Archive for October, 2006

Monday, October 30th, 2006

SMUKT. Min Firefox crashede og da jeg åbnede igen, spurgte den pænt om ikke jeg ville have den til at åbne, med alt det der var åbnet, da den crashede. Og det gjorde den så.

Fantastisk.

Monday, October 30th, 2006

Ha! Jeg vandt over Kåre i dag. 7-12 i Settlers of Catan Card Game. Men han bankede mig i går. Lige som jeg troede at jeg var ved at vinde, så stjal han the knight token fra mig og vandt. Og jeg troede slet ikke han var så langt. Og hvad kan man så lære af det: TÆL! Men i dag var jeg hurtig til at få fem settlements, og så ellers bygge og bygge.

Ellers har jeg været til møde i Gigtforeningen om sociallovgivningen. Oplægsholderen var Jutta de Place, som er Gigtforeningens socialrådgiver. Hun snakkede også om den problemstilling jeg nævnte den anden dag og fortalte at det er en af Gigtforeningens store mærkesager, at få gjort noget ved den forældede lovgivning.

Og nu er vi trætte og vil gå med hunden, og så må jeg se om jeg kan lokke et ekstra kapitel ud af Kåre, eller om han falder i søvn imens. Jeg frygter godt nok for vores børns godnathistorier. Det ender med at de kommer og henter mig, fordi far er faldet i søvn. Vi læser Amuletten fra Samarkand og det er faktisk en ganske udemærket højtlæsningsbog. Der er dæmoner, politik, mord og spionage og der sker noget hele tiden. Den er nok bedst egnet til børn fra 10-12 år. (Og voksne :)) Så smut en tur på dit lokale bibliotek og lån den.

Saturday, October 28th, 2006

Jeg har nu skiftet til beta.blogger.com. Og skræmmende nok, så er beta-blokkere de piller som udløste en depression hos mig for nogle år siden. Det er piller der får blodtrykket og pulsen til at falde. Nå, jeg satser på at jeg kan tåle beta.blogger.com.

To ud af tre på kontanthjælp kan ikke arbejde

Det er overskriften på en artikel i Politiken i dag, og den gjorde mig godt nok sur. Overskriften er rigtig nok. Mange på kontanthjælp kan ikke arbejde af den ene eller anden grund. Men i selve artiklen kan man læse følgende:

Kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4 kræver en stor indsats, hvis vi skal have dem i arbejde – de skal hentes om morgenen, så de kommer på arbejde, vi skal være til stede på arbejdspladsen i forhold til samarbejdsklima. De skal stort set mandsopdækkes, hvis de skal hjælpes.

Det siger altså landsformand for Foreningen af Jobcenterchefer i Danmark Hans E. Lund Rasmussen.

Jeg er rystet. Definitionen på at være i matchgruppe 4 er:

Borgeren har så væsentlige begrænsninger i kompe­tencer og ressourcer, at borgeren ikke umiddelbart vil kunne indgå i jobfunktioner på det ordinære arbejdsmarked. Borgerens arbejdsevne er aktuelt så betydeligt nedsat, at jobfunktioner, der er forenelige med borgerens kompetencer og ressourcer, kun vil kunne findes i et meget begrænset omfang på det ordinære arbejdsmarked.

Det vil sige, at jeg er i matchgruppe 4! Jeg er måske handicappet, men jeg kan sgu godt møde til tiden og jeg kan godt være sammen med andre mennesker.

Det er en generel holdning i regeringen, at folk på kontanthjælp er folk der ikke gider arbejde. Typisk, efter regeringens mening, er det narkomaner, alkoholikere eller indvandrere.

Men vi er altså også nogle mennesker, som er kommet i klemme i lovgivningen. Det kan være som mig, der ikke har haft arbejde og derfor ikke har ret stil sygedagpenge. Det kan være folk der har været syge for længe, og derfor ikke har ret til sygedagpenge, men stadig ikke kan få f.eks. førtidspension, fordi man i dag har bedre behandlingsmuligheder.

Som loven er i dag, kan man først få fleksjob hvis man har en varig og væsentlig begrænsning i arbejdsevnen og man skal have afprøvet alle muligheder for at opnå fast arbejde på normale vilkår og det skal være alle muligheder der er udtømte. For at få en førtidspension skal også mulighederne for fleksjob være udtømte.

Man kan få sygedagpenge i 52 uger, altså et år. I specielle tilfælde kan det forlænges.

