Trines blog

Jeg fatter simpelthen ikke at et eneste parti med respekt for sig selv kan samarbejde med Dansk Folkeparti – og jeg fatter ikke hvordan de mennesker kan se sig selv i øjnene i spejlet om morgenen.

Først så kommer de med påstanden om at 24-års reglen har virket fantastisk og dernæst kræver de at den bliver sat op til 28 år. Det er stadigvæk under den gennemsnitlige alder for hvornår man bliver gift i Danmark, men det er jeg helt hul i hovedet.

Men der hvor jeg står helt 100% af, er når de kræver at det kun skal gælder for ikke-vestlige indvandrere. Så hvis du er 25 og vil giftes med en amerikaner, så er det helt i orden. Men er du 25 og vil giftes med en mexikaner, så må du ikke.

Personligt vil jeg mene ret kraftigt, at det er ren racisme. Havde det været en arbejdsgiver, der ville ansætte efter samme kriterier, ville vedkommende straks blive slæbt i retten. Men når det er Dansk Folkeparti der kommer med forslaget, så nikker Venstre straks og siger at det lyder som en god ide!

Og så er jeg altså ikke meget for Dansk Folkepartis måde at forhandle på: Hvis ikke I giver os 28-års reglen, så stemmer vi ikke for SU- og førtidpensionsreformen. Så de tager gerne studerende og førtidspensionister som gidsel for at få deres racistiske og ødelæggende lovforslag igennem.

Hvorfor er det at der er nogen der vil stemme på sådan et parti? Og hvorfor er det at regeringspartierne lytter til dem i stedet for at søge brede forlig?

DF kræver 28-års-regel af regeringen, Politiken, 24. juli 2010
Venstre åbner for at ændre 24 årsregel, Politiken, 27. juli 2010DF tager SU’en som gidsel, 28. juli 2010
28-års regel er åbenlyst diskriminerende, Politikens leder, 28. juli 2010

Man vil i øvrigt bemærke, at Politiken i hvert fald ikke har en standard for hvordan man skriver n-års regel. :)

I dag skulle jeg til jordemoder, men vi startede med en tur i regnskoven, fordi der er både en legeplads og nogle geder. Vi var også lige inde en tur og endnu engang undrer jeg mig. Der er store skilte med at man ikke må berøre dyrene – og alligevel er der nogen der ikke kan lade være med at jagte aberne, fordi de vil klappe dem. Typisk er det fædre der har deres børn med – hvad pokker er det for et eksempel at sætte? Behandl dog dyrene med respekt og lær børnene at dyr ikke er legetøj! Aargh – jeg kan blive så arrig på sådan nogle idioter (og hvis nogen føler sig truffet: FINT!)

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)

Nu har vi jo lige været seks dage i Goslar, der som bekendt ligger i Tyskland – sådan ca. 400 kilometer syd for grænsen ved den gamle grænse mellem øst og vest. Selvom det kun er 400 kilometer fra Danmark, så er der alligevel en del kulturforskelle som man oplever som turist. Hvis man bosætter sig i området, er jeg sikker på at man vil opdage endnu flere.

En af de første man opdager er lovmæssigt: Bilerne skal ikke køre med lys på om dagen. Det gør faktisk en meget stor forskel, når man som dansker er vant til at alle biler har lys på – man ser simpelthen ikke en bil uden lys.

Så er der maden: De steder vi har været, har der altid været salat til maden – men langt det meste er vendt i en eddikedressing. Jeg kan rigtig godt lide det, men der må være nogle der synes det er trælst. Pålægget er skåret meget, meget tyndt – jeg troede slet ikke man kunne skære ost så tyndt, men det gør nu ikke mig noget.

På vandrerhjemmet skulle man selv sætte sit brugte service ud i opvasken og tørre bordet af efter sig. Der var ingen problemer med tyskerne, men en russisk flok ignorerede totalt det med at man skulle tørre bordene af efter sig – gæt selv hvordan de så ud efter fire dage!

Vi boede sammen med en institution af en art – 10 drenge på 12-15 år der var afsted med to voksne. De voksne blev naturligvis tiltalt Herr. Schmidt og Frau. Irgendwas. Man siger også De til folk man ikke kender – uanset alder. En af de yngre drenge fra institutionen var meget nysgerrig, fordi mig og Ellen aldrig havde sko på på legepladsen. Jeg blev naturligvis tiltalt De. Men heldigvis er det nemt nok at huske, for det er jo det man lærer i folkeskolen. :)

Og så er der geocachingen! Man gemmer glad og gerne microer i skove, hvor der fint er plads til både smalls og regulars – i endnu højere udstrækning end i Danmark. Og byttetingene er af endnu ringere stand end i Danmark, altså der hvor der er bytteting. Jeg tror kun vi fandt en enkelt god cache – altså hvad størrelse og bytteting angår – vi fandt masser af gode caches.

Så er der logbøgerne. Selv i de store logbøger er der ingen der skriver mere end dato, navn og så klokkeslet. Der er ALTID plads til klokkeslet, selv i de helt små microer. Den dag Ellen sad med en skive porre til aftensmaden og sagde at hun ville skrive i logbogen gik det op for os, at vi havde fundet for mange microer. :)

Og så kan man tydeligt se at tyskerne generelt er dårligere til engelsk end danskerne. Når der endelig var engelsk tekst til cachen, så var det typisk maskinoversat – og så er det næsten bedre at prøve at deciphrere den tyske beskrivelse.

