Archive for the ‘brok’ Category

Jordemoder og regnskoven

Tuesday, July 27th, 2010

I dag skulle jeg til jordemoder, men vi startede med en tur i regnskoven, fordi der er både en legeplads og nogle geder. Vi var også lige inde en tur og endnu engang undrer jeg mig. Der er store skilte med at man ikke må berøre dyrene – og alligevel er der nogen der ikke kan lade være med at jagte aberne, fordi de vil klappe dem. Typisk er det fædre der har deres børn med – hvad pokker er det for et eksempel at sætte? Behandl dog dyrene med respekt og lær børnene at dyr ikke er legetøj! Aargh – jeg kan blive så arrig på sådan nogle idioter (og hvis nogen føler sig truffet: FINT!)

Jordemoderen var vældig flink og lod sig ikke gå på af at Ellen var med. Til gengæld så hun lidt opgivende ud, da hun spurgte til hvad Søren (min egen læge) mente, når han skrev at sidste graviditet havde været “kompliceret”. Der var ligesom ikke rigtig plads nok til at skrive hele romanen om galdesten, nyreoperation, kvalme, gigt, depressioner, angstanfald, stofskifte osv. :)

Jeg slipper heldigvis for 21-ugers besøget og kan vente hele tre måneder inden næste gang. Men vi hørte hjertelyd og det er jo altid rart at høre – også selvom jeg blev sparket/moslet så sent som i går.

IMG_6227

Bagefter fandt vi lige et par caches og her til aften har vi været ude ved gederne. Det spurgte Ellen om ikke vi skulle, så det gjorde vi. Vi tog droget med og hun synes bare de geder skulle jagtes. Men som man kan se på billedet var gederne ikke enige. :) Hun var ellers i snor, så de kunne bare lade være med at gå hen til hende.

Men det er nu hyggeligt med sådan en flok tolle geder lige i nærheden. :)

P1 Debat – handicappede og psykisk syge er dumme!

Thursday, July 8th, 2010

Ja, jeg er blevet gammel, kedelig og sat. I går da jeg kørte op for at hente Ellen, der havde været på ferie hos mormor, morfar og moster Ane hørte jeg P1 Debat om problemerne i plejesektoren. Debattørene var Martin Geertsen, tidligere kultur- og fritidsborgmester i København (V), og Lars Aslan Rasmussen, socialordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

Der var snak om hvorvidt dem der er berettiget til hjælp også skal have at vide HVOR meget hjælp de er blevet tildelt. Det mener f.eks. socialdemokraterne på Christiansborg ikke.

Jeg var lige ved at køre galt, da Lars Aslan Rasmussen så udtaler, at han godt mener at man kan få at vide hvor meget hjælp man har ret til. Læs lige hele udtalelsen her (jeg har genlyttet flere gange som podcast for at være sikker på at have det rigtigt):

“Jeg synes det er fint at man har nogle rettigheder og dem er man oplyst om. Der hvor det selvfølgelig ikke kan lade sig gøre, det anerkender jeg, det er når det er handicappede og psykisk syge, fordi de er ikke i stand til på samme måde som ældre mennesker at kontrollere om der nu har været den her hjælp.”

Spørg lige om jeg var rasende. En socialordfører – for socialdemokraterne – sidder og siger på landsdækkende radio at handicappede og psykisk syge ikke er i stand til at forstå at 10 minutter er 10 minutter og ikke 5 minutter! Så kan jeg sgu godt forstå at handicappede og psykisk syge har svært ved at få den hjælp de har brug for.

Men man oplever det jo gang på gang: Når man er handikappet og f.eks. sidder i kørestol, så bliver man behandlet som om man også er dum. Men jeg troede da at en socialordfører havde lidt mere forståelse for hvordan tingene hænger sammen!

Død kat

Monday, June 28th, 2010

I går var vi ude at geocache (læs Ellens blog) og på vejen kørte vi forbi en kat der lå midt på vejen. Det kan jeg bare ikke med – for det første vil jeg gerne tjekke at katten nu også er død og for det andet, så er det nogens kat og den skal ikke bare ligge midt på en vej og blive kørt i stykker.

Så bilen i hold og mig ud efter katten. Det var en stor, flot sort og hvid kat, der stadigvæk var varm, så det var lige sket – men den var død. Den havde ingen øretatoveringer, så jeg kan ikke finde en ejer den vej. Jeg lagde den ind i rabatten og gik ind til huset den lå udenfor, men der var ingen der svarede. Jeg håber bare de finder katten hvis det var deres og at det ikke bliver børnene der finder den.

Så lige en kraftig opfordring: Få jeres katte øretatoverede, så man kan finde jer, hvis den løber væk eller skulle blive kørt over!

Og hvis I påkører en kat, så tag for pokker ansvaret og sørg for at tjekke om den er død, læg den ind til siden – også for at undgå uheld fordi folk forsøger at køre udenom og underret ejerne eller meld det til katteregisteret!

