Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Thursday, February 14th, 2008

I dag har bilen været på værksted igen, for lige at ordne det sidste. Det ville kun tage en halv times tid, så jeg tog Siri med og benyttede lejligheden til at gå en god tur i en skov lidt syd for Bjerringbro. Vejret er jo helt perfekt. Først mødte vi en gammel dansk hønsehund, sammme slags som mine forældres. Siri blev straks meget, meget glad, men hun så så skuffet ud, da han så ikke engang ville lege med hende. Stakkels Siri. Lidt efter mødte vi en hel skolefritidsordning, men de måtte ikke snakke med hende, så igen en skuffet Siri. Til gengæld kan sådan en skolefritidsordning godt nok stille mange spørgsmål. Jeg tror jeg har snakket for den næste uge!

På vejen hjem skulle jeg lige have handlet lidt. Jeg havde håbet at kunne få nogle spareskinner i Netto, men de var desværre udsolgte. Men i SuperBrugsen fik jeg prøvet noget helt nyt: Jeg har købt min allerførste pakke bleer! Men jeg tvivler lidt på at det bliver den sidste.

Siri ligger tit og sover med hovedet mellem forsæderne i bilen. Hun ser simpelthen så sød ud.

Wednesday, February 13th, 2008

I Politiken kan man læse, at flere partier kritiserer den administrative udvisning af de to tunesere, som PET mistænker for at have villet myrde tegneren Kurt Westergaard, som tegnede den mest berømte/berygtede af Muhammedtegningern. Det er bl.a. De Radikale, Enhedslisten og SF. De mener, at en administrativ udvisning er forkert og at beslutningen bør tages af en domstol.

I en anden artikel i Politiken kan man læse at Islamisk Trossamfund ikke mener at en administrativ udvisning hører hjemme i et retssamfund som Danmark. De mener at retten til at blive stillet for en domstol bør gælde alle, uanset statsborgerskab og opholdsgrundlag.

I JyllandsPosten kan man så læse Pia Kjærsgaard udtale at Islamisk Trossamfund opildner i stedet for at mane til besindighed. Hun udtaler: “Det er dybt, dybt krænkende i forhold til det danske retssystem. Det er fuldt lovligt, det der foregår, og det er ikke deres lov, vi skal efterleve. Selvfølgelig skal de udvises og for min skyld kan de tage deres formummede koner, som vi så på tv, med.

Jeg synes det siger en hel del om Pia Kjærsgaard. Islamisk Trossamfund er, i hendes øjne, nogle slyngler der støtter terrorisme, men det er helt i orden at danske politikere mener præcist det samme. Og bare fordi noget er dansk lov, betyder det ikke at alle skal være enige i det. Jeg synes netop at Islamisk Trossamfund støtter en rimelig lovgivning, der sikrer at alle har ret til at blive stillet for en domstol og hørt. En holdning jeg er helt enig i. Nu kender jeg ikke ret meget til islamisk lov, men jeg kunne godt forestille mig, at deres udtalelse er mere i tråd med dansk lov og dansk retssikkerhed (som det burde være) end med islamisk lov.

Jeg synes personligt, at det er dybt forkert at man kan blive administrativt udvist fra Danmark. Det nærmer sig amerikanske tilstande, hvor man kan blive taget til fange på gaden, smidt i et fængsel og forblive gemt væk der resten af ens liv – hvis man da ikke bliver fløjet et andet sted hen og tortureret.

Tuesday, February 12th, 2008

Egentlig skulle jeg først snakke med en læge om galdestensoperation 3. juni, men jeg synes efterhånden der er lææænge til. Så sidste mandag gik jeg op til sekretæren og spurgte pænt om der var nogen grund til at der skulle gå så lang tid. Det ville hun lige undersøge og jeg fik onsdag et brev om at lægen gerne ville se mig i dag. Jeg havde simpelthen fået en tid før afdelingen åbner. Flinke mennesker.

Enden blev, at jeg skal opereres i midten af april. Så jeg har snakket med operationslæge, narkoselæge og sygeplejerske i dag, så vi er klar. Jeg skulle så aftale en tid med en anden sekretær. Ja, hun havde en den 23. Det lød jo fint, indtil jeg fandt ud af, at hun mente 23. februar. Jeg synes måske nok lige der var noget andet der skal overståes først! Så vi endte med 8. april.

Nu håber jeg bare operationen virker. Ved ca. 10 % fortsætter anfaldene, selvom galdeblæren er forsvundet. Men jeg satser kraftigt på at det løser problemet for mig. Selvom det er sundt for mig med denne fedtfattige kost, så har man altså bare sommetider lyst til en snasket burger!

Monday, February 11th, 2008

Dagens gode spørgsmål: Hvornår er man højgravid? Jeg har hørt alt fra tredje trimester til uge 37. Jeg føler mig i hvert fald på ingen måde højgravid.

