Velkommen til Trines hjemmeside  
  Stofskiftet   Graves   Behandling   Min sygdom   Gravid   Links

Mine forløb

Første omgangs dagbog kan du læse herunder. Min nuværende omgang står her.

Torsdag d. 9. maj 2002

Jeg fik det pludselig meget dårligt, med kvalme, svimmelhed og hurtig puls, men slog det hen med at jeg skulle til min mormors fødselsdag. Jeg er ikke så glad for den slags selskabelighed, så det var nok bare lidt nervøsitet. Og så skulle jeg opereres i foden ugen efter.

Til toppen

Onsdag d. 15. maj 2002

Blev opereret i foden.

Til toppen

Tirsdag d. 28. maj 2002

Semesterets første eksamen, signalbehandling. Jeg havde haft det ret skidt de sidste par uger, igen kvalme, svimmelhed, koncentrationsproblemer, tynd mave, uro i kroppen og høj puls. Men op til en eksamen er det ikke så unormalt, i hvert fald ikke for mig.

Jeg syntes egentlig at det gik rimeligt, så jeg var godt tilfreds.

Til toppen

Torsdag d. 30. maj 2002

Eksamen i programmering. Det gik rigtig godt, syntes jeg selv, men da jeg viste opgaven og besvarelsen til min mand, kunne han godt se at det var helt hen i vejret. Han er snart færdig som datalog og kunne godt løse opgaverne. Når der blev spurgt i øst, svarede jeg i vest. Jeg kendte godt de rigtige svar, men alt hvad jeg havde lavet var skrupforkert.

Men jeg var glad, for i det mindste var eksamenerne overståget og der var kun projektet tilbage inden sommerferien.

Til toppen

Tirsdag d. 11. juni 2002

Jeg fik eksamensresultaterne. 6 i signalbehandling og 03 i programmering. Så der var dømt reeksamen den 21. juni, men det kunne jeg også godt nå, inden vi skulle til Schweiz den 27.

Til toppen

Torsdag d. 13. juni 2002

Endelig fik jeg mig taget sammen til at gå til lægen. Det var mest den evindelige kvalme der fik mig til det. Jeg er panisk angst for at kaste op, så tanken om at skulle have undersøgt maven var ved at få mig til at fortryde det og løbe langt væk fra lægen igen. Min egen læge var ved at flytte, så jeg var ved en vikar.

Til min store overraskelse begyndte han at spørge mig om de underligste ting: Svedte jeg meget, rystede jeg på hænderne, havde jeg tynd mave, havde jeg tabt mig og en masse andre ting. Han mente at det kunne være for højt stofskifte, så han tog, med lidt besvær, en blodprøve.

Til toppen

Torsdag d. 20. juni 2002

Jeg var oppe hos min egen læge for at få noget gjort ved en nedgroet tånegl, men det nåede vi slet ikke til. Han spurgte bare, om jeg ville indlægges på Århus Amtssygehus eller på Århus Kommunehospital. Mit stofskifte var på det tidspunkt så højt at man ikke kunne måle det. Så jeg blev indlagt akut på Århus Kommunehospital.

Eftermiddagen og aftenen gik med blodprøver, EKG og masser af piller. Desværre viste kunne man høre en svag mislyd ved hjertet, som skyldes at mit hjerte har været belastet alt for hårdt den sidste måned. EKG'et viste også at hjertet var overbelastet. Kvalmen og svimmelheden var ved at drive mig til vanvid og samtidig havde jeg en masse uro i kroppen og kunne ikke holde ud at ligge stille. Det gav et par sammenstød med nogle sygeplejersker. Jeg tror de var for vant til de gamle mennesker der normalt er indlagt på medicinsk afdeling.

Jeg blev sat til at spise en masse piller. Jeg fik Thycapzol til at indkapsle skjoldbruskkirtlen og Propranolol til at få min krop til at slappe lidt af. De virker puls- og blodtryksnedsættende.

På dette tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke kom på ferie til Schweiz ugen efter. Og at jeg ikke skulle regne med at komme på sommerferie overhovedet! ØV.

Til toppen

Fredag d. 21. juni 2002

Dagen for reeksamen. Lægerne var slet ikke samarbejdsvillige og jeg kom ikke til eksamen. Desværre var der nogle mystiske regler på min skole, så det betød at jeg måtte gå semesteret om, hvis ikke jeg kunne få dispensation. Lægerne sagde at de ville gøre hvad de kunne, så jeg kunne få den dispensation.

Til min store glæde kunne de også fortælle at mit stofskifte havde været for højt siden 9. maj, hvor jeg havde haft det dårligt første gang. Det betyder, at jeg ikke dumpede fordi jeg var dum, men fordi jeg var syg.

