Trines blog

I dag læste jeg denne artikel på dr.dk.

Baggrunden er, at man med en let til moderat depression kan henvises – med tilskud – til psykolog. Men er depressionen svær, så skal man behandles i sygehussystemet og er det f.eks. angst, så skal man selv betale det hele.

Det viser sig så, at 28% af de henviste har svære depressioner og 39% slet ikke lider af depression, men noget helt andet, f.eks. angst, dødsfald i familien eller “ondt i livet”, hvad det så end er.

Danske Regioner mener at det er fordi lægerne blot bruger det som en skraldespandsordning, når lægerne synes en patient bliver for svær – f.eks. ved “ondt i livet”. Og hvad er det lige forskellen er på “ondt i livet” og en depression?

Jeg tror det er de privatpraktiserende læger, der synes at systemet er latterligt og at de gerne vil hjælpe deres patienter. Har man en patient med en svær depression, så skal vedkommende hjælpes i psykiatrien. Jeg er selv lige blevet henvist til en psykiater – der er minimum et halvt års ventetid i Randers, Viborg, Silkeborg-området og endnu længere i f.eks. Århus. På sygehusene står der ganske vist på ventetid.dk, at der er 8 ugers ventetid – men i praksis viser det sig, at deres eneste tilbud er en indlæggelse.

Og så kan jeg altså godt forstå, at de privatpraktiserende læger omgås reglerne og giver deres patienter den hjælp de har brug for – for det er sikkert heller ikke sjovt at skulle ud og skrive en dødsattest for en patient der har valgt en anden udvej end ventetiderne.

Har man en patient med angst, så kan lægen vælge mellem selv at behandle, sende patienten til en privatpraktiserende psykiater eller at lade patienten selv betale for en psykolog.

Behandle selv: Lægen har ofte ikke tid til andet end at skrive en recept på angstdæmpende medicin – medicin som har mange bivirkninger og som kan skade mere end det gavner.

Sende til en privatpraktiserende psykiater: Minimum et halvt års ventetid, hvor lægen så i mellemtiden kan behandle med angstdæmpende medicin.

Lade patienten betale selv: Ofte ikke en mulig løsning, da det koster knap 1.000 kroner pr. gang. Det er der mange der ikke har råd til, specielt da mange på det tidspunkt de søger lægehjælp for deres problemer allerede er ude af arbejdsmarkedet.

Jeg mener at løsningen er at udvide gruppen af folk der har ret til tilskud til psykologhjælp. Det vil koste penge i første omgang, men som der også står i artiklen, så mindsker ordningen antallet af langtidssygemeldte, så man sparer på dagpenge og får mere hjem i skatter, fordi folk hurtigere kommer tilbage på arbejdsmarkedet – eller måske slet ikke behøver forlade det i første omgang.

For mange bliver henvist til psykolog – DR – 16. oktober 2011

I går var min sidste dag på barsel og i dag skulle jeg så sygemelde mig. Jeg havde forudset noget af et cirkus og jeg blev ikke skuffet.

Først går jeg på jobnet.dk for at melde mig ledig og derefter syg. Kåre siger så at det vist ikke var helt rigtigt, for jeg skulle jo ikke melde mig almindelig ledig, men dimmitendledig. Nå, tænkte jeg, jeg må hellere ringe til a-kassen.

I a-kassen sagde de, at jeg havde gjort det hele helt forkert – jeg skulle bare ringe til kommunen, for der var jo ikke nogen grund til at de satte en sag igang, når jeg alligevel er langtidssyg.

Så ind på jobnet.dk og melde mig ikke-syg og ikke-ledig og så få fat på kommunen.

Men det er altså lettere sagt end gjort – for kommunen har lukket om onsdagen! Hvad pokker gør man så? Man skal jo gøre noget den første dag for ikke at miste dagpengeretten. Jeg prøvede at ringe til alle de interne numre jeg kunne finde i gamle mails – incl. ydelsesafdelingen – men ingen tog telefonen nogle steder.

