Trines blog

Læsning er på eget ansvar – der kan forekomme ting som nogen synes er ulækre.

Efter masser af veer og tegnblødning den sidste måned vågnede jeg klokken ca. 2 natten mellem den 11. og den 12. januar, fordi Ellen havde fået vendt sig rundt i sengen og sparket dynen af sig. Derefter blev der ikke meget søvn, for nu var veerne pludseligt anderledes. Jeg prøvede dog, men måtte sige til Kåre, at det nok var ved at være på tide at ringe til hans forældre.

Vi fik pakket, hvilet lidt mere, kom i bad og da Kåres forældre kom var vi klar til at køre. Der var stjerneklart og der var faldet sne, så der var flot, men spejlblankt. Vi nåede lige et lille svinkærinde på vejen – der var lige en geocache der skulle findes. :)

Klokken 06.42 ankom vi til fødegangen – der var stadigvæk regelmæssige veer af ca. 40 sekunders varighed med intervaller på ca. 5 minutter – det var det der havde været siden klokken 2. Så jeg satsede på at være pænt åbent – jeg mener, veer i næsten 5 timer og alt det der havde været den sidste måned! Men nej – 1½ cm livmoderhals tilbage! ARGH – tænkte jeg. Til gengæld skal jeg love for at undersøgelsen gjorde godt og grundigt ondt og det fik sat gang i en del blødning – også noget mere end jeg har blødt før i graviditeten, altså med undtagelse i uge 25. Barnet blev skønnet til 3450 gram.

Vi blev enige om at vi gik ned på stue 9 og hvilede os, for med Ellens fødsel i mente så kunne det jo gå hurtigt. Jeg fik hvilet lidt i sengen – men selvom veerne ikke var voldsomt kraftige, så var det nok til at jeg ikke kunne sove fra dem – heller ikke selvom jeg havde fået et par Panodil.

Klokken 11.15 bliver jeg igen undersøgt og nu har jeg da i det mindste åbnet mig 3 cm. Jeg synes godt nok stadigvæk det var for lidt – men da jeg var træt af sygehuse (det bliver jeg meget nemt), så ville vi gå en tur. Vi gik ned til jordemoderkonsultationen for at melde afbud til den tid jeg havde dernede torsdag 12.30. Der kom flere veer på vejen og de begyndte da også at kunne mærkes ordentligt – men ikke mere end at jeg havde overskud til at smile til de folk der kom forbi på vejen. Til gengæld var der 3 cm nysne ovenpå ren is, så det var da et held at vi ikke endte på skadestuen! Vi joker lidt med at det godt kan være at veerne startede nogenlunde samme tid som med Ellen, men at jeg da i hvert fald ikke når at føde inden 12.59, men måske inden aftensmaden.

På vejen tilbage til sygehuset begyndte veerne at komme med ca. 100 meters mellemrum, og hvor de før havde taget omkring 20 åndedræt tog de nu omkring 25. Så da vi kommer tilbage til fødegangen bliver vi flyttet ned på stue 2 – det er der Ellen blev født og der der er et fødekar. Lige som jeg skulle til at sætte mig ned i en stol klokken 12.30 gik vandet i en ve der gjorde en del ondt. Så jeg går ud på badeværelset for at tage tøjet af og lige skylle fostervandet af mig – det er heldigvis klart.

Så Kåre, som ellers havde været på vej ud for at finde noget at spise, måtte pænt bare vente, mens en jordemoderstuderende ville gå ud for at finde en sandwich til ham. Men den bliver også hurtigt aflyst, da jeg fra at være 3 cm åben klokken 11.15 nu får pressetrang – stående under bruseren på badeværelset! Jordemoderen sætter sig på hug bag mig, for at se hvordan tingene ser ud. Det er meget grænseoverskridende for mig – tænk nu hvis jeg kommer til at prutte eller sådan noget. Jeg er ligeglad med at rende rundt nøgen hvor alle kan se mig – men der går min grænse altså bare. Ikke rigtig praktisk i en fødselssituation!

