Archive for the ‘citat’ Category

Moderne kontanthjælpsloft – eller en billet til fattiggården

Wednesday, November 18th, 2015

Bliver simpelthen så sur, når jeg læser vores beskæftigelsesministers udtalelse: “Der er ingen, der bliver presset i fattigdom af det her.”

Det er naturligvis det moderne kontanthjælpsloft, han snakker om.

“Det vil stadig være sådan, at en typisk børnefamilie – når alt er betalt af husleje og faste udgifter – måske stadig har omkring 15.000 kroner tilbage om måneden.”

Jeg har regnet lidt på det.

Man kan vel ikke kalde en enlig forælder med to børn i skolealderen for en utypisk børnefamilie.

Hvis det ikke er lykkedes den enlige forælder at finde ustøttet, lønnet arbejde i mindst 225 timer året før, så vil regnskabet se nogenlunde sådan her ud:

Kontanthjælp med loft: 13.416
Børnefamilieydelse: 1.856
Samlede indtægter: 15.272

Husleje: 5.000 (en to-værelses)
El: 1.000
Fjernvarme: 800
Vand: 800
A-kasse: 300
Fagforening: 250
Licens: 200
Ulykkesforsikringer: 185
Indboforsikring: 170
Mobiltelefon: 50
Samlede faste udgifter: 8.755

Rådighedsbeløb: 6.517

For de penge skal der så betales mad, transport, tøj, fødselsdagsgaver (27 børn i to klasser og 25 kroner til hver: 1.350 kroner på et år), fritidsinteresser, husholdningsartikler osv.

Men nej, det er da bestemt ikke noget børnene kommer til at lide under!

Det moderne kontanthjælpsloft er med til at øge den sociale ulighed – ikke at mindske den, som beskæftigelsesministeren påstår:

“Det bedste kontanthjælpsforældre kan gøre for deres børn er – hvis de er raske – at komme i job, for det er med til at bryde den sociale arv, som deres børn ellers kan blive fanget i.”

Synes simpelthen det er at træde på folk der allerede ligger ned. Der er da sikker nogle få der ikke gider arbejde, men langt, langt størstedelen af dem der er på dagpenge/kontanthjælp er det af nød. Hvorfor er det, at de skal straffes for at ramme de ganske få, der bare ikke gider?

Jeg synes det er flovt, at vi ikke kan hjælpe de svage i samfundet!


Kilde: Minister om nyt kontanthjælpsloft: Ingen bliver fattige af det her

Farvel velfærdssamfund?

Tuesday, April 7th, 2015

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at hvis man sætter førtidspensionen ned med 3.000 kroner om måneden og i øvrigt tager samtlige førtidspensioner op til genvurdering, så kan 50% varetage et normalt arbejde.

Muligheden for en tidsbegrænset førtidspension skal også fjernes. Stress, muskel-/led-lidelser, nedsat syn/hørelse skal ikke kunne give en førtidspension. Psykiske lidelser er dynamiske og i følge DA, så er en tredjedel af dem der har en alvorlig, mental sygdom fuldstændig raske tre år efter – så psykiske lidelse skal heller ikke kunne give en førtidspension.

Det at førtidspensionen skal tages op til genvurdering skaber i følge DA heller ikke angst og utryghed: “»Nej, for målet er jo ikke at straffe nogen.” (Jørn Neergaard, adm.dir. DA til Berlingske)

Det skal i øvrigt ikke længere være kommunerne, der sidder med de sager. Det skal være en central statslig myndighed – altså ren skrivebordsarbejde uden nogen kontakt med borgeren.

Fleksjob skal fjernes og man skal have tildelt førtidspension på hhv. 25%, 50%, 75% og 100% – og så kan man arbejde resten af tiden til den løn der nu modsvarer produktiviteten.

Og så skal førtidspensionen lige ned på kontanthjælpsniveau. Så selv hvis man får en 100% førtidspension, så får man hvad der svarer til en kontanthjælp – men uden mulighed for at gøre noget som helst ved det selv.

Desuden er sygedagpenge vejen til førtidspension, så de skal lige skæres gevaldigt i – og skal ikke kunne forlænges ud over et år.

Det er simpelthen at trampe på de svageste i samfundet – endnu engang.

De vil have 85.000 af de svageste danskere ud på arbejdsmarkedet – men i dag er der masser af ressourcestærke, dygtige danskere, der ikke kan få et arbejde.

Vil de mon selv ansætte en person, der kan arbejde en time om dagen med stor risiko for sygedage?

