Archive for the ‘Ellen’ Category

Kamera

Saturday, July 25th, 2009

Nu var det galt med kameraet igen, så det afleverede vi i Gistrup, da vi alligevel kørte i sommerhuset i mandags. Så må vi se om vi får et nyt igen eller om de kan reparere det.

Heldigvis er der da lidt kamera i magicen, så der bliver taget et par billeder, men de er nu ikke helt lige så gode som med et ordentligt kamera. Og specielt ikke indendørs.

Ellen spiser lammekølle.

Ellen spiser lammekølle.

Dagens tur

Thursday, July 16th, 2009

I dag har været en lang dag. Jeg skulle til møde på kommunen angående praktik og fleksjob (mere om det i en senere posting) og Kåre skulle med. Så heldigvis mente de godt de kunne have plads til en enkelt mere i nødpasningen i vuggestuen. Så Ellen har været i vuggestue/børnehave/SFO i dag og jeg ved ikke helt hvem der var gladest for det: Barnet, forældrene, pædagogerne eller de andre børn. Men de har i hvert fald hygget sig!

Kåre leger Tarzan.

Kåre leger Tarzan.

Så vi kørte til Hadsten i god tid og nåede lige tre caches på vejen: Lilleåen #5, Tarzan og Mutte #45 – Lilleskoven. Efter mødet kørte vi ned i SuperBest og hentede lidt frokost og kørte ud til Tunnellen hvor vi fandt et bord og nogle bænke lige ved en lille sø. Jeg lavede dog alletiders glansnummer på vej op af en skrænt: Hænderne fyldte med mad, kamera, GPS og hvad man nu ellers lige har brug for og så skvattede jeg lige så lang jeg var ned af skrænten. Resultat: En forvreden fod, den højre naturligvis, det er jo den der er blevet opereret et par gange, en skulder der lige smuttede lidt af led, et forslået knæ og en ryghvirvel der forskubbede sig lidt. Godt man er hypermobil, så leddene er vant til lidt af hvert i den retning.

Ved Lilleåen.

Ved Lilleåen.

Efter Tunnellen tog vi lige to drive-bys (Prinsesse Margrethe og Mutte #39 – Over Hadsten Kirke. Så med seks caches i rygsækken kunne vi vende hjem til Ulstrup og hente en glad Ellen i vuggestuen. Dejligt med sådan en tur.

Prinsesse Margrethes stævn.

Prinsesse Margrethes stævn.

Det første Ellen gjorde da vi kom hjem var at løbe om til hindbærbuskene for at se om ikke der var nogen der kunne spises. Der er lidt endnu, men det varer ikke længe før hun bliver skuffet.

Randers Regnskov

Thursday, July 16th, 2009

Kåre er arbejdsramt, så jeg pakkede bilen og kørte først til tandlægen og så i Randers Regnskov med Ellen. Ret smart med tandlæge med indbygget børnepasning. :)

Det var lidt farligt at gå over her.

Det var lidt farligt at gå over her.

I Randers Regnskov kom vi lige som de havde åbnet, så der var god plads til os – også selvom Ellen går lidt langsomt og skal have tid til at se det hele. Vi så både høns og ænder og en masse andre ting som Ellen ikke rigtig ved hvad er endnu. Men det var spændende.

Omkring 11.15 mente vores maver at det var ved at være frokosttid, så vi bestilte en Jungledyrenes Livretter til Ellen og en lille gang pommes frites til mig. Og vi kunne ikke engang spise op selvom vi hjalp hinanden!

Uden mad og drikke...

Uden mad og drikke...

Efter frokost besøgte vi gederne og kaninerne. Det er lidt svært at kravle på trappestiger med Ellen på armen, men vi nåede da både ind og ud – også selvom nogle store drenge prøvede at mase forbi. Ellen og et halvstort kid nåede at blive fine venner.

