Trines blog

Det lader til at være nogle problemer med at se billederne – nu burde man kunne klikke på dem og se dem i stor format. Desværre skal man tilbage til denne side, for at vælge et andet billede. Vi arbejder på sagen. :)

Lørdag havde vi købt maling og søndag afleverede vi Ellen i Bjergby. Mission: Mal ungernes værelse.

Det lyder jo meget simpelt – men vi blev klogere!

Da vi fik flyttet Ellens seng var det ikke et kønt syn der mødte os. Skimmel! Irgh – ikke sundt. Vi snakkede lidt om det og endte med at tømme rummet og så ville vi ringe til ISS mandag morgen.

Men søndag nat omkring 2 vågnede Karen skrigende – og det blev hun ellers ved med. Hun var helt utrøstelig og egentlig troede vi hun havde noget forstoppelse. Så jeg ringede til lægevagten for at høre om vi kunne give hende noget microlax (klyx). Men lægevagten mente nu at det var væske i ørerne og sagde at vi skulle give hende noget Panodil. Det gjorde vi og da Kåre havde gået rundt med hende en halv times tid faldt hun trygt i søvn igen. Men det var nu en noget urolig nat, også bagefter.

Så klokken 8 ringede jeg til lægen og fik en tid 9.30 for at få tjekket ørerne og bagefter ringede Kåre til ISS. De ville bede deres afdeling i nærheden om at kontakte os.

Vi tog Karen med til lægen – hun opførte sig eksemplarisk og blev set i ørerne, fik målt tryk og blev lyttet på lunger, hjerte og mave. Der var ikke umiddelbart noget at se, men derfor kunne det nu sagtens være ørerne alligevel.

Omkring klokken 11 ringede de fra ISS og sagde, at de havde bedt en af deres rådgivere kontakte os. Han ringede omkring 11.15 og sagde at han ville komme “om omkring tyve minutter”. Jeg ved ikke lige hvornår han kom, men han kørte igen inden 12 – og da havde han set og undersøgt de relevante steder (vi har også lidt ude i bryggerset) og konkluderet at nok har vi et fugtproblem – men vi har INGEN skimmel!

Og så måtte vi ellers få fjernet lister og tapet, tørret væggen, få afrenset for mug, behandlet med Rodalon og nu mangler vi bare at mure det fugtskadede op igen i aften inden vi kan gå i seng.

I morgen skal vi så have tapetseret, afdækket og forhåbentlig malet.

Så det har været lidt af et mareridt. Nu håber vi så bare Karen sover i nat!

I går skulle vi til møde i Aalborg, så mor og far havde lovet at passe Ellen og Karen. Ellen er jo vant til det og nyder at være i Biersted, så ingen problemer der. Men det var trods alt første gang vi afleverede Karen. Men ganske som forventet gik det også uden noget som helst. Hun havde været en anelse sur en enkelt gang, men det havde morfar klaret helt selv. :)

I morges da Kåre gik ned for at aflevere Ellen var der ingenting med Siri – da han kom hjem gik hun rundt og prøvede at kaste op, men kunne ikke og hun søgte væk fra ham. Han gik ind og vækkede mig, der fik tøj på og kom ud og så på hende. Varm, besværet vejrtrækning og udspilet mave: Formentlig mavedrejning. Så jeg fik ringet til dyrlægen og spurgt om der var en dyrlæge klar 10 minutter efter – det var der.

Så mens vi sad der, fik de bedøvet hende og sat en tube i maven på hende og punkteret mavesækken, så gassen kunne slippe ud. Hun fik maven skyllet igennem og fik lagt en venflon, så hun kunne få noget væske. Så kom de ud og fortalte at den del var gået fint. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt kredsløbet havde taget skade – det betyder at der er 50% risiko for at Siri dør indenfor de næste tre døgn. Men de beholdt hende og vi kørte hjem.

Klokken 14 ringede vi og fik at vide at vi kunne hente hende og at hun faktisk havde det okay – hun var nysgerrig og logrende og det var også sådan hun var da vi hentede hende.

Men da vi kom hjem havde hun det ret dårligt og da maven så begyndte at blive udspilet igen kørte vi hende til Langå igen, så hun kunne blive der i nat.

