Trines blog

Så er sommerferien på plads. Jeg har haft kontakt til en del vandrerhjem i Tyskland, men enten har de ikke svaret eller så har de ikke haft plads. Men nu er det lykkedes.

Vi skal til Goslar (det ligger i Harzen i Tyskland – lige ved den gamle grænse mellem øst og vest) og bo i bindingsværkshus. :)

For den fyrstelige sum af 2.500 kroner får vi alle tre seks overnatninger med fuldpension, en bjergbanetur op på et nærliggende bjerg (Bocksberg), en tur i minerne ved Rammelsberg og en tur til et middelaldermuseum i en gammel borg, Zwinger.

Nu har jeg skrevet under på papirene og de er sendt til Tyskland, pengene er overført – eller det håber jeg i hvert fald – det er min første internationale bankoverførsel! Så er det bare at vente på at det bliver ferietid. :) (Og taget sidste års aflysning i mente, så er der bestilt årsrejseforsikring med afbestillingsdækning!)

Der gik en uge – så brækkede gipsen og jeg måtte til Silkeborg for at få en ny på. Ugen efter skulle armen så tjekkes – den var fin, men gjorde stadigvæk noget ondt. Så jeg fik støttebind på og skulle til kontrol 14 dage efter. Dagen efter ringede lægen (en studerende) og sagde at overlægerne havde ment at kunne se et brud, så jeg skulle ind til en MR-skanning, så snart der blev plads og indtil da skulle jeg bare holde armen HELT i ro.

Ja tak, hold du bare højre arm HELT i ro med en 2-årig i huset! Jeg skulle alligevel til Århus samme eftermiddag (torsdag den 25. marts) så jeg ringede til skadestuen og spurgte om de kunne hjælpe mig. Det kunne de heldigvis, så Ellen og jeg tog på skadestuen og fik en ny gips på. Tredje gips og tredje måde at lægge den på.

Onsdag den 31. marts blev jeg så skannet og armen blev frikendt. Om der har været et brud der er helet ved jeg ikke, men det er også lige meget – gipsen er af.

Men her slutter historien ikke – ikke helt i hvert fald.

Natten mellem den 31. marts og 1. april vågner jeg med meget ondt i mine fødder – primært den venstre. Det er nyt, for normalt er det højre der er værst. Men det var også en helt ny måde at have ondt på. Sådan en blanding af fodsvamp, nålestik og når fødderne tør op efter at have været ude i kulden ALT for længe. Den mindste bevægelse gør ondt, men berøring er værst – specielt på nogle bestemte steder.

Det blev værre op af dagen og der begyndte at komme blodudtrækninger, så Kåre sagde at jeg skulle ringe til vagtlægen. De ville meget gerne se mig, da det kunne være årebetændelse. Så jeg kørte til vagtlægen i Randers. For to år siden tilbragte jeg også skærtorsdag på Randers Sygehus, dog i et lidt mere glædeligt ærinde. :)

Vagtlægen kiggede og mærkede og kiggede lidt mere. Hun rystede på hovedet mange gange og endte med at ringe til bagvagten, hvor hun beskrev det som et tilfælde af Morbus Mysticus[1]. De endte med at blive enige om at det var reaktiv artrit – gigtbetændelse, udløst af en halsinfektion jeg havde haft mandag-onsdag med høj feber.

På tirsdag skal jeg så en tur ned til min egen læge og have gang i vævsprøver og blodprøver og det hele. Det bliver spændende.

Så desværre blev det ikke til nogen sommerhustur i denne omgang og påskeæggejagten i Biersted måtte vi også sige nej tak til i år. Heller ingen geocaching er det blevet til siden lørdag før palmesøndags event i Grenå. Når det kræver overvindelse bare at sætte fødderne ned på gulvet, så bliver det ikke til så meget. :)

Morbus Mysticus er også en finsk geocache.

Så har vi været på campingtur – igen. Nu havde vi jo fundet ud af at mig og Kåre godt gad, så var det bare med at finde ud af hvad gøjen sagde til det. Og umiddelbart virkede hun meget godt tilfreds.

Vi tog ned syd for Silkeborg på Velling Koller Camping, og det var et godt valg. De to campingpladser var meget forskellige. På Bunken Camping blev vi modtaget af en kvinde der formentlig var tysker og som ikke anede hvor nærmeste indkøbsmulighed var henne. På Velling Koller blev vi hjerteligt modtaget og fik straks brochurer over de gode gåtursmuligheder i området i hånden.

Fællesfaciliteterne var sådan set i orden begge steder, men på Bunken var det meget råt og sterilt og på Velling Koller virkede det helt hjemligt. Fællesrummet på Bunken var bare et råt rum med borde og stole som man ser i en gammel kantine. På Velling Koller var der både spil, bøger og blade og møblerne var lidt en blandet landhandel med sofaer, sofabord, spiseborde osv.