Jeg fik også lavet en thyreoideascintigrafi. Det er en nem lille undersøgelse, hvor man får sprøjtet noget radioaktivt væske ind i armen, Man bliver så lagt i et apparat, hvor de kan måle aktiviteten og størrelsen i skjoldbruskkirtelen.

Sidst på dagen lykkedes det mig at blive udskrevet. Det er nu ikke rart at være indlagt. Det vil sige, jeg blev ikke udskrevet, men overflyttet til et dagafsnit, M1, hvor jeg skulle møde mandag morgen.

Til toppen

Mandag d. 24. juni 2002

Vi mødte op på M1 og der var meget travlt. Når man nu har så voldsomt for højt stofskifte som jeg havde, så er man ikke så logisk og ligevætig. Faktisk er man særdeles uligevægtig og opfarende. Alle følelser bliver mangedoblede, så i det ene øjeblik er man jublende glad og i det næste råber og skriger man fordi alt går en imod. Det er faktisk ikke spor sjovt, hverken for en selv eller for omgivelserne.

Der var kommet resultat af scintigrafien fra lørdag, og den viste meget kraftig akivitet og diffus struma. Det betyder, at det nok er Graves sygdom jeg har. Der mangler dog endnu nogle undersøgelser for at være helt sikker.

Igen bliver der taget blodprøver. Jeg lignede en hel stiknarkoman.

Til toppen

Torsdag d. 27. juni 2002

Igen til kontrol. T3 er faldet til målbart.

Til toppen

Mandag d. 1. juli 2002

Er hjemme og passe svigerfamiliens hund. Får taget blodprøver i Holstebro. Det er nu meget praktisk sådan at kunne få taget blodprøverne der hvor man nu er. På dette tidspunkt er det ved at være lidt bedre, men jeg er stadigvæk særdeles ulogisk at være sammen med. Jeg fatter ikke at min mand kunne holde mig ud.

Til toppen

Tirsdag d. 16. juli 2002

Til dagens kontrol kan vi høre at mislyden ved hjertet ikke er væk, selvom min puls nu er helt nede på 78. Vi venter stadigvæk på den sidste blodprøve, som skal vise om det er Graves sygdom. Graves sygdom er en autoimmun sygdom, og hvis det ikke er det jeg fejler, skal jeg muligvis behandles anderledes.

Til toppen

Tirsdag d. 23. juli 2002

For en gangs skyld har jeg det næsten godt. Jeg har stadigvæk kvalme, men pulsen er helt nede på 60. Det skyldes alle de betablokkere jeg spiser. Blodprøverne begynder at blive lidt mere normale og muligvis har jeg snart ikke brug for Propranololen mere.

Til toppen

Tirsdag d. 30. juli 2002

Nu er den sidste blodprøve kommet, det tog også kun 40 dage. Men det er trods alt ferie. Det betyder, at det er Graves sygdom jeg har, og derfor skal jeg bare fortsætte behandlingen som den er. Jeg bliver henvist til øjenlægerne, da der kan opstå øjenproblemer.

Til toppen

onsdag d. 7. august 2002

Der sker slet ikke noget med blodprøverne.

Til toppen

Onsdag d. 13. august 2002

Jeg er nu blevet indlagt på Gråsten Gigthospital, da jeg jo også har lidt bøvl med mine led. Hernede påstår de, at jeg er helt rask nu. De tog nemlig også blodprøver hernede, men deres var helt normale. Jeg fik taget blodprøver i Århus i går og de er stadigvæk alt for skæve. En af sygeplejerskerne påstod, at når deres tal er normale, så er jeg rask og behøver ikke at komme på sygehuset mere!

Til toppen

Onsdag d. 21. august 2002

Jeg er begyndt at få nogle ret trælse psykiske symptomer. Jeg har ikke rigtig lyst til noget og slet ikke til at være sammen med andre mennesker. Kåre er noget helt andet, ham vil jeg helst være sammen med hele tiden. Jeg tror måske det har noget med Propranololen at gøre, så dem er jeg stoppet med.

Til toppen

Onsdag d. 4. september 2002

I dag var lægen forsinket, så vi aftalte med Jeanett, at de ville ringe, når lægen har set resultaterne. Nu skal jeg til at tage Eltroxin også.

Til toppen

Onsdag d. 18. september 2002

Nu har jeg det faktisk rimelig godt. Jeg har ikke ret meget kvalme mere og blodpøverne ligger pænt.

Til toppen

Mandag d. 7. oktober 2002

Mit første møde med overlægen. Nu er jeg begyndt at have det, som om stofskiftet er for højt igen. Derfor bliver jeg sat ned på halv dosis Eltroxin.

