Trines blog

Vi klappede lige Siri på ryggen – og så kunne vi ellers starte fra en ende af:

Et par skovflåter.

Det er mit job at fjerne dem, for Kåre kan simpelthen ikke få fat på dem. Det er ellers bare at tage dem mellem tommel- og pegefinger og så hive dem af.

Når de så er blevet fjernet plejer jeg at hælde kogende vand over dem. Det sviner nemlig sådan når man maser dem. :)

Det er godt nok heller ikke nemt at være barn. I mange bøger er der billeder og tegninger af tog – men det er alle sammen gamle damptog. Så når man står ude i naturen (og lige har fundet cache nummer 400) og der så kommer et IC3-tog forbi, så er det altså svært at forstå at det også er et tog.

Skulle det nu være et tog?

Men det tager godt nok lang tid at geocache med Ellen og Siri. Når ikke Siri skal snuse til et eller andet, så er det Ellen der lige har fået øje på et eller andet spændende. Og når man er 15 måneder gammel er ALTING spændende. Men hvordan skal hun lære, hvis ikke hun får lov til at være nysgerrig? Så skidt med at vi spiser aftensmad en time senere. :)

Ellen nærstuderer en vinbjergsnegl.

Vi har holdt lidt ferie her i weekenden. Egentlig skulle Ellen have haft første overnatning uden mor og far hos mormor og morfar fra lørdag til søndag, men sådan skulle det ikke gå.

Men vi afleverede hende lørdag til frokost og så tog vi ellers afsted uden både hund og barn. Målet var Aalborg – vi skulle købe nogle sandaler til Kåre.

Fredag aften havde der ellers været vild panik i det lille hjem. Geocaching.com var nede! (Noget med en brand.) Hvordan skulle vi så finde en liste over caches i Aalborg og omegn? Heldigvis er geocachere nogle meget venlige mennesker, så under fem minutter efter jeg havde spurgt på forum havde jeg både fået de filer jeg bad om, tilbud om hjælp og en invitation til kolde øl!

Lørdag lige over middag var der sort af mennesker i Aalborg midtby, så Kåre prøvede sandaler, konkluderede at de ikke passede til ham og så kørte vi ud i Østerådalen. Her fandt vi fikke mindre end tre caches. Ikke meget, men det var nogle gode ture, der bl.a. krævede at man gik i Østeråen under Indkildevej og motorvejen. Vi endte også på den forkerte side af en bæk og var for dovne til at gå udenom, selvom der var nogle ret stejle skrænter. Et træ var vi også oppe at klatre i. Desværre lå vores kamera i Tranum. :(

Ved aftensmadstid kørte vi ind til Aalborg igen. For et par år siden havde jeg vundet et gavekort til Jensens Bøfhus, så der skulle vi spise aftensmad. Det var vel nok en skuffelse. Bøfferne var rigtig gode, der var ikke noget at klage over der. Men bortset fra isvandet, så var det også det eneste der ikke kunne klages over. Rødvinen var varm som gløgg, og selvom vi var advaret om det, så havde vi alligevel ikke troet det var så slemt. Mine kartofler smagte ikke engang af kartofler, Kåres pommes frites var overhældt af krydderier det overdøvede smagen af alt andet, grøntsagerne havde lige fået lov til at se en gryde kogende vand og var derefter overhældt med eddike, rødvinssovsen smagte af vand og maizena og persillen var fyldt med jord. Så jeg tror ikke vi spiser der igen.

Efter aftensmaden var der lige tid til et par caches mere. Nu var det også til at komme til for mennesker igen. Så vi fik set slottet, Tyren, et par kirker, Gåsepigen og Sygehus Nord. Vi nåede også at blive lidt til grin. Vi havde ledt og ledt og ledt efter cachen ved Vor Frue Kirke og lige da vi er ved at gå kommer der nogen gående med noget der mistænkeligt ligner en GPS. Det var IvarT og de fandt den naturligvis med det samme. Nå ja, så kunne vi da også logge den.

Vi var hjemme i Biersted klokken 22.40 og der var vi godt nok også TRÆTTE.

Efter hvad vi har kunnet høre fra mine forældre og Ane, så har de vist også hygget sig gevaldigt sammen med Ellen. Hun har vist holdt dem godt til ilden, den bette. Hun er i hvert fald hurtig på trapper – specielt i forhold til at hun ikke har prøvet at kravle på trapper andet end i sidste uge hvor en af børnehavepædagogerne havde hentet hende oppe på hemsen. Motorikken fejler bestemt ikke noget.

Men nu er vi alle fire godt og grundigt brugte efter en god weekend. Jeg er i hvert fald helt sikker på at jeg får et par ret smertefyldte dage i næste uge – men det var det værd.

Og igen, der er desværre ingen billeder, men Kåre hentede vores kamera i morges, så der er håb forude. :)

Blodbad i Ulstrup.

Sådan så det pludseligt ud i vores bryggers. Så er det bare at få fat på hund og barn og få undersøgt hvem der er gået hul på.

Denne gang var det barnets skyld at der var gået hul på hunden. Hun havde smidt et lille syltetøjsglas ned i bassinet ved vandstenen. Glasset var gået i stykker og da så Siri drikker af bassinet, har hun skåret hul på tungen. Og sådan en tunge bløder altså MEGET.