Ynkelig

Saturday, June 26th, 2010

Man skulle simpelthen tro jeg var en mand, så ynkelig som jeg er.

Jeg har det sidste halve års tid sovet med en hård bideskinne. Det vil sige, det har jeg ikke den sidste månedstid, for hvis jeg tog noget i munden, så kastede jeg op. Men jeg ville prøve igen sidste fredag. Jeg havde den i munden et kvarter og så fik jeg simpelthen den mest nederdrægtige hovedpine – jeg havde en ganske frygtelig weekend.

Mandag ringede jeg til fyssen og fik en tid – det var simpelthen muskelspændinger af at tænderne havde flyttet sig lidt i mellemtiden. Fyssen fik løsnet lidt op og jeg fik en ny tid onsdag. Det var så slemt mandag, at jeg ikke turde køre – Kåre måtte køre mig til Bjerringbro!

Onsdag løsnede hun så lidt mere, men i mellemtiden var jeg begyndt at få ondt i halsen – en typisk forkølelse. Så nu har jeg ondt i halsen, kvalme, svært ved at snakke, er så stoppet i næsen, at jeg af og til kaster op af det og stadigvæk ondt i hovedet. Det er sgu synd for mig (og endnu mere synd for Kåre og Ellen der skal leve med mig!)

Nå, nu skal jeg nok stoppe med at brokke mig.

Kvalme og fødselsdag

Sunday, May 30th, 2010

Jeg er ved at være træt af at have kvalme. Jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, men det gør det nu ikke mindre irriterende.

I går havde vi været til fødselsdag hos Tomas og Dina i Højbjerg og på den time det tog at køre hjem måtte jeg ind til siden fire gange! Heldigvis ved jeg da hvorfor og at det går over igen. Men det må gerne snart gå over! :)

Det var ellers en hyggelig fødselsdag – det var rart at se folk igen. Nogle af dem havde vi ikke set siden maj sidste år! Ungerne hyggede sig også. Der var en legeplads, boller, kage og kakao. Hvad mere kan man så ønske sig?

Forskrækkelse

Friday, May 28th, 2010

Onsdag aften begyndte jeg at bløde. Når man er gravid er det ikke en god ting! Jeg skal spare sarte læsere for detaljerne, men torsdag ringede jeg til min læge, som gav mig en tid samme formiddag hos deres praksisreservelæge. Hun sendte mig videre til skanning på Randers Sygehus, hvor vi heldigvis kunne se at Ny har det fint. Den er vokset siden sidst, men det var lidt svært at få et ordentligt mål. Men heldigvis er alt som det skal være og jeg har ikke blødt siden onsdag aften. Så vi satser på at alt er i orden.

Nu prøver jeg mig bare at tage mig sammen til at gå ud og bage en kage til arbejdsdag i vuggestuen – det er sådan generelt lidt svært at tage sig sammen, når man konstant har kvalme og brækker sig med jævne mellemrum – men det går i det mindste over igen. :)

Børnefamilieydelsen

Wednesday, May 26th, 2010

Jeg er helt med på at der skal ske noget for at rette op på den danske økonomi og jeg synes også at børnefamilieydelsen er et glimrende sted at spare – men ikke som regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet at gøre!

Dansk Folkepartis formål er at ramme flest muligt indvandrerfamilier og det har de altså valgt at gøre ved at få indført et loft på 30.000 kroner om året. Man kan simpelthen ikke få mere i børnefamilieydelse fra 2011 – dog med en overgangsordning, så man i 2011 får 30.000 kroner plus 2/3 af det man ellers ville have fået over 30.000 og i 2012 får 30.000 kroner plus 1/3 af det man ellers ville have fået over 30.000.

For os betyder det ikke så meget, men for familien der måske lige har råd til barn nummer to og så får tvillinger betyder det altså rigtig meget! Eller for familier med mere end to børn. Og det er lidt at skyde sig selv i foden, for jeg er sikker på at det vil gøre at der bliver født færre børn og i forvejen har vi et problem, da der kun bliver født 1,8 børn pr. kvinde og der skal 2,1 børn til at opretholde befolkning. Det gør at vi får brug for at “importere” flere mennesker fra udlandet og jeg er ikke helt sikker på at det var det Dansk Folkeparti ønskede.

Mit forslag ville være, og har altid været, at gøre børnefamilieydelsen indkomstafhængig. På den måde vil man kunne spare en masse – og sikkert lige så meget som nu, men man vil kun ramme dem der har råd til det. Det vil naturligvis give lidt ekstra bureaukrati, men jeg tror sagtens det vil kunne betale sig i form af en noget mere rimelig ordning, færre indlæggelser af fejlernærede børn og færre ansøgninger til kommunen om hjælp.