Jeg kommer ind i fødekarret, som de lige skal finde ud af om de har en prop til! Det lykkedes at finde en, men ikke at få den til at sidde ordentligt i. :) Nå, jeg beder om om hun lige vil mærke hvor åben jeg er, for jeg tror altså ikke helt på det der med pressetrangen – det er gået lidt for hurtigt, synes jeg. Så hun mærker efter – 5 cm! SHIT – tænker jeg – 5 cm – så er der 5 cm tilbage og det tager jo en EVIGHED. Nej, nej, siger hun – det går hurtigt. Yeah, right, tænker jeg, mens veerne nu er ved at være særdeles ondskabsfulde. Klokken er i øvrigt 12.40.

Veerne gør mere og mere ondt og jeg får fat i min allerbedsteste ven: Iltmasken. ”Jamen”, siger jordemoderen, da jeg beder Kåre om den, ”slangen kan ikke nå.” Totalt irrelevant – jeg skal ikke bruge slangen til noget, jeg skal bare have masken, så jeg kan sørge for at trække vejret fornuftigt. Det er da smertelindring der er til at forstå – eneste bivirkning er at jeg bliver så tør i munden af den. :)

Der er vel efterhånden omkring 15 cm vand i fødekarret, men desværre bliver jordemoderen nu nødt til at hælde det ud, for enten skal det være fyldt eller så skal det være tomt – man kan ikke føde et barn i et halvfyldt kar. Jeg tror stadigvæk ikke en dart på hende.

Generelt skete der det, at jeg er en af den slags mennesker, som gerne hele tiden vil vide hvad der sker og jeg kan godt forholde mig til faglige termer – også under en fødsel. Jordemoderen var tilgengæld en omsorgsgiver, der bare roser og siger ”det er sååå flot” og ”det er bare sååå godt”. Og det er altså ikke den bedste kombination – så faktisk følte jeg ikke rigtig nogen hjælp/støtte i hende. Det gjorde det så heller ikke bedre at der var en hel ny studerende med, som på et tidspunkt stillede sig med hænderne på kanten af fødekarret og bare kiggede på mig – men i det mindste kunne jeg pænt bede hende om at stå et andet sted at stå i en vepause – for sådan nogle havde jeg skam denne gang!

Nå, men de spørger mig om jeg vil over på briksen i stedet for, når der nu ikke når at komme vand nok i fødekarret. Ja, det vil jeg egentlig gerne, men det blev der ligesom ikke tid til – for nu vil ungen altså ikke være med mere. Og da jordemoderen så vil slukke for vandet, så hun kan komme til kommer hun til at slå den over på koldt i stedet for! Prøv lige at ligge der og være ved at presse et barn ud og så bliver det dejlige, varme vand pludseligt iskoldt – ARGH! :)

Men, halvt siddende og halvt liggende, i et tomt fødekar, med en iltmaske uden ilt som smertelindring, føder jeg så et barn, der med det samme kommer op på maven. Jeg kan røbe, at det ikke er nogen optimal fødestilling – hverken for den fødende eller for jordemoderen! Fødslen skete 12.58 – 1 minut før Ellen. :)

Efter lidt tid får vi så også fundet ud af at dette her skrigende barn faktisk er en pige. Hun ser selvfølgelig enormt lille ud, men i Randers bliver barnet hverken målt eller vejet sådan lige med det samme – det vigtige først: Et bryst og en varm mave!

Moderkagen vejede 580 gram og der var en lille bi-moderkage – altså to moderkager. De bliver også født i karret og der bliver taget blodprøver på grund af min stofskiftesygdom. Det føles altså sjovt når sådan en moderkage plopper ud. :)

Vi kom over på fødelejet, for jeg var bristet lidt i skeden og der var sprunget et blodkar der skulle sys, men det var også det hele – meget billigt sluppet hastigheden taget i betragtning, synes jeg.

