Trines blog

Glædelig jul.

Vi startede julen 22. december med at besøge Lone og Jan, og ikke mindst Freya, på Skejby Sygehus. Den 20. december besluttede Freya sig for at hun ikke ville gå glip af julen, og så måtte Lone jo føde hende. Hun er godt nok en bette sød en. En hel anden størrelse end de børn mine svigerinder får. Jeg blev helt overrasket over at løfte hende, hun vejer jo ingenting. Et STORT tillykke til Lone og Jan!

Fra Skejby kørte vi til Bjergby, hvor vi var indtil juleaftensdags formiddag. Vi nåede også at besøge Kåres morfar i Struer. Kåre og svigermor fik risengrød til aftensmad lillejuleaften. Svigerfar og jeg spiste pizza. Vi tændte adventskransen og sang et par julesange. Og vi fik vores julegave. En støvsuger, og det var godt nok, for det var nemlig i stykker. Så nu har svigermor byttet den for os.

Så kørte vi til Biersted. På vejen ledte vi efter røde tulipaner, som vi altid har haft på julebordet, men enten var der ingen eller så var der lukket. Så ingen tulipaner i år.

For fire år siden kom der ny præst i Biersted Kirke og vi var til hans første julegudstjeneste. Det var IKKE et hit. Folk blev direkte bedt om at gå hjem igen, fordi der ikke var plads. Vi plejer da altid at kunne klemme os sammen. Og prædikenen var også ganske forfærdentlig. Juleaften prædiker man ikke om synd og fortabelse, men om glæde. Så for to år siden var vi i Gjøl Kirke, men han skulle da have en chance mere, synes jeg, så vi tog i Biersted Kirke i år.

Han forspildte sin chance. Godt og grundigt. Ud over at han er meget glad for at høre sig selv snakke og selv synes at han er frygtelig morsom, så tabte jeg alt for ham, da han stod på prædikestolen.

Først læste han juleevangeliet som en quiz, børnene skulle sige de ord han undlod. Altså: “Det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser…” Og så skulle børnene svare Augustus. Se, det synes jeg ikke man kan gøre med bibelteksterne. Hans juleprædiken drejede sig om at vi skulle føre hellig krig mod de muslimske lande. Det kan godt være, at der står i Bibelen, at vi skal “gøre alle folkeslag til Hans diciple”, men man prædiker ikke krig fra en prædikestol! Så jeg kommer ikke i den kirke mere, så længe det er ham der er præst.

Så kan man jo diskutere om det er godt eller skidt, at han rent faktisk skal til Irak som feltpræst!

Men vi havde en rigtig hyggelig juleaften. Lækker mad og mere end rigeligt af det. Og til min store overraskelse fik jeg rent faktisk mandlen!

Da vi så begyndte at danse om juletræet, sad hundene og så meget, meget undrende på os. Jeg er sikker på at det troede, at vi var blevet komplet gale.

Vi åbnede julegaver og jeg fik en masse dejlige ting. Og endnu bedre: Folk blev glade for de ting jeg havde købt til dem. Ane kørte over til Anders forældre og vi andre sad og hyggede os.

Juledag var ren afslapning. Kåre og jeg tog hundene med i mosen og vi nåede at se Karate Kid, Hook, My Fair Lady og en eller anden svensk krimi.

2. juledag var der julefrokost for hele Gade-klanen. Min kusine Pia havde bestilt grønlangkål, og det er jeg godt nok ikke meget til. Heldigvis havde mor også sørget for pålæg og Ane havde lavet tunmousse, så jeg gik ikke sulten fra bordet.

Sidst på eftermiddagen var det altså ved at være på tide at vi kom hjem. Jeg trængte til at være mig selv.

Siden da har vi bare slappet af og lavet ingenting. Vi har dog fået hentet en UPS og et nyt tastatur/mus til mine forældre, som vi skal have installeret i morgen. Det er nemlig Anes fødselsdag og vi er inviteret til aftensmad.

Så det er vel egentlig ved at være sengetid. Vi må se om vi kan sove, for jeg tror naboen har herrejulefrokost, og det lyder som om de har det rigtig sjovt. :)

Nu bliver den hund altså snart sendt direkte til dyrlægen!

I morges vækkede Kåre mig, for at høre hvor meget chokolade der havde været tilbage i æsken på stuebordet. Ja, der var knap 100 gram. Og VAR er det rigtige ord. Den havde Siri ædt.

Jeg kunne ikke lige huske hvor meget mørk chokolade sådan et kræ kan tåle, så jeg fik ringet til dyrlægen i en fart. Han mente umiddelbart ikke at det var farligt. Det ville være farligt for en hund på 30 kg, men Siri er jo lidt større. Men vi skulle lige holde øje med om hun brækkede sig og fik åndenød, for så skulle vi ringe igen.

