare fortælle at vores hund går rundt ovre på plejehjemmet.

Nu er scooteren uigenkaldeligt død og står udenfor lågen.

Så mig på cyklen og over efter Siri, som ganske rigtigt står sammen med en mand ovre på plejehjemmet.

Undskyld, undskyld, undskyld. Og Siri i en snor og gå hjem i hjemmesko med Siri og cykel.

MØGDAG!

I går aftes omkring klokken 21 var det pludselig ikke så sjovt at være Trine og Kåre mere. Siri var blevet væk – HELT væk. Sommetider er hun lidt langsom til at reagere når man kalder – typisk fordi hun ligger et eller andet sted og sover. Men i går aftes var hun altså bare ikke nogle steder.

Vi ledte og ledte og kaldte og kaldte, men der var ingen reaktion. Vi var op og ned af vejen og Kåre gik rundt om blokken, fordi hun muligvis kunne have sneget sig gennem et hul i hækken ind til bagboen, men der var ingen hund. Jeg tog cyklen over omkring Hovedgaden og skolen, men der var heller ingen Siri og heller ikke nogen der havde set hende.

Jeg tog bilen og kørte byen rundt, men heller ikke nogen hund. Helle, vores nabo, kom ovre fra hallen og skolen og hun havde heller ikke set kræet.

Efterhånden var der gået en times tid – jeg burde ligge i min seng, for jeg havde haft en del lidt for kraftige plukkeveer i løbet af dagen, men hvordan kan man det, når ens hund er væk?

Så Kåre gik ud for at gå de nærmeste skovture vi plejer at gå, mens jeg lagde mig i sengen og tænkte de frygteligste tanker: Nogen har fundet hende og mishandlet hende – nogen synes hun er så stor at hun må egne sig som kamphund (HA – som om Siri ville egne sig til noget som helst andet end gulvtæppe!) Jeg var ikke bekymret for om Siri ville skade nogen – det skulle da højest være at nogen blev forskrækket, men de fleste her kender hende jo. Men hvad nu hvis hun var løbet ud foran en bil? Det ville være frygteligt at miste Siri på den måde, men endnu værre hvis dem i bilen var blevet skadet. En hund på Siris størrelse er jo ikke bare en spøg at køre på/over.

Men jeg valgte altså at ringe til politiet, for at høre om de havde fået en anmeldelse om en hund. OG DET HAVDE DE! Han vidste godt nok ikke lige præcist hvor hun var, for der var blevet ringet efter Falck, så de kunne aflevere hende på et internat. Men han ville ringe tilbage. Og da han ringede kunne vi konstatere at Siri var taget på plejehjem!

Hun var simpelthen smuttet gennem hækken ind til bagboen og ud på vejen. Der havde en af de ansatte fra plejehjemmet set hende gå søgende rundt og hun havde taget hende med ind og ringet til politiet.

Så ingen har lidt overlast og de ældre på plejehjemmet har fået en oplevelse – omend nogle af dem godt nok havde syntes at hun var lidt stor. :)

Hullet er nu lukket godt og grundigt og der skal sættes noget ekstra hegn op.

Så omkring klokken 23 var vi samlet igen og vi kunne sove trygt og roligt med Siri ude i køkkenet. Ellen sov naturligvis fra det hele – men nogle gange så tror jeg at hun kunne sove fra verdens undergang.

Ja, nogle gange er det bare ikke sjovt at være gravid. Fra midnat til klokken 2 havde jeg sådan halsbrand, at jeg ikke kunne være nogle steder. Det var absolut ikke sjovt. Jeg prøvede endda at kaste op, bare for at se om det kunne lette lidt – det kunne det ikke.

Til sidst kom jeg i tanke om hvad min mormor altid gjorde, så ud i køkkenskabet efter en bøtte natron. Og det gav også lidt lindring.

Nu har jeg bare ondt i halsen. Jeg har været i Brugsen efter Alminox og bananer og hvis jeg så lader være med at spise noget efter aftensmaden, så håber jeg det virker. Hvis Kåre ellers kan holde til det (staklen er syg), så blive sengen også hævet inden jeg skal i seng i aften.

Men det naturligvis heller ikke optimalt at spise en ordentlig burger og en gang pommes frites klokken 20… (Og vi fandt ikke nogle af cachene selvom vi ledte næsten to timer i øsende regnvejr!)