Ellen og gedekiddet

Ellen og gedekiddet

Så selvom det var midt i højsæsonen og vi kun var mig og Ellen, så havde vi en rigtig god tur i Regnskoven – og så nåede vi lige en enkelt cache på vejen. :)

Alene hjemme

Tuesday, July 14th, 2009

Stakkels Kåre er arbejdsramt, så mig og Ellen hygger os hjemme i dagtimerne.

I går var vi i Randers og købe fødselsdagsgaver til Christina og Casper, Ellens kusine og fætter. Og jeg kom lidt til at købe en lækker Fjällräv til Ellen. Den overfaldt os bare sådan uden videre.

Vi var også i BabySam for at købe et par badebukser til Ellen, sådan nogle der kan holde små uheld inde. Ellen fandt en trappestige og så var hun glad. Det var det ikke alle dem der stod i nærheden der var. Men dem om det. Ellen kan fint kravle på en lille stige.

Ellen synes rutchebanen er sjov.

Ellen synes rutchebanen er sjov.

I dag har vi været på legepladsen og nu kan Ellen selv kravle op på den store rutchebane. Det gør det meget nemmere for mig. :) I eftermiddag var vi på biblioteket. Det kan Ellen godt lide, for der er andet legetøj end det i vuggestuen og det her hjemme.

Så er hun underholdt mens jeg kigger på bøger.

Så er hun underholdt mens jeg kigger på bøger.

Pludseligt blev der stille ude i køkkenet hvor Ellen legede. Det er som oftest et dårligt tegn, så jeg gik ud for at se hvad der skete. Her er hvad jeg så:

Så kan Ellen kravle op på spisebordet.

Så kan Ellen kravle op på spisebordet.

Egentlig ville vi have hentet Kåre i Hadsten og så have geocachet lidt og spist vores aftensmadsmadpakke. Men Kåre var først med toget 17.16, så det blev lidt sent. I stedet for hentede vi ham i Langå og spiste madpakken nede ved Amtmand Hoppes Bro. Det var også ganske hyggeligt. Og så kunne vi lige tjekke at cachen der havde det godt.

Aftensmad i det grønne.

Aftensmad i det grønne.

I morgen skal jeg til tandlæge – og have Ellen med. Det bliver spændende hvordan det går.

Tog i sneglefart

Sunday, July 12th, 2009

Det er godt nok heller ikke nemt at være barn. I mange bøger er der billeder og tegninger af tog – men det er alle sammen gamle damptog. Så når man står ude i naturen (og lige har fundet cache nummer 400) og der så kommer et IC3-tog forbi, så er det altså svært at forstå at det også er et tog.

Skulle det nu være et tog?

Skulle det nu være et tog?

Men det tager godt nok lang tid at geocache med Ellen og Siri. Når ikke Siri skal snuse til et eller andet, så er det Ellen der lige har fået øje på et eller andet spændende. Og når man er 15 måneder gammel er ALTING spændende. Men hvordan skal hun lære, hvis ikke hun får lov til at være nysgerrig? Så skidt med at vi spiser aftensmad en time senere. :)

Ellen nærstuderer en vinbjergsnegl.

Ellen nærstuderer en vinbjergsnegl.

Egen computer

Thursday, July 9th, 2009

Så, nu er det vist på tide at den unge dame skal have sin egen computer og at der skal indføres begrænsninger på computertiden her i huset. En halv time beslaglagde hun min computer og hyggede sig med Oline på DR. Så et af Kåres sommerferieprojekter bliver at få gjort en computer klar til Ellen.

Ellen hygger sig ved computeren.

Ellen hygger sig ved computeren.

Hun er i øvrigt blevet rigtig dygtig til at hjælpe med at tage tøj af og på og hun kravler selv op i og ud af klapvognen. Hun dækker også bord og plukker selv hindbær. Når vi går tur skubber hun også klapvognen, når hun ikke sidder i den. Og hvis man børster tænder kommer hun også og vil have børstet tænder.