Sådan så det ud her i huset, da sirenerne blev afprøvet her klokken 12:

Snooooork.

Grynt. Hvæs. Klynk.

Penicillin smager godt!

Her i huset er det ikke en kamp at give medicin. Både Ellen og Siri labber deres medicin i sig og ser helt glade ud når sprøjterne bliver taget frem. Ellen får panodil og penicillin og Siri har fået smertestillende de sidste 14 dage.

Nu er det vist kun mig der mangler at blive rask… Og vi har fundet smittekilden – en af børnene fra Ellens dagpleje var syg op til påske og har smittet hele sin egen familie og de andre i dagplejen. Men sådan er det jo med dagplejen. :)

Så har Siri atter været uheldig. Vi gik lige så fredeligt i baghaven, da hun konner humpende ovre fra indkørslen i søndag eftermiddag. Hun kunne næsten ikke gå og hun ville ikke så gerne støtte på venstre
forben. En undersøgelse viste at der ikke var noget i poterne og at der ikke sad noget (meget) forkert. Hun ømmer sig jo ikke når man gør onde ting ved hende. Så hun fik noget smertestillende til natten og
dyrlægebesøget blev udskudt til mandag.

På vej til dyrlægen.

Den bette stakkel har forstuvet albuen. Så nu er der dømt hvile og ro de næste fjorten dage og smertestillende medicin. Hvilen og roen er træls – både for os og hende, men det smertestillende er bare dejligt. Man tager sprøjten frem og straks sidder hunden og tigger om at måtte
få sin medicin. Det må virkelig smage godt!

Men Ellen kan godt nok ikke forstå at hun ikke må mosle Siri som hun plejer – og det er godt nok svært at forklare Siri at hun ikke må komme med ud at gå. Og når hun får smertestillende, så har hun det jo godt, så hun hopper rundt – hvordan forklarer man hende at hun skal ligge stille?

I slutningen af februar skrev jeg at vi havde fået en dagplejeplads til Ellen. Jeg var ikke specielt positivt indstillet, kan jeg vist godt røbe.

Jeg har nu fundet ud af at det rent faktisk er den fysisk nærmeste dagplejeplads fra hvor vi bor, det kan simpelthen ikke komme tættere på. Og så er der jo ikke meget de kan gøre, de kan jo trods alt ikke tvinge naboen til at blive dagplejer.

Hun kan rigtig tage far ved næsen!

Men de har været meget samarbejdsvillige om vores problemer og enden på det hele er blevet at vi har en vuggestueplads fra 1. maj. Kåre skal starte lige efter påske, så vi har tre uger vi skal have til at hænge sammen. Heldigvis har vi jo dagplejepladsen fra 1. april. Så vi skal gennem to opstartsfaser i løbet af halvanden måned. Men det ville også være synd, hvis hun skulle passes af først den ene og så den anden og så den tredje og vi ville være stressede, fordi vi ikke kunne passe arbejde og studie ordentligt.

Siri og Ellen er rigtig gode venner - de finder sig i alt fra hinanden.

Der er 500 meter ned i vuggestuen og de har åbent til 16.45 og der er ingen trapper. Så når hun først er startet, så går det hele op i en højere enhed. Det er dejligt.

Man skal lige ud i fryseren efter aftensmad og lader døren stå på klem. Der er to trin ned til bryggerset fra køkkenet og så et dørtrin på vejen ud. Fryseren står vel 10 meter fra døren. Men da jeg kom tilbage sad den bøllebaby pænt med bare arme og tæer ude og klappede Siri. Så kan man vel bare lære at lukke døren efter sig…

Ellen på udforskning.

Mor og Ane har været hernede i dag for at passe Ellen. Moster Ane var godt nok lidt utilfreds med at Ellen skulle sove middagslur mens de var her. Men jeg tror de hyggede sig lidt da Ellen stod op alligevel.

Ellen beundrer mosters mobiltelefon.

Ellen kan efterhånden gå et par skridt og står ret stabilt. Altså lige bortset fra når Siri synes hun skal gøres ren i nakken. :)

I går eftermiddags var vi nede i Brugsen for at købe en slæde til Ellen. Der blev grinet af os, men se hvem der griner nu:

Ellen synes at sne er sjovt.

Siri synes slet ikke det er sjovt med slæder. Hun hopper rundt og gør, ligesom når man gynger eller leger med tovbaner. Jeg ved ikke hvorfor, men det kan hun bare ikke lide.

Min iPaq er begyndt at opføre sig underligt, men nu har jeg jo fået eee’en som kalender, så det problem er løst. Men hvad så med en GPS i bilen? Nå, vi kørte i FøTeX efter en Garmin Nüvi 250 til 799,-. Så må vi se om den kan vise vej.

Da vi nu alligevel var i Randers, kunne vi jo ligeså godt se efter en cache eller to. Vi nåede halvvejs rundt om A Real Treasure og fandt På toppen. Og så synes Ellen bare slet ikke det der geocaching var spor sjovt længere!

Bibliotek i børnehøjde.

I eftermiddag har vi været på biblioteket til bogudsalg. Vi begrænsede os til en enkelt bærepose, men jeg aner ikke hvor vi skal have dem henne. Måske skulle vi bygge til?