Trines blog

Jeg er ved at være træt af at have kvalme. Jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, men det gør det nu ikke mindre irriterende.

I går havde vi været til fødselsdag hos Tomas og Dina i Højbjerg og på den time det tog at køre hjem måtte jeg ind til siden fire gange! Heldigvis ved jeg da hvorfor og at det går over igen. Men det må gerne snart gå over! :)

Det var ellers en hyggelig fødselsdag – det var rart at se folk igen. Nogle af dem havde vi ikke set siden maj sidste år! Ungerne hyggede sig også. Der var en legeplads, boller, kage og kakao. Hvad mere kan man så ønske sig?

I dag har vi været inde og se Bolette og Mads førstfødte: Oscar. En dejlig unge – men det er de jo alle sammen i den størrelse. Og jeg må indrømme at mine æggestokke både hopper og danser nu. Jeg er bare SÅ klar på en mere. Det er heller ikke ligefrem fordi Kåre holder mig tilbage. Men lægerne siger at jeg skal vente HELT til 20. marts næste år før min krop er klar til det. Og sådan som jeg har haft det på det sidste, så må jeg nok desværre også erkende at en graviditet ikke lyder så tiltalende. Det er bare svært når resultatet af gravidteten er så vidunderlig!

Men hvor er de dog skønne! (9 dage)

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.

BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

Sidst var det p-pillerne, nu er det kommet til smertestillende gigtmedicin. En hjertelæge har fundet ud af, at hvis man dagligt tager mere end 100 mg diclofenac i en længere periode, så har man dobbelt så stor risiko for at dø eller få en blodprop i hjertet inden for 9 år, som hvis man ikke havde taget medicinen. Rygning og overvægt øger naturligvis risikoen.

Naturligvis skal man ikke tage medicin hvis man ikke har brug for det, men man må altså også lige tænke lidt. Jeg er i hvert fald villig til at tage risikoen, hvis alternativet er at sidde i en kørestol eller ikke kunne komme uden for en dør eller ikke kunne sove om natten for smerter. Men har man brug for det, så skal man ikke lade sig skræmme af undersøgelsen, men evt. overveje om man skal gå til lægen for at snakke om medicineringen. Generelt bør man jo ikke tage medicin i længere tid uden at snakke med en læge om det først. Heller ikke selvom det “bare” er panodiler.

Jeg fik i øvrigt en del diclofenac under graviditeten. Og uden det er jeg ikke sikker på at jeg havde klaret mig ret godt!

Så lad være med at male fanden på væggen og lyt til lægen, ikke medierne.

Seneste nyt: Politiken har i dag, 6. december, en overskrift, der lyder: Farlig medicin fjernes fra håndkøb. Alt medicin er farligt hvis det bliver brugt forkert. Jeg synes det er synd at skræmme nogen fra at tage diclofenac med den slags overskrifter. Politiken er altså sommetider ved at falde ned på Ekstra Blads-niveau!

Politiken, Raske risikerer livet med håndkøbsmedicin, 20. november 2008

Politiken, Farlig medicin fjernes fra håndkøb, 6. december 2008

Vores barn er allerede nu godt uvorent og hører ikke efter hvad der bliver sagt. Vi håber den når at afreagere godt og grundigt inden den kommer ud.

Jeg er blevet scannet i dag og den har det fint derinde. Den kan både sutte på tommeltot og lege med sine tæer. Og alt virker som det skal. Det er simpelthen imponerende hvad man kan se med sådan en scanner. At man ligefrem kan tælle fingrene. Altså når den ellers vil ligge stille!

Men det der med at ligge stille, det passede ikke den bette. Så jeg skal altså scannes igen næste tirsdag, for det lykkedes ikke at få et helt godt billede af hjertet. Men så får vi jo bare lov til at se en gang mere. :)

Og på grund af stofskiftet skal jeg også scannes i uge 32 og sikkert en gang mere. Det stofskifte vil bare ikke som jeg vil. Nu er det ved at være for lavt, så hvis ikke blodprøven i morgen viser at det er steget igen, så skal jeg på Eltroxin – det er et kunstigt stofskiftehormon. Men der er heldigvis ikke noget som helst der tyder på at det påvirker lille My.