Trines blog

Så er det vist på tide med mit tilbagevendende indlæg om hvor vigtigt det er at give blod.

I Århus er der i øjeblikket stor mangel på blod og det samme gælder mange andre steder. Nogle steder i landet har man været nødt til at aflyse planlagte operationer fordi man ikke har haft det blod der har været nødvendigt.

Der er flere grunde til at der mangler blod. I sommerferien er der altid lidt lavvande i kassen, fordi mange er ude af rejse. Og netop rejserne er også en del af grunden til at der generelt mangler bloddonorer. For flere og flere bliver sat i karantæne fordi de har været i et risikoområde.

Men faktum er at der mangler blod og at rigtig mange sunde og raske mennesker sagtens kan give blod, men bare ikke kan tage sig sammen til det. Til jer vil jeg bare sige: Tag jer dog sammen! En times afslapning et par gange om året kan hjælpe med at redde liv eller at give et værdigt liv. Og kan du ikke lide at se på nålen, så tag og smil til den søde sygeplejerske ved siden af eller tag en bid chokolade eller en tår cola. Og tænk på at netop dit blod måske er det der gør forskellen på liv eller død for et andet menneske.

Læs mere om at give blod på www.bloddonor.dk. Du kan også tilmelde dig som donor på Skejby Sygehus.

Stiften, Skejby mangler blod – alt for få vil stikkes, 8. juli 2009

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.

BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

I dag kan man læse overskriften “EU-indgreb kan koste internetforbindelsen”. Shit, tænker jeg og læser artiklen. Det er blot fordi Micro$oft ikke må sælge Windows 7 med IE. Måske den journalist skulle overveje at der en anelse forskel på en browser og en internetforbindelse.

Hvorfor sætter en relativt seriøs avis en journalist til at skrive en artikel om et emne han ikke aner noget om?

De mennesker der går ud og køber en opgradering til Windows uden at købe en ny computer med Windows 7 ved altså nok om computere til at de nok skal få installeret en browser selv.

Politiken, EU-indgreb kan koste netforbindelsen, 6. juli 2009

Vi har holdt lidt ferie her i weekenden. Egentlig skulle Ellen have haft første overnatning uden mor og far hos mormor og morfar fra lørdag til søndag, men sådan skulle det ikke gå.

Men vi afleverede hende lørdag til frokost og så tog vi ellers afsted uden både hund og barn. Målet var Aalborg – vi skulle købe nogle sandaler til Kåre.

Fredag aften havde der ellers været vild panik i det lille hjem. Geocaching.com var nede! (Noget med en brand.) Hvordan skulle vi så finde en liste over caches i Aalborg og omegn? Heldigvis er geocachere nogle meget venlige mennesker, så under fem minutter efter jeg havde spurgt på forum havde jeg både fået de filer jeg bad om, tilbud om hjælp og en invitation til kolde øl!

Lørdag lige over middag var der sort af mennesker i Aalborg midtby, så Kåre prøvede sandaler, konkluderede at de ikke passede til ham og så kørte vi ud i Østerådalen. Her fandt vi fikke mindre end tre caches. Ikke meget, men det var nogle gode ture, der bl.a. krævede at man gik i Østeråen under Indkildevej og motorvejen. Vi endte også på den forkerte side af en bæk og var for dovne til at gå udenom, selvom der var nogle ret stejle skrænter. Et træ var vi også oppe at klatre i. Desværre lå vores kamera i Tranum. :(

Ved aftensmadstid kørte vi ind til Aalborg igen. For et par år siden havde jeg vundet et gavekort til Jensens Bøfhus, så der skulle vi spise aftensmad. Det var vel nok en skuffelse. Bøfferne var rigtig gode, der var ikke noget at klage over der. Men bortset fra isvandet, så var det også det eneste der ikke kunne klages over. Rødvinen var varm som gløgg, og selvom vi var advaret om det, så havde vi alligevel ikke troet det var så slemt. Mine kartofler smagte ikke engang af kartofler, Kåres pommes frites var overhældt af krydderier det overdøvede smagen af alt andet, grøntsagerne havde lige fået lov til at se en gryde kogende vand og var derefter overhældt med eddike, rødvinssovsen smagte af vand og maizena og persillen var fyldt med jord. Så jeg tror ikke vi spiser der igen.