Det sidste vi har hørt var omkring klokken 17.20, hvor de ringede og fortalte at hun nu har fået blodig diarre. Hvorfor fatter de ikke – der er ingen sammenhæng. Men hun får væske og de holder øje med hende og sker der noget kan de jo behandle med det samme. Så hun er i gode hænder – og alligevel er jeg meget ked af at jeg ikke kan være der for hende! Hun er jo mit lille drog!

Men der er bare at håbe at hendes krop kan klare belastningen og at hun kommer rask ud af det på den anden side.

Heldigvis har vi hende sygeforsikret, så vi behøver ikke spekulere på regningen. Det er altså rart at det ikke er en faktor, når man står med en dødssyg hund – det kan anbefales!

I går var det et år siden min mormor døde. Hun har været savnet, men specielt i går, hvor Karen blev døbt savnede jeg hende meget. Da vi sang dåbssalmen begyndte jeg at græde lidt under 5. vers:

Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Det var netop en af grundene til at jeg synes at det på et eller andet plan var passende at Karen skulle døbes på mormors dødsdag.

Jeg er rigtig ked af at mormor ikke levede til at se Karen – men jeg er glad for at sidste gang jeg snakkede med hende (hvor hun var vågen) var det da jeg fortalte at jeg var gravid igen. Så hun nåede at vide at der var endnu et oldebarn på vej.

Så er vi kommet hjem – det er rart!

Karen spiser godt (og moderens brystvorter hænger i laser) og lige nu ligger hun inde i vores seng og sover. Ellen kommer hjem i morgen formiddag – det bliver både rart og lidt spændende. Siri reagerede faktisk lidt mere interesseret denne gang end da vi havde Ellen med hjem – hun har da været henne og snuse flere gange og et enkelt slik er det også blevet til.

Vi er lidt overraskede, for Karen kan faktisk løfte og dreje sit hoved, så når hun ligger på maven af en, kan hun kigge på en. Og da vi lå og puttede for lidt siden lagde jeg hende på ryggen, som man jo skal – men det passede ikke damen, så hun løftede benene op til maven, trillede rundt på siden og fik møflet det ene ben ind under sig, så hun kunne komme om på maven og mosle sig afsted. Det tror jeg altså ikke at Ellen kunne!

Men her er i hvert fald nogle billeder. Der blev ikke taget så mange, for det gik jo lidt hurtigt.

Ellen har været på ferie hos farmor og farfar i weekenden. Fredag aften havde jeg helt for mig selv – Kåre var til julefrokost. Lørdag udnyttede vi til at få købt en mandelgave og få byttet nogle julegaver – hvorfor udsætte til januar hvad man kan gøre i dag? :)

Og så skulle vi lige finde en cache som ikke ligefrem var Ellen-venlig. En cache der kræver en tur rundt i en forladt og halvforfalden bygning – og det skal vel at mærke være i mørke, for der skal bruges en UV-lygte. Det var lidt sjovt.

Da vi kom hjem spiste vi et festmåltid af pitabrød med salat og så tre afsnit Battlestar Galactica – og så gik vi i seng.

I dag har vi hentet Ellen i Randers og jeg har tilbragt halvdelen af eftermiddagen i sengen med hovedpine. Her i aften har vi sunget lidt om adventskransen og nu er jeg ved at være klar til at gå i seng igen. Sov godt!

Først en advarsel: Dette indlæg kommer til at indeholde grafiske beskrivelser af noget som nogen måske ikke har lyst til at høre om. Så er I advaret.

Tirsdag havde jeg lidt ondt i underlivet og lidt blod på toiletpapiret. Så jeg ringede til lægen og fik en tid. Han mente det var en blærebetændelse og jeg tog hjem igen, så ville de dyrke prøven til onsdag.

Det nåede jeg så ikke lige at høre, for onsdag morgen stod Ellen op omkring 8.30 og kom ind til mig som hun plejer. Jeg stod op og tog trusser og bukser på – og blødte straks gennem det hele. Ikke det man har lyst til i uge 25+0!