Karen havde helt styr på hvad sådan en mor skulle bruges til: MAD! Så der blev suttet på livet løs. Der var ikke helt så meget mælk som sidste gang, men det gik nu alligevel.

Efter et par timer var der så lidt pause i amningen, så Karen kunne blive tjekket – og alt var næsten som det skulle være. En lille kliklyd i højre hofte, men ikke noget alarmerende. Hun vejede 3430 gram og var 52 cm lang – plus minus fejlmåling. :)

Og så ventede vi ellers bare på den pædiater (børnelæge) der skulle undersøge hende. Men klokken 17.30 opgav vi og aftalte at få en tid på B5 (barselsgangen) den 13. i stedet for – og så kunne vi komme over på hotellet og få noget at spise. Vi havde godt nok fået nogle madder efter fødslen, men vi var BARE sultne! (I øvrigt rigtig hyggeligt, at de kommer med en bakke med røde servietter og flag og det hele på, når barnet er født.)

Selvom det hele på en eller anden måde lignede Ellens fødsel en hel del, så var er også meget der var forskelligt. Jordemoderen var meget bedre til mig med Ellen, denne gang virkede det bare ikke rigtigt. Hun fortalte mig ikke hvad der skete og jeg endte med selv at føle mig gennem fødslen – bl.a. blev sidste del af kroppen født på viljestyrke og ikke fordi der var en presseve. Men det gik jo fint nok det hele.

Denne fødsel var også langt mere grænseoverskridende for mig end Ellens fødsel var – om det var fordi det hele gik så hurtigt eller fordi samarbejdet ikke virkede ved jeg ikke – men jeg tror lige jeg skal have et par dage denne gang, før jeg er klar til at gøre det igen. :)

I dag skulle jeg til 39-ugers-kontrol hos jordemoderen, men det endte med en tur på fødegangen. Hun var nemli IKKE tilfreds med de symptomer jeg har på stofskifteproblemer, specielt ikke fordi tallene ikke er som de skal være. Så hun ringede til fødegangen, som ville se mig.

Og da så CTG’en (det er en overvågning af barnets hjertelyd og aktivitet og af livmoderens arbejde) viste at barnets hjerterytme var for svingende og for hurtig to gange i træk, så var de slet ikke glade.

Efter en lille geocachingtur (beordret af lægen) vendte vi tilbage og så var der pludselig INGEN aktivitet – vi kunne simpelthen ikke vække den bette. Så op og vandre lidt op og ned af gangen og få lidt aftensmad. Der kom lidt liv, men der var travlt og jordemoderen var lige gået ned for at få lidt at spise – men så svært er det vel heller ikke at sætte en CTG til. :) Og endelig var den normal!

Så jeg er kommet hjem med besked på at møde i ambulatoriet mandag og fødslen er opgraderet fra “normal” til “risiko” med børnelæge til stede. Ikke lige det jeg havde håbet – men hellere det end at risikere noget som helst.

Ellen var med og det gik faktisk ret nemt. Vi havde hele den største stue på fødegangen for os selv – der er både hospitalsseng, dobbeltseng, sofa, fjernsyn og det hele. Så Ellen kunne sagtens synge og hoppe rundt uden at forstyrre nogen. Hun legede en del med kameraet, så en stor del af dagens billeder er taget af hende. :)

I dag har jeg været på sygehuset for at snakke med en obstetriker på grund af stofskiftet. Det er ganske vist nogenlunde normal i øjeblikket, men min læge ville gerne lige have en obstetriker til at se på det i forbindelse med graviditeten.

Obstetrikeren var ikke det mindste bekymret – det var hun til gengæld da hun så min D-vitaminstatus. Jeg vidste det godt selv, så jeg er begyndt med ekstra D-vitamin, men hun mente at det skulle tjekkes lidt bedre, så nu skal jeg have taget blodprøver for det også.