Et kvarter senere - nu gad jeg ikke sidde med hende mere.

Et kvarter senere - nu gad jeg ikke sidde med hende mere.

I næste uge har Ellen ferie fra vuggestuen, men det har Kåre ikke. Så nu må vi se hvad vi to/tre tøser finder på at få tiden til at gå med. Jeg tror nu hun kommer til at savne vuggestuen, for hun er simpelthen så glad for at være der.

Fantomfedme

Tuesday, July 7th, 2009

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.


BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

Weekenden

Sunday, July 5th, 2009

Vi har holdt lidt ferie her i weekenden. Egentlig skulle Ellen have haft første overnatning uden mor og far hos mormor og morfar fra lørdag til søndag, men sådan skulle det ikke gå.

Men vi afleverede hende lørdag til frokost og så tog vi ellers afsted uden både hund og barn. Målet var Aalborg – vi skulle købe nogle sandaler til Kåre.

Fredag aften havde der ellers været vild panik i det lille hjem. Geocaching.com var nede! (Noget med en brand.) Hvordan skulle vi så finde en liste over caches i Aalborg og omegn? Heldigvis er geocachere nogle meget venlige mennesker, så under fem minutter efter jeg havde spurgt på forum havde jeg både fået de filer jeg bad om, tilbud om hjælp og en invitation til kolde øl!

Lørdag lige over middag var der sort af mennesker i Aalborg midtby, så Kåre prøvede sandaler, konkluderede at de ikke passede til ham og så kørte vi ud i Østerådalen. Her fandt vi fikke mindre end tre caches. Ikke meget, men det var nogle gode ture, der bl.a. krævede at man gik i Østeråen under Indkildevej og motorvejen. Vi endte også på den forkerte side af en bæk og var for dovne til at gå udenom, selvom der var nogle ret stejle skrænter. Et træ var vi også oppe at klatre i. Desværre lå vores kamera i Tranum. :(

Ved aftensmadstid kørte vi ind til Aalborg igen. For et par år siden havde jeg vundet et gavekort til Jensens Bøfhus, så der skulle vi spise aftensmad. Det var vel nok en skuffelse. Bøfferne var rigtig gode, der var ikke noget at klage over der. Men bortset fra isvandet, så var det også det eneste der ikke kunne klages over. Rødvinen var varm som gløgg, og selvom vi var advaret om det, så havde vi alligevel ikke troet det var så slemt. Mine kartofler smagte ikke engang af kartofler, Kåres pommes frites var overhældt af krydderier det overdøvede smagen af alt andet, grøntsagerne havde lige fået lov til at se en gryde kogende vand og var derefter overhældt med eddike, rødvinssovsen smagte af vand og maizena og persillen var fyldt med jord. Så jeg tror ikke vi spiser der igen.

Efter aftensmaden var der lige tid til et par caches mere. Nu var det også til at komme til for mennesker igen. Så vi fik set slottet, Tyren, et par kirker, Gåsepigen og Sygehus Nord. Vi nåede også at blive lidt til grin. Vi havde ledt og ledt og ledt efter cachen ved Vor Frue Kirke og lige da vi er ved at gå kommer der nogen gående med noget der mistænkeligt ligner en GPS. Det var IvarT og de fandt den naturligvis med det samme. Nå ja, så kunne vi da også logge den.

Vi var hjemme i Biersted klokken 22.40 og der var vi godt nok også TRÆTTE.

Efter hvad vi har kunnet høre fra mine forældre og Ane, så har de vist også hygget sig gevaldigt sammen med Ellen. Hun har vist holdt dem godt til ilden, den bette. Hun er i hvert fald hurtig på trapper – specielt i forhold til at hun ikke har prøvet at kravle på trapper andet end i sidste uge hvor en af børnehavepædagogerne havde hentet hende oppe på hemsen. Motorikken fejler bestemt ikke noget.