Til sidst skrev jeg en opgivende mail til kommunens hovedadresse – om ikke andet, så kunne jeg da bevise at jeg havde forsøgt at gøre noget rettidigt.

Halvanden time senere ringede telefonen. Det var min gamle socialrådgiver fra barselstiden. Nu havde hun lige snakket med ydelseskontoret og det de skulle bruge var en DP200b fra a-kassen. Og så ville jeg få sygedagpenge og engang ville jeg også blive kaldt til samtale (så må vi se hvornår det bliver…)

Så tilbage til a-kassen – som lukker klokken 11 om onsdagen her om sommeren! Argh!!!

Så i morgen må jeg prøve at få fat i a-kassen igen og bede dem sende den blanket til kommunen.

Det er altså ikke nemt, når man får modstridende beskeder hele tiden og alle forsøger at få smurt problemet over på nogle andre! Men min gamle socialrådgiver – hun er altså både sød og hjælpsom – en skam jeg ikke kan beholde hende.

I dag var vi i Randers og på vejen hjem ville jeg lige have en fransk hotdog med godt med chili. Mens jeg stod og ventede så jeg en af de ansatte i grillbaren tage en kniv og skylle den under den varme hane. Den blev tørret af i et viskestykke og brugt til at skære en kamsteg over med. Så blev den igen skyllet (på den ene side) under den varme hane, tørret af i det samme viskestykke og lagt over på et skærebræt og brugt til at skære stegt steg ud til ribbenssandwich.

Det er altså bare ulækkert og lige til en omgang på tønden.

Og det viser jo bare at smileyordningen langt fra viser alt. For sådan gør man jo ikke når fødevaremyndighederne er på besøg.

Har også set en ansat i en butik med den såkaldte elitesmiley tage bagerbrød med hænderne umiddelbart efter at hun havde taget mod kontanter og brugt kasseapparatet. Og det blev ikke bedre af at hun havde et ret ulækkert og beskidt plaster på den ene finger – tør slet ikke tænke på hvad der gemte sig under plasteret…

I tirsdags skulle jeg til tandlæge – en ganske ubehagelig oplevelse. Ikke fordi jeg har noget problem med tandlæger, men ligesom hun havde fået lagt bedøvelsen svimlede det totalt for mig. Jeg måtte ned og ligge på briksen med hovedet helt ned, kolde klude og et åbent vindue. Det var simpelthen adrenalin der løb direkte til hjernen – ligesom med et angstanfald. Det tog 5-10 minutter og så var jeg klar til at fortsætte. Desværre virkede bedøvelsen så ikke engang ordentligt!

Men på vej over til tandlægen så jeg at pedellen i ældreboligerne var ved at klippe buske ned – og man klipper da ikke forsythia ned NU?!? Så på vejen hjem forsynede jeg mig med afklip, så nu er huset fyldt med gule buketter – herligt.

Ellers sker der ikke så meget. Efter at have været sendt fra kommune til a-kasse til fagforening og tilbage igen er det endelig lykkedes mig at få et møde med en socialrådgiver i kommunen om hvad der skal ske 13. juli når min barsel slutter. Forhåbentlig kan vi få klaret møder og papirarbejde her under barslen.

I dag har jeg været på reumatologisk i Viborg. I forrige uge jeg MR-skannet hele ryggen og i dag skulle vi så høre hvad og hvordan osv.

Nu har vi været til så mange undersøgelser og hver eneste gang har vi fået en sludder for en sladder. Men ikke denne gang!

MR-skanningen viser klare tegn på skader i SI-leddene og dele af lænden som følge af inflammationer – og der er sket en udvikling siden sidste skanning for nogle år siden. Sammenholdt med mine andre symptomer var billedet klart: Psoriasisgigt – hvilken af slagsen det helt præcist var er ikke helt klart, men psoriasisgigt er det i hvert fald.

Så jeg er glad! Jeg er ikke bare hypokonder og der er en forklaring på mine smerter! Det giver jo ikke ligefrem ledforandringer hvis man bare lader som om man har ondt.

Jeg har selv kunnet mærke en forværring i tilstanden over en årrække, så det kommer ikke som nogen overraskelse for os at det er en degenerativ, progressiv sygdom jeg har. Så det er bare positivt at vi nu ved hvad det egentlig er.

I første omgang er behandlingen NSAID (Brufen/Ibumetin osv) og fysioterapi. Hvis ikke det giver god nok effekt vil man overveje at behandle med biologiske midler (Enbrel). Men jeg håber naturligvis det andet er nok til at holde det i skak.

Men det er godt nok rart at vide hvorfor det er mine fingre ikke vil som jeg vil og hvorfor det gør ondt – lige i øjeblikket er det nemlig ikke specielt godt. Og så håber jeg bare at jeg ikke giver nogle af mine kroniske, autoimmune sygdomme videre til tøserne!

I går aftes måtte jeg en tur på apoteket efter Selexid – jeg har reddet mig en gang blærebetændelse. Det var noget af en tur.

Først er der en eller anden idiot der overser en helle og bilen ender med at svinge lige ud foran mig, så jeg må op og stå på bremsen. Heldigvis er der ingen der kommer noget til.

Da jeg så kommer ind på apoteket og har sagt mit CPR-nummer opdager jeg at min pung ligger her på skrivebordet. IKKE skidesmart! Men fantastisk service – jeg kan bare komme ind og betale senere. Hun kommer så i tanke om at jeg også bare kan få et girokort. Herligt, så jeg kunne komme hjem med min medicin.

På vejen ud af byen er der så en anden idiot der lige overser et rødt lys og kører ud direkte foran mig – så bremselængden blev testet igen.

Da jeg så kommer hjem læser jeg lige indlægssedlen.

Alvorlige bivirkninger: Smerter bag nederste del af brystbenet, fornemmelse af at føden ikke kan passere og sure opstød, pga. sår i nedre del af spiserøret. Kontakt straks læge eller skadestue.

Ikke alvorlige bivirkninger: Sår i munden og betændelse i spiserøret med smerter bag brystbenet, svien og meget sure opstød.

Og så er det jeg tænker – hvordan pokker skal jeg kunne kende forskel på de to? Hvornår er det lige jeg skal ringe? Specielt fordi jeg generelt døjer med halsbrand.

Og så for at gøre det hele rigtig godt, så har Kåre lige været ved lægen med en gang halsbetændelse, så vi skal også have penicillin til ham…

Dette indlæg har været meget længe undervejs og jeg har spekuleret meget og længe over hvorvidt det overhovedet skulle skrives. Men det tror jeg altså at det skal – så here goes:

Jeg lider af angst – socialangst – jeg er simpelthen bange for andre mennesker.

Faktisk vil jeg mene at det er et langt større handicap end min gigt. Selvom gigten er usynlig, så er den mere håndgribelig på en eller anden måde – og selvom den selvfølgelig betyder noget for min (og familiens) dagligdag, så betyder angsten faktisk mere.

Angsten gør at hver gang jeg skal være socialt sammen med andre mennesker, så bliver jeg fysisk syg – kvalme, hjertebanken, ondt i maven, svedige hænder – altså lidt ligesom når man skal til eksamen og er godt, gammeldags nervøs. Og hvis jeg så bekæmper de initielle angstsymptomer og faktisk tager afsted, så er jeg hele tiden bange for at jeg skal blive mere dårlig – specielt er jeg bange for at jeg kommer til at skulle kaste op.

Jeg er panisk angst for at kaste op. Bare der er en af ungerne i vuggestuen der siger at de har ondt i maven, så har jeg det dårligt resten af dagen. I lørdags spiste jeg så godt som ingenting, fordi Ellen havde kastet op om morgenen – heller ikke selvom hun havde det fint.

Det er simpelthen andre folks bedømmelse af mig jeg er bange for. Jeg er hele tiden bange for at gøre noget dumt eller sige noget forkert – at fornærme folk eller såre dem. Jeg bekymrer mig alt for meget om hvad folk tænker om mig – jeg har faktisk så godt som ingen selvtillid – føler mig dum og mindreværdig.

Jeg kan sagtens gå ned i Brugsen og handle eller på biblioteket eller sådan noget, men hvis der kommer nogen og snakker med mig, sådan socialt, så begynder jeg straks at få angstsymptomer. Det er altså det at interagere socialt med mennesker der giver problemerne – og det er faktisk uanset hvem det er – selv mine egne forældre kan give problemerne. Den eneste voksne der ikke giver symptomer er Kåre – heldigvis, ellers havde det nok været lidt svært at være gift. :)

Bare det at telefonen ringer er faktisk nok – en ting er hvis det er fra kommunen eller lægen, der skal give en besked – men tænk nu hvis det er nogen der vil snakke – altså sådan personligt!

Det gør desværre at vi meget yderst sjældent ser nogle af vores venner – bare tanken om at skulle køre til Århus (eller Aarhus, som det jo hedder nu) og være sammen med nogen er nok til at gøre mig dårligt tilpas. Næsten endnu værre er tanken om at folk kommer her! Og det er jo bestemt ikke fordi jeg ikke kan lide folk eller ikke har lyst til at være sammen med dem – for det har jeg bestemt – jeg bliver bare syg af det. Det er så frustrerende! Og det er jo også synd for Kåre – for han vil også gerne se nogle mennesker. Og det er heller ikke godt i forhold til Ellens og Karens udvikling!

Jeg har ikke altid haft det sådan – det startede i sommeren 2002. En teori er at det er udløst af de enorme mængde Propranolol/betablokker jeg fik i forbindelse med min stofskiftesygdom – kendte bivirkninger er i hvert fald angst og paniklidelser. Men det kan også bare være en udvikling af de depressioner jeg har haft, der startede i vinteren 98/99 – altså i forbindelse med de første eksamener på uni. (Når man har gået gennem alt med begge hænder på ryggen, så er det altså lidt deprimerende pludselig at dumpe alting!)

Jeg har været forsøgt behandlet med SSRI-præparater/lykkepiller – det virkede også fint på depressionen første gang, men har ikke haft nogen
positiv effekt på angsten. Jeg går til både psykolog og psykiater, men indtil videre også uden effekt.

Kan man ikke bare tage sig sammen? – er der måske nogen der tænker. Jo, nogle få gange kan jeg godt og det går som regel også godt. Men det kræver en masse overskud og energi og mod at gå op mod at hele ens krop i utvetydige vendinger fortæller en at der er fare på færde og at man skal flygte – for det er det der sker! Så man skal simpelthen kæmpe mod årtusinders overlevelsesinstinkter – og det er altså ikke nemt.

Specielt er jeg lige nu ked af at ingen af vores venner har set Karen. Vi har ikke inviteret og de har ikke spurgt. Jeg er slet ikke sur på nogen over det, for det er udelukkende min egen skyld – jeg har kørt os længere og længere ud på et sidespor og det er jeg rigtig ked af.

Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg kunne gøre ved det – for jeg savner folk – men jeg har slet ikke modet og overskuddet til at gøre noget ved det. Og jeg kan godt forstå at folk efterhånden har opgivet – for når man får et nej tak, hver gang man inviterer eller foreslår noget, så opgiver man til sidst.

Og lige nu sidder jeg så og bliver bange, for tænk nu hvis der er nogen der læser det her, der finder på at ringe!

Angst er ikke nemt at leve med – hverken for den der har det eller for familie og venner. Jeg håber med tiden at jeg bliver bedre til det, for det er et stort problem for mig – og for alle andre omkring mig.