Lørdag tog vi til Biersted – sådan lidt spontant. Vi stoppede i Arden på vejen, for at finde Kærlighed og kildevand. På vejen kørte vi indenom bageren i Arden – en Bavinchi. Det var en speciel oplevelse – altså bageren.

Jeg så deres menukort og bad om to pålægsburgere. Hun tog et brød, skar det over, stillede sig ved salatbuffeten og spurgte hvad jeg ville have i. Vi spiser lidt af hvert, svarede jeg, hvorefter hun vrissede, at jeg kunne få tre forskellige slags. Okay, tænker jeg, og vælger salat, tomat og peberfrugt. “Dressing?”, vrisser hun. “Den hvide, tak”, svarer jeg – der er jo ingen grund til at gå ned på hendes niveau, vel? Og så begynder hun ellers at pakke den ind. “Undskyld”, siger jeg, “men skal der ikke noget pålæg i?” “Nej, det har vi ikke i weekenden”, vrisser hun og pakker videre ind.

Så får jeg stoppet hende inden hun laver den næste bolle med salat og bestiller en stor gang salat i stedet for. Der er altså en time til lukketid på dette tidspunkt. Demonstrativt begynder hun at skrabe den sidste smule salat ud af bakken og tager en bøtte i skabet hun også skraber. “Så skal jeg vel til at snitte noget mere?”, vrisser hund. Nu gider jeg simpelthen ikke mere, så jeg beder hende bare om at tage noget af det andet der er der. Sjældent har jeg da oplevet SÅ uhøflig og sur ekspedient. Hvordan kan sådan en gimpe være ansat i et serviceerhverv? Så Bavinchi-bageren i Arden kan absolut IKKE anbefales.

Det kan cachen Kærlighed og kildevand til gengæld. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var masser af hindbær, så Ellen var glad.

Efter aftensmaden og Ellens putning (incl. bad af både Ellen og mormor) fik vi en udfordring vi ikke kunne sige nej til: FDF Huset Torngården. Den har mor og far haft lidt bøvl med, så de synes vi skulle prøve om vi kunne finde den. Fuld af selvtillid kørte vi så til Aabybro med beskeden om at vi ville være hjemme om en halv time (der er 5 kilometer hver vej). I følge mor tog det 12 minutter fra vi kørte hjemmefra til hun fik en SMS om at den var fundet – den var jo lige til at gå til. Vi nåede to caches mere på vejen og var hjemme efter en halv time. :)

Og så nåede vi lige at hjælpe mor og far med at lægge deres første cache: Biersted Bakke. Det der med at tage koordinater og skrive cachebeskrivelse i HTML var ikke lige noget de var så modige med. :) Men vi fik sendt den til frigivelse omkring 2230 og så var det bare at væbne sig med tålmodighed. Jeg tror far var inde og tjekke computeren hvert femte minut – han var ikke så tålmodig. Men først søndag formiddag blev den frigivet!

Mens Ellen sov middagslur nåede vi lige tre caches mere – godt med bedsteforældre. :)

I dag skulle Ellen så tilbage i vuggestuen. Kåre ville rydde op i køkkenskabet og jeg skulle skrive hovedopgave. Men pludselig kom der en mail: Ny mystery i Randers. Og så måtte vi jo afsted – der var godt nok lidt fejl i opgaven/udregningen, men vi fik OK fra geotjekkeren og kom glade frem til en helt ny og blank logbog. Det var 22. gang vi kom først. :) Og når vi nu alligevel lige var i Randers tog vi tre mere. :)

Men nu hader min krop mig også!

I dag skulle jeg til jordemoder, men vi startede med en tur i regnskoven, fordi der er både en legeplads og nogle geder. Vi var også lige inde en tur og endnu engang undrer jeg mig. Der er store skilte med at man ikke må berøre dyrene – og alligevel er der nogen der ikke kan lade være med at jagte aberne, fordi de vil klappe dem. Typisk er det fædre der har deres børn med – hvad pokker er det for et eksempel at sætte? Behandl dog dyrene med respekt og lær børnene at dyr ikke er legetøj! Aargh – jeg kan blive så arrig på sådan nogle idioter (og hvis nogen føler sig truffet: FINT!)

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)

Så var det tid til Siris årlige forårsbeskæring. Her kan man altså snakke om før/efter-billeder der vil noget: