Trines blog

Er der nogen der kan gætte hvad jeg har fået af Kåre i julegave – lidt før tiden?

Rigtig god jul til jer alle sammen!

Verdens sjoveste blogindlæg – nogensinde. Jeg grinede så meget at jeg græd og knap kunne læse hvad der stod på skærmen. Og Kåre kom ind for at høre om der var noget galt.

http://iloblog.sydhavnsprinsessen.dk/blog?Home&post=39

Når man sådan venter et barn, så begynder man også lidt at tænke på navne. Pigenavne har vi nok af, men det kunne jo hænde at vi fik en dreng. Faktisk er det mest sandsynligt at vi får en dreng, så vi kiggede lidt på hvad der var af muligheder.

Så nu overvejer vi Legolas, Aragorn, Frodo eller Gandalf… Ja, man fatter det ikke, men det er faktisk godkendte drengenavne i Danmark. Der er pt. 4 der hedder Legolas og 1 eller 2 der hedder Gandalf. En enkelt dreng blev døbt Frodo i 2002. Find selv flere bizarre navne på Danmarks Statistiks navnebarometer.

Af godkendte pigenavne kan vi nævne Arwen og Eowyn. Arwen er faktisk også brugt.

Man skal ikke blive gravid. Alle mine bukser, selv mine tynd-bukser, falder simpelthen af mig. Det er altså noget upraktisk. 23 kilo har jeg tabt siden jeg blev gravid, og barnet vejer altså omkring 1 kilo nu. Suk.

Siri har en julekalender, altså en til hunde. Og hun lærte godt nok hurtigt, hvad den var til. Så nu skal vi bare sige “julekalender”, så er hun klar. Hun kan endda selv tage godbidderne ud af den. Hun er faktisk lidt sød, det bette kræ.

Det er da ikke til at koncentrere sig om noget som helst, sådan som den unge hopper rundt der inde. Kunne den da ikke ligge stille, bare 5 minutter? Jeg synes simpelthen der har været fest hele dagen. Den må da blive træt, må den ikke?

Dagens grin: De konservative har valgt en ny sundhedsordfører. Det er såmen ikke så sjovt, men privat er den gode Vivi Kiers forpagter af ikke mindre end 5 McD’er på Fyn. Og det fra et parti, som ville have Sundhedsministeriet omdøbt til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse…

Glædelig december!

Nu har vi også fået sat juletræ op i indkørslen – og endda fået købt en lyskæde. Lyskæder overlever ikke længe med en Siri i huset. Men adventsstagen og stjernen ligger i en eller anden kasse et eller andet sted…

I lørdags var vi til julemarked på Ulstrup Slot. Den klart største attraktion var Pyreneerklubben. Dem der kender mig, ved at jeg aldrig ville være i stand til at gå forbi sådan en bamse, uden at skulle kæle med den. Så jeg fik klappet mange hunde den dag. Men de er nu nogle småkravl. Sådan en tæve vejer ikke mere end 40-45 kilo. Kun de største hanner kommer op på størrelse med Siri. Vi skulle have taget hende med, bare som kontrast. Det kunne da være lidt flot med en sort og en hvid bamse ved siden af hinanden. Men hvor Siri er en sofahund, så er pyreneeren en hyrdehund, som skal bruges. Så sådan en ville hurtigt komme til at hade vores lille familie.

Siri har også hadet mig i dag. Tænk sig, sådan et regnvejr og så tog jeg hende bare med ned til lægen. På gåben! Der er jo næste en hel kilometer – hver vej. Så nu ligger hun og hviler sig ude i indkørslen. Det er nemlig meget hårdt at være hund her i huset.

Og hvad skulle jeg så ved lægen? Jo, nu har vi været gennem kvalme, galdesten, nyresten og stofskiftet, så hvad er der efterhånden tilbage: Blodmangel! Jeg har været ved at dejse om nogle gange i løbet af weekenden og måtte da også lige ned at ligge på gulvet på posthuset, så jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe til lægen. Og hun tog en masse blodprøver og sagde at jeg skulle spise en masse jern. Og så må vi se på torsdag, når der er svar på blodprøverne, om der skal gøres mere. Men indtil videre er jeg sygemeldt for den næste uge.

I det mindste er der ingen tegn på svangerskabsforgiftning og andre af den slags ubehageligheder. Og ungen har det vist fint, bortset fra at den var lidt sur over at skulle mases ned i et par regnbukser, der ikke helt er lavet til gravide maver. Men jeg antager at den har det fint så længe den sparker og rumsterer derinde.

I morges så vi en kat ligge i vejsiden og en bil der holdt ind. Vi antog naturligvis, at det var bilen der havde påkørt katten og at han var på vej ud for dels at tjekke katten og se om den var tatoveret og så i hvert fald ligge den ind til siden.

5 timer senere kom jeg forbi samme sted, nu lå katten bare ude mellem de to kørebaner. Jeg holdt ind til siden, tog min iPaq med og gik ud for at ligge den ind til siden og notere en evt. øretatovering. Sådan plejer jeg at gøre. Det er frygteligt at kunne sige “plejer” om sådan en sætning, men det er desværre sandheden.

Det var IKKE en kat, men en lille hund. Og den havde halsbånd på med telefonnummer til ejeren. Jeg skal nok lade være med at beskrive dens tilstand for jer, men den var heldigvis død med det samme.