Først prøvede jeg at ringe til lægen – samtidig med at jeg fik smurt en franskbrødsmad til Ellen. Da jeg ikke kunne komme igennem der fik jeg fundet nummeret til fødegangen. Jordemoderen spurgte straks hvor jeg boede og sendte en ambulance.

Samtidig stod jeg og skulle finde nogen der kunne tage Ellen, som nu sad foran sin computer i nattøj, natble og med en franskbrødsmad i hånden. Der var bare ikke nogen der var hjemme!

Jeg havde fundet noget tøj til Ellen og min vandrerjournal, da ambulancen kom efter under 15 minutter og jeg blev straks beordret ned at ligge og fik vippet hovedet nedad. Men hvad så med Ellen? Det endte med at den ene ambulancemand gik ind og hentede hende og så måtte vi køre forbi vuggestuen og bogstaveligt talt smide hende af. For det skulle gå hurtigt! Men i det samme kom næst-naboen hjem og hun tog Ellen. Heldigvis er Ellen en stærk lille pige, så hun tog det i stiv arm. Så Ellen kom med hjem og fik noget tøj på og der blev endda smurt en madpakke og hun kom i vuggestuen. Stor tak!

I ambulancen nåede de lige at ligge et venflon og så var det ellers med blå blink og høj hastighed til Randers. Som sagt kom Ellen ind til mig 8.30 og vi var på stuen i Randers 9.15. Det gik altså stærkt. Jeg fik målt blodtryk og puls i ambulancen – det kan ikke overraske nogen at pulsen lå omkring 84, vel? Blodtrykket var en anelse højt, men slet ikke noget alarmerende. Der havde lige været lidt iltmangel i starten, men det havde hurtigt rettet sig.

Ambulancemanden var rigtig god – da jeg spurgte til ambulancefolks skadesrate ved at stå op i en kørende ambulance forstod han godt at jeg bare skulle afledes, så det gjorde han. Jeg fik et par lidt for kraftige veer i ambulancen – det er IKKE sjovt, men samtidig var der masser af liv i maven.

Da vi kom ind stod der to læger, to jordemødre og en sygeplejerske klar på en fødestue der var gjort klar til et alt for tidligt født barn. (Bare ved at skrive det her sidder jeg og tuder.) Det var SÅ skræmmende.

Men da de fik hevet bukserne af mig og tjekket var blødningen næsten stoppet – veerne var også blevet mindre. Jeg blev skannet og alt så normalt ud. Barnet havde det fint. De prøvede at køre en CTG, men det gik ikke så godt, for den bette ville BARE ikke ligge stille. Kontraktioner var mærkbare, men ikke alarmerende. Jordemoderen var rigtig god – hun var der helt sikkert for mig. Uterus var blød og afslappet og så lang at de ikke kunne måle længden og der var ingen tegn på irritation. Livmoderen var slet ikke irritabel, som den ville have været hvis der havde været f.eks. moderkageløsning.

Endnu en urinprøve viste ingen tegn på infektion og efter et opkald til vores egen læge fandt vi ud af at der ikke havde været noget i dyrkningen.

Nu var Kåre også nået til Randers fra Århus – det går ikke så hurtigt når der er busser der skal passes sammen.

Og så for at gøre det hele HELT perfekt, så fik jeg da lige et nyrestensanfald mens jeg lå der! Heldigvis er hjælpen nær på et hospital, så jordemoderen kom med en gang Petidin. Og så ved jeg godt hvad jeg laver de næste par timer: Sover og ryster. :) Men det var såmen nok godt nok lige at få slappet lidt af. Nu var der kun ganske lidt blødning og kontraktionerne var faldet lidt til ro.

Kåre kørte hjem for at hente Ellen og de kom på besøg om aftenen. Jeg kom til at stå ud af sengen og blev straks beordret tilbage! Og det var nok klogt nok, for der kom en ny blødning af det – slet, slet ikke så kraftig om morgenen, men nok til at jeg gik i seng igen.

Det var lidt hårdt, da Ellen som det sidste sagde: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! På det tidspunkt anede jeg jo ikke om jeg overhovedet kom hjem igen de næste par måneder!

