Trines blog

I dag læste jeg denne artikel på dr.dk.

Baggrunden er, at man med en let til moderat depression kan henvises – med tilskud – til psykolog. Men er depressionen svær, så skal man behandles i sygehussystemet og er det f.eks. angst, så skal man selv betale det hele.

Det viser sig så, at 28% af de henviste har svære depressioner og 39% slet ikke lider af depression, men noget helt andet, f.eks. angst, dødsfald i familien eller “ondt i livet”, hvad det så end er.

Danske Regioner mener at det er fordi lægerne blot bruger det som en skraldespandsordning, når lægerne synes en patient bliver for svær – f.eks. ved “ondt i livet”. Og hvad er det lige forskellen er på “ondt i livet” og en depression?

Jeg tror det er de privatpraktiserende læger, der synes at systemet er latterligt og at de gerne vil hjælpe deres patienter. Har man en patient med en svær depression, så skal vedkommende hjælpes i psykiatrien. Jeg er selv lige blevet henvist til en psykiater – der er minimum et halvt års ventetid i Randers, Viborg, Silkeborg-området og endnu længere i f.eks. Århus. På sygehusene står der ganske vist på ventetid.dk, at der er 8 ugers ventetid – men i praksis viser det sig, at deres eneste tilbud er en indlæggelse.

Og så kan jeg altså godt forstå, at de privatpraktiserende læger omgås reglerne og giver deres patienter den hjælp de har brug for – for det er sikkert heller ikke sjovt at skulle ud og skrive en dødsattest for en patient der har valgt en anden udvej end ventetiderne.

Har man en patient med angst, så kan lægen vælge mellem selv at behandle, sende patienten til en privatpraktiserende psykiater eller at lade patienten selv betale for en psykolog.

Behandle selv: Lægen har ofte ikke tid til andet end at skrive en recept på angstdæmpende medicin – medicin som har mange bivirkninger og som kan skade mere end det gavner.

Sende til en privatpraktiserende psykiater: Minimum et halvt års ventetid, hvor lægen så i mellemtiden kan behandle med angstdæmpende medicin.

Lade patienten betale selv: Ofte ikke en mulig løsning, da det koster knap 1.000 kroner pr. gang. Det er der mange der ikke har råd til, specielt da mange på det tidspunkt de søger lægehjælp for deres problemer allerede er ude af arbejdsmarkedet.

Jeg mener at løsningen er at udvide gruppen af folk der har ret til tilskud til psykologhjælp. Det vil koste penge i første omgang, men som der også står i artiklen, så mindsker ordningen antallet af langtidssygemeldte, så man sparer på dagpenge og får mere hjem i skatter, fordi folk hurtigere kommer tilbage på arbejdsmarkedet – eller måske slet ikke behøver forlade det i første omgang.

For mange bliver henvist til psykolog – DR – 16. oktober 2011

En af weekendens nyheder er at S-SF har sat navne på nogle af de lidelser, der godt kan vente 2 måneder i modsætning til regeringens behandlingsgaranti på 1 måned. Det er bl.a. galdesten, hængende øjenlåg, brok og lændesmerter.

Og her er det så jeg mister noget af min respekt for Gigtforeningen. For de mener åbenbart at det er absolut uacceptabelt, at folk med gigtsmerter skal vente længere end f.eks. kræftpatienter.

Jeg er en af dem med gigtproblemer – og jeg venter gerne et par måneder længere på behandling for at kræftpatienter kan komme foran i køen. Jeg er også blevet opereret for galdesten – og jeg indrømmer at galdestensanfald gør mere ondt end at føde – men jeg ville gerne have ventet et par måneder mere på min operation for at folk med alvorligere problemer kunne komme hurtigere til.

Og der er vel ingen med respekt for andre mennesker, som synes at det er absolut nødvendigt, at de kan få løftet deres øjenlåg indenfor en måned, når der er folk der dør på ventelisterne?

Jeg mener helt klart at differentierede behandlingsgarantier er vejen frem – og spørgsmålet er også om ikke det ville være relevant at se på ventetiderne for udredning? Og et eller andet sted har Enhedslisten jo ret i, at det er læger der bør vurdere de enkelte tilfælde i forhold til graden af akuthed og at der dermed ikke bør være en behandlingsgaranti.

S og SF vil lade gigtplagede vente længere, Politiken, 3. september 2011

Hvert halve år er der Formland i Herning. Det er den store indkøbsmesse for brugskunst, køkkenudstyr osv. og hvert halve år uddeles Formland Design Award. Kriterierne for nomination er:

– nyt og innovativt
– godt koncept
– skandinavisk stil

Vinderen får 100.000 kroner og massiv markedsføring i forbindelse med messen.

Nu har jeg fulgt med nogle år og jeg synes altid det er det kedeligste produkt der vinder. Det er næsten altid et eller andet stel, som ligner alle de andre stel der står udstillet i Imerco og Salling.

Og i år er ingen undtagelse. Georg Jensen har lavet en serie med køkkenting og jeg synes den er intetsigende – der er ikke noget som helst innovativt over at lave ENDNU et salt-/pebersæt.

De to andre produkter der var nomineret var begge nytænkende og innovative – omend jeg ikke helt tror på ideerne.

Det ene var en karaffelrenser fra Stelton. Ideen er god – man stopper kæden ned i flasken og hælder opvaskevand i, lukker med proppen og ryster. (Personligt bruger jeg groft salt og opvaskemiddel.) Men jeg spår karaffelrenseren en skæbne på forsiden af Imercos julekatalog – altså den der billige gave, som man giver til mosteren, som man ikke rigtig ved hvad man ellers skal give. Præcist ligesom Creme Brulee-sættet fra sidste eller forrige år. :)

Det sidste produkt er fra Element+ – et sæt af opøsere/måleskeer/litermål, hvor der er tragt i enden. Jeg tror heller ikke at det bliver den store succes – jeg kan godt se ideen, men jeg kan også se hvordan man lige får vendt den forkert og ender med sovs ud over hele køkkengulvet.

Jeg tror nu jeg ville have valgt sættet fra Element+ – altså tragtene – hvis det var mig der skulle vælge. Jeg synes det er det mest nytænkende af de tre produkter. Og jeg ville i hvert fald have valgt Georg Jensens serie som det allersidste – for det ser jeg slet ikke noget nyt i.

Siri er hjemme igen og bortset fra at hun har tømt alt hvad der tømmes kan for vand, så er hun sig selv igen. Maven er “tynd” og blød og ikke længere udspilet. Hvorfor hun fik blodig diarre aner de ikke – men hun er altså frisk igen. De har også taget blodprøver, for lige at tjekke systemet og bortset fra lidt lavt hæmoglobin, så er altså om det skal være. Så vi håber og tror at hun klarer sig igennem det.

Og så til regningen: 3.400 kroner incl. fire dåser specialfoder og en sæk specialfoder. Jeg havde regnet med i hvert fald det dobbelte, så vi klager skam ikke.

I går skulle vi til møde i Aalborg, så mor og far havde lovet at passe Ellen og Karen. Ellen er jo vant til det og nyder at være i Biersted, så ingen problemer der. Men det var trods alt første gang vi afleverede Karen. Men ganske som forventet gik det også uden noget som helst. Hun havde været en anelse sur en enkelt gang, men det havde morfar klaret helt selv. :)

I morges da Kåre gik ned for at aflevere Ellen var der ingenting med Siri – da han kom hjem gik hun rundt og prøvede at kaste op, men kunne ikke og hun søgte væk fra ham. Han gik ind og vækkede mig, der fik tøj på og kom ud og så på hende. Varm, besværet vejrtrækning og udspilet mave: Formentlig mavedrejning. Så jeg fik ringet til dyrlægen og spurgt om der var en dyrlæge klar 10 minutter efter – det var der.

Så mens vi sad der, fik de bedøvet hende og sat en tube i maven på hende og punkteret mavesækken, så gassen kunne slippe ud. Hun fik maven skyllet igennem og fik lagt en venflon, så hun kunne få noget væske. Så kom de ud og fortalte at den del var gået fint. Så var det bare et spørgsmål om hvorvidt kredsløbet havde taget skade – det betyder at der er 50% risiko for at Siri dør indenfor de næste tre døgn. Men de beholdt hende og vi kørte hjem.

Klokken 14 ringede vi og fik at vide at vi kunne hente hende og at hun faktisk havde det okay – hun var nysgerrig og logrende og det var også sådan hun var da vi hentede hende.

Men da vi kom hjem havde hun det ret dårligt og da maven så begyndte at blive udspilet igen kørte vi hende til Langå igen, så hun kunne blive der i nat.

Det sidste vi har hørt var omkring klokken 17.20, hvor de ringede og fortalte at hun nu har fået blodig diarre. Hvorfor fatter de ikke – der er ingen sammenhæng. Men hun får væske og de holder øje med hende og sker der noget kan de jo behandle med det samme. Så hun er i gode hænder – og alligevel er jeg meget ked af at jeg ikke kan være der for hende! Hun er jo mit lille drog!

Men der er bare at håbe at hendes krop kan klare belastningen og at hun kommer rask ud af det på den anden side.

Heldigvis har vi hende sygeforsikret, så vi behøver ikke spekulere på regningen. Det er altså rart at det ikke er en faktor, når man står med en dødssyg hund – det kan anbefales!