Det har hun heldigvis ikke gjort.

Men fra 1945 til 1955 var vi lige i Kvickly for at hente frimærker til årets julekort. Vi havde ikke lige fået ryddet alt maden af bordet, det skulle jo nå at køle lidt ned. Da vi kom hjem havde hun taget bakken fra kødet på køkkenbordet, smørret og kartoflerne fra spisebordet og indpakningspapir og bånd fra stuebordet!

Hun kom ud i haven, mens vi ryddede op og der gik ikke to minutter før hun gøede løs af en forbipasserende sheltie. Hun ville ikke komme da jeg kaldte og heller ikke følge med, da jeg lige tog fat i hende. Så blev jeg sur og tog hende i nakkeskindet og halv slæbte og halvt løftede hende ind.

Nu ligger hun ude på badeværelset og har rigtig, rigtig ondt af sig selv. Stakkels, stakkels vovse.

DNA-registrering af forbrydere lyder umiddelbart som en ganske glimrende ide, som gør politiets arbejde lidt nemmere. I Danmark har politiet siden 2005 haft ret til at registrere og gemme folks DNA, hvis de er sigtet for en forbrydelse, der kan give mindst halvandet år i skyggen.

Læg så mærke til, at kravet kun er, at de er SIGTET, ikke DØMT. Så selvom man bliver pure fritfundet i en retssag, så står man stadig registreret. Og står man først i registeret, kan man tidligst blive slettet som 80-årig.

Det mener jeg er forkert. Enten skal man have et komplet register over ALLE danskere, eller så skal det kun være dømte forbrydere der står i registeret.

Når man ikke sletter fritfundne, svarer det, i mine øjne, til at fastholde dem i en rolle som kriminelle.

Om man så skal vælge at registrere alle danskere, er et meget ømtåleligt spørgsmål. Mange mennesker vil være bange for at oplysningerne falder i de forkerte hænder. Personligt vil jeg være mere bange for, at man udelukkende vil bruge DNA-beviser. Og det er jo relativt nemt at skaffe et par hår af en person og placere det på gerningsstedet.

Der er mange aspekter af sådan en registrering, men den nuværende løsning er ikke god nok!

Jeg er træt. Og jeg har det ringe. En halv times tid efter jeg har taget en gang penicillin, får jeg kvalme. Og er der noget jeg ikke kan lide, så er det altså kvalme. Det er trælst. Men i morgen til frokost skal jeg tage de sidste piller, så jeg håber at have det helt godt igen onsdag morgen.

I dag har jeg købt den sidste julegave jeg manglede, og så faldt jeg lige over en lille ekstra ting til min mor.

Fredag aften var vi i Randers Regnskov, hvor alt lyset, undtagen en enkelt, var slukket. Der var sat stearinlys op ved stierne og så måtte man ellers klare sig med en lommelygte. Det var altså hyggeligt. Men de havde fået den åndsvage ide, at uddele pebernødder og en lille gave til børnene. Pebernødderne er hyggelige, men behøvede de at give hvert eneste barn sådan en dims der kan sige som en frø? Kors, hvor var det belastende at høre på.

Vi så hele fire nye dyrearter, som vi ikke har set før i Randers Regnskov. En sumpmangust, et hvidbuget pindsvin, en natabe og flyvepungegern.

Bjerglorien og fyren til højre er fra sidste gang i var i Regnskoven, men vi så Prince Charmings lillebror. Han lå på nettet over krokodillerne og sov. Og at folk nussede ham på maven tog han ingen notits af.

De to cubakrokodiller så ud til at gøre deres for at forøge bestanden. De var i hvert fald bedøvende ligeglade med at der var en masse mennesker der så på og tog billeder af dem. Det kan være at der også er ekshibitionister blandt dyr?

I forgårs gik vi og var lidt bekymrede. Siri tissede hele tiden, så vi troede, at hun måske havde fået en gang blærebetændelse. Det har hun så ikke, men jeg var omkring vagtlægen i går aftes. Jeg har nemlig fået blærebetændelse. :) Så nu må jeg hellere tage piller den næste uges tid.

Siri har en underlig vane med at sidde i møblerne. Nu tænker du nok: Det har mange hunde da. Ja, men ikke som Siri. Hun er nemlig godt opdraget, hun ved godt, at hunde ikke må være i møblerne. Men man kan da lige smyge bagdelen op på en fodskammel eller en seng. Der er jo ingen grund til at overanstrenge sig, vel?

Det her med årstiderne, det virker altså ikke. Forsythiaen er sprunget ud med fine gule blomster, hornviolen blomstrer, mine petuniaer er 10-15 cm høj, den engelske pelargonia har også skudt 10 cm og krokusserne er 5 cm over jorden. Det holder altså ikke. Men nu er jeg jo helt bekymret for om der overhovedet er noget der overlever, når vi så engang endelig får frost.