I løbet af natten aftog kontraktionerne til almindelige svage plukkeveer og bortset fra en lille smule brunligt (gammelt blod) udflåd torsdag morgen var der heller ingen blødninger. Og Ny havde hygget sig i løbet af natten, så jeg var ikke i tvivl om at der var liv.

En læge undersøgte mig og alt var som det skulle være: Livmoderen var blød, uirritabel og ikke spor øm. Men så kom næste chok! Efter en snak med bagvagten var de blevet enige om at jeg skulle have Celeston – lungemodner, så barnet ville være mere klar hvis det nu skulle gå galt. Og så tudede jeg! (Og det gør jeg igen nu.) Det kunne jeg bare slet ikke magte. Kåre var godt nok hjemme, men han fik bare besked på at komme med det samme – det kunne jeg altså ikke klare alene. Det gjorde bare pludselig risikoen meget mere nærværende.

Så pludselig sad vi og snakkede nøddåb og navne – det var altså ikke spor sjovt!

Men jeg fik 12mg Celeston og besked på at jeg skulle ned og gennemskannes når der kom en tid. Og to timer er vist relativt hurtigt! Jeg fik også skannet livmoderhalsen, som var 32 mm lang og slet ikke var begyndt at åbne sig det mindste. Det var godt.

Skanningen viste at alt var som det skulle være – et lidt lille barn på 675 gram (25+1). Navlestrengen fungerede normalt, moderkagen så helt normalt ud, men den lille ville ikke ligge længe nok til at få en præcis måling af blodgennemstrømningen i de store kar i hjernen. Der var masser af fostervand og fine bevægelser.

Kåre kørte igen hjem for at hente Ellen og lige inden de kom ind for at hente mig kom lægen. Hun undersøgte mig og snakkede med mig – i det hele taget en meget behagelig dame, der havde god tid til at lytte til mig og forklare mig. Og til min store glæde fik jeg lov til at komme hjem på orlov natten over. Sygeplejersken var dog ikke glad for at jeg skulle gå ud til bilen på bare tæer. :)

Så snart jeg kom væk fra afdelingen stoppede plukkeveerne helt og det hele faldt lidt til ro. Jeg indrømmer at jeg var noget paranoid hver gang jeg skulle på toilettet – var der nu blod i trusserne eller på papiret? Men der var heldigvis INTET. Jeg havde til gengæld voldsomme hedeture, kunne ikke rigtig sove og havde en masse uro i kroppen – men det fik jeg en forklaring på: Bivirkninger fra Celeston.

Så da vi kom ind igen i morgens kom lægen fra i går aftes forbi og hun sagde at sådan som det gik, så kunne jeg godt udskrives. Så jeg fik endnu en gang Celeston og en skanningstid og en tid hos en obstetriker – og til min store glæde er det den obstetriker som jeg gik ved med Ellen i forbindelse med stofskiftet og som jeg allerede har snakket med om stofskiftet denne gang også. Hun er rigtig sød, så det er dejligt. Og fordi barnet er lidt lille, skal der lige tjekkes lidt ekstra med stofskiftet. Så jeg føler mig i gode hænder.

Jeg fik at vide at jeg ikke skal gøre noget vildt, men tage det stille og roligt. Ellen skal helst komme til mig, hun er for tung til at jeg bør bære hende. Men jeg må gerne tage til eksamen på mandag. Desværre er en flytur ikke lige sagen, men heldigvis har mor og Ane fået billetterne. Geocachingturen til Göteborg er også aflyst og vi har meldt afbud til et event. Men det er billigt, hvis bare Ny vil blive derinde! Men vi skal have fundet ud af hvordan vi får en hverdag til at fungere.

Mormor og moster Ane hentede Ellen i vuggestuen i dag, så hun bliver der hjemme i weekenden. Så kan vi lige få ro på og få snakket igennem hvad vi har været udsat for og hvad vi gør nu.

Men som det ser ud nu, så aner vi ikke hvorfor jeg pludselig blødte og fik småveer. Men der er ikke noget der tyder på moderkageløsning eller iganggående fødsel, så vi håber og beder til at Ny bliver der inde indtil termin!

