Trines blog

Den danske kvinde er i gennemsnit 29 år gammel, når hun får sit første barn – men 32 når hun bliver gift første gang.

Lidt interessant, egentlig.

I de gode gamle dage(TM) blev man gift og så fik man børn. Nu får man åbenbart børn og bliver gift bagefter. Det forstår jeg ikke rigtigt. Jeg mener, man får vel ikke bare børn med en tilfældig mand? Og vælger man nu at blive gift først, så har man også alt det juridiske på plads. Og det er da også en lidt større omvæltning at få børn end at blive gift – man kan trods alt blive skilt igen, det er lidt sværere at slippe af med børnene når de først er der. Man kan også nemt blive gift selvom man vil gøre karriere/have en uddannelse, det er lidt sværere med børnene.

Er det fordi det at få børn er en del af en selvrealisering/selv- iscenesættelse og lidt egostisk og det at blive gift er at afgive magt/selvstændighed? Det er i hvert fald mit bedste bud.

(Og sådan lige for at ridse mine tal op: Jeg var 23 da jeg blev gift og 29 da jeg fik Ellen.)

Sådan så det ud her i huset, da sirenerne blev afprøvet her klokken 12:

Snooooork.

Grynt. Hvæs. Klynk.

Vi fik, som alle andre, tilsagn fra boligforbedringspuljen tilsendt i word-format. Heldigvis kan Open Office godt læse det, men det er principielt forkert at sende filer i et ikke-åbent format. Det synes Per Clausen fra Enhedslisten også, så han spurgte Lene Espersen om det i et §20-spørgsmål:

Spørgsmål 2033:

Styrelsen finder det dog hensigtsmæssigt, at tilsagn udsendes i et andet format end Word, hvorfor det er aftalt med leverandøren, at formatet ændres til PDF, der også har status som en åben standard. Den nye løsning forventes implementeret fra primo maj 2009. Det kan tilføjes, at kun meget få borgere har haft problemer med at åbne deres tilsagnsskrivelse, og at skrivelsen i disse tilfælde efterfølgende er udsendt i et for den pågældende borger passende format.”

Den startede sådan set godt nok, en stille og rolig hyggelig morgen. Så skulle Ellen og jeg ud af døren og ned til Mette. Ellen i bilen, Siri i bryggerset – men hvor er bilnøglen? Ikke på dens plads i hvert fald. En opringning til Kåre afslørede at den lå i en lomme på Statsbiblioteket i Århus. Ikke ret praktisk!

God morgen.

Nå, jeg overvejede forskellige muligheder. Den eneste bilforhandler i byen havde allerede lejet hans to udlejningsbiler ud, så det var ikke en mulighed. Men det er Ellens sidste dag hos Mette, så jeg synes altså det var ret vigtigt at hun kom afsted. Jeg prøvede at pumpe min cykel – men der var ingen pumpe der passede. Så ville jeg bare trække Ellen og cyklen ned til Brugsen, for at pumpe den der. Men jeg kunne ikke finde ud af at få sat cykelstolen på min cykel. Klokken 10 besluttede jeg mig for at gå. Det er en godt fire kilometer gåtur – og der er ikke engang en cache i enden!

Men Ellen var glad og Mette havde købt en gave til Ellen i anledningen af at det var sidste dag i dag.

Og så lod jeg klapvognen stå og gik hjemad langs Pramdragerstien. Jeg var lige inde i Brugsen efter noget frokost og da jeg kom hjem var der en anden nøgle der manglede. Husnøglen ligger i klapvognen ude i Gudenåparken. Fucking great!

Pramdragerstien.

Nå, jeg satte mig ned og surmulede lidt og glædte mig over at biblioteket i det mindste åbner klokken 14. Men, tænkte jeg, der ligger jo nogle bøger i vindueskarmen i soveværelset. Måske kan jeg få fat i dem. Så har jeg da i det mindste noget at læse. Jeg stod lidt og kiggede på tyverisikringsmekanismen i vinduet og nu kan jeg så konstatere, at sådan nogle tyverisikringer INTET er bevendt. Så for fremtiden står vinduerne ikke på klem her i huset, hvis jeg kan åbne dem, så kan alle.

Nu håber jeg bare at resten af dagen går lidt bedre.

I dag var det dagen hvor de økologiske køer skulle på græs. Og det har Økologisk Landsforening lavet til noget af et event. Så vi drog nordpå til Ny Lundgård ved Hammershøj, for at hilse på køerne.

Der var godt nok mange andre der havde fået samme ide – der var fyldt med mennesker over det hele. Ellen blev godt nok noget paf af alle de indtryk.

Nysgerrig ko.

Men køerne blev glade, da de blev lukket ud. Meget glade. Man kan så undre sig over at de vælger at holde køerne inde gennem en måned med så dejligt vejr, for at nogle nysgerrige mennesker kan få lov til at se køerne løbe ud. Det var da rarere for køerne at få lov til at være ude så meget som muligt.

Glade køer.

Og så har jeg det ikke ret godt med at se helt små kalve være taget fra moderen. Så længe kalven har en narresut, så må den faktisk tages fra moderen allerede et døgn efter fødslen. Men jeg er ikke god nok til selv at handle efter alle de idealer jeg egentlig synes man burde have, og det er der mange andre der heller ikke er, så jeg synes at man i EU skulle sørge for at lovgive sig fra sprøjtegifte, medicinoverforbrug, lange transporter, tidlig fjernelse af unger og den slags. Så hermed en opfordring til at stemme til Europaparlamentsvalget 7. juni!

I går var jeg nede på banegården i Århus, hvor jeg blev mødt af et hav af små, blå skåle. Det var et kunstprojekt kaldet Blå sø, hvis formål er at skabe forundring, oplevelse og eftertanke. En af disse små, blå skåle kom med mig – nummer 81.

Blå sø.

Vi har alle sammen set disse amerikanske serier, hvor hovedpersonerne får udleveret et æg, som de så skal have med sig hele tiden og passe på – formålet er vist at lære dem noget om det ansvar det er at få børn!? Men sådan havde jeg det lidt med skålen. Den er en gave jeg har fået foræret og som jeg skal passe på. Jeg havde den i lommen det meste af dagen og jeg blev egentlig glad hver gang jeg mærkede den.

Men hvad skal jeg gøre med den? Lige nu står den i mit køkkenvindue mellem orkideerne, men er det det den skal? Jeg har overvejet at bruge den som saltkar, men så kan man ikke se de fantastiske blå farver i den. Jeg har også overvejet at bruge den til at have f.eks. mine ørenringe liggende i, men det giver lidt samme problem. Den kan ikke rigtig stå på et bord, hvor man kan nyde farven, for Ellen skal nok få fat på den og så overlever den ikke længe. Så indtil videre står den i vindueskarmen ved køkkenvasken, hvor jeg ser den rigtig tit – og så må vi se hvad der skal ske senere.

Min blå sø.

At se så mange små, blå skåle skabte i hvert fald forundring hos mig. Det var også en oplevelse at se hvordan folk agerede, når de så alle de små, blå skåle. Jeg så en enkelt mand som bare ikke så noget som helst – han var vadet direkte gennem dem, hvis ikke han var blevet stoppet. Jeg modtog skålen med taknemmlighed, og jeg har senere tænkt over hvordan andre folk har modtaget deres skåle. Om de bare har smidt den i tasken og så glemt alt om den eller om de har passet godt på den og sat den et sted i hjemmet hvor de kan nyde den eller om de har foræret den væk. For det siger vel også lidt om hvem vi er hvordan vi modtager en gave. Så når formålet var at skabe forundring, oplevelse og eftertanke, så må man sige at det i hvert fald er lykkedes hos en enkelt glad modtager. Tak.

Så fik vi købt en bærestol – og et par vandrestøvler. Jeg har længe manglet et par vandrestøvler, de gamle er simpelthen slidt op, men med mine åndsvage led og en ankel der er blevet skåret i og rettet op et par gange er det altså ikke helt nemt.

Ellen i bærestolen.

I løbet af den sidste uge har jeg været i Toursport to gange. En gang i Århus og en gang i Aalborg. Og jeg må indrømme at jeg også handler i Toursport næste gang. Begge gange har jeg fået virkelig god og kompetent betjening. Ekspedienterne har taget sig god tid, fortalt, forklaret og fundet varer frem uden at jeg har følt mig presset eller i vejen. I Århus havde de ikke noget jeg kunne bruge, så ekspedienten anbefalede mig at gå over i Friluftsland på den anden side af vejen. Det gjorde jeg, men ekspedienten kunne/ville ikke hjælpe mig, for støvlerne stod i kælderen. Og da jeg ikke kan bære Ellen op og ned af trappen, måtte jeg bare gå igen. Man kunne måske tro at han kunne have hentet støvlerne så jeg kunne prøve dem. Nå ja, han gik glip af en handel der endte på knap 3.000 kroner. I Aalborg fik vi alt den hjælp vi havde brug for, også selvom ekspedienten måtte på lageret og hente støvler og sandaler mange gange, og endte med en Deuter Kid Comfort III, et regnslag til den og et par Hanwag Banks Lady GTX. Om en måneds tid kommer vi nok tilbage efter et par sandaler til mig, jeg er nemlig blevet ret forelsket i et par Keen WMS Newport H2, men de havde ikke flere røde hverken i Århus eller Aalborg.

Kåre siger at bærestolen er rigtig god at gå med, så nu glæder vi os bare til at få den brugt.

Vi har nu, efter at have kontakte pladsanvisningen i Favrskov Kommune, fået at vide hvor Ellen skal passes fra 1. april.

Det ligger 1,2 kilometer væk – selvom vi har haft ringet og sagt at det var nødvendigt med en plads relativt tæt på os på grund af mine led.

Der er åbent fra 6.05 til 15.55, dog kun til 14.45 om fredagen – selvom vi har skrevet at Kåre arbejder indtil klokken 17 i Århus. Jeg har flere dage til 15.30 og en halv times køretur hjem. Så det der med at nå at ligge ned og hvile lidt inden hun skal hentes kan vi vist godt droppe.

Utroligt at der bliver taget så lidt hensyn til ens behov og ønsker. Og de har trods alt vidst det siden 16. april 2008, så det er ikke ligefrem nyt.

Vi skrev en mail i går, hvor vi bad om at få sagen genovervejet, men vi har ikke hørt noget endnu.

Men det er da underligt at en kommune som satser på at få højtuddannede til at flytte ud fra Århus ikke sørger for at der er pasning til mere end 15.55 og 14.45 om fredagen. Hvad skal en der arbejder fra 9-17 med pasning fra 6-16?

Engang for mange år siden fik min mor en kilt af en ven der havde været i Skotland. Men min mor er blevet en smule rundere siden dendag og da jeg jo har tabt mig et par kilo kan jeg faktisk passe den nu. Så den er flyttet til Ulstrup.

Kilt.

Jeg er sikker på at farverne og mønsteret er valgt fordi det er pænt, men der skulle vel ikke være nogen der vidste hvilken klan og hvilket område det stammer fra? ;)

Because first impressions lasts:

First impression

Det første jeg så, da jeg åbnede pakken med min nye eee! Jeg skal nok vende tilbage med mere om det nye legetøj senere.