Desuden skal jeg have taget TRAb-prøver nu og en gang senere. Hvis de er positive skal Ny have taget de samme blodprøver som Ellen fik og tjekkes af en børnelæge efter fødslen. (TRAb-antistoffer hos moderen kan give den nyfødte for højt stofskifte, da de passerer moderkagen.)

Hun havde læst journalen fra Ellens fødsel og det var bare ikke sådan noget hun gad høre om – og heller ikke den studerende der var med. Det havde jo været for let – og jeg skulle nok sørge for at komme i GOD tid denne gang. :)

Og så havde hun læst at jeg har blødt lidt her i starten. Så om vi ikke lige skulle tjekke – ultralydsapparatet stod der jo alligevel. Så nu har jeg for femte gang vinket til Ny. :)

Det er nu lidt trist at have haft sådan en god oplevelse og så er Kåre ikke engang hjemme og dele den med.

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.

BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

Sidst jeg var ved lægen, så jeg et notat fra en urolog, som beskrev mig som slank! Det er vist første gang der er nogen der har kaldt mig det.

I dag var jeg så nede ved en anden end min faste læge, fordi mig og Ellen har fået noget svamp. Da hun havde tjekket det og givet noget medicin, spurgte hun om ikke jeg havde tabt mig ret meget. Jo, det havde jeg da. Hun ville godt lige veje mig og holde øje med min vægt og så måske lige tjekke mit stofskifte. Det kunne jeg jo så fortælle at der blev holdt grundigt øje med og at det var helt normalt, men i den lidt lave ende.

Men tænk at jeg skulle opleve at en læge er bekymret for om min vægt er ved at være for lav! 40 kilo har jeg tabt mig, men der var jo masser at tage af. Et BMI på 20 er da helt fint.

Så nu venter jeg bare på at det creme begynder at virke lidt bedre end hidtil, for det er altså trælst når det gør ondt at have en trøje på – for slet ikke at tænke på hvordan det føles at amme!

Vores barn er allerede nu godt uvorent og hører ikke efter hvad der bliver sagt. Vi håber den når at afreagere godt og grundigt inden den kommer ud.

Jeg er blevet scannet i dag og den har det fint derinde. Den kan både sutte på tommeltot og lege med sine tæer. Og alt virker som det skal. Det er simpelthen imponerende hvad man kan se med sådan en scanner. At man ligefrem kan tælle fingrene. Altså når den ellers vil ligge stille!

Men det der med at ligge stille, det passede ikke den bette. Så jeg skal altså scannes igen næste tirsdag, for det lykkedes ikke at få et helt godt billede af hjertet. Men så får vi jo bare lov til at se en gang mere. :)

Og på grund af stofskiftet skal jeg også scannes i uge 32 og sikkert en gang mere. Det stofskifte vil bare ikke som jeg vil. Nu er det ved at være for lavt, så hvis ikke blodprøven i morgen viser at det er steget igen, så skal jeg på Eltroxin – det er et kunstigt stofskiftehormon. Men der er heldigvis ikke noget som helst der tyder på at det påvirker lille My.

Så er det slut med at tage stofskiftemedicin! Når man bliver gravid ændrer ens stofskifte sig ret meget og når jeg har kunnet klare mig med så lav en dosis i godt 4 måneder nu, så mente Weeke at det var på tide at prøve uden. Så i aften skal jeg huske at lade være med at tage min medicin. :)

Ulempen er at jeg indtil videre skal have taget blodprøver hver uge i stedet for hveranden uge. Så jeg får virkelig set noget til laboranten hos min læge.

Jeg er ret glad for at prøve at slippe for medicinen, for jordemoderen sagde, at hvis ikke barnets vækst er god nok, så kan jeg risikere at blive sat i gang allerede fra uge 34. Og medicinen nedsætter jo netop stofskiftet og dermed væksten. Så kan jeg klare mig uden medicinen, så er det helt klart det bedste.