Men med de diagnostiserings- og behandlingsmuligheder vi har i dag, så kan det tage meget lang tid at få udredt og behandlet en sygdom som leddegigt. Fra mistanken til diagnosen kan der nemt gå 3 måneder, så bruger man 6 måneder på en slags medicin, som ikke virker, derefter 6
måneder på en anden medicin. Den virker, men før man ved hvor status quo ligger, kan der nemt gå 6 måneder mere. Nu er der brugt 21 måneder. De sidste 9 har været på kontanthjælp, fordi sygedagpengene ikke rækker længere. Efter de første 6 måneder rammer man kontanthjælpsloftet. Det vil sige, at en voksen eneforsørger for tre børn højst kan modtage 14.502 kroner om måneden i kontanthjælp, boligsikring og særlig hjælp, og dem skal der naturligvis betales skat af.

Er man så rigtig uheldig, så har man et hus med lidt friværdi. Så kan kommunen kræve, at man optager lån i huset til at leve for. Har man en formue, f.eks. fra en arv, så skal man leve det op før man kan få kontanthjælp. Hvis man er gift, så kan man kun få kontanthjælp, hvis ægtefællen tjener mindre end to gange kontanthjælpen. Og så mener regeringen altså at man vælger at være på kontanthjælp. For man er jo kun på kontanthjælp fordi man ikke gider lave noget. Og hvis man bare gør kontanthjælpen mindre, så skal folk nok begynde at arbejde. Uanset om de mangler et ben eller ikke kan bevæge sig for smerter…

Friday, October 27th, 2006

Føj, for et blæsevejr! Og det bliver ved de næste tre-fire dage. Og så skal vi til at have frost. Det bliver hyggeligt. Så skal jeg putte mig ind til Kåre hele natten og sove under den store, tykke vinterdyne. :)

Vi har været nede i byen og Salling er allerede pyntet op til jul. Men der er jo også kun to måneder til. Og jeg ser jo alligevel på juleting hele året i butikken hjemme i Biersted.

Jeg har vundet en DVD i dag. She’s the man. Så jeg tror planen er at vi går en tur med kræet og så hjem i seng for at se den. Jeg har ondt i hovedet, og jeg tror lige det passer til mit nuværende intellektuelle niveau.

Faktisk, så glæder jeg mig til om en måneds tid, hvor folk begynder at købe juletræer. Det kan godt være at vi ikke har helt normale juletraditioner i min familie, men det er altså hyggeligt at sælge juletræer. Folk er i godt humør og har god tid, familien er samlet og børnene glæder sig til en tur i skoven. Og noget af det bedste er altså ældre mennesker, der kommer med hinanden i hånden og går en tur i skoven for at finde et flot træ. Der er nogle mennesker, som bliver meget overrasket over at de selv må gå i skoven og fælde deres træ. Og så bliver de endnu mere overraskede, når det ikke koster ekstra. Det er hårdt arbejde, men det er altså også hyggeligt!

Thursday, October 26th, 2006

Jeg, af alle mennesker, står faktisk som forfatter på en publikation der har et ISBN-nummer!

ISBN: 87-7834-276-7

Jeg er simpelthen for sej. Jeg står som forfatter sammen med Klaus Mosegaard, professor på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet.

I virkeligheden er det ikke noget særligt, bare en lille bog om Sorødagene 1997, hvor jeg brugte en uge af min sommerferie på fysik og astronomi. Nu hedder det ikke Sorødage mere, men Kopernikursus, men princippet er det samme. I år er hovedemnerne liv i universet og kvantemekanik. Og gæt om jeg gerne ville med igen, men jeg er nok en anelse for gammel. En af arrangørene i år er Per Hedegård, som også er ovre fra Niels Bohr Instituttet. Han har skrevet en bog der hedder Forenede Elektroner A/S. Det er simpelthen superledning og kvanteteori, der er til at forstå og endda til tider sjovt.

Den læste jeg som baggrundviden til mit 3.g projekt, som handlede om SQUIDs. (Superconducting Quantum Interference Devices).

En SQUID er kort fortalt en lille dims, der kan måle meget små magnetfelter. F.eks. kan man bruge dem til at måle aktivitet i hjernen. Nerveimpulser er meget svage strømme, og som bekendt danner der sig et magnetfelt omkring en ledning, og således også omkring nervecellerne. SQUIDs kan bruges til at måle disse magnetfelter.

Superledning er en tilