Trines blog

I går kørte vi til Bjergby og spiste aftensmad. Og efter maden lod vi Amdi, Ellen og Siri hygge sig og kørte til Viborg for at prøve kræfter med Dødsrigets Hersker!

Det vil sige – jeg havde snydt lidt og snakket med Dødsrigets Herskerinde på forhånd, så jeg satte Kåre af og kørte direkte til Dødsriget. Det så rigtig godt ud da Dødsrigets Hersker kom med alle de fortabte sjæle.

Og så var det tid til geocaching! Jeg holdt med nød og næppe til de to første før jeg måtte kapitulere. Stine holdt lidt længere, men de sidste lod vi Kåre, Allan og Elin tage alene.

Eftersom de fortabte sjæle kom tilbage til Dødsriget var der kage og kaffe. Og hvilke kager! Mange havde medbragte kager og den ene var mere imponerende end den anden. Og godt smagte de også. Og jeg kan jo stolt sige, at min vandt en præmie for udseendet – men den smagte nu også rigtig godt.

Klokken 1.45 lå vi hjemme i vores seng og var godt trætte! Og da jeg vågnede klokken 11 var Kåre kørt til Bjergby for at lege miniteknikevent med sin mor og for at hente Ellen og Siri.

Sådan nogle geocachere er nu et mærkeligt folkefærd. Nogle får en god ide, skriver det på internettet og så dukker der 120 mennesker op og vader rundt i en mørk skov efter nogle plastikdimser. Men det er skidehyggeligt!

Jeg synes altså det er svært det der med madpakker. Nogle gange spiser hun som en havnearbejder og sommetider som en kontordame på slankekur. Og hvad skal man give dem med, for at det både er spændende og sundt og nemt for personalet?

Dagens madpakke

Heldigvis er Ellen nem, for hun kan lide næste alt – i øjeblikket er rå tomater ikke det store hit, men bortset fra det, så er der vist ikke noget hun ikke spiser med velbehag.

Men forslag til spændende og nemme (for mig altså!) madpakker modtages meget gerne!

I går eftermiddags smuttede den unge dame lige ud i køkkenet og kom tilbage i stuen sådan her:

Blomme og fersken

En kæmpeblomme og en fersken havde hun forgrebet sig på. Kort tid forinden havde hun spist en halv banan og lige efter spiste hun godt med kartofler og flæskesteg. Enten har hun en enorm bændelorm eller så er der et mindre sort hul i hendes mave – jeg fatter det ikke.

Kåre er arbejdsramt, så jeg pakkede bilen og kørte først til tandlægen og så i Randers Regnskov med Ellen. Ret smart med tandlæge med indbygget børnepasning. :)

Det var lidt farligt at gå over her.

I Randers Regnskov kom vi lige som de havde åbnet, så der var god plads til os – også selvom Ellen går lidt langsomt og skal have tid til at se det hele. Vi så både høns og ænder og en masse andre ting som Ellen ikke rigtig ved hvad er endnu. Men det var spændende.

Omkring 11.15 mente vores maver at det var ved at være frokosttid, så vi bestilte en Jungledyrenes Livretter til Ellen og en lille gang pommes frites til mig. Og vi kunne ikke engang spise op selvom vi hjalp hinanden!

Uden mad og drikke...

Efter frokost besøgte vi gederne og kaninerne. Det er lidt svært at kravle på trappestiger med Ellen på armen, men vi nåede da både ind og ud – også selvom nogle store drenge prøvede at mase forbi. Ellen og et halvstort kid nåede at blive fine venner.

Ellen og gedekiddet

Så selvom det var midt i højsæsonen og vi kun var mig og Ellen, så havde vi en rigtig god tur i Regnskoven – og så nåede vi lige en enkelt cache på vejen. :)

Stakkels Kåre er arbejdsramt, så mig og Ellen hygger os hjemme i dagtimerne.

I går var vi i Randers og købe fødselsdagsgaver til Christina og Casper, Ellens kusine og fætter. Og jeg kom lidt til at købe en lækker Fjällräv til Ellen. Den overfaldt os bare sådan uden videre.

Vi var også i BabySam for at købe et par badebukser til Ellen, sådan nogle der kan holde små uheld inde. Ellen fandt en trappestige og så var hun glad. Det var det ikke alle dem der stod i nærheden der var. Men dem om det. Ellen kan fint kravle på en lille stige.

Ellen synes rutchebanen er sjov.

I dag har vi været på legepladsen og nu kan Ellen selv kravle op på den store rutchebane. Det gør det meget nemmere for mig. :) I eftermiddag var vi på biblioteket. Det kan Ellen godt lide, for der er andet legetøj end det i vuggestuen og det her hjemme.

Så er hun underholdt mens jeg kigger på bøger.

Pludseligt blev der stille ude i køkkenet hvor Ellen legede. Det er som oftest et dårligt tegn, så jeg gik ud for at se hvad der skete. Her er hvad jeg så:

Så kan Ellen kravle op på spisebordet.

Egentlig ville vi have hentet Kåre i Hadsten og så have geocachet lidt og spist vores aftensmadsmadpakke. Men Kåre var først med toget 17.16, så det blev lidt sent. I stedet for hentede vi ham i Langå og spiste madpakken nede ved Amtmand Hoppes Bro. Det var også ganske hyggeligt. Og så kunne vi lige tjekke at cachen der havde det godt.

Aftensmad i det grønne.

I morgen skal jeg til tandlæge – og have Ellen med. Det bliver spændende hvordan det går.

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.

BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

Jeg har eksperimenteret lidt med min bagemaskine og fået komponeret en opskrift på brødstænger, som er alletiders sammen med et grøntsagsfad og noget dip. Så jeg tænkte at jeg ville dele erfaringen med hvem der nu skulle læse dette. :)

Hæld de våde ting i bagemaskinen og så de tørre med tørgærren øverst og så på dejprogrammet. I min XBM3000 er det program 8. I XBM3000 skal dejen gerne lige stå en times tid efter den er færdig.

Og så er det bare at tage dejen ud og trille stænger af en centimeters tykkelse og bage dem 10-15 minutter ved 200 grader. Nogle vil gerne have dem lidt sprøde og andre gerne lidt bløde, så der må man lige prøve sig frem.

Her i huset forsvinder de som dug for solen.

Jeg var lige nede i Brugsen efter et rugbrød og der havde de cherrytomater i kasser. 3 kilo små, pæne cherrytomater, der duftede af tomater. Så jeg købte en kasse med hjem.

De smager ligesom jeg kan huske dem fra naboens drivhus gjorde i De Gode Gamle Dage(TM) og der var en enkelt der lige var revnet, ellers var de alle sammen flotte.

Tomater - mange tomater.

Så nu står der en ordentlig skude tomatsovs og koger på komfuret, vi grovæder små tomater og der skulle også nok være til lidt tomatsalat de næste par dage – og den lokale ostebutik havde filbud på hvid ost, så det skal nok blive godt.

Tomatsovs to be.

I øvrigt vejede jeg tomaterne – der var godt fire kilo! Så jeg synes jeg gjorde et godt køb for 25 kroner.

Vi var ved at lægge lidt fliser i køkkenhaven, da Kåre synes vi skulle tænde et lille, sygt bål. Det kunne vi da godt, men man kan da ikke have et bål der ikke bliver udnyttet, så det blev brugt til madlavning.

Opskrift: To hele kyllingelår smides i en gryde sammen med en liter vand med en teskefuld salt og tre-fire blade løvstikke og gryden hænges/sættes over bålet. Det står og hygger sig en times tid, måske halvanden, altså sådan småsimrende. Og husk nu at bål ikke behøver at være bavneblus for at kunne bruges til madlavning. Så tilsættes en stor porre, vi gravede den sidste fra sidste år op til formålet, ordnes og skæres i ca. 5 cm lange stykker, otte cherrytomater, jeg brugte fire røde og fire gule, to deciliter ris og lidt peber. Det koger med en tyve minutters tid og så er der aftensmad. Ikke noget kulinarisk mesterværk, men det smagte godt.

Det smagte bedre end det ser ud.

Problemet med bålmad er lidt, at man typisk kun kan have en gryde over ilden af gangen og jeg har endda kun en gryde, så det sætter sine begrænsninger. Men man kan jo have en rist nedenunder, så man kan stege noget af maden samtidig. Fordelen er at det er nemt at passe maden, samtidig med at man prøver at lægge fliser. I dag var det yderligere besværliggjort af at Ellen har været bundhysterisk, ulykkelig, pyldret, opmærksomhedskrævende etc. Det skyldes nok en blanding af feber og så en hård dag i går med start i vuggestue, kort middagslur og bryllup bagefter. Men nu er hun smidt i seng, så må vi se om hun er frisk i morgen.

Nogen blev gift.

I dag er det Kåres fødselsdag og fødselsdagsgaven fra mig og Ellen var en tur i Randers Regnskov. Vi kørte så vi var der klokken 10, så vi kunne nå mest muligt mens Ellen stadigvæk var glad.

Kåre og en benovet Ellen.

Vi så en masse dyr og Ellen var helt stille og benovet over alle de indtryk. Sjældent har hun da været stille så længe af gangen! Vi spiste i deres restaurant og imponerende nok måtte vi begge to levne – og jeg havde endda delt med Ellen som var godt sulten.

Ellen og skinken - eller hvad det nu hedder i bestemt ental.

Vi så et dovendyr der sov og Ellen rørte ved en blåtunget skink, som virkelig har en meget blå tunge. En slange i slangegården skræmte livet af mig fordi jeg skræmte livet af den med blitzen fra kameraet.

Skræmt slange.

Vi kørte hjem igen omkring klokken 13, for da var Ellen godt nok træt. Det var en god dag i regnskoven og da billetten er et årskort kommer vi jo nok igen snart. :)

Ellen vil gerne klappe de hvidhovede sakier.