Men nu er vi alle fire godt og grundigt brugte efter en god weekend. Jeg er i hvert fald helt sikker på at jeg får et par ret smertefyldte dage i næste uge – men det var det værd.

Og igen, der er desværre ingen billeder, men Kåre hentede vores kamera i morges, så der er håb forude. :)

Måbende mor

Saturday, June 27th, 2009

Ellen har altid et glas med vand stående på sin høje stol, så hun kan tage noget at drikke når hun er tørstig. I dag kom hun så til at spilde lidt vand på køkkengulvet. Jeg stod lige og lavede mad, så jeg fik ikke tørret op med det samme.

Så Ellen går hen til vasken, rækker op og tager en klud, går hen og sætter sig på hug, tørrer vandet op og rækker mig kluden. Indrømmet, der var lidt vand tilbage på gulvet, men alligevel. Jeg tror bare jeg stod og så lidt måbende på ungen.

Hun er nu lidt sød. :)

Ellens dag

Friday, June 26th, 2009

Ellen vågnede i godt humør klokken 8 og jeg tog hende ind i sengen til mig. Så morgenammede vi lidt og puttede og moslede – en god måde at starte dagen på. Inden vi skulle ned i vuggestuen skulle vi have noget morgenmad. Man skal bare sige morgen mad til Ellen, så står hun ude ved køkkenskabet. Det er hendes job at sætte skåle, glas og skeer på bordet og det gør hun med stor glæde.

Og så gik turen i klapvogn ned til vuggestuen. Hun er meget glad for vuggestuen og løber ind hver morgen og går straks i gang med at lege. I dag løb hun nu ind i børnehaven, for deres puderum er større og sjovere end vuggestuen. Heldigvis kom Bente forbi og fangede hende og bar hende ind i vuggestuen for mig. De er rigtig søde til at hjælpe mig med de ting jeg har svært ved.

Gyngetur.

Gyngetur.

I dag skulle de sige farvel til en studerende og de havde fået flødeboller! Men Ellens kjole var lige så pæn som da jeg afleverede hende, så jeg ved ikke hvad de gør med de børn – måske er det en nudistinstitution?

Ellen har faktisk ikke haft sko på hele denne uge, jeg synes det er rigtig dejligt at de lader dem gå barfodede og at hun tit er møgbeskidt i ansigt, fødder og hænder. Den anden dag havde hun ikke spist ret meget af sin madpakke. Det var fordi de havde haft lyst til at lave mad over bål – herligt!

Da jeg hentede hende var hendes madkasse væk. Ganske frygteligt, for Ellen plejer at få en halv mad på vejen hjem. Men hun måtte nøjes med en gulerod der var tilbage fra eftermiddagskaffen. Eftermiddagskaffen er en frugtordning vi betaler 95 kroner om måneden for. Så er der gnavegulerødder hele dagen og så brød og frugt om eftermiddagen. Det kan f.eks. være minipizza’er og ananas eller pitabrød og banan. Det ser i hvert fald rigtig lækkert ud.

Men på vejen hjem kom vi forbi legepladsens gynge. Og så skulle der jo lige en gyngetur til. Hun elsker at gynge og kan næsten sige gynge nu.

Kartoffelopgravning.

Kartoffelopgravning.

Vel hjemme fik hun alt tøjet af og legede lidt i sit badebassin. Hun var meget nysgerrig da jeg skulle grave kartofler op, så hun fik lov til at hjælpe. Hun konkluderede at det var “ma'” og lagde hver enkelt kartoffel pænt over på bordet. :)

Nu er hun lige kommet med to legoklodser jeg skulle sætte sammen. Jeg sætter dem sammen og rækker hende dem, hvorefter hun prompte svarer: “Tak.” Det er første gang hun har sagt det. Men nu er det tid til at gå ned mod toget og hente Kåre og ind til ostehandleren efter noget hvid ost til aftensmaden.