Men ellers har jeg kvalme og kaster op. Nu må det ellers godt snart tage at stoppe, jeg er trods alt i 16. uge nu. Men i det mindste går det vel over til marts.

Jeg er kommet godt i gang på studiet og jeg er slet ikke kommet bagefter endnu! Faktisk sidder jeg og læser noget til på fredag og jeg har lige snakket med min far om noget med afskrivning af nyanskaffelser. Bogen var ikke helt klar, så det var godt jeg lige kunne ringe og spørge.

Nå, ind og læse noget internationalt markedsføring…

Så har vi set vores barn for første gang. Det er en bette livlig en, må man sige. Utrolig som sådan en kan bevæge sig rundt. Men den er altså som sådan en skal være. Der var væske i både mavesæk og blære, så der er fin gennemgang. Hjernen er på plads og der er to arme og to ben. Og som mor plejer at sige, hvad gør det så om der mangler en enkelt tå? Der var ingen øget risiko for Downs Syndrom (mongolisme) og alt så ud som det skal. Den måler 5 cm fra numse til hoved, så jeg blev sat tre dage tilbage, så i stedet for 12+1 er jeg nu 11+4. Med andre ord: Jeg har termin 9. marts i stedet for 6. marts.

Sygeplejersken undskyldte sådan, at der havde været ventetid. Vi havde også ventet omkring 8 minutter! Det kaldes altså ikke ventetid.

I øvrigt er stofskiftet stadig fint, så jeg fortsætter med 2,5 mg og blodprøver hver 14. dag.

På vejen hjem kom jeg forbi en Rema1000 og da jeg alligevel skulle have nogle mapper, de havde på tilbud, kørte jeg ind. De havde så mange gode tilbud, at jeg var nødt til at gå ud igen og hente en vogn. Bl.a. meloner og blomster til 5 kroner. Der var til gengæld også vildt lang kø, men det gik lynhurtigt. Og inden jeg havde nået at betale, var alle mine varer blevet pakket i poser og sat ned i vognen igen – gratis. Det viste sig, at den Rema1000 havde første åbningsdag i dag. Så det var da bare heldigt, at jeg lige var kommet forbi.

Så sidder mor i Lisbon og vi har lige fundet en enkelt cache mere. Vi var en tur på Favrskov kommunes højeste punkt, 131 moh. Man kunne parkere i samme højde, så det var bare en lille tur på et par hundrede meter ud til en fantastisk udsigt. Forbrændingsanlægget i Lisbjerg var i hvert fald ganske synlig.

På vejen hjem plukkede jeg en stor buket kornblomster med en smule korn. Jeg kan altså godt lide kornblomster. Kornblomsten er i øvrigt Estlands nationalblomst og der var kornblomster i kirken til vores bryllup, i brudebuketten, i mit hår og på bordene til middagen.

I Louisiana har man vedtaget en lov, der forbyder synligt undertøj. Det kan give op til et halvt år i skyggen. Kritikere brokker sig over loven, som de mener er diskriminerende overfor sorte. Det er jo nemlig de sorte som går i hængerøvsbukser og derfor er loven ren racediskrimination! Suk.

I går var jeg på hospitalet igen igen, og nu er stofskiftet lige lavt nok. Så jeg går ned på 2,5 mg om dagen. Desværre er pillerne 5 mg, så de skal deles. Det bliver nu Kåres opgave, for de er ret små. Næste blodprøve om godt 4 uger og så bare en telefonkonsultation. Det er også meget nemmere.

Så har jeg lige snakket med Eva, sygeplejerske på medisinsk, og jeg går nu ned på 5mg dagligt, det vil sige en enkelt pille mod de 6 jeg startede med. Så håber vi det er en god vedligeholdelsesdosis, men jeg skal have taget blodprøver igen om 14 dage, og så må vi se om det er nok eller om jeg skal tage 10mg dagligt.

Og om et par år kan vi så begynde at overveje at trappe helt ud, men der er laaaang tid til.