Lørdag tog vi til Biersted – sådan lidt spontant. Vi stoppede i Arden på vejen, for at finde Kærlighed og kildevand. På vejen kørte vi indenom bageren i Arden – en Bavinchi. Det var en speciel oplevelse – altså bageren.

Jeg så deres menukort og bad om to pålægsburgere. Hun tog et brød, skar det over, stillede sig ved salatbuffeten og spurgte hvad jeg ville have i. Vi spiser lidt af hvert, svarede jeg, hvorefter hun vrissede, at jeg kunne få tre forskellige slags. Okay, tænker jeg, og vælger salat, tomat og peberfrugt. “Dressing?”, vrisser hun. “Den hvide, tak”, svarer jeg – der er jo ingen grund til at gå ned på hendes niveau, vel? Og så begynder hun ellers at pakke den ind. “Undskyld”, siger jeg, “men skal der ikke noget pålæg i?” “Nej, det har vi ikke i weekenden”, vrisser hun og pakker videre ind.

Så får jeg stoppet hende inden hun laver den næste bolle med salat og bestiller en stor gang salat i stedet for. Der er altså en time til lukketid på dette tidspunkt. Demonstrativt begynder hun at skrabe den sidste smule salat ud af bakken og tager en bøtte i skabet hun også skraber. “Så skal jeg vel til at snitte noget mere?”, vrisser hund. Nu gider jeg simpelthen ikke mere, så jeg beder hende bare om at tage noget af det andet der er der. Sjældent har jeg da oplevet SÅ uhøflig og sur ekspedient. Hvordan kan sådan en gimpe være ansat i et serviceerhverv? Så Bavinchi-bageren i Arden kan absolut IKKE anbefales.

Det kan cachen Kærlighed og kildevand til gengæld. Det var et rigtig hyggeligt sted og der var masser af hindbær, så Ellen var glad.

Efter aftensmaden og Ellens putning (incl. bad af både Ellen og mormor) fik vi en udfordring vi ikke kunne sige nej til: FDF Huset Torngården. Den har mor og far haft lidt bøvl med, så de synes vi skulle prøve om vi kunne finde den. Fuld af selvtillid kørte vi så til Aabybro med beskeden om at vi ville være hjemme om en halv time (der er 5 kilometer hver vej). I følge mor tog det 12 minutter fra vi kørte hjemmefra til hun fik en SMS om at den var fundet – den var jo lige til at gå til. Vi nåede to caches mere på vejen og var hjemme efter en halv time. :)

Og så nåede vi lige at hjælpe mor og far med at lægge deres første cache: Biersted Bakke. Det der med at tage koordinater og skrive cachebeskrivelse i HTML var ikke lige noget de var så modige med. :) Men vi fik sendt den til frigivelse omkring 2230 og så var det bare at væbne sig med tålmodighed. Jeg tror far var inde og tjekke computeren hvert femte minut – han var ikke så tålmodig. Men først søndag formiddag blev den frigivet!

Mens Ellen sov middagslur nåede vi lige tre caches mere – godt med bedsteforældre. :)

I dag skulle Ellen så tilbage i vuggestuen. Kåre ville rydde op i køkkenskabet og jeg skulle skrive hovedopgave. Men pludselig kom der en mail: Ny mystery i Randers. Og så måtte vi jo afsted – der var godt nok lidt fejl i opgaven/udregningen, men vi fik OK fra geotjekkeren og kom glade frem til en helt ny og blank logbog. Det var 22. gang vi kom først. :) Og når vi nu alligevel lige var i Randers tog vi tre mere. :)

Men nu hader min krop mig også!

I går havde vi været gift 9 år. Det fejrede vi med at knokle for at gøre huset klar til vurdering!

Men da han så havde været her, gik vi ud i haven og tændte et lille sygt bål – og lavede snobrød! Ellen var nu mere begejstret for skumfiduserne – kolde!

Da hun var blevet smidt i seng så vi Arthur og Minimoyserne.

Og det var så den bryllupsdag. :)

Nu har jeg endelig fået skrevet blog fra vores ferie – den blev skrevet på Ellens blog, så I må se den der. :)

Dag 1
Dag 2
Dag 3
Dag 4
Dag 5
Dag 6
Dag 7