Monday, February 11th, 2008

Søndag tog vi en hurtig beslutning og kørte mod Viborg for at finde en cache eller tre. Målet var “De Fem Hald’er“, altså en rundtur til de fem gårde/borge som har ligget i området. Det første Hald, Brattingsborg, er der ikke meget tilbage af, kun et par borgbanker. Det andet Hald, hvorfra Niels Bugge ledte adelsopstanden mod Valdemar Atterdag tilbage i 1350’erne, er også bare et par borgvolde i dag. Det tredje Hald blev opført i 1500-tallet af bisperne i Viborg, så de kunne forsvare sig mod borgerne i Viborg under reformationen. Det fjerde Hald fra 1703 er der to hvide havepavillioner tilbage af. Det femte Hald er bygget omkrin 1787 og blev overtaget af staten i 1948 og er i dag en selvejende institution, som bl.a. tilbyder forfatter, oversættere og illustratorer gratis arbejdsophold.

Vi nåede også en tur i Dollerup Bakker. Det går altså en del op og ned, men der er nogle flotte udsigte over Hald Sø. Der var rigtig mange mennesker, jeg tør slet ikke tænke på hvordan der ser ud en smuk sommerdag!

I følge eTrex’en nåede vi op på næsten 5 kilometer. Så det var igen en meget, meget træt Siri vi havde med os hjem. Og et par sultne mennesker. Næste gang skal vi altså have smurt en madpakke og have med os. Aftensmaden blev i hvert fald hurtigt ændret til ris med kylling og karrysovs, det var nemlig det hurtigste vi kunne lave.

Og med alt den friske luft og motion, så skulle man jo tro at jeg ville sove godt, men nej, jeg vågnede ca. hver time hele natten. Det er altså trælst.

Vidste du i øvrigt, at en færist er meget træls for hundepoter og at sådan en hedder cattle grid på engelsk? Mange danskere ved ikke engang hvad en færist er. Og at en sammenslutning af professionelle indenfor en profession hedder et lav og ikke et laug? Det har det gjort siden 1892!

Monday, February 11th, 2008

Weekenden er blevet brugt udendørs. Hvordan har man kunnet andet med det vejr?

Lørdag var vi en tur i skoven her omkring Ulstrup. Vi nåede lidt længere end vi havde regnet med og heldigvis har mine led jo opført sig yderst eksemplarisk i graviditeten. Ca. 3,5 kilometer nåede vi op på. Siri var godt træt, da vi kom hjem.

Nogen havde bundet knuder på en busk gennem flere år. Det ser lidt sjovt ud. Vi kom også forbi en bæk og Siri var godt utilfreds med at hun ikke måtte bade i den. Et par ponyer mødte vi også. Den ene kunne slet ikke forstå at Siri ikke kom og legede med den. Det viste sig at være vores dyrlæges ponyer, for ham mødte vi længere ned af stien, hvor han var ved at fodre nogle andre ponyer. Vi kom også forbi en indhegning med dådyr. Bukkene her var meget nysgerrige efter Siri og en anden hund. Vi gik langs lergraven hjem og Gudenåen står stadig en hel del op over engene.

Friday, February 8th, 2008

Det er altså en underlig fornemmelse at nogen har hikke i ens mave!

Jeg har været til 35 ugers-undersøgelse hos lægen i dag og bortset fra lidt protein så er alt som det skal være, men jeg havde nu heller ikke regnet med andet.

Wednesday, February 6th, 2008

I dag har vi været til fødselsforberedelse sammen. Vi var bl.a. inde og se fødegangen i Randers. Det er nogle rigtig hyggelige fødestuer – store og med enten badekar eller fødekar. Til gengæld lignede hotellet et billigt 2 stjernet hotel, men bare tanken om at der sker et eller andet, så man skal på barselsgangen er nok til at få det til at virke som den rene luksus. Jeg ville simpelthen HADE at skulle tilbringe vores barns første døgn på en to-sengs-stue, hvor Kåre kun må være der under hensynstagen til en anden kvinde og hendes barn. Så vi satser på en helt normal fødsel uden noget som helst bøvl.

Efter fødselsforberedelse kunne vi jo lige finde et par caches i Randers. Så vi var i Doktorparken og se på fugle, æsler og geder. Tre caches blev det til og det bringer os op på 145 fundne. Taget i betragtning at vi fandt de første 100 inde midten af juli, så er det gået lidt sløvt på det sidste…

Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg stadig meget glad for kameraet. :)

Tuesday, February 5th, 2008

Okay, her kommer en indrømmelse: Jeg læser Dear Abby hver dag. Mest for at grine af de her bizarre amerikanere, men i dag var der altså en med humor. Spørgsmålet lyder: What is the main problem in society today? og læserne har skrevet ind. Denne fyr vinder!

DEAR ABBY: It’s apathy … but, who cares? — MALCOLM IN MIAMI

Monday, February 4th, 2008

Vi har fået flere husdyr. Er den ikke nuttet?