I dag skulle jeg til 39-ugers-kontrol hos jordemoderen, men det endte med en tur på fødegangen. Hun var nemli IKKE tilfreds med de symptomer jeg har på stofskifteproblemer, specielt ikke fordi tallene ikke er som de skal være. Så hun ringede til fødegangen, som ville se mig.

Og da så CTG’en (det er en overvågning af barnets hjertelyd og aktivitet og af livmoderens arbejde) viste at barnets hjerterytme var for svingende og for hurtig to gange i træk, så var de slet ikke glade.

Efter en lille geocachingtur (beordret af lægen) vendte vi tilbage og så var der pludselig INGEN aktivitet – vi kunne simpelthen ikke vække den bette. Så op og vandre lidt op og ned af gangen og få lidt aftensmad. Der kom lidt liv, men der var travlt og jordemoderen var lige gået ned for at få lidt at spise – men så svært er det vel heller ikke at sætte en CTG til. :) Og endelig var den normal!

Så jeg er kommet hjem med besked på at møde i ambulatoriet mandag og fødslen er opgraderet fra “normal” til “risiko” med børnelæge til stede. Ikke lige det jeg havde håbet – men hellere det end at risikere noget som helst.

Ellen var med og det gik faktisk ret nemt. Vi havde hele den største stue på fødegangen for os selv – der er både hospitalsseng, dobbeltseng, sofa, fjernsyn og det hele. Så Ellen kunne sagtens synge og hoppe rundt uden at forstyrre nogen. Hun legede en del med kameraet, så en stor del af dagens billeder er taget af hende. :)

Fredag var det endelig tid til at komme ind til urologerne i Randers. Det blev liiiige til en FFC-jagt inden – desværre kom jeg ca. 20 minutter for sent, men fordelen var så at der var nogen der havde lavet lidt spor i den ca. 80 cm dybe sne!

Jeg nåede lige at få frokost i hospitalets kantine – der var tartelet med hønsekød, pizza, lækker salat med hele hvedekerner og kapers og franskbrød med friske abrikoser og romost. Tarteletten og salaten blev spist før undersøgelsen, pizzaen på vej mellem hospitalet og Føtex og franskbrøddet på vejen hjem – og så for 25 kroner. Så kommer du på Randers Sygehus omkring frokosttid, så er der altså både god og billig mad i kantinen.

Nå, jeg var lidt bange for at det var ham der fjernede JJ-kateteret på mig sidste gang jeg skulle snakke med – jeg havde nemlig set ham i kantinen. Det var det heldigvis ikke – det var en sød og rar læge der tog sig god tid og som var MEGET hjælpsom.

Men det korte af det lange er at han er helt sikker på at jeg har godt med sten i begge nyrer og at der skal en operation til for at fjerne dem nu. Til gengæld troede han at de ville stoppe med at skabe sig, når jeg ikke længere er gravid. Så selvom han tilbød mig en operation, så sagde jeg pænt nej tak – skulle jeg skifte mening skulle min læge bare ringe til ham. Han tilbød mig en CT-skanning når jeg havde født for at tjekke, men jeg blev enig med mig selv om at hvis jeg ikke har gener efter graviditeten, så kan det jo egentlig være lige meget. Men igen – skifter jeg mening, så bliver den lavet. Han tog nogle blodprøver for at se om nyrefunktionen er påvirket – er den det, så slipper jeg ikke udenom operationen.

Nu har jeg jo ingen planer om at blive gravid igen, men skulle jeg ændre mening, så lovede han mig en CT-skanning og en fjernelse af samtlige sten inden. :)

Så selvom han egentlig ikke kunne gøre noget som helst, så var det et meget positivt besøg. Altså lige bortset fra beskeden om at jeg kommer til at have nyresten resten af livet og han ville gætte på operation hvert femte år…

Og så var jeg lige i Føtex på vejen hjem – utroligt hvad man kan få af tøj til ingen penge, når de skal slippe af med deres lager. 10 stykker til både mig, Ellen og Ny for 80 kroner.

Og så til brokken: I nat har jeg bare været vågen hele tiden med halsbrand og opstød. Det er altså trælst at vågne med mavesyre i halsen. Og Gaviscon, som ellers har været min faste natteven, ville ikke rigtig hjælpe mere. Normalt er det heller ikke så slemt om dagen, men det har godt nok været trælst i dag.

Så vi smuttede en tur til Bjerringbro for at få noget syrepumpehæmmende. Så nu har jeg lige taget 10 mg Omeprazol – i en meget rød og orange kapsel – og så håber jeg at jeg kan få lov til at sove ordentligt i nat.

Egentlig synes jeg at jeg havde fået det en anelse bedre mht. blodmanglen, men i dag har det også været ret slemt. Måske fordi jeg har haft så meget brug for Gaviscon, at jeg har måtte springe mit jern over en enkelt dag?

Men faktum er: Nu må det godt snart være terminstid – jeg gider ikke være gravid mere!

Disse skriblerier er skrevet efterhånden som jeg har fået læst udspillet – derfor kan det forekomme noget rodet – undskyld.

Sygdomme, der for få år siden blev betragtet som uhelbredelige og invaliderende, kan vi i dag gøre meget for at behandle.

Den holdning vil jo gøre det så godt som umuligt at få tilkendt førtidspension eller fleksjob, da der ikke må være nogle behandlingsmuligheder tilbage og tilstanden skal være kronisk. Men det vil jo betyde at man hele tiden kan sige: Du kan ikke blive tilkendt noget, for det kan jo være at der om 10 er er en behandlingsmulighed.

Det er også foruroligende, at vi har en fleksjobordning, som ikke giver den nødvendige plads til dem med færrest ressourcer. Meget tyder på, at ordningen ikke i tilstrækkelig grad bliver brugt af de personer, som den er tiltænkt, nemlig personer, der ikke kan få arbejde på almindelige vilkår, fordi de har væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen.

Hvem er det lige der har fået tilkendt et fleksjob, som godt kan få arbejde på almindelige vilkår? Jeg kender en del på fleksjob, men ingen af dem kan arbejde på almindelige vilkår. Igen er det en mistænkeliggørelse af syge og handicappede – for vi “lader jo bare som om, så vi kan nasse på samfundet”.

En forstærket indsats skal forebygge førtidspension: Kommunerne får nedsat refusion for førtidspension til 20 procent

Det vil i praksis betyde at kommunerne vil gøre ALT hvad de kan for at undgå at tilkende en førtidspension. De vil holde folk væk med alle de midler de har – alle vil få et afslag i første omgang, for så håber de at folk opgiver at anke og i øvrigt er ventetiderne hos Ankestyrelsen så lange, at det udskyder beslutningen i hvert fald et år – endnu et år, hvor den syge/handicappede må klare sig på kontanthjælp eller for ægtefællens løn, samtidig med at de må vinke farvel til hus og bil og at de kommer længere og længere ned i det sorte hul.

Personer under 40 år kan ikke få tilkendt førtidspension, medmindre det er helt åbenbart, at de aldrig bliver i stand til at få et liv med arbejde. Unge skal i stedet have et særligt individuelt tilrettelagt udviklingsforløb, der strækker sig over et til fem år.
…
Regeringen lægger op til, at forsørgelsesniveauet skal være en individuel ydelse, som tager afsæt i den ydelse, den enkelte modtog forud for udviklingsforløbet, idet der fastsættes en minimumssats i særlige tilfælde.

Mange af disse mennesker risikerer altså at blive fastholdt i usikkerhed i op til fem år og da mange af dem kommer fra kontanthjælp eller mindre – så kommer de til at skulle kæmpe for at få økonomien til at hænge sammen samtidig med at de står i en usikker og sårbar situation.

