Trines blog

EkstraBladet er simpelthen underligt. De har nogle fantastiske journalister, som virkelig lave et godt og grundigt stykke arbejde. Og så har de nogle 5. klasses elever, der står for deres hjemmeside. Det foranlediges man i hvert fald til at tro, når man læser sådan noget makværk, som Daniel Fonseca har skrevet – eller nok rettere oversat meget, meget dårligt:

En kvinde fra Indonesien har efter 12 måneders graviditet født en dreng, der har fået den ganske verden til at måbe.

Han vejer nemlig hele 8,7 kilo og er 62 centimeter lang.

Tre steder står der at graviditeten var 12 måneder lang. Så kan jeg da godt forstå at verden måber. Måske Daniel Fonseca ikke har noget at have noget seksualundervisning i skolen endnu?

Og billedteksten tyder da heller ikke ligefrem på at han er så gammel:

Til venstre ses den tonstunge baby på 8,7 kilo ved siden af en ‘normal størrelse baby’.

Så vidt jeg husker er et ton da noget i retningen af 1.000 kilo, men igen, går man i 5. klasse er det jo ikke sikkert at man har helt styr på den slags.

EB, Fødte gigant baby på 8,7 kilo, 24. september 2009

Daniel Fonseca er faktisk uddannet journalist fra RUC.

Don’t ask why, ’cause I don’t know. Men jeg var altså inde på den her hjemmeside for en bar i Manila, der reklamerer med at have mange øl fra forskellige lande. Under Dannebrog står der: Turborg. Nå, tænkte jeg, det var ikke meget. Da jeg så kommer til de lokale øl står der: Carlsberg. :)

Kåres morfar døde i går aftes. Det var ganske ventet og godt for ham at få fred.

Men det satte en masse tanker i gang hos mig. For hvad er der efter døden – er der overhovedet noget?

Det er ganske indlysende hvad der sker med selve kroppen, men er kroppen bare et hylster for noget andet? Noget andet som lever videre et eller andet sted? Og er det andet sted her på jorden eller er det i det vi i vores kultur/religion kalder himmelen eller helvede?

Hvis jeg spørger mig selv sådan rent logisk og intellektuelt, så vil jeg mene, at når man dør, så dør man og det der lever videre er de levendes minder om en.

Men hvis jeg spørger mig selv hvad jeg gerne vil tro, så vil jeg jo gerne tro at vi lever videre et eller andet sted. At man, når man dør, kommer til et sted hvor der ånder fred og hvor der intet ondt er. Og hvor man møder alle de mennesker (og dyr) der er gået forud for en og hvor man igen kan leve sammen med dem. Men det kan jo bare ikke gå op, for tag nu manden, hvis kone der døde. Hvis han gifter sig igen, så har han jo to koner han skal leve med i det hinsides og det vil nok ikke altid ende lykkeligt. Så med mindre der bliver dannet en himmel for hvert eneste individ, og alle de mennesker vedkommende møder blot er en “klon” af de mennesker man kendte, så kan de jo ikke gå op.

Jeg er nok for naturvidenskabeligt anlagt, men måske skal man bare tro og lade være med at prøve at forstå.

Jeg har siddet og kigget lidt på diverse onlinefora og derfor faldt jeg over ekvinde.dk. Men jeg undrer mig: Ikke et eneste sted på siden har jeg kunnet finde ud af hvem der står bag siden. Ingen mailadresse, ingen “rigtig” adresse – ikke engang et navn.

Og alligevel kræver siden både fuldt navn og adresse fra folk der ønsker at blive brugere.

For det første forstår jeg ikke hvorfor man ikke oplyser hvem man selv er og dernæst forstår jeg ikke hvad de vil med fuldt navn og adresse. Man kan jo bare skrive et eller andet og hvis det er fordi man skriver noget ulovligt, så kan de jo alligevel ikke gøre noget uden en dommerkendelse og har de sådan en kan de få skribentens ip.

Faktum er at jeg ikke har lyst til at deltage på et forum jeg ikke ved hvem der står bag og da slet ikke når de så kræver de oplysninger af mig, som de ikke selv vil oplyse.

Jeg forstår ikke konceptet natkjoler.

Ellen har lige fået en natkjole på for første gang og ganske som forventet, så sidder den og vulker oppe om livet på hende efter tre minutter. Og hvorfor så ikke bare tage en t-shirt og et par shorts på, hvis man fryser?

Det må da være ubehageligt, at have sådan en gang natkjole buflet sammen under en, når man skal sove. Nej, jeg forstår det ikke. Hvis det endelig er så koldt at en dyne ikke er nok, så giv mig en god, gammeldags flonnelspyjamas – med striber, tak!

Det er godt nok heller ikke nemt at være barn. I mange bøger er der billeder og tegninger af tog – men det er alle sammen gamle damptog. Så når man står ude i naturen (og lige har fundet cache nummer 400) og der så kommer et IC3-tog forbi, så er det altså svært at forstå at det også er et tog.

Skulle det nu være et tog?

Men det tager godt nok lang tid at geocache med Ellen og Siri. Når ikke Siri skal snuse til et eller andet, så er det Ellen der lige har fået øje på et eller andet spændende. Og når man er 15 måneder gammel er ALTING spændende. Men hvordan skal hun lære, hvis ikke hun får lov til at være nysgerrig? Så skidt med at vi spiser aftensmad en time senere. :)

Ellen nærstuderer en vinbjergsnegl.

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.

BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

Ellen har altid et glas med vand stående på sin høje stol, så hun kan tage noget at drikke når hun er tørstig. I dag kom hun så til at spilde lidt vand på køkkengulvet. Jeg stod lige og lavede mad, så jeg fik ikke tørret op med det samme.

Så Ellen går hen til vasken, rækker op og tager en klud, går hen og sætter sig på hug, tørrer vandet op og rækker mig kluden. Indrømmet, der var lidt vand tilbage på gulvet, men alligevel. Jeg tror bare jeg stod og så lidt måbende på ungen.

Hun er nu lidt sød. :)

Suk. Jeg kom til at se en reklame for en hjelm der skal beskytte små børns hoveder når de skal lære at gå. De kunne jo falde eller gå ind i et bord. Og når de så har lært at gå fornuftigt indendøre, så kan de bruge hjelmen når de er på legepladsen eller andre farlige steder. Stakkels børn.

Og når man så læser “testimonials” og ser at en af anbefalernes titel er “OStJ, MB,BS, PhD, FFOM, RAF (Ret d)”, så ved man bare at det er en der har taget en masse postordrekurser og ikke aner hvad han taler om. :)

Så her er lige en samling af links til bizzare børnebeskyttelsesdimser:

• Thudguard, hjelm til børn der skal lære at gå.
• gLovies, engangshandsker til små børn, så de ikke kommer i kontakt med grimme bakterier.
• Toddler Shield, bløde kanter til at sætte på borde, så de små pus ikke slår hovedet.
• Giggle Bug Toddler Tracker, bug dit barn. Når du så trykker på remoten larmer buggen på barnet, så du kan høre hvor det er.
• Snazzy Baby Knee Pads, knæbeskyttere til når dit barn begynder at kravle. Det skulle jo nødigt få en rift eller et blåt mærke.
• Pole Padding, til at sætte om f.eks. bordben, så de små prinser og prinsesser ikke slår sig, hvis de rammer det.
• Snuza Halo Baby Breathing Monitor, sender straks en advarsel, hvis der er ændringer i barnets vejrtrækning.

Jeg må godt nok være en dårlig mor. Men Ellen virker nu ganske godt tilfreds. Det eneste produkt jeg har fundet, som jeg sådan set godt kunne se ideen i, er en dims, så små børn ikke selv kan løfte toiletsædet:

Sådan ser det sommetider ud her i huset.

Jeg var i Kvickly Xtra i Randers i dag – det er jeg tit, det ligger jo lige op og ned af skolen. Her oplevede jeg noget der gjorde mig lidt sur. Normalt er jeg meget forstående og tolerant overfor de stakkels kasseassistenter, men hende her var altså ikke ligefrem den hurtigste knallert på havnen!

For enden af kassebåndet var alt sølet ind i kødsaft. Da vi bad om noget til at tørre det værste op med, fik vi en (1) vådserviet. Og hun fortsatte bare med at køre varer ned oven i alt snasket. Bl.a. uindpakkede peberfrugter og knækbrød i papirindpakning. Til sidst fik jeg da lokket en hel rulle køkkenrulle fra hende, så jeg kunne få gjort mine varer nogenlunde rene. Men hun fortsatte bare med at køre varer ned – ikke noget med at stoppe og få tørt op. Heller ikke selvom vi bad hende om det.

Så jeg gik op i kundeservice, fik pengene tilbage for de varer der havde været sølet ind i kødsaft og bad dem om at få gjort rent ved båndet.

Burde det ikke være en selvfølge at båndet skal stoppes og der skal gøres rent når der er kødsaft over alt? Åbenbart ikke for denne unge dame.