I aften skal vi i Randers Regnskov og se regnskoven i månelys. Det skal nok blive hyggeligt.

Min kære mand har lige gjort mig opmærksom på, at man ikke kan kommentere bloggen. Det har han ret i og fejlen er nu rettet. Så kommenter bare alt det I gider.

Faktisk kunne det jo være meget sjovt at vide om der overhovedet var nogen der læser det her.

Kåre er kommet hjem fra Odense igen og siger at han er træt og vil ud med hunden og i seng. Jeg har lige været til sidste gangs bassintræning inden jul. Og der er ikke sket noget spændende i dag. Hverken her eller i verden. Vejret er trælst, jeg mangler stadigvæk enkelte julegaver, jeg har ikke fået taget opvasken. Well, det er nok sådan livet er.

Hvad er der dog galt med den hund? Hun vader frem og tilbage, op og ned ad gulvet i en uendelighed. Nu bliver jeg nok snart nødt til at gå aftentur med hende. Suk. Vi har lært hende ikke at stå op før middag, men hvordan lærer vi hende at aftenture ikke behøver at være før midnat?

Siri kan godt lide børn. Meget godt endda. Små børn kan også godt lide Siri, mellemstore børn kan ikke lide Siri og store børn begynder at kunne lide Siri.

Det må være konklutionen efter en adventsweekend hos svigerfamilien. Den lille fyr på billedet havde ikke noget problem med et lille kærlig kys fra Siri. Hans mellemste storesøster på snart 6 år var rædselsslagen og den største på 8 1/2 ville godt klappe hende på ryggen, – når hun vendte hovedet væk. :)

Jeg synes nu det er en rigtig dejlig hund vi har. Hun sidder lige på spring til at styrte efter de andre, men nu havde jeg jo sagt til hende, at hun skulle blive siddende. Onde Trine…

Søndag var farmor også på besøg og vi fik spist æbleskiver og drukket gløgg omkring adventskransen. Og sunget nogle adventssalmer.

Vi fik også julegave fra farmor lidt tidligt. Jeg tror det er med ældre som med børn, de kan slet, slet ikke vente. Og spørgsmålet er som om jeg hører til de ældre eller børnene. For jeg kan simpelthen heller ikke vente med at give folk de gaver jeg har fundet til dem. Jeg fik et par lækre, hjemmestrikkede sokker.

Farmor strikker godt nok ikke selv, men de sælger dem på plejehjemmet, hvor hun spiser. Jeg synes det er en god ide. Det giver de ældre noget at lave, de kan tjene lidt, farmor bliver glad, fordi hun kan give en god gave og jeg bliver meget glad, for jeg får et par sokker!

Vi fik også et kontant tilskud til en vaskemaskine. Sådan en følger der nemlig ikke med i vores nye hus.

I aften kom julemanden lige forbi Rema1000 og købte to par sokker mere til mig. Sokker kan man altså aldrig få for mange af, der er jeg helt enig med Dumbledore. Julemanden købte et par røde og et par grå til mig.

Kåre er taget til Odense, så jeg gætter på at jeg kommer til at sidde for computeren hele natten. Der er altså ikke så meget sjovt i at gå i seng, når man bare skal sove alene. Og af en eller anden grund, synes Kåre ikke at jeg skal dele sengen med lille Siri. Det er nu ellers så hyggeligt at putte med hende.

Men jeg har “opdaget” Wikipedia og er gået i gang med at læse Kevin & Kell igen, så mon ikke jeg kan få natten til at gå?

Kors, hvor kan sådan en hund dog svine!

Det gulv er faktisk nyvasket. Lige indtil jeg gik ned for at handle og tog hunden med.

Det er simpelthen imponerende, så meget jord og vand der kan sidde i sådan en pels.

Lad det være en advarsel, til folk der overvejer at få en newfoundlænder. Der følger UANEDE mængder rengøring med. Men det er nu det værd…

Jeg er SÅ træt. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske er det weekendens anstrengelser der stadig plager mig. Vi var jo i Biersted og give en lille hånd med i juletræshandlen og butikken. Egentlig lavede jeg ikke ret meget, det er begrænset hvad jeg kan. Men bare det at skulle tidligt op og være “på”, trætter mig.

Jeg har lige skrevet en artikel om lovgivning i forbindelse med handicappedes muligheder for uddannelse til næste FNUG-blad, som kommer i midten af januar. Temaet er uddannelse. Det søde lille FNUG herover er FNUG‘s maskot og den er tegnet af Line Rom Lange. Hun er altså lidt sej til det.

Nu tror jeg bare jeg vil tage et godt karbad og så gå i seng. Måske kan jeg overtale Kåre til at gå med Siri alene i dag?

Sov godt.