Jeg er sikker på at der var flere ting jeg tænkte på mens vi var dernede, men det har jeg åbenbart glemt. :)

Nu har jeg endelig fået skrevet blog fra vores ferie – den blev skrevet på Ellens blog, så I må se den der. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7

Jeg skal love for at sommeren er kommet nordpå – det er ALT for varmt! Dagens største aktive udfoldelse har været at tage billeder af et par blomster:

Ja, jeg er blevet gammel, kedelig og sat. I går da jeg kørte op for at hente Ellen, der havde været på ferie hos mormor, morfar og moster Ane hørte jeg P1 Debat om problemerne i plejesektoren. Debattørene var Martin Geertsen, tidligere kultur- og fritidsborgmester i København (V), og Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

Der var snak om hvorvidt dem der er berettiget til hjælp også skal have at vide HVOR meget hjælp de er blevet tildelt. Det mener f.eks. socialdemokraterne på Christiansborg ikke.

Jeg var lige ved at køre galt, da Lars Aslan Rasmussen så udtaler, at han godt mener at man kan få at vide hvor meget hjælp man har ret til. Læs lige hele udtalelsen her (jeg har genlyttet flere gange som podcast for at være sikker på at have det rigtigt):

“Jeg synes det er fint at man har nogle rettigheder og dem er man oplyst om. Der hvor det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, det anerkender jeg, det er når det er handicappede og psykisk syge, fordi de er ikke i stand til på samme måde som ældre mennesker at kontrollere om der nu har været den her hjælp.”

Spørg lige om jeg var rasende. En socialordfører – for socialdemokraterne – sidder og siger på landsdækkende radio at handicappede og psykisk syge ikke er i stand til at forstå at 10 minutter er 10 minutter og ikke 5 minutter! Så kan jeg sgu godt forstå at handicappede og psykisk syge har svært ved at få den hjælp de har brug for.

Men man oplever det jo gang på gang: Når man er handikappet og f.eks. sidder i kørestol, så bliver man behandlet som om man også er dum. Men jeg troede da at en socialordfører havde lidt mere forståelse for hvordan tingene hænger sammen!

I dag har jeg været på sygehuset for at snakke med en obstetriker på grund af stofskiftet. Det er ganske vist nogenlunde normal i øjeblikket, men min læge ville gerne lige have en obstetriker til at se på det i forbindelse med graviditeten.

Obstetrikeren var ikke det mindste bekymret – det var hun til gengæld da hun så min D-vitaminstatus. Jeg vidste det godt selv, så jeg er begyndt med ekstra D-vitamin, men hun mente at det skulle tjekkes lidt bedre, så nu skal jeg have taget blodprøver for det også.

Desuden skal jeg have taget TRAb-prøver nu og en gang senere. Hvis de er positive skal Ny have taget de samme blodprøver som Ellen fik og tjekkes af en børnelæge efter fødslen. (TRAb-antistoffer hos moderen kan give den nyfødte for højt stofskifte, da de passerer moderkagen.)

Hun havde læst journalen fra Ellens fødsel og det var bare ikke sådan noget hun gad høre om – og heller ikke den studerende der var med. Det havde jo været for let – og jeg skulle nok sørge for at komme i GOD tid denne gang. :)

Og så havde hun læst at jeg har blødt lidt her i starten. Så om vi ikke lige skulle tjekke – ultralydsapparatet stod der jo alligevel. Så nu har jeg for femte gang vinket til Ny. :)

Det er nu lidt trist at have haft sådan en god oplevelse og så er Kåre ikke engang hjemme og dele den med.

I dag tog vi til Fussingø for at geocache og til Fussing Sø for at bade. Den første cache fandt vi nemt – den var faktisk lidt svær at overse! Og så var den FYLDT med bamser.

Anden cache, i Gammelhaven, fandt vi til gengæld ikke – spørgsmålet er om den er væk, for vi fandt en blyant liggende i nærheden. ØV! Men det var hyggeligt at spise frokost i Gammelhaven. Desværre var vandet ren algesuppe, så vi kom ikke i vandet der.

Vi kørte ind til vestenden af søen, hvor der er en badebro. Men der var det også ren algesuppe – ØV – ingen badning til mig. Jeg savner altså Århus Bugt og Den Permanente!

Vi fik dog et tip af en dame vi mødte om et sted der er godt at bade i Fussing Sø – så næste gang tager vi vores cykler med…

For præcist tre år siden stod jeg om formiddagen pludselig med en lille strimmel papir med to streger på. Jeg var gravid! Jeg kørte, med tårer i øjnene, ind til Århus og Statsbiblioteket, hvor jeg bad receptionisten om at ringe op og bede Kåre komme ned til sin kone.

Kåre siger at han blev ret bekymret, for det var trods alt ikke normalt at jeg kørte fra Ulstrup til Århus uden at have sagt noget om det.

Så i øsende regnvejr gik vi en tur i Uniparken og jeg fik sagt til Kåre at jeg altså var gravid.

Jeg kan ikke lige huske hvad der mere skete den dag, men gravid var jeg – og nu har vi en skøn 2-årig. Lidt fantastisk.

Dagen efter kan jeg se at jeg har skrevet på bloggen, at der ikke er sket så meget i vores liv. :)

Tre år efter.

Tænkte i øvrigt at der måske var nogen der gerne ville se et billede af lille Ny:

Lille Ny