Samtidig vil de jo helt fjerne muligheden for offentligt betalt kunstig befrugtning (dog med 50 millioner sat at målrettet til grupper med særlige behov – jeg antager at det f.eks. er folk der er blevet infertile på grund af sygdom eller ulykker). I Danmark er der årligt 58.000 fødsler, 11.000 reagensglasbehandlinger og 10.000 inseminationer. Man behøver ikke den store samfundsøkonomiske eksamen for at regne ud at det kommer til at give problemer: De rige kan få børn – de fattige må undvære.

Så helt generelt er den plan vist kun med til at skævvride det danske samfund endnu mere end det er i forvejen!


Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om genopretning af dansk økonomi [pdf]

Genopretningspakken

Monday, May 24th, 2010

I disse dage forhandler regeringen med DF om genopretningspakken, der skal gøre at vi hurtigst muligt kan komme til at leve op til EUs konvergenskrav.

R, S og SF forlod forhandlingerne efter 38 minutter, fordi de simpelthen ikke kunne stå inde for at fastfryse alle overførselsindkomster – altså at udhule pension, kontanthjælp, SU, starthjælp, dagpenge osv., fordi de ikke længere må stige årligt, selvom priserne i samfundet stiger. Det vil betyde at folk på overførselsindkomster vil få færre og færre penge og det vil R, S og SF ikke være med til. Dansk Folkeparti, som ellers siger at de er på de svages side, vil gerne. Sikkert fordi det også rammer mange indvandrere.

Dansk Folkeparti vil nu gøre børnechecken/børnefamilieydelsen indkomstafhængig. Det synes jeg er en rigtig god ide og det har jeg synes længe. Der er altså ingen grund til at en familie med en årsindkomst på den anden side af millionen skal have udbetalt 10.000 kroner skattefrit hver tredje måned. De vil også gøre, at man maksimalt kan få børnecheck for 2 børn. Endnu et forsøg på at ramme indvandrerfamilier, der traditionelt får flere børn end “danske” familier. Man da der er en nettotilvandring til Danmark og “danske” mødre gennemsnitlig får 1,8 børn vil det formentlig bare betyde at der bliver flere indvandrere i forhold til “danskere”. Og taget i betragtning at antallet af børn pr. kvinde bliver større jo dårligere uddannet kvinden er, så er det da også bare at ramme DFs egne kernevælgere.

Men nu vil DF også spare penge på tolkebistand: Der skal være 100% brugerbetaling på tolkebistand på f.eks. skoler, hospitaler, kommuner og ved domstole. Jeg ser et alvorligt problem indenfor retsikkerhed: “Du er anklaget for mordet på NN, tilstår du?” “Jaa, jaa.” Og borgeren har ikke fattet noget som helst, men har ikke råd til en tolk. Eller: “Du har sukkersyge og det er meget vigtigt at du husker at tage disse piller hver eneste dag.” Jeg forstår simpelthen ikke at de mennesker kan se sig selv i spejlet hver dag – de burde simpelthen opfinde en tidsmaskine og flytte tilbage til slavetidens sydstater og lege overmennesker der!

Der er da også et par fornuftige forslag ud over at indkomstafhængiggøre børnechecken: Ministrene skal gå 5% ned i løn og den planlagte forhøjelse af topskattegrænsen udskydes.


Thorning og Søvndal siger nej til spareplan, Politiken, 20. maj 2010
DF står fast: Børnechecken skal beskæres, Politiken, 23. maj 2010
DF vil spare penge på tolke, Politiken, 24. maj 2010

Nu må det være nok!

Monday, May 17th, 2010

Gennem graviditeten med Ellen havde jeg galdestensanfald og nyrestensanfald i stor stil. Nyrestenen var kendt før jeg blev gravid, men papirene var forsvundet, så i uge 19 måtte jeg gennem en nyreoperation. Galdeblæren blev fjernet da Ellen var 19 dage gammel.

Nu render jeg så rundt med denne hersens lungebetændelse og tror at smerterne i højre side af maven/brystkassen stammer derfra. Men nej, lægen mener at det er noget med enten leveren eller galdevejene!

Så jeg har lige fået taget 6-7 blodprøver (igen) og så må vi se hvad de siger. Men jeg undgår næppe en tur omkring organkirurgisk afdeling.

Jeg gider simpelthen ikke mere! Hvorfor er det at jeg ikke bare kunne være blevet udstyret med en normal og rask krop? Suk!

Elendighed

Sunday, May 16th, 2010

Jeg har det så elendigt. Jeg har ingen energi, ingen luft og som om det ikke er nok, så har jeg sådan en kvalme og dårlig mave af pillerne.

Så jeg har knap været uden for en dør og orker ikke andet end at gå frem og tilbage mellem computeren, sengen og sofaen. Stakkels Ellen og Kåre – for man er altså ikke godt selskab når man har det sådan!

Jeg håber virkelig snart at det er overstået!