Trines blog

Jeg har i dag sendt en mail til Færdselsstyrelsen for at finde ud af hvilke love og regler der egentlig gælder for handicapscootere. Jeg har nu fået følgende svar:

Henvendelsen er videresendt til Rigspolitiets Færdsels- og Beredskabsafdeling til videre foranstaltning.

Hurtigt svar og en videresendelse til den relevante myndighed – herligt. Men måske kunne man have overvejet at skrive på dansk? :)

Okay, imponerende. Det er lykkedes mig at skrive et indlæg om en handicapscooter, selvom der faktisk er sket noget lidt specielt i dag.

Jeg har fået en uddannelse! Efter 12 års kamp kan jeg i dag kalde mig markedsføringsøkonom – og jeg har meldt mig i de ledige (og sygemeldtes) rækker i a-kassen. :)

Jeg skulle til eksamen i formiddags 9.30. Og det startede rigtig pinligt med at min vejleder havde sagt at jeg bare kunne gå op og starte computer op (altså da han først havde undersøgt at det var 9.30 og ikke 10, som han havde husket.) Men der var en eksamination i gang i lokalet – ups – og rigtig trælst for ham der var oppe.

Men jeg fik startet op og forklaret hvorfor jeg altså sad ned under eksamen – det virker jo ellers ikke så godt når man skal præsentere noget.

Jeg havde forberedt en præsentation på ca. 12 minutter, men jeg nåede ikke længere end første slide. De havde ganske vist spurgt om de måtte afbryde med spørgsmål, men jeg havde da regnet med at jeg kunne få lov til at fuldføre min præsentation! Men da der var gået omkring 40 minutter var jeg ikke engang nået til bunden af første slide.

Der var nogle ting vi ikke var enige om – f.eks. målgrupper. Og jeg fik bagefter at vide at jeg skulle tage deres kritik til mig i stedet for at blive ved med at argumentere. Censor mente heller ikke at det at være med til at fremme interessen for naturvidenskab hos børn og unge var noget der kunne betegnes som CSR. Der er jeg lodret uenig med ham.

Men i hvert fald så endte det med at opgaven var til 10, men jeg jeg talte den ned på 7. Jeg er ganske godt tilfreds med opgaven – jeg synes jeg har lavet et godt stykke arbejde der er direkte brugbart i den virkelige verden. Men eksaminationen kunne have været gået bedre. Dels kunne de have givet mig mulighed for at fremlægge det jeg ville og dels kunne jeg have været bedre forberedt. Men jeg må jo indrømme at alt den usikkerhed der kører i mig i øjeblikket har taget noget af det store overblik.

Men det er der bare ikke noget at gøre ved. Jeg bestod og jeg har nu en uddannelse. Det synes jeg i sig selv er en sejr for mig – det er lykkedes at tage en uddannelse til trods for alle mine problemer og oven i købet afbrudt af en graviditet og et barn undervejs.

Nu skal jeg bare lære at acceptere at resultatet ikke blev så godt som jeg havde håbet (i hvert fald for en uge siden) og så godt som jeg ved at jeg kan gøre det.

Men jeg har en uddannelse!

Kåres morfar døde sidste sommer og han efterlod sig en handicapscooter. Den arvede jeg her i foråret – jeg er heldigvis den eneste i familien der kunne finde anvendelse for sådan en.

Jeg har ikke brugt den før, men nu hvor jeg helst ikke skal bevæge mig alt for meget er den faktisk ret praktisk. Men kors, hvor man føler sig gammel og handicappet når man sidder på sådan en!

Men det er bedre at få et skud på værdigheden og så kunne komme lidt ud end at sidde inde – mennesket er altså ikke lavet til at være indendørs!

I dag hentede jeg Kåre og Ellen ved hallen efter de havde været til gymnastik. Det fangede Ellen MEGET hurtigt, så hun stod straks mellem benene på mig og så kunne vi ellers trille hjemad igen.

I morges vågnede jeg og havde blod på toiletpapiret – 2-3 dråber, men alligevel ikke sjovt.

Jeg gik i bad og der kom ikke mere, men efter aftale ringede jeg alligevel til fødegangen. Det vil sige – først ringede barselsgangen til mig. De havde fået en tid til en semi-akut nyreskanning tirsdag morgen 8.15, så de kunne jo ikke rigtigt nå at sende et brev. 8.15 er TIDLIGT, men jeg er bare glad for det. Sidste gang kunne de godt nok ikke se stenen, men lad os nu se.

Men jeg fik altså fat på fødegangen og jordemoderen var enig med mig i at der ikke var grund til panik – frisk blod, hurtigt stoppet, ingen klumper, og ingen plukkeveer. Der har heller ikke været tegn på noget siden. Men jeg skulle tage den godt med ro.

Vi har været en tur i Brugsen i dag – for første gang har jeg brugt den handicapscooter jeg har arvet fra Kåres morfar. Man føler sig så handicappet på sådan en, men frisk luft er altså nødvendigt!

Men vi har snakket noget om hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen her hjemme de næste 3-4 måneder. En af vores bekymringer er aflevering af Ellen. Hun kan godt sommetider være lidt voldsom om morgenen og jeg kan ikke bruge fysisk “magt” mod hende – så alting tager lidt længere tid og jeg skal passe på ikke at overanstrenge sig. Men alternativet til at jeg afleverer som jeg plejer, er at Kåre skal aflevere hende. For at han skal kunne passe sit arbejde vil hun skulle op klokken 6.30 og når hun normalt sover til mellem 8 og 9, så er det altså meget tidligt. Så indtil videre afleverer jeg hende og så må vi se hvordan det går. Til gengæld prøver Kåre at være hjemme til at hente hende, når der ikke er møder osv.

Indkøb prøver vi at klare over nettet. I første omgang prøver vi torvet.dk – de har både kød- og grøntsagspakker og priserne ser nogenlunde ud. Selvfølgeligt er det dyrere end hvis vi gør som vi plejer, hvor jeg handler hvor der er tilbud, men det må vi bare betale.

Hvis der er nogen der har gode ideer, så bare fyr løs. :)

Først en advarsel: Dette indlæg kommer til at indeholde grafiske beskrivelser af noget som nogen måske ikke har lyst til at høre om. Så er I advaret.

Tirsdag havde jeg lidt ondt i underlivet og lidt blod på toiletpapiret. Så jeg ringede til lægen og fik en tid. Han mente det var en blærebetændelse og jeg tog hjem igen, så ville de dyrke prøven til onsdag.

Det nåede jeg så ikke lige at høre, for onsdag morgen stod Ellen op omkring 8.30 og kom ind til mig som hun plejer. Jeg stod op og tog trusser og bukser på – og blødte straks gennem det hele. Ikke det man har lyst til i uge 25+0!

Først prøvede jeg at ringe til lægen – samtidig med at jeg fik smurt en franskbrødsmad til Ellen. Da jeg ikke kunne komme igennem der fik jeg fundet nummeret til fødegangen. Jordemoderen spurgte straks hvor jeg boede og sendte en ambulance.

Samtidig stod jeg og skulle finde nogen der kunne tage Ellen, som nu sad foran sin computer i nattøj, natble og med en franskbrødsmad i hånden. Der var bare ikke nogen der var hjemme!

Jeg havde fundet noget tøj til Ellen og min vandrerjournal, da ambulancen kom efter under 15 minutter og jeg blev straks beordret ned at ligge og fik vippet hovedet nedad. Men hvad så med Ellen? Det endte med at den ene ambulancemand gik ind og hentede hende og så måtte vi køre forbi vuggestuen og bogstaveligt talt smide hende af. For det skulle gå hurtigt! Men i det samme kom næst-naboen hjem og hun tog Ellen. Heldigvis er Ellen en stærk lille pige, så hun tog det i stiv arm. Så Ellen kom med hjem og fik noget tøj på og der blev endda smurt en madpakke og hun kom i vuggestuen. Stor tak!

I ambulancen nåede de lige at ligge et venflon og så var det ellers med blå blink og høj hastighed til Randers. Som sagt kom Ellen ind til mig 8.30 og vi var på stuen i Randers 9.15. Det gik altså stærkt. Jeg fik målt blodtryk og puls i ambulancen – det kan ikke overraske nogen at pulsen lå omkring 84, vel? Blodtrykket var en anelse højt, men slet ikke noget alarmerende. Der havde lige været lidt iltmangel i starten, men det havde hurtigt rettet sig.

Ambulancemanden var rigtig god – da jeg spurgte til ambulancefolks skadesrate ved at stå op i en kørende ambulance forstod han godt at jeg bare skulle afledes, så det gjorde han. Jeg fik et par lidt for kraftige veer i ambulancen – det er IKKE sjovt, men samtidig var der masser af liv i maven.

Da vi kom ind stod der to læger, to jordemødre og en sygeplejerske klar på en fødestue der var gjort klar til et alt for tidligt født barn. (Bare ved at skrive det her sidder jeg og tuder.) Det var SÅ skræmmende.

Men da de fik hevet bukserne af mig og tjekket var blødningen næsten stoppet – veerne var også blevet mindre. Jeg blev skannet og alt så normalt ud. Barnet havde det fint. De prøvede at køre en CTG, men det gik ikke så godt, for den bette ville BARE ikke ligge stille. Kontraktioner var mærkbare, men ikke alarmerende. Jordemoderen var rigtig god – hun var der helt sikkert for mig. Uterus var blød og afslappet og så lang at de ikke kunne måle længden og der var ingen tegn på irritation. Livmoderen var slet ikke irritabel, som den ville have været hvis der havde været f.eks. moderkageløsning.

Endnu en urinprøve viste ingen tegn på infektion og efter et opkald til vores egen læge fandt vi ud af at der ikke havde været noget i dyrkningen.

Nu var Kåre også nået til Randers fra Århus – det går ikke så hurtigt når der er busser der skal passes sammen.

Og så for at gøre det hele HELT perfekt, så fik jeg da lige et nyrestensanfald mens jeg lå der! Heldigvis er hjælpen nær på et hospital, så jordemoderen kom med en gang Petidin. Og så ved jeg godt hvad jeg laver de næste par timer: Sover og ryster. :) Men det var såmen nok godt nok lige at få slappet lidt af. Nu var der kun ganske lidt blødning og kontraktionerne var faldet lidt til ro.

Kåre kørte hjem for at hente Ellen og de kom på besøg om aftenen. Jeg kom til at stå ud af sengen og blev straks beordret tilbage! Og det var nok klogt nok, for der kom en ny blødning af det – slet, slet ikke så kraftig om morgenen, men nok til at jeg gik i seng igen.

Det var lidt hårdt, da Ellen som det sidste sagde: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! På det tidspunkt anede jeg jo ikke om jeg overhovedet kom hjem igen de næste par måneder!

I løbet af natten aftog kontraktionerne til almindelige svage plukkeveer og bortset fra en lille smule brunligt (gammelt blod) udflåd torsdag morgen var der heller ingen blødninger. Og Ny havde hygget sig i løbet af natten, så jeg var ikke i tvivl om at der var liv.

En læge undersøgte mig og alt var som det skulle være: Livmoderen var blød, uirritabel og ikke spor øm. Men så kom næste chok! Efter en snak med bagvagten var de blevet enige om at jeg skulle have Celeston – lungemodner, så barnet ville være mere klar hvis det nu skulle gå galt. Og så tudede jeg! (Og det gør jeg igen nu.) Det kunne jeg bare slet ikke magte. Kåre var godt nok hjemme, men han fik bare besked på at komme med det samme – det kunne jeg altså ikke klare alene. Det gjorde bare pludselig risikoen meget mere nærværende.

Så pludselig sad vi og snakkede nøddåb og navne – det var altså ikke spor sjovt!

Men jeg fik 12mg Celeston og besked på at jeg skulle ned og gennemskannes når der kom en tid. Og to timer er vist relativt hurtigt! Jeg fik også skannet livmoderhalsen, som var 32 mm lang og slet ikke var begyndt at åbne sig det mindste. Det var godt.

Skanningen viste at alt var som det skulle være – et lidt lille barn på 675 gram (25+1). Navlestrengen fungerede normalt, moderkagen så helt normalt ud, men den lille ville ikke ligge længe nok til at få en præcis måling af blodgennemstrømningen i de store kar i hjernen. Der var masser af fostervand og fine bevægelser.

Kåre kørte igen hjem for at hente Ellen og lige inden de kom ind for at hente mig kom lægen. Hun undersøgte mig og snakkede med mig – i det hele taget en meget behagelig dame, der havde god tid til at lytte til mig og forklare mig. Og til min store glæde fik jeg lov til at komme hjem på orlov natten over. Sygeplejersken var dog ikke glad for at jeg skulle gå ud til bilen på bare tæer. :)

Så snart jeg kom væk fra afdelingen stoppede plukkeveerne helt og det hele faldt lidt til ro. Jeg indrømmer at jeg var noget paranoid hver gang jeg skulle på toilettet – var der nu blod i trusserne eller på papiret? Men der var heldigvis INTET. Jeg havde til gengæld voldsomme hedeture, kunne ikke rigtig sove og havde en masse uro i kroppen – men det fik jeg en forklaring på: Bivirkninger fra Celeston.

Så da vi kom ind igen i morgens kom lægen fra i går aftes forbi og hun sagde at sådan som det gik, så kunne jeg godt udskrives. Så jeg fik endnu en gang Celeston og en skanningstid og en tid hos en obstetriker – og til min store glæde er det den obstetriker som jeg gik ved med Ellen i forbindelse med stofskiftet og som jeg allerede har snakket med om stofskiftet denne gang også. Hun er rigtig sød, så det er dejligt. Og fordi barnet er lidt lille, skal der lige tjekkes lidt ekstra med stofskiftet. Så jeg føler mig i gode hænder.

Jeg fik at vide at jeg ikke skal gøre noget vildt, men tage det stille og roligt. Ellen skal helst komme til mig, hun er for tung til at jeg bør bære hende. Men jeg må gerne tage til eksamen på mandag. Desværre er en flytur ikke lige sagen, men heldigvis har mor og Ane fået billetterne. Geocachingturen til Göteborg er også aflyst og vi har meldt afbud til et event. Men det er billigt, hvis bare Ny vil blive derinde! Men vi skal have fundet ud af hvordan vi får en hverdag til at fungere.

Mormor og moster Ane hentede Ellen i vuggestuen i dag, så hun bliver der hjemme i weekenden. Så kan vi lige få ro på og få snakket igennem hvad vi har været udsat for og hvad vi gør nu.

Men som det ser ud nu, så aner vi ikke hvorfor jeg pludselig blødte og fik småveer. Men der er ikke noget der tyder på moderkageløsning eller iganggående fødsel, så vi håber og beder til at Ny bliver der inde indtil termin!

I går skulle vi til fødselsdag i Haderup. Kåre var taget afsted fra morgenen af for at hjælpe med at flytte for hans farmor. Så mig og Ellen skulle bare komme til eftermiddagskaffen. Men inden da skulle vi en tur i Føtex i Viborg.

GPS’en blev indstillet og vi kørte mod Viborg. Der er en masse mennesker der er ude at løbe, helt klart et eller andet løb. Men så blev vi ellers mødt af første afspærring – og anden afspærring – og tredje afspærring osv. En af dem var helt genial:

Kommer kørende ned ad en ensrettet vej – og så er der spærret. Klokken var omkring 13.20 og vi anede jo ikke hvornår der blev åbnet igen. Så valget stod mellem at blive siddende i bilen på ubestemt tid eller at bryde loven og køre mod ensretningen.