I den nuværende ordning kan det ikke betale sig for en arbejdsgiver at ansætte personer med meget begrænset arbejdsevne i et fleksjob. Arbejdsgiveren skal betale mindst en tredjedel af den fleksjobansattes løn. Fleksjobberen skal altså mindst kunne arbejde 12 timer om ugen, før det typisk kan betale sig for arbejdsgiveren. Personer, der kun kan arbejde under 12 timer, holdes derfor ude af ordningen.

Det er da det eneste fornuftige der har stået endnu. For det er da et problem, at man hvis man kun kan arbejde svarende til 10 timer om ugen er for rask til en førtidspension, men for syg til et fleksjob.

Personer under 40 år kan, hver gang perioden udløber, få bevilliget et nyt fleksjob for en femårig periode, hvis kommunen igen vurderer, at personen er berettiget til et fleksjob.

Hvilken belastning! I forvejen skal hele ens liv og privatliv endevendes før man kan få tildelt et fleksjob og det kan tage år. Og man skal arbejdsprøves i et hvert tænkeligt job – ikke bare det job man har – for det kunne jo være at man kunne arbejde en time om ugen mere i et andet. Så hvert femte år skal man altså igennem møllen igen. Man risikerer at miste sit arbejde, fordi man liiige skal arbejdsprøves et andet sted. For slet ikke at snakke om den utryghed det vil give, at man aldrig aner om man er købt eller solgt – os der har psykiske problemer vil da bare få det endnu værre med den usikkerhed, der altid vil følge os.

Tilskuddet bliver reguleret med størrelsen af lønnen. Det betyder, at de største tilskud i modsætning til i dag bliver givet til personer med den laveste løn.

Selvom jeg et eller andet sted synes det er forkert at en forsker i fleksjob aldrig kan komme op og tjene det samme som hans/hendes kollegaer, så synes jeg faktisk det er i orden at lave sådan en regulering. Hvis man kan tjene 40.000 om måneden før skat før tilskud, så er der mere brug for det tilskud et andet sted.

Arbejdsgiveren skal sammen med medarbejderen i fleksjob og kommunen udarbejde en jobplan, hvor målet er et job på ordinære vilkår, når fleksjobbet udløber.

Så selvom man har været gennem arbejdsprøvninger og er blevet tilkendt fleksjob, så skal man stadigvæk presses hele tiden – for målet er ikke at man får fred til at blive en god medarbejder og få sit liv til at hænge sammen, men målet er at man skal kunne arbejde fuld tid.

Endelig skal kommunernes refusion for løntilskuddet i fleksjob sættes ned, så kommunerne får større tilskyndelse til at hjælpe den enkelte i et ordinært job frem for fleksjob. I dag får kommunerne refunderet 65 procent af udgifterne til et fleksjob. Det sættes ned til 50 procent af udgifterne til det første midlertidige fleksjob og 30 procent af udgifterne til de efterfølgende fleksjob.

Samme problem som med førtidspensionen – det er i kommunens interesse at holde folk væk fra fleksjobbet så længe som over hovedet muligt og det vil betyde flere afslag, flere anker og flere ødelagte liv.

Selvom der faktisk er positive ting at sige, så er de negative klart i overtal. Grundlæggende vidner det om at regeringen dels mener at de kommunale sagsbehandlere giver førtidspensioner og fleksjob til alle og enhver og at alle folk på førtidspension eller i fleksjob blot er dovne og ikke gider at arbejde. Det er et menneskesyn, der ser på mennesker som arbejdskraft og ikke spor andet – vi skal arbejde 37 timer om ugen og om vi så også er i stand til at være mennesker ved siden af er totalt lige meget. Og kan vi ikke arbejde de 37 timer om ugen – så er vi faktisk ikke rigtig noget værd.

Der indledes med smukke ord om at man skal hjælp de svage og at man ikke skal svigte de syge – men i praksis betyder det blot at man skal tvinges til at yde mere end man kan uanset den menneskelige pris.

Forebyggelse, fleksibilitet og rummelighed – reform af førtidspension og fleksjob, Regeringen, December 2010