Først en advarsel: Dette indlæg kommer til at indeholde grafiske beskrivelser af noget som nogen måske ikke har lyst til at høre om. Så er I advaret.
Tirsdag havde jeg lidt ondt i underlivet og lidt blod på toiletpapiret. Så jeg ringede til lægen og fik en tid. Han mente det var en blærebetændelse og jeg tog hjem igen, så ville de dyrke prøven til onsdag.
Det nåede jeg så ikke lige at høre, for onsdag morgen stod Ellen op omkring 8.30 og kom ind til mig som hun plejer. Jeg stod op og tog trusser og bukser på – og blødte straks gennem det hele. Ikke det man har lyst til i uge 25+0!
Først prøvede jeg at ringe til lægen – samtidig med at jeg fik smurt en franskbrødsmad til Ellen. Da jeg ikke kunne komme igennem der fik jeg fundet nummeret til fødegangen. Jordemoderen spurgte straks hvor jeg boede og sendte en ambulance.
Samtidig stod jeg og skulle finde nogen der kunne tage Ellen, som nu sad foran sin computer i nattøj, natble og med en franskbrødsmad i hånden. Der var bare ikke nogen der var hjemme!
Jeg havde fundet noget tøj til Ellen og min vandrerjournal, da ambulancen kom efter under 15 minutter og jeg blev straks beordret ned at ligge og fik vippet hovedet nedad. Men hvad så med Ellen? Det endte med at den ene ambulancemand gik ind og hentede hende og så måtte vi køre forbi vuggestuen og bogstaveligt talt smide hende af. For det skulle gå hurtigt! Men i det samme kom næst-naboen hjem og hun tog Ellen. Heldigvis er Ellen en stærk lille pige, så hun tog det i stiv arm. Så Ellen kom med hjem og fik noget tøj på og der blev endda smurt en madpakke og hun kom i vuggestuen. Stor tak!
I ambulancen nåede de lige at ligge et venflon og så var det ellers med blå blink og høj hastighed til Randers. Som sagt kom Ellen ind til mig 8.30 og vi var på stuen i Randers 9.15. Det gik altså stærkt. Jeg fik målt blodtryk og puls i ambulancen – det kan ikke overraske nogen at pulsen lå omkring 84, vel? Blodtrykket var en anelse højt, men slet ikke noget alarmerende. Der havde lige været lidt iltmangel i starten, men det havde hurtigt rettet sig.
Ambulancemanden var rigtig god – da jeg spurgte til ambulancefolks skadesrate ved at stå op i en kørende ambulance forstod han godt at jeg bare skulle afledes, så det gjorde han. Jeg fik et par lidt for kraftige veer i ambulancen – det er IKKE sjovt, men samtidig var der masser af liv i maven.
Da vi kom ind stod der to læger, to jordemødre og en sygeplejerske klar på en fødestue der var gjort klar til et alt for tidligt født barn. (Bare ved at skrive det her sidder jeg og tuder.) Det var SÅ skræmmende.
Men da de fik hevet bukserne af mig og tjekket var blødningen næsten stoppet – veerne var også blevet mindre. Jeg blev skannet og alt så normalt ud. Barnet havde det fint. De prøvede at køre en CTG, men det gik ikke så godt, for den bette ville BARE ikke ligge stille. Kontraktioner var mærkbare, men ikke alarmerende. Jordemoderen var rigtig god – hun var der helt sikkert for mig. Uterus var blød og afslappet og så lang at de ikke kunne måle længden og der var ingen tegn på irritation. Livmoderen var slet ikke irritabel, som den ville have været hvis der havde været f.eks. moderkageløsning.
Endnu en urinprøve viste ingen tegn på infektion og efter et opkald til vores egen læge fandt vi ud af at der ikke havde været noget i dyrkningen.
Nu var Kåre også nået til Randers fra Århus – det går ikke så hurtigt når der er busser der skal passes sammen.
Og så for at gøre det hele HELT perfekt, så fik jeg da lige et nyrestensanfald mens jeg lå der! Heldigvis er hjælpen nær på et hospital, så jordemoderen kom med en gang Petidin. Og så ved jeg godt hvad jeg laver de næste par timer: Sover og ryster. :) Men det var såmen nok godt nok lige at få slappet lidt af. Nu var der kun ganske lidt blødning og kontraktionerne var faldet lidt til ro.
Kåre kørte hjem for at hente Ellen og de kom på besøg om aftenen. Jeg kom til at stå ud af sengen og blev straks beordret tilbage! Og det var nok klogt nok, for der kom en ny blødning af det – slet, slet ikke så kraftig om morgenen, men nok til at jeg gik i seng igen.