Jeg kan ikke engang skyde skylden på graviditeten, men jeg brød helt sammen. Nu har jeg tudet i snart tre kvarter.

Jeg tog mobilen frem, for at ringe til ejeren, men jeg kunne simpelthen ikke. Jeg kunne bare ikke gøre det: Ringe til nogen og fortælle at deres hund var død.

Jeg fik lagt noget papir ud i bagagerummet og lagt hunden op, så kørte jeg ind til den lokale dyrlæge og fik fremstammet, at jeg havde en død hund i bagagerummet. Han tog den straks ind i et undersøgelsesrum, tog halsbåndet af og ville tage sig af resten.

Det er jeg ham meget taknemmelig for.

Men det egoistiske, hjerteløse røvhul, der bare er kørt fra sit ansvar skulle godt nok have en røvfuld. Om ikke andet, så må man sgu ringe til Falck og fortælle dem at der ligger en død hund der og der. (Nummeret er 70 10 20 30, hvis nogen skulle være i tvivl.) Men bare at gå ud af bilen og så køre igen – jeg fatter det simpelthen ikke!

Og når man tænker på hvor mange der er kørt forbi i løbet af 5 timer, uden at gøre noget som helst.

Gæt om Siri fik en ordentlig krammer da jeg kom hjem?

Som nogen måske ved, har jeg haft flere galdestensanfald på det sidste. Og lang historie sprunget over, så blev jeg (igen) henvist til organkirurgisk på Randers Sygehus sidste tirsdag. I henvisningen stod, at jeg gerne skulle til hurtigst muligt og faktisk gerne fredag, hvor jeg jo alligevel skulle have fjernet den indendørs rørlægning.

Fredag fik jeg at vide af lægen, at jeg jo bare kunne tage et par panodiler! Som om det hjælper noget som helst ved galdestensanfald. Til sammenligning siger folk der har prøvet begge dele, at galdestensanfald gør mere ondt end at føde.

Så vi gik ned i receptionen og snakkede med sekretæren. Hun sagde, at lægerne var gået hjem, så der var ikke nogen der kunne se på henvisningen. Men jeg kunne ringe til hende mandag, så skulle hun sørge for det.

Jeg ringede i går morges. Og papirene lå ved lægen, så hun ville sende en tid med det samme. Fint, tænkte jeg, lad os nu lige se.

Og ganske rigtigt, der var ingen tid i dag. Så jeg greb atter knoglen – nu var der pludselig ingen der havde set henvisningen. Men det endte med at sekretæren løb ned af gangen for at fange en læge, fangede ham og jeg fik en tid 2 1/2 time senere.

Lægen var rystet over at høre, at jeg ikke var blevet prioriteret først af alle. Og da jeg så fortalte ham at den sidste henvisning havde ligget i computeren tre (3) uger før den overhovedet var blevet skrevet ud, var han helt chokeret.

Men han rankerer som en af de fem rareste og bedste læger jeg har mødt.

Han ville ikke anbefale en operation. Man kan ikke længere operere mig med kikkert, da den ene kikkert skal ind ved navlen. Men der ligger ligesom en ret stor livmoder i vejen. Så skal jeg opereres nu, så bliver det en åben operation. Og det vil give en masse bøvl med sårheling, både indvendig og udvendig, da maven jo bare vokser og vokser. Men kan jeg ikke holde det ud, så vil han operere.

Jeg har fået noget medicin, som burde hjælpe. Det må jeg tage indtil 34. uge. Derefter skal jeg bruge morfin. Det må jeg tage indtil veerne starter. :) Og jeg har fået lov til at tage nogle større doser. Han snakkede med fødselslægerne hele tre gange, bare for at være helt sikker på det hele.

Og et par måneder efter jeg har født fjerner de så denne lille irriterende tingest. Højst sandsynligt stopper problemerne når jeg har født, men de kommer igen. Og så kan vi ligeså godt fjerne den først som sidst.

Og så lige de fem bedste læger, i alfabetisk orden:

• Steen Kjeldsen – organkirurg, Randers Sygehus, den læge jeg skriver om ovenfor

• Gert Kristensen, ortopædkirurg, Aalborg Sygehus og Artros, har opereret mig tre gang i ankel og knæ, god humor

• Søren Riisager – privatpraktiserende i Ulstrup, min nuværende læge, som har været meget, meget hjælpsom, og som lige er blevet sparket af ungen i dag

• Erik Sørensen, privatpraktiserende i Aabybro, vores gamle familielæge, som mener at kuren mod alt er frisk luft og motion :)

• Jørgen Weeke, endokrinolog, Århus Sygehus, min stofskiftelæge. Når man nævner hans navn for andre læger kan man næsten se respekten i deres øjne når de siger: “Ham havde jeg også da jeg læste”. Han har en meget tør humor

Fælles for disse læger er at de tager sig god tid og man føler at man er et menneske og ikke bare et nummer på listen. Så skulle du få brug for en læge inden for et af disse specialer, kan jeg godt anbefale dem.

Dagens citat:

Det kan være pinligt, at man skal søge hjælp til børneopdragelsen. Derfor er det godt, at rådgivningen er anonym.
Forældre kan højst bruge rådgivningen tre gange, så skal de henvises til et andet tilbud.