Velling Koller er en lille campingplads med omkring 100 pladser, pladserne er ret små og afgrænsningen mellem dem er slet ikke opvokset endnu – men det kommer. Bunken er en kæmpeplads med MANGE pladser, pladserne er store og ret private.

Bunken har nogle kedelig standardlegepladser, som sikkert lever op til alle krav, men som ikke virker ret inspirerende. Velling Koller har masser af dyr, en hyggelig have og en sjov legeplads – men Ellen var ret sur over at hun ikke kunne få fødderne ind i babygyngen. :)

Om man foretrækker det ene eller det andet er jo en smagssag, men vi er i hvert fald glade for at have prøvet to meget forskellige muligheder.

Hvis du har lyst kan du læse mere om hvad vi lavede på Ellens blog, der er der også billeder.

Flot eftermiddagshimmel.

Vi startede efterårsferien med en tur i Randers Regnskov og jagt- og friluftsdag i skoven ved Fladbro. Søndag morgen kørte vi til Biersted og afleverede Ellen og Siri hos mine forældre og drog selv mod Skagen. Eller rettere mod Bunken Camping 15 kilometer syd for Skagen.

Birkesøen.

Målet var, ikke overraskende, at geocache. Bunken var valgt, fordi der er en ret stor koncentration af både almindelige caches og natcaches. Og så skulle vores 500 caches jubilæum fejres. :)

En stakkels natcacher havde ikke mere batteri på GPS'en.

Søndag aften fandt vi seks caches, men måtte desværre slutte med en DNF (Did Not Find). Mandag mente jeg at vores jubilæum skulle fejres med en speciel cache, så vi kørte mod Skagen. På vejen tog vi lige nummer 499 og så var det ellers HELT ud på spidsen af Grenen for at logge Two Oceans. På den måde fik vi vores første earth cache som nummer 500. Og oppe ved Grenen er der en lille kilde – bare sådan midt på en vej ud mod vandet. Ingen skilte eller noget. Den ville vi da aldrig have set, hvis ikke det havde været for geocaching. Men det er altså virkelig underligt at stoppe fingrene ned i noget der ligner fast sand og så er der bare slet ingen modstand.

Mig helt ude på spidsen.

Vi fandt lige nogle stykker mere på vejen tilbage til campingvognen – 16 for at være mere nøjagtig. En af dem var vores første letterbox. :) Efter aftensmaden stod det på natcaching igen. Denne gang fik vi selskab noget af vejen af et par andre geocachere. Det er altid rart at møde andre nørder. Vi nåede lige hjem til campingpladsen ingen bommen blev låst og så var vi altså også trætte! 26 caches fandt vi i løbet af dagen – det er 11 mere end vores hidtidge rekord.

Kåre tænker!

Man overvejer lidt om man skulle tage en tur om på den anden side af jorden. Alle tiders chance er dukket op og selvom jeg har svoret aldrig at sætte mine ben på amerikansk grund er udsigten til en god og billig tur til Californien alligevel lidt af en gulerod. Specielt tanken om et besøg i Yosemite og andre af nationalparkerne i området. Egentlig lidt skægt med ordet “området”. Når jeg snakker om området her, så er det sådan lidt ud mod Vellev og op mod Sønder Vinge, men området omkring San Fransisco går ud til Yosemite og næsten ned til LA. :)

El Capitan

Men hvad vil Ellen sige til en så lang flyvetur? Og næsten mere vigtigt: Hvad vil alle andre sige til at have Ellen med på så lang en flyvetur? For 14 dage er altså lang tid at være væk fra hende – så med skal hun. Hvis altså vi skal afsted! Siri plejer at være nem nok at afsætte, for hende vil vi altså ikke have med. Tænk hvis nogen forveksler hende med en bjørn i Yosemite. :)

Den sidste uge har Ellen være i vuggestue, mens Kåre og jeg har haft ferie. 5 ugers ferie væk fra vuggestuen var blevet for meget for Ellen, så hun fik en uge sammen med de andre midt i ferien.

Og så kunne forældrene geocache. I forhold til andre har vi så godt som ikke cachet, men det er da blevet til godt 30 caches i løbet af denne uge. Så “langt” østpå som Århus, og så “langt” vestpå som Viborg. Største oplevelse var nok da et råkid kom og stillede sig lige foran os og blev stående læææænge.

Ellen kigger efter far der logger Viborg Søndersø.

Ikke mindre end tre FFC’er er det også blevet til. En ved Åbro (næsten) på vej til fødselsdag i Hadsten. Vi fik også et FFC sidste gang vi skulle til fødselsdag i Hadsten. :) Et nede ved åen her i Ulstrup – det foregik i mageligt gangtempo med Ellen i klapvognen og mig hjemme i sengen. Det var om morgenen. :) Og så et i går til event.