Efter aftensmaden var der lige tid til et par caches mere. Nu var det også til at komme til for mennesker igen. Så vi fik set slottet, Tyren, et par kirker, Gåsepigen og Sygehus Nord. Vi nåede også at blive lidt til grin. Vi havde ledt og ledt og ledt efter cachen ved Vor Frue Kirke og lige da vi er ved at gå kommer der nogen gående med noget der mistænkeligt ligner en GPS. Det var IvarT og de fandt den naturligvis med det samme. Nå ja, så kunne vi da også logge den.

Vi var hjemme i Biersted klokken 22.40 og der var vi godt nok også TRÆTTE.

Efter hvad vi har kunnet høre fra mine forældre og Ane, så har de vist også hygget sig gevaldigt sammen med Ellen. Hun har vist holdt dem godt til ilden, den bette. Hun er i hvert fald hurtig på trapper – specielt i forhold til at hun ikke har prøvet at kravle på trapper andet end i sidste uge hvor en af børnehavepædagogerne havde hentet hende oppe på hemsen. Motorikken fejler bestemt ikke noget.

Men nu er vi alle fire godt og grundigt brugte efter en god weekend. Jeg er i hvert fald helt sikker på at jeg får et par ret smertefyldte dage i næste uge – men det var det værd.

Og igen, der er desværre ingen billeder, men Kåre hentede vores kamera i morges, så der er håb forude. :)

Det har været noget af en uge. Tirsdag skulle der komme håndværkere og sætte nye vinduer i. Så mandag aften måtte vi flytte skriveborde, spisebord og alt det rod der var på dem. Et større arbejde, skulle jeg hilse at sige. Men det værste var bordet i serverrummet! Det klarede Kåre heldigvis.

Tirsdag kom tømrerne så klokken 7.30 – om jeg fatter hvorfor de altid skal starte så tidligt? Jeg benyttede mig af lejligheden til at køre til Århus og komme i IKEA og få ordnet nogle sko. Da vi kom hjem tirsdag kunne vi se at de havde sat lysninger og plader op igen. De skulle også skiftes! Herligt.

Nå, det snakkede jeg med dem om onsdag, eller rettere, det snakkede jeg med lærlingen om onsdag, for det var kun ham der var kommet for at fuge det sidste. Han fik ringet til chefen og verificeret at de havde fået nogle forkerte papirer med. Han kørte tilbage til værkstedet og i tømmerhandlen og fik hentet de manglende ting. Han var kommet allerede 7.00, så jeg var smadret til frokost og lagde mig ind på Ellens værelse – for vores senge skulle op og stå på højkant for at han kunne komme til.

Da jeg så vågnede var han kørt og jeg kunne se at det var noget makværk. Nogle af lysningerne var lavet af affaldstræ, der var kommet ekstra sømhuller i karmen på vinduet, der var brækket lidt af den ene karm og lysningerne var ikke samlet ordentligt. Absolut skønt.

Torsdag morgen ringer vi så til chefen og siger at vi ikke er helt tilfredse. Han kommer ud til os omkring middagstid og giver os helt ret. Ringer til lærlingen og siger at han skal ordne det fredag.

Fredag gider jeg simpelthen ikke være hjemme da han kommer, så jeg sætter mig over på biblioteket. Da jeg kommer hjem er det da nogenlunde, men ikke helt i orden. Det kunne altså godt være gjort pænere.

Men efter fire dage i træk at skulle flytte senge og leve uden computer (yikes!) gider vi bare ikke mere. Nu bliver de malet og så håber vi det ser ordentlig ud.

Min computer har nemlig været flyttet sammen med bord osv, så jeg har følt mig helt nøgen hele ugen. Hvis ikke jeg havde haft min nye magic tror jeg godt nok det var gået galt. :)