Trines blog

Så blev det Ugebladet Søndags tur til at have en artikel om geocaching. Den feminine del af hhv. cool-dk og Twincamp har haft en journalist og en fotograf med på geocaching. Det er en fin artikel i bladet, men en noget kortere udgave online.

Søndag den 3. maj er det Skovens Dag og der kan man prøve geocaching flere steder – i hvert fald ved Fussingø, så kom glad og prøv. Der sker også en masse andet sjovt, så der skal nok blive noget at se på og lege med. :)

Okay, jeg troede faktisk man kunne embedde en video. Det kan man så ikke lige på den her måde, men så kan folk jo også helt selv bestemme om de gider se/høre Ellen i sin nye gynge.

Endnu et afsnit i pasningsføljetonen: De tidligere afsnit kan læses her og her.

Da vi besøgte vores dagplejer fandt vi ud af at hun havde ferie i påsken, de fire dage i ugen efter påske og skulle på kursus to dage i slutningen af april. Altså skulle Ellen være der 10 ud af de 20 dage der er før hun skal i vuggestue. De sidste 10 dage skulle hun i gæstedagpleje og muligvis ikke engang det samme sted.

Så vi ringede til pasningsanvisningen igen. Så nu har vi fået en ny plads til Ellen – ganske vist lidt længere væk, men med åbningstider så Kåre kan hente og bringe. Og hun har ingen ferie eller kurser og der er endda kun to børn ud over Ellen.

Så på onsdag skal Ellen i dagpleje for første gang – så er det spændende hvem det blive hårdest for. :)

Tja, det er ikke meget der sker i det lille ulstrupske hjem.

Søndag begyndte Ellen at være godt snottet og både natten til mandag og tirsdag kunne hun ikke rigtigt sove. Det er altså også svært når man ikke kan trække vejret.

Tirsdag var jeg til eksamen i et projekt vi har arbejdet på et stykke tid og lad mig bare nøjes med at konstatere at vi bestod.

Natten til onsdag begyndte jeg at få godt ondt i halsen og så ved man jo godt hvad klokken er slået. Og så vågnede jeg med tandpine! Heldigvis kunne jeg få en tid ved tandlæge med det samme, så inden jeg tog i skole havde jeg fået repareret et ordentligt hul.

Onsdag eftermiddag var vi nede at besøge Ellens dagplejemor, men mere om det i et senere indlæg. Og bagefter var vi til 1 års eftersyn hos lægen. Og Ellen er som hun skal være, men hun synes godt nok ikke der var nogen grund til at lægen skulle se ind i hendes ører! Hun blev vaccineret og det synes hun nu heller ikke var så sjovt.

I morges vågnede hun allerede 6.30. Med feber (38,8) og snot og generelt har hun ikke haft det så godt i dag. Men det var jo hvad man kunne forvente med forkølelse og vaccination oven i hinanden.

Da hun blev puttet var hun glad og i morgen skal hende og Kåre hjem og besøge Kåres forældre. Så jeg har hele dagen for mig selv – alene – helt alene – kun mig og Siri hjemme. :o)

Gavmildt barn - mor skal da også have en sut.

Åh ja, så er der lige et par observationer:

• Batteriers gennemløbstid i en etårigs tarmsystem er 26 timer
• Persiennesnore skal holdes VÆK fra børn, de giver grimme mærker om halsen
• Blespande skal også holdes væk fra børn…

I går var det et år siden Ellen blev født. Der er godt nok sket meget på det år!

Første billede af Ellen.

Vi startede naturligvis med at synge fødselsdagssang for hende, men hun gloede på os som om vi var bindegale, da vi kom syngende ind med flag og pakke.

Et år efter, med fødselsdagsgaven i hånden.

Da jeg kom hjem fra skole var der kommet pakke fra Biersted. Ellen havde godt nok fået fødselsdagsgave, men der var en bamse fra oldemor og tre små magnetdyr til sengen fra mormor og morfar. De små magnetdyr lå i en pose, men hun fandt selv ud af at åbne posen og tage dyrene op – hvorefter hun naturligvis straks kiggede ned for at se om der var mere. :)

Bamsen fra oldemor.

Hele Kåres familie kom til eftermiddagskaffe. Fætter Toke har fødselsdag i næste uge, så ham fejrede vi også. Faster Kamilla havde lovet at tage boller og kagemand med, men Kåre havde lige ment at der skulle være lidt mere, så han havde lavet lagkage. Faster Kamille synes også der skulle være lidt mere, så hun havde bagt banankage – så der var mere end nok!

Er der mere?

Lydniveauet i huset var efterhånden blevet lidt højt med syv børn og et par onkler, så der blev dømt tid til en tur på legepladsen!

Louise, Ann Kathrine og Ellen gynger.