Det er godt nok op af bakke at være syg/handicappet, når holdningen blandt arbejdsgiverne er, at man bare er doven og at man sagtens kan arbejde – hvis bare lige de sørger for at man ikke har råd til at sørge for mad til familien. For naturligvis går min gigt, min autisme og min ADHD væk, hvis bare de tager min pension fra mig. For slet ikke at snakke om den enorme belastning det er, hvis hele ens sag skal tages op til genvurdering og så endda af en central myndighed, som man ikke har noget som helst forhold til.

Jeg håber godt nok ikke, at det er noget der kommer til at blive gennemført. Det vil i givet fald være slut på velfærdsstaten og goddag til et klassesamfund.

Kilde: http://www.b.dk/upload/webred/bmsandbox/uploads/2015/04/9247034079b4a814b7b802ee21f0c5c9.pdf

Sensationslysten presse

Thursday, February 12th, 2015

Et godt eksempel på at man ikke skal tro alt hvad man læser i de danske aviser.

BT skriver en artikel med overskriften: Hjerneforsker advarer mod iPad: Frygter en hel generation af autister

Et citat fra den: »Det er muligt, at vi er ved at opfostre en hel generation af autister, fordi folk ikke lærer at aflæse hinanden overhovedet, men kun kan omgås hinanden bag en computerskærm,« uddyber han.

Jeg tænkte, at sådan siger en hjerneforsker ikke – han ved godt, at man ikke udvikler autisme af at se på en skærm. Så jeg undersøgte kilden i Kristeligt Dagblad, hvor overskriften er: Små børns evne til nærvær trues af flimrende skærme. Og det er jo lidt noget andet.

Det eneste sted i den originale artikel, hvor autisme er nævnt er i et afsnit om mentalisering: “Mangelfuld mentalisering er en af udfordringerne for blandt andet autister, men ses også ved andre neurologiske lidelser. ”

Og det er jo helt korrekt – men milevidt fra BTs fortolkning, hvor de endda udlægger det som et citat fra forskeren. Jeg kan ikke engang finde det sted i den originale artikel BT har omfortolket totalt!

Så endnu engang kan jeg konkludere, at BT hellere vil skrive en opsigtsvækkende og skræmmende overskrift og artikel end de vil fortælle sandheden. Hvis jeg var Albert Gjedde (forskeren), så ville jeg godt nok blive sur på BT.

Kilder:
Et godt eksempel på at man ikke skal tro alt hvad man læser i de danske aviser.

BT skriver en artikel med overskriften: Hjerneforsker advarer mod iPad: Frygter en hel generation af autister

Et citat fra den: »Det er muligt, at vi er ved at opfostre en hel generation af autister, fordi folk ikke lærer at aflæse hinanden overhovedet, men kun kan omgås hinanden bag en computerskærm,« uddyber han.

Jeg tænkte, at sådan siger en hjerneforsker ikke – han ved godt, at man ikke udvikler autisme af at se på en skærm. Så jeg undersøgte kilden i Kristeligt Dagblad, hvor overskriften er: Små børns evne til nærvær trues af flimrende skærme. Og det er jo lidt noget andet.

Det eneste sted i den originale artikel, hvor autisme er nævnt er i et afsnit om mentalisering: “Mangelfuld mentalisering er en af udfordringerne for blandt andet autister, men ses også ved andre neurologiske lidelser. ”

Og det er jo helt korrekt – men milevidt fra BTs fortolkning, hvor de endda udlægger det som et citat fra forskeren. Jeg kan ikke engang finde det sted i den originale artikel BT har omfortolket totalt!

Så endnu engang kan jeg konkludere, at BT hellere vil skrive en opsigtsvækkende og skræmmende overskrift og artikel end de vil fortælle sandheden. Hvis jeg var Albert Gjedde (forskeren), så ville jeg godt nok blive sur på BT.

Kilder:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/de-yngstes-evner-til-naervaer-kan-trues-af-ipads
http://www.bt.dk/danmark/hjerneforsker-advarer-mod-ipad-frygter-en-hel-generation-af-autister

Ekstra Bladets “journalistik”

Monday, April 18th, 2011

Den anden dag havde EB en overskrift der indeholdt ordene “morderisk eneboer” – det var i sagen om det skuddræbte par i Odense. Det viser sig at han intet har med sagen at gøre – men EB havde dømt ham allerede inden nogen havde fundet ham. De har ændret overskriften på artiklen.

Men i dag er der endnu en god en i sagen om Amalie og Peter. “Peter fortryder og går i behandling” hedder overskriften. Meningen er at man skal tro at Peter har indrømmet vold og seksuelt misbrug af Amalie og er gået i behandling for at undgå at mishandle andre.

Virkeligheden, som det også er beskrevet i artiklen, er at Peter fortryder at være blevet en del af mediecirkusset og har sagt ja tak til at modtage psykologbehandling efter weekendens oplevelser og mediedækning.

