Nu har vi jo lige været seks dage i Goslar, der som bekendt ligger i Tyskland – sådan ca. 400 kilometer syd for grænsen ved den gamle grænse mellem øst og vest. Selvom det kun er 400 kilometer fra Danmark, så er der alligevel en del kulturforskelle som man oplever som turist. Hvis man bosætter sig i området, er jeg sikker på at man vil opdage endnu flere.
En af de første man opdager er lovmæssigt: Bilerne skal ikke køre med lys på om dagen. Det gør faktisk en meget stor forskel, når man som dansker er vant til at alle biler har lys på – man ser simpelthen ikke en bil uden lys.
Så er der maden: De steder vi har været, har der altid været salat til maden – men langt det meste er vendt i en eddikedressing. Jeg kan rigtig godt lide det, men der må være nogle der synes det er trælst. Pålægget er skåret meget, meget tyndt – jeg troede slet ikke man kunne skære ost så tyndt, men det gør nu ikke mig noget.
På vandrerhjemmet skulle man selv sætte sit brugte service ud i opvasken og tørre bordet af efter sig. Der var ingen problemer med tyskerne, men en russisk flok ignorerede totalt det med at man skulle tørre bordene af efter sig – gæt selv hvordan de så ud efter fire dage!
Vi boede sammen med en institution af en art – 10 drenge på 12-15 år der var afsted med to voksne. De voksne blev naturligvis tiltalt Herr. Schmidt og Frau. Irgendwas. Man siger også De til folk man ikke kender – uanset alder. En af de yngre drenge fra institutionen var meget nysgerrig, fordi mig og Ellen aldrig havde sko på på legepladsen. Jeg blev naturligvis tiltalt De. Men heldigvis er det nemt nok at huske, for det er jo det man lærer i folkeskolen. :)
Og så er der geocachingen! Man gemmer glad og gerne microer i skove, hvor der fint er plads til både smalls og regulars – i endnu højere udstrækning end i Danmark. Og byttetingene er af endnu ringere stand end i Danmark, altså der hvor der er bytteting. Jeg tror kun vi fandt en enkelt god cache – altså hvad størrelse og bytteting angår – vi fandt masser af gode caches.
Så er der logbøgerne. Selv i de store logbøger er der ingen der skriver mere end dato, navn og så klokkeslet. Der er ALTID plads til klokkeslet, selv i de helt små microer. Den dag Ellen sad med en skive porre til aftensmaden og sagde at hun ville skrive i logbogen gik det op for os, at vi havde fundet for mange microer. :)
Og så kan man tydeligt se at tyskerne generelt er dårligere til engelsk end danskerne. Når der endelig var engelsk tekst til cachen, så var det typisk maskinoversat – og så er det næsten bedre at prøve at deciphrere den tyske beskrivelse.
Jeg er sikker på at der var flere ting jeg tænkte på mens vi var dernede, men det har jeg åbenbart glemt. :)