Da vi kom hjem var det tid til lasagne – men sjovt nok var folk ikke så sultne. Så vi har lasagne til fire dage i overskud, for slet ikke at snakke om trekvart lagkage, det meste af en banankage, en masse salat og tre liter is. For fætter Asbjørn og kusine Ann Kathrine var ved at falde i søvn og kusine Louise havde det skidt, så de kørte alle sammen inden desserten. Så vi var fire voksne og Ellen til at dele fire liter is…

Med så mange gæster kan man godt have brug for at være lidt alene.

Ellen sov vist inden hovedet ramte sengen, hun var rigtig træt, men hun havde klaret eftermiddagen fint. Det var nu heller ikke fordi vi andre ikke var trætte!

I slutningen af februar skrev jeg at vi havde fået en dagplejeplads til Ellen. Jeg var ikke specielt positivt indstillet, kan jeg vist godt røbe.

Jeg har nu fundet ud af at det rent faktisk er den fysisk nærmeste dagplejeplads fra hvor vi bor, det kan simpelthen ikke komme tættere på. Og så er der jo ikke meget de kan gøre, de kan jo trods alt ikke tvinge naboen til at blive dagplejer.

Hun kan rigtig tage far ved næsen!

Men de har været meget samarbejdsvillige om vores problemer og enden på det hele er blevet at vi har en vuggestueplads fra 1. maj. Kåre skal starte lige efter påske, så vi har tre uger vi skal have til at hænge sammen. Heldigvis har vi jo dagplejepladsen fra 1. april. Så vi skal gennem to opstartsfaser i løbet af halvanden måned. Men det ville også være synd, hvis hun skulle passes af først den ene og så den anden og så den tredje og vi ville være stressede, fordi vi ikke kunne passe arbejde og studie ordentligt.

Siri og Ellen er rigtig gode venner - de finder sig i alt fra hinanden.

Der er 500 meter ned i vuggestuen og de har åbent til 16.45 og der er ingen trapper. Så når hun først er startet, så går det hele op i en højere enhed. Det er dejligt.

Nu er det jo mig, så det kan vel ikke undre nogen at jeg måtte en tur til lægen i dag, for at få skåret lidt hul i en finger. :) På en eller anden måde må der være kommet noget snask ind i den, for den var hævet, rød, varm, dunkende og meget, meget ulækker. Men det kunne lægen heldigvis gøre noget ved. Så nu har jeg en stor forbinding på fingeren og en aftale igen i morgen.

Jeg har lige læst en artikel i Politiken om en fotografs oplevelser i Rwanda under og efter folkemordet i 1994. Det er simpelthen så skræmmende læsning – jeg sad med en stor klump i halsen og læste den og blev mere og mere rystet.

Og så er det man tænker: Jeg læser markedsføringsøkonomi. Jeg lærer om hvordan man sælger mest muligt til flest mulige og mit største problem er om jeg nu skal have oksesteg eller koteletter til aftensmad. De her mennesker, og mennesker mange andre steder i verden, ser deres børn blive voldtaget, deres forældre blive dræbt eller bliver endda selv tvunget til at gøre det.

Hvad kan jeg gøre? Jeg vil gerne hjælpe, men jeg kan jo ikke bare taget til f.eks. Uganda eller Zimbabwe og sige til dem at de skal stoppe. Men hvad kan jeg så gøre?

Jeg giver penge til Røde Kors, jeg låner penge ud gennem MyC4, men jeg må da kunne gøre mere?

Hvordan kan jeg bruge min erfaring og min uddannelse til at gøre en forskel? Ikke en forskel i nogle rige menneskers lommer, men en forskel for de, alt for mange, mennesker i verden der lider – og dermed for os alle sammen.

Politiken, Krigsreporteren: Vi kan alle slå vores nabo ihjel, 7. marts 2009

Der sker meget med den bette i tiden. 7. februar tog hun sine første skridt, men så gik der er par dage før hun prøvede det igen. Men indenfor den sidste uges tid er hun gået fra at stavre lidt rundt, altid fra møbler eller vægge, til bare at rejse sig op og gå. Hun kan sætte sig på hug for at samle ting op og går nu lige så gerne som hun kravler.

De første udendørs skridt - koncentrationen lyser ud af hende.

Vi har haft hende med ude i have et par gange, men det er ikke det store hit. Hun sidder bare og sidder. Det er som om hun er lidt bange for alt det store og nye noget. Men det skal nok komme.

Ellen og far i haven.

I dag har Ellen været hos tandlægen for første gang. Det tog hun naturligvis i stiv arm, måske fordi hun ikke mødte tandlægen. :)

Første gang snakker man med en tandplejer, som fortæller forældrene lidt om hvad der er godt og skidt i forhold til tænder og hvad man skal holde øje med, når ungen knalder tænderne ned i et bord/gulvet eller hvad den nu knalder tænderne i. Hun viste os også hvordan det er en god ide at holde Ellen og børste hendes tænder, hvis hun nu engang bliver ked af at skulle have børstet tænder. I dag griner hun bare og åbner munden når hun ser tandbørsten.

Måske gjorde det også det hele meget nemmere at tandplejeren er vores nabo. :)

Er hun ikke yndig?