Det tog 25 minutter at komme de ca. 400 meter fra første afspærring og så over til Føtex. Vi nåede laaaangt omkring.

Ikke et eneste sted havde kommunen eller arrangørerne skiltet med at midtbyen ville være afspærret hele dagen. Havde vi vidst det, var vi da aldrig kørt den vej!

Ja, nogle gange er det bare ikke sjovt at være gravid. Fra midnat til klokken 2 havde jeg sådan halsbrand, at jeg ikke kunne være nogle steder. Det var absolut ikke sjovt. Jeg prøvede endda at kaste op, bare for at se om det kunne lette lidt – det kunne det ikke.

Til sidst kom jeg i tanke om hvad min mormor altid gjorde, så ud i køkkenskabet efter en bøtte natron. Og det gav også lidt lindring.

Nu har jeg bare ondt i halsen. Jeg har været i Brugsen efter Alminox og bananer og hvis jeg så lader være med at spise noget efter aftensmaden, så håber jeg det virker. Hvis Kåre ellers kan holde til det (staklen er syg), så blive sengen også hævet inden jeg skal i seng i aften.

Men det naturligvis heller ikke optimalt at spise en ordentlig burger og en gang pommes frites klokken 20… (Og vi fandt ikke nogle af cachene selvom vi ledte næsten to timer i øsende regnvejr!)

I spisestuen lå ligene fra de to hunde – en Tysk Shepherd og en Lurcher, og rådnede op.

Maria Haargaard, BT

For det første skrives hunderacer ikke med stort. Og for det andet, så lær dog at oversætte hvis ikke du gider skrive artikler selv.

Hun har altså fundet ud af at “German” betyder tysk, men “Shepherd” har hun åbenbart ikke lige kunnet oversætte og Google Translates “hyrde” har ikke været nok til at hun har kunnet lægge to og to sammen og fået en schäfer ud af det.

Suk. Det lader altså til at kriterierne for at blive ansat som journalist på BT er 9. klasse og et 5 minutters kursus i Google Translate og jobintroduktionen er en liste af links til amerikanske netaviser.

Computerbesat mor lod sine hunde sulte ihjel, BT, 12. september 2010

Regeringen med Lars Barfoed i spidsen vil give USA adgang til de danske DNA-registre – de registre som kriminelles oplysninger står i, men hvor også folk der har været mistænkt og er blevet frikendt står i.

Datatilsynet advarer, fordi det på ingen måde kan sikres at USA ikke misbruger disse data.

Men da vores nuværende regering er villig til at gøre alt for USA og at der samtidig bliver truet med at indføre visumkrav, så er regeringen åbenbart ligeglade med danskernes retssikkerhed.

Det der skræmmer mig er at regeringen tilsyneladende vil overdrage Danmark til USA hvis de beder om det og at frikendtes oplysninger bliver opbevaret i et register over kriminelle. Og hvorfor overhovedet have Datatilsynet, når deres anbefalinger blot bliver ignoreret?

Regeringen vil åbne DNA-register for USA, Politiken, 8. september 2010

Der er en del snak om eksamener i folkeskolen i dag. Nogen mener at det er dumt at man har halvanden måneds “læseferie”, der i stedet kunne bruges til noget fornuftig undervisning, og derfor skal eksamener afskaffes. At læseferien er overflødig er jeg sådan set enig i – læseferie har for mig og de fleste jeg kender været synonym med sommerferie. Man kan vel godt holde eksamener uden læseferie.

Men jeg faldt lige over et citat:

“En afskaffelse vil fjerne det mål, som lærerne arbejder hen imod, og det mål som skal motivere eleverne til at have lysten til at lære,” siger landsformanden.

Landsformand i Skole og Samfund Benedikte Ask Skotte

Hvis eksamen virkelig er det der skal motivere eleverne til at lære, er der så ikke et eller andet galt i vores skolesystem?

Forening er imod afskaffelse af eksamen, TV2 Nyhederne, 7. september 2010