I går var det et år siden Ellen blev født. Der er godt nok sket meget på det år!
Første billede af Ellen.
Vi startede naturligvis med at synge fødselsdagssang for hende, men hun gloede på os som om vi var bindegale, da vi kom syngende ind med flag og pakke.
Et år efter, med fødselsdagsgaven i hånden.
Da jeg kom hjem fra skole var der kommet pakke fra Biersted. Ellen havde godt nok fået fødselsdagsgave, men der var en bamse fra oldemor og tre små magnetdyr til sengen fra mormor og morfar. De små magnetdyr lå i en pose, men hun fandt selv ud af at åbne posen og tage dyrene op – hvorefter hun naturligvis straks kiggede ned for at se om der var mere. :)
Bamsen fra oldemor.
Hele Kåres familie kom til eftermiddagskaffe. Fætter Toke har fødselsdag i næste uge, så ham fejrede vi også. Faster Kamilla havde lovet at tage boller og kagemand med, men Kåre havde lige ment at der skulle være lidt mere, så han havde lavet lagkage. Faster Kamille synes også der skulle være lidt mere, så hun havde bagt banankage – så der var mere end nok!
Er der mere?
Lydniveauet i huset var efterhånden blevet lidt højt med syv børn og et par onkler, så der blev dømt tid til en tur på legepladsen!
Louise, Ann Kathrine og Ellen gynger.
Da vi kom hjem var det tid til lasagne – men sjovt nok var folk ikke så sultne. Så vi har lasagne til fire dage i overskud, for slet ikke at snakke om trekvart lagkage, det meste af en banankage, en masse salat og tre liter is. For fætter Asbjørn og kusine Ann Kathrine var ved at falde i søvn og kusine Louise havde det skidt, så de kørte alle sammen inden desserten. Så vi var fire voksne og Ellen til at dele fire liter is…
Med så mange gæster kan man godt have brug for at være lidt alene.
Ellen sov vist inden hovedet ramte sengen, hun var rigtig træt, men hun havde klaret eftermiddagen fint. Det var nu heller ikke fordi vi andre ikke var trætte!