I går var der nemlig event i Viborg. Soga havde arrangeret sammen med en masse andre og der var lagt omkring 150 caches ud syd og øst for Viborg, så der var masser at tage af. Vi nåede som sagt et enkelt FFC på Skvulp og det var vi ganske godt tilfredse med.

Det er hårdt at geocache.

Vi gik en rigtig dejlig tur nede ved Viborg Søndersø. Men klokken 13 kunne jeg simpelthen ikke holde til mere, så vi kørte hjem og spiste frokost. Vi nåede dog lige forbi forsamlingshuset, hvor Stine sad helt, helt alene.

I dag er næste event rundt om hjørnet så frigivet: Vi skal ud i en mørk, mørk skov til Halloween for at finde ud af hvem det er der går og bortfører uskyldige geocachere!

I dag har været en lang dag. Jeg skulle til møde på kommunen angående praktik og fleksjob (mere om det i en senere posting) og Kåre skulle med. Så heldigvis mente de godt de kunne have plads til en enkelt mere i nødpasningen i vuggestuen. Så Ellen har været i vuggestue/børnehave/SFO i dag og jeg ved ikke helt hvem der var gladest for det: Barnet, forældrene, pædagogerne eller de andre børn. Men de har i hvert fald hygget sig!

Kåre leger Tarzan.

Så vi kørte til Hadsten i god tid og nåede lige tre caches på vejen: Lilleåen #5, Tarzan og Mutte #45 – Lilleskoven. Efter mødet kørte vi ned i SuperBest og hentede lidt frokost og kørte ud til Tunnellen hvor vi fandt et bord og nogle bænke lige ved en lille sø. Jeg lavede dog alletiders glansnummer på vej op af en skrænt: Hænderne fyldte med mad, kamera, GPS og hvad man nu ellers lige har brug for og så skvattede jeg lige så lang jeg var ned af skrænten. Resultat: En forvreden fod, den højre naturligvis, det er jo den der er blevet opereret et par gange, en skulder der lige smuttede lidt af led, et forslået knæ og en ryghvirvel der forskubbede sig lidt. Godt man er hypermobil, så leddene er vant til lidt af hvert i den retning.

Ved Lilleåen.

Efter Tunnellen tog vi lige to drive-bys (Prinsesse Margrethe og Mutte #39 – Over Hadsten Kirke. Så med seks caches i rygsækken kunne vi vende hjem til Ulstrup og hente en glad Ellen i vuggestuen. Dejligt med sådan en tur.

Prinsesse Margrethes stævn.

Det første Ellen gjorde da vi kom hjem var at løbe om til hindbærbuskene for at se om ikke der var nogen der kunne spises. Der er lidt endnu, men det varer ikke længe før hun bliver skuffet.

Kåre er arbejdsramt, så jeg pakkede bilen og kørte først til tandlægen og så i Randers Regnskov med Ellen. Ret smart med tandlæge med indbygget børnepasning. :)

Det var lidt farligt at gå over her.

I Randers Regnskov kom vi lige som de havde åbnet, så der var god plads til os – også selvom Ellen går lidt langsomt og skal have tid til at se det hele. Vi så både høns og ænder og en masse andre ting som Ellen ikke rigtig ved hvad er endnu. Men det var spændende.

Omkring 11.15 mente vores maver at det var ved at være frokosttid, så vi bestilte en Jungledyrenes Livretter til Ellen og en lille gang pommes frites til mig. Og vi kunne ikke engang spise op selvom vi hjalp hinanden!

Uden mad og drikke...

Efter frokost besøgte vi gederne og kaninerne. Det er lidt svært at kravle på trappestiger med Ellen på armen, men vi nåede da både ind og ud – også selvom nogle store drenge prøvede at mase forbi. Ellen og et halvstort kid nåede at blive fine venner.

Ellen og gedekiddet

Så selvom det var midt i højsæsonen og vi kun var mig og Ellen, så havde vi en rigtig god tur i Regnskoven – og så nåede vi lige en enkelt cache på vejen. :)

Stakkels Kåre er arbejdsramt, så mig og Ellen hygger os hjemme i dagtimerne.

I går var vi i Randers og købe fødselsdagsgaver til Christina og Casper, Ellens kusine og fætter. Og jeg kom lidt til at købe en lækker Fjällräv til Ellen. Den overfaldt os bare sådan uden videre.

Vi var også i BabySam for at købe et par badebukser til Ellen, sådan nogle der kan holde små uheld inde. Ellen fandt en trappestige og så var hun glad. Det var det ikke alle dem der stod i nærheden der var. Men dem om det. Ellen kan fint kravle på en lille stige.