Til toppen

Mandag d. 21. oktober 2002

Nu har jeg igen en træls kvalme. Jeg har også fået mere hovedpine, så jeg fik fremskyndet tiden på øjenafdelingen, da det var lige efter jeg skal til eksamen. Nu kommer jeg til lige før eksamenen.

Til toppen

Tirsdag d. 5. november 2002

Nu har jeg det igen godt. Til gengæld er mine tal gået helt amok. Jeg har fået samme mængde medicin i en måned nu, men alligvel er TSH steget fra 1.86 til 9.94 på 14 dage. Så jeg fik taget en hel stribe ekstra blodprøver.

Til toppen

Onsdag d. 6. november 2002

Nu er TSH steget til 12.54, så jeg fik igen fordoblet mængden af Eltroxin.

Til toppen

Torsdag d. 21. november 2002

Øjenundersøgelse igen. Denne gang hos en anden læge, som konkluderede, at der ikke var sket nogen forandring, selvom jeg har mere dobbeltsyn og døjer mere med hovedpine. Han afslutter mig.

Til toppen

Mandag d. 29. november 2002

Nu har jeg det igen som om stofskiftet er alt for højt. Kvalme, indre uro, fugtige hænder og en puls på 120. Tallene er dog pæne. Men da jeg har disse symptomer og skal til eksamen den 5. december bliver jeg halveret i Eltroxin. Lægen foreslår at jeg får en sygemelding, så jeg ikke skal til eksamen. Jeg lover at overveje det, men ved egentlig godt, at jeg går op. Jeg skal trods alt bare have 03, og jeg gider ikke at vente længere på at få det overstået.

Lægen giver mig lov til at starte på Propranolol igen, så jeg måske kan klare eksamenen lidt bedre. Sidst fik jeg det godt nok mærkeligt af det, men det er trods alt kun en uge denne gang. Sidst var det to måneder.

Det virker som om lægen ikke helt ved hvad hun skal gøre ved dette meget svingende stofskifte, så jeg få besked på at komme igen næste mandag og snakke med overlægen.

Til toppen

Mandag d. 2. december 2002

Egentlig skal jeg øges i Eltroxin igen, men ikke så tæt på eksamenen med de symptomer jeg har.

Til toppen

Mandag d. 16. december 2002

Nu er jeg stoppet med Propranolol igen. TSH er stadig for højt, men da jeg fik det dårligt sidste gang med 100ug prøver vi med 75ug.

Til toppen

Mandag d. 6. januar 2003

Bliver sendt til øjenlægen igen, da jeg har haft lidt problemer med dobbeltsyn. Eltroxin bliver igen øget til 100ug.

Til toppen

Torsdag d. 9. januar 2003

Øjenlægebesøg. Konklutionen er at jeg muligvis har væskeansamlinger i øjenmusklerne, så jeg bliver sendt til CT-skanning. Hvis øjenmusklerne har for meget væske kan det nemlig sætte sig som arvæv. Jeg håber ikke det er så galt, for behandlingen er Prednison, og det har jeg absolut ikke lyst til!

Lægen kunne ikke forstå at jeg var blevet afsluttet, hun regner da med at skulle se mig de næste par år.

Har en frygtelig hovedpine resten af dagen, det er altså nogle ondskabsfulde undersøgelser.

Til toppen

Tirsdag d. 14. januar 2003

Kom ikke og brok jer over ventetider. I går blev jeg ringet op, om jeg kunne komme op og blive scannet i dag. Det går altså hurtigt, når de ikke engang kan nå at få et brev sendt ud!

Til toppen

Fredag d. 17. januar 2003

Svar på scanning. Ikke nogen voldsom hævelse, ikke så det er nødvendigt med Prednison og de forventer ingen længerevarende gener.

Til toppen

Mandag d. 20. januar 2003

Har det meget godt. Overlægen er vist også ganske godt tilfreds med tallene, han vil i hvert fald ikke se mig før om 3 uger igen, men jeg bliver sat op på 125ug Eltroxin.

Jeg har jo hele tiden troet, at når jeg nu bliver trappet ud af medicinen om et par år, så ville jeg kun skulle tjekkes igen, hvis der går noget galt. Men jeg tog fejl. Jeg skal til kontrol resten af livet. Nå, det kunne da være værre.

Til toppen

Mandag d. 10. februar 2003

Kontrol igen. Stadig lidt for højt, men ikke det helt store. Først kontrol igen om 6 uger. HURRA!

Til toppen

Torsdag d. 20. februar 2003

Øjenlæge. Ingen ændring, så det er jo godt nok. Jeg synes også at det er blevet lidt bedre, jeg får ikke så ofte ondt i hovedet. Jeg skal til kontrol igen den 12. juni.