Den anden dag var vi i Aalborg og der besøgte vi Universitarium – det er Aalborg Universitets udgave af et Experimentarium. Og man skal endelig ikke lade sig afskrække af at det er universitetet der arrangerer, for selv Ellen på 3 år synes det var rigtig sjovt at lege med deres opstillinger.

Vi nåede kun den ene del af udstillingen, men der var sat flere sjove forsøg op. Bl.a. et hvor man kunne se effekten af luftstrømme med en badebold – det synes Ellen var rigtig sjovt. Man kunne også se hvor hurtigt man kan kaste en bold eller prøve at gå på line eller lege med en gigantisk Wii-agtig ting, hvor man skal gå rundt på en plade i stedet for at stå på den. Og udenfor var der en airtrack og en orkan-maskine.

I den anden del kunne man se hvad man var god til i forhold til sport – om man f.eks. skal vælge en sport hvor man skal være hurtig, stærk eller præcis.

Så skulle nogen læsere komme i nærheden af Aalborg, kan det anbefales at besøge Universitarium på havnen nede i Utzon Center – det er ganske gratis og der er åbent fra 10-17 hver dag indtil 30. september.

Jeg har postet på ungernes blog om vores ferie i Norge, men kort fortalt, så var den VÅD!

20. juli
21. juli
22. juli
23. juli
24. juli
25. juli
26. juli

Og der er masser af billeder

I går var min sidste dag på barsel og i dag skulle jeg så sygemelde mig. Jeg havde forudset noget af et cirkus og jeg blev ikke skuffet.

Først går jeg på jobnet.dk for at melde mig ledig og derefter syg. Kåre siger så at det vist ikke var helt rigtigt, for jeg skulle jo ikke melde mig almindelig ledig, men dimmitendledig. Nå, tænkte jeg, jeg må hellere ringe til a-kassen.

I a-kassen sagde de, at jeg havde gjort det hele helt forkert – jeg skulle bare ringe til kommunen, for der var jo ikke nogen grund til at de satte en sag igang, når jeg alligevel er langtidssyg.

Så ind på jobnet.dk og melde mig ikke-syg og ikke-ledig og så få fat på kommunen.

Men det er altså lettere sagt end gjort – for kommunen har lukket om onsdagen! Hvad pokker gør man så? Man skal jo gøre noget den første dag for ikke at miste dagpengeretten. Jeg prøvede at ringe til alle de interne numre jeg kunne finde i gamle mails – incl. ydelsesafdelingen – men ingen tog telefonen nogle steder.

Til sidst skrev jeg en opgivende mail til kommunens hovedadresse – om ikke andet, så kunne jeg da bevise at jeg havde forsøgt at gøre noget rettidigt.

Halvanden time senere ringede telefonen. Det var min gamle socialrådgiver fra barselstiden. Nu havde hun lige snakket med ydelseskontoret og det de skulle bruge var en DP200b fra a-kassen. Og så ville jeg få sygedagpenge og engang ville jeg også blive kaldt til samtale (så må vi se hvornår det bliver…)

Så tilbage til a-kassen – som lukker klokken 11 om onsdagen her om sommeren! Argh!!!

Så i morgen må jeg prøve at få fat i a-kassen igen og bede dem sende den blanket til kommunen.

Det er altså ikke nemt, når man får modstridende beskeder hele tiden og alle forsøger at få smurt problemet over på nogle andre! Men min gamle socialrådgiver – hun er altså både sød og hjælpsom – en skam jeg ikke kan beholde hende.

Jeg er altså ikke gode venner med myg:

Selvom jeg smører med lokalbedøvende inden jeg går i seng, så vågner jeg sådan her dagen efter et myggeangreb. Og jeg kan melde at der var mange sultne myg i Silkeborgskovene i sidste uge – altså indtil jeg havde været der – da jeg kørte hjem var de alle sammen ved at sprænges og jeg var svag af blodmangel!

I går skulle jeg på apoteket og hente noget antihistamin (piller mod allergi) til mig og Ellen. Så kravene var klare: Det skal bruges til en 3-årig og en ammende. Farmaceuten spurgte en kollega til råds og de blev enige om Clarity, fordi det ikke går i mælken. Ellen skal så bare have en halv pille.

Da jeg så kommer hjem og læser i indlægssedlen og produktresumeet på nettet, står der at det går i mælken og ikke kan bruges af ammende og at børn der vejer under 30 kilo skal have den flydende udgave i stedet for. Jeg havde endda sagt at Ellen vejer 18 kilo.

Hvorfor er det så at apoteket skal have monopol på medicinsalg? Deres argument er at de er uddannede til at give den korrekte vejledning, så der ikke sker fejlmedicinering og andre fejl. Men hvad hjælper det, når de ikke giver den korrekte vejledning?