Sandheden kommer nok vi nok aldrig til helt at kende – men mit bud er at Amalies medieliderlige mor har valgt at “ofre” Peter for at Amalie og dermed hende selv bliver mere kendte og får mere medietid.

DUM i Zulu Djævleræs

Wednesday, April 13th, 2011

Engang for halvandet år siden faldt jeg over en brevkasse i Ude&Hjemme hvor man kunne stille spørgsmål til nogle af de medvirkende i De Unge Mødre. Jeg er bange for at jeg vækkede resten af familien, så højt grinede jeg:

Cecilia og Mona, 17 år, Holbæk: Kan I bruge serien til at få gang i jeres personlige karriere?
Camilla (DUM): Tja, jeg har været ude at holde foredrag på skoler.
Kristina (DUM): Det kunne være sjovt, hvis vi kunne bruge serien som springbræt til at være med i et andet program. Jeg kunne tænke mig at være med i Zulu Djævleræs for at vise, at vi som unge mødre har meget at byde på.

Tur på apoteket

Monday, March 7th, 2011

I går aftes måtte jeg en tur på apoteket efter Selexid – jeg har reddet mig en gang blærebetændelse. Det var noget af en tur.

Først er der en eller anden idiot der overser en helle og bilen ender med at svinge lige ud foran mig, så jeg må op og stå på bremsen. Heldigvis er der ingen der kommer noget til.

Da jeg så kommer ind på apoteket og har sagt mit CPR-nummer opdager jeg at min pung ligger her på skrivebordet. IKKE skidesmart! Men fantastisk service – jeg kan bare komme ind og betale senere. Hun kommer så i tanke om at jeg også bare kan få et girokort. Herligt, så jeg kunne komme hjem med min medicin.

På vejen ud af byen er der så en anden idiot der lige overser et rødt lys og kører ud direkte foran mig – så bremselængden blev testet igen.

Da jeg så kommer hjem læser jeg lige indlægssedlen.

Alvorlige bivirkninger: Smerter bag nederste del af brystbenet, fornemmelse af at føden ikke kan passere og sure opstød, pga. sår i nedre del af spiserøret. Kontakt straks læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger: Sår i munden og betændelse i spiserøret med smerter bag brystbenet, svien og meget sure opstød.

Og så er det jeg tænker – hvordan pokker skal jeg kunne kende forskel på de to? Hvornår er det lige jeg skal ringe? Specielt fordi jeg generelt døjer med halsbrand.

Og så for at gøre det hele rigtig godt, så har Kåre lige været ved lægen med en gang halsbetændelse, så vi skal også have penicillin til ham…

Tørklæder på sygehuset

Sunday, November 21st, 2010

I starten gik debatten på hvorvidt det var indvandrernes skyld at der ikke længere er kage og saftevand til patienterne på de danske hospitaler – og om der nogensinde har været det.

Nu er debatten så gået over til den anden del af artiklen: Bør man kunne nægte at lade sig behandle af en muslim?

Min holdning er ganske klar: Jeg antager at alt det sundhedsfaglige personale på de danske sygehuse er fagligt kompetente og om de så har kalot, kors, tørklæde eller turban på er mig totalt ligegyldigt – bare de kan deres job og kan snakke dansk, så kommunikationen ikke er et problem.

Det gælder naturligvis begge veje. Når man bliver indlagt eller skal behandles på et dansk sygehus, så må man acceptere den behandler der er der – uanset om man er muslimsk mand, der ikke vil behandles af en kvinde; en muslimsk kvinde, der ikke vil behandles af en mand eller en dansk racist, der ikke vil behandles af en muslimsk kvinde med slør.

Hvis man får “tildelt” en kontaktperson som man bare ikke kan sammen med, kan man naturligvis prøve at høre om det kan lade sig gøre at skifte – men det skal ikke være noget krav. Man må tage den hjælp der bliver tilbudt.

Jeg undrer mig lidt over dem der siger at alle religiøse og politiske symboler skal være forbudte for offentlige ansatte. For hvis man mener at muslimernes livssyn ikke harmonerer med lægegerningen, så er det vel lige meget om de har tørklæde på eller ej?

Og så lige et citat fra artiklen i Dansk Folkeblad fra kvinden der bryder grædende sammen, da hun ikke kan garanteres at hun ikke bliver opereret af en ikke-muslimsk læge. Jeg synes det siger en hel del om dem der stemmer DF:

Det her havde jo slet ikke noget at gøre med racisme men er en politisk holdning. Jeg er i opposition til alt, hvad islam står for, og jeg vil ikke opereres af en muslim, som kan bekende sig til islam.


Dansk Folkeblad, nummer 6, november 2010

Rettigheder på babysider

Thursday, October 14th, 2010

Tilbage i 2008 skrev jeg om navlestreng.dk (et babyforum) og deres betingelser, hvor man fraskrev sig alle rettigheder til alt hvad man skrev, postede osv. Incl. billeder.