Det var lidt hårdt, da Ellen som det sidste sagde: Mor, vi kommer og henter dig i morgen! På det tidspunkt anede jeg jo ikke om jeg overhovedet kom hjem igen de næste par måneder!
I løbet af natten aftog kontraktionerne til almindelige svage plukkeveer og bortset fra en lille smule brunligt (gammelt blod) udflåd torsdag morgen var der heller ingen blødninger. Og Ny havde hygget sig i løbet af natten, så jeg var ikke i tvivl om at der var liv.
En læge undersøgte mig og alt var som det skulle være: Livmoderen var blød, uirritabel og ikke spor øm. Men så kom næste chok! Efter en snak med bagvagten var de blevet enige om at jeg skulle have Celeston – lungemodner, så barnet ville være mere klar hvis det nu skulle gå galt. Og så tudede jeg! (Og det gør jeg igen nu.) Det kunne jeg bare slet ikke magte. Kåre var godt nok hjemme, men han fik bare besked på at komme med det samme – det kunne jeg altså ikke klare alene. Det gjorde bare pludselig risikoen meget mere nærværende.
Så pludselig sad vi og snakkede nøddåb og navne – det var altså ikke spor sjovt!
Men jeg fik 12mg Celeston og besked på at jeg skulle ned og gennemskannes når der kom en tid. Og to timer er vist relativt hurtigt! Jeg fik også skannet livmoderhalsen, som var 32 mm lang og slet ikke var begyndt at åbne sig det mindste. Det var godt.
Skanningen viste at alt var som det skulle være – et lidt lille barn på 675 gram (25+1). Navlestrengen fungerede normalt, moderkagen så helt normalt ud, men den lille ville ikke ligge længe nok til at få en præcis måling af blodgennemstrømningen i de store kar i hjernen. Der var masser af fostervand og fine bevægelser.
Kåre kørte igen hjem for at hente Ellen og lige inden de kom ind for at hente mig kom lægen. Hun undersøgte mig og snakkede med mig – i det hele taget en meget behagelig dame, der havde god tid til at lytte til mig og forklare mig. Og til min store glæde fik jeg lov til at komme hjem på orlov natten over. Sygeplejersken var dog ikke glad for at jeg skulle gå ud til bilen på bare tæer. :)
Så snart jeg kom væk fra afdelingen stoppede plukkeveerne helt og det hele faldt lidt til ro. Jeg indrømmer at jeg var noget paranoid hver gang jeg skulle på toilettet – var der nu blod i trusserne eller på papiret? Men der var heldigvis INTET. Jeg havde til gengæld voldsomme hedeture, kunne ikke rigtig sove og havde en masse uro i kroppen – men det fik jeg en forklaring på: Bivirkninger fra Celeston.
Så da vi kom ind igen i morgens kom lægen fra i går aftes forbi og hun sagde at sådan som det gik, så kunne jeg godt udskrives. Så jeg fik endnu en gang Celeston og en skanningstid og en tid hos en obstetriker – og til min store glæde er det den obstetriker som jeg gik ved med Ellen i forbindelse med stofskiftet og som jeg allerede har snakket med om stofskiftet denne gang også. Hun er rigtig sød, så det er dejligt. Og fordi barnet er lidt lille, skal der lige tjekkes lidt ekstra med stofskiftet. Så jeg føler mig i gode hænder.
Jeg fik at vide at jeg ikke skal gøre noget vildt, men tage det stille og roligt. Ellen skal helst komme til mig, hun er for tung til at jeg bør bære hende. Men jeg må gerne tage til eksamen på mandag. Desværre er en flytur ikke lige sagen, men heldigvis har mor og Ane fået billetterne. Geocachingturen til Göteborg er også aflyst og vi har meldt afbud til et event. Men det er billigt, hvis bare Ny vil blive derinde! Men vi skal have fundet ud af hvordan vi får en hverdag til at fungere.
Mormor og moster Ane hentede Ellen i vuggestuen i dag, så hun bliver der hjemme i weekenden. Så kan vi lige få ro på og få snakket igennem hvad vi har været udsat for og hvad vi gør nu.
Men som det ser ud nu, så aner vi ikke hvorfor jeg pludselig blødte og fik småveer. Men der er ikke noget der tyder på moderkageløsning eller iganggående fødsel, så vi håber og beder til at Ny bliver der inde indtil termin!