Ellen synes rutchebanen er sjov.

I dag har vi været på legepladsen og nu kan Ellen selv kravle op på den store rutchebane. Det gør det meget nemmere for mig. :) I eftermiddag var vi på biblioteket. Det kan Ellen godt lide, for der er andet legetøj end det i vuggestuen og det her hjemme.

Så er hun underholdt mens jeg kigger på bøger.

Pludseligt blev der stille ude i køkkenet hvor Ellen legede. Det er som oftest et dårligt tegn, så jeg gik ud for at se hvad der skete. Her er hvad jeg så:

Så kan Ellen kravle op på spisebordet.

Egentlig ville vi have hentet Kåre i Hadsten og så have geocachet lidt og spist vores aftensmadsmadpakke. Men Kåre var først med toget 17.16, så det blev lidt sent. I stedet for hentede vi ham i Langå og spiste madpakken nede ved Amtmand Hoppes Bro. Det var også ganske hyggeligt. Og så kunne vi lige tjekke at cachen der havde det godt.

Aftensmad i det grønne.

I morgen skal jeg til tandlæge – og have Ellen med. Det bliver spændende hvordan det går.

Vi har holdt lidt ferie her i weekenden. Egentlig skulle Ellen have haft første overnatning uden mor og far hos mormor og morfar fra lørdag til søndag, men sådan skulle det ikke gå.

Men vi afleverede hende lørdag til frokost og så tog vi ellers afsted uden både hund og barn. Målet var Aalborg – vi skulle købe nogle sandaler til Kåre.

Fredag aften havde der ellers været vild panik i det lille hjem. Geocaching.com var nede! (Noget med en brand.) Hvordan skulle vi så finde en liste over caches i Aalborg og omegn? Heldigvis er geocachere nogle meget venlige mennesker, så under fem minutter efter jeg havde spurgt på forum havde jeg både fået de filer jeg bad om, tilbud om hjælp og en invitation til kolde øl!

Lørdag lige over middag var der sort af mennesker i Aalborg midtby, så Kåre prøvede sandaler, konkluderede at de ikke passede til ham og så kørte vi ud i Østerådalen. Her fandt vi fikke mindre end tre caches. Ikke meget, men det var nogle gode ture, der bl.a. krævede at man gik i Østeråen under Indkildevej og motorvejen. Vi endte også på den forkerte side af en bæk og var for dovne til at gå udenom, selvom der var nogle ret stejle skrænter. Et træ var vi også oppe at klatre i. Desværre lå vores kamera i Tranum. :(

Ved aftensmadstid kørte vi ind til Aalborg igen. For et par år siden havde jeg vundet et gavekort til Jensens Bøfhus, så der skulle vi spise aftensmad. Det var vel nok en skuffelse. Bøfferne var rigtig gode, der var ikke noget at klage over der. Men bortset fra isvandet, så var det også det eneste der ikke kunne klages over. Rødvinen var varm som gløgg, og selvom vi var advaret om det, så havde vi alligevel ikke troet det var så slemt. Mine kartofler smagte ikke engang af kartofler, Kåres pommes frites var overhældt af krydderier det overdøvede smagen af alt andet, grøntsagerne havde lige fået lov til at se en gryde kogende vand og var derefter overhældt med eddike, rødvinssovsen smagte af vand og maizena og persillen var fyldt med jord. Så jeg tror ikke vi spiser der igen.

Efter aftensmaden var der lige tid til et par caches mere. Nu var det også til at komme til for mennesker igen. Så vi fik set slottet, Tyren, et par kirker, Gåsepigen og Sygehus Nord. Vi nåede også at blive lidt til grin. Vi havde ledt og ledt og ledt efter cachen ved Vor Frue Kirke og lige da vi er ved at gå kommer der nogen gående med noget der mistænkeligt ligner en GPS. Det var IvarT og de fandt den naturligvis med det samme. Nå ja, så kunne vi da også logge den.

Vi var hjemme i Biersted klokken 22.40 og der var vi godt nok også TRÆTTE.

Efter hvad vi har kunnet høre fra mine forældre og Ane, så har de vist også hygget sig gevaldigt sammen med Ellen. Hun har vist holdt dem godt til ilden, den bette. Hun er i hvert fald hurtig på trapper – specielt i forhold til at hun ikke har prøvet at kravle på trapper andet end i sidste uge hvor en af børnehavepædagogerne havde hentet hende oppe på hemsen. Motorikken fejler bestemt ikke noget.

Men nu er vi alle fire godt og grundigt brugte efter en god weekend. Jeg er i hvert fald helt sikker på at jeg får et par ret smertefyldte dage i næste uge – men det var det værd.

Og igen, der er desværre ingen billeder, men Kåre hentede vores kamera i morges, så der er håb forude. :)