I dag overvejede jeg så at melde mig ind på et andet graviditets-/babyforum: babyklar.dk. Og fordi jeg nu er som jeg er, så læste jeg alle betingelserne. Og ganske rigtigt – nede i bunden står der:

Alle profiler, profilnavne, indlæg og besvarelser der oprettes på forummet, ejes af Babyklar.

Med andre ord: De har rettighederne til ALT man gør og poster og kan bruge det præcist som de vil. Om de så virkelig kan det i forhold til persondataloven og ophavsretsloven er tvivlsomt, men alene det at de kræver at man accepterer det gør at jeg er den der er smuttet.

Og så er det jeg tænker: Gør alle graviditets- og babyfora det?

navlestreng.dk: Navlestreng.dk forbeholder sig retten til at bruge og gengive indhold af dine indlæg og din profilside i de øvrige medier under JP/Politikens Hus A/S, såvel trykte som onlinebaserede.

minmave.dk: Jeg forbeholder mig ret til at bruge alt materiale som bliver sendt til min-mave.dk vederlagsfrit hvor jeg finder materialet passende. Dette vil ske automatisk uden yderligere kontakt.

www.babyklar.dk: Alle profiler, profilnavne, indlæg og besvarelser der oprettes på forummet, ejes af Babyklar.

mor-far.dk: Nævner ikke noget om ejerskab af materiale, men kræver at man opfører sig pænt og overholder loven. Men man skal oplyse fødselsdag og -år før man kan få lov til at læse reglerne.

voresborn.dk: Alle profiler, profilnavne, indlæg og besvarelser der oprettes på debatten ejes af voresbørn.dk og Oxygen A/S.

gravid.dk: Man skal opføre sig ordentligt og reklamer er forbudte.

min-graviditet.dk: Alt er fortroligt og man skal opføre sig ordentligt.

mamanet.dk: Fortroligt og opfør dig pænt.

Så halvdelen af dem jeg lige kiggede på – og det er naturligvis ikke repræsentativt – kræver at man accepterer at de har alle rettigheder til alt hvad man skriver/poster. Det ser også ud til at være de største spillere der kræver det – altså dem der har virksomheder bag sig. Spørgsmålet er så bare HVORFOR? Bruger de dem rent faktisk eller sælger de oplysningerne – eller er det bare fordi det er rart at have? Jeg ved det ikke.

Jeg trodsede faktisk alle mine principper og meldte mig ind på minmave.dk i starten af graviditeten, men meldte mig ret hurtigt ud igen. Administratorene misbrugte deres rettigheder til at smide folk ud, når de var uenige med dem og tråde der kritiserede disse beslutninger blev slettet. Det kan jeg ikke leve med – fint at man er uenige (og det er nemt at blive på et graviditetsforum!), men man må acceptere at der er uenigheder. Desuden synes jeg der var en kraftig tendens til rygklapperi og ring-til-vagtlæge-når-barnet-har-hostet-en-gang. Det var ikke velset at have andre holdninger end gennemsnittet.

Men jeg vil nu stadigvæk gerne finde et velfungerende forum, hvor man må være uenige og hvor man ikke skal fraskrive sig alle rettigheder til sine egne ord og billeder. Så er der nogle der kender sådan et, vil jeg meget gerne høre om det.

Kancellisprog

Wednesday, September 29th, 2010

Jeg har i dag sendt en mail til Færdselsstyrelsen for at finde ud af hvilke love og regler der egentlig gælder for handicapscootere. Jeg har nu fået følgende svar:

Henvendelsen er videresendt til Rigspolitiets Færdsels- og Beredskabsafdeling til videre foranstaltning.

Hurtigt svar og en videresendelse til den relevante myndighed – herligt. Men måske kunne man have overvejet at skrive på dansk? :)

Suk – “journalisters” evner

Sunday, September 12th, 2010

I spisestuen lå ligene fra de to hunde – en Tysk Shepherd og en Lurcher, og rådnede op.

Maria Haargaard, BT

For det første skrives hunderacer ikke med stort. Og for det andet, så lær dog at oversætte hvis ikke du gider skrive artikler selv.

Hun har altså fundet ud af at “German” betyder tysk, men “Shepherd” har hun åbenbart ikke lige kunnet oversætte og Google Translates “hyrde” har ikke været nok til at hun har kunnet lægge to og to sammen og fået en schäfer ud af det.

Suk. Det lader altså til at kriterierne for at blive ansat som journalist på BT er 9. klasse og et 5 minutters kursus i Google Translate og jobintroduktionen er en liste af links til amerikanske netaviser.


Computerbesat mor lod sine hunde sulte ihjel, BT, 12. september 2010