Til toppen

Mandag d. 24. marts 2003

Blodprøverne er næsten fine, men jeg har det ikke ret godt. Fik underlivsbetændelse i fredags, så måske der det derfor. Der skal tages en del blodprøver om en uge, og hvis de er fine bliver jeg udskrevet til kontrol hos egen læge.

Sygeplejersken mente nu ikke at jeg ville blive udskrevet, det plejer de ikke at gøre, når der har været så meget bøvl. Det er lidt noget rod, for i starten fik jeg at vide, at jeg ikke ville blive udskrevet til egen læge, men til ambulatoriet. Men det er vist fordi de simpelthen har for mange patienter.

Til toppen

Mandag d. 7 april 2003

Blodprøverne er igen blevet for høje og min puls var på 108. Det er ikke godt. Så nu bliver jeg i hvert fald ikke udskrevet før efter øjenlægen den 12. juni. Men det er jo også lige meget om det er den ene eller den anden der tager den blodprøve og siger at det er enten godt nok eller at dosis skal ændres.

Til toppen

Mandag d. 5. maj 2003

Nogenlunde normale blodprøver, men jeg skal lige blive på M1 lidt endnu.

Til toppen

Torsdag d. 12. juni 2003

Op til øjenlægen igen. Der er stadig bøvl med øjnene, men ikke mere end hvad der kan klares med øjendråber og salve. I dag fik jeg også en recept på håndkøbsmedicin til kronisk lidelse, så jeg også får tilskud til øjendråber. Hun vil først se mig igen den 13. november.

Til toppen

Mandag d. 16. juni 2003

På grund af øjnene og blodprøverne, som viser at stofskiftet nu er lidt for lavt igen, bliver jeg sat lidt op i Eltroxin. Men heldigvis må jeg godt rejse ud af landet og jeg har fået et forhåndstilsagn fra sygesikringen.

Til toppen

Starten af juli 2003

På ferie i Tyskland, Frankrig, Schweiz og Østrig. Jeg havde et enormt forbrug af øjendråber, men ellers gik det udemærket. Bortset fra at jeg havde glemt at få Eltroxin nok med, så jeg måtte ind på et tysk apotek og forklare hvad jeg skulle have. Heldigvis havde jeg et glas med, hvorpå det aktive stof stod. Så vi fandt det rigtige, til trods for mit halvelendige skoletysk. Jeg mener, hvor mange ved hvad stofskiftet hedder på tysk? Han kunne dog ikke finde ud af at skrive på recepten, at jeg havde fået udleveret 100 piller.

Til toppen

Mandag d. 21. juli 2003

Endnu en kontrol, normale blodprøver, men stadig øjenbøvl. Skal udskrives næste gang.

Til toppen

Mandag d. 8. september 2003

I dag var Weeke der ikke, og da stofskiftet stadig svinger, ville den anden læge ikke udskrive mig. Så jeg bliver hængende lidt endnu.

Til toppen

Torsdag d. 13. november 2003

Ved øjenlægen igen. Kun lidt hævede øjenomgivelser, men stadig lidt dobbeltsyn opad. Men nu er det så fint, at hun er sikker på at der ikke bliver varige men. HURRA!

Så det var sidste gang ved øjenlægen, med mindre Weeke vil have endnu et tjek.

Til toppen

Mandag d. 1. december 2003

Normale blodprøver. Weeke vil begynde at trappe mig ned i starten af marts, men der er ingen grund til at udskrive mig til nedtrapning, så jeg bliver til den bitre ende.

Til toppen

Tirsdag d. 6. juli 2004

En kort opsummering, indtil jeg får fat på min journal.

Jeg startede udtrapningen i slutningen af marts, hvilket betyder, at jeg i dag er medicinfri.

Desværre er mit stofskifte faldet lige siden jeg stoppede, så hvis en ny blodprøve i august også viser et for lavt stofskifte, så betyder det vist desværre Eltroxin resten af livet.

Skulle det gå hen og gå så galt, så vil jeg nu snakke med Weeke om muligheden for at blive opereret.

Hvad øjnene angår, er det desværre ikke blevet en hel masse bedre, men Ane-Marie mener at det nok skal blive helt godt igen med tiden.

Til toppen

Lørdag d. 16 maj 2005

Mit stofskifte er stadig lavt, men det har været konstant et halvt års tid. Og læger, de er altså ikke til at finde ud af. Nu viser det sig, at jeg slet ikke skal til kontroller mere, med mindre jeg bliver syg eller gravid. Men det er jeg skam også ganske godt tilfreds med.

Mine øjne har det fint, der er ikke problemer med dem mere.

Hvis jeg bliver gravid, skal jeg følges ret tæt med blodprøver og der skal tages en antistofprøve og barnet skal have taget blodprøver efter fødslen, men det er jo småting.

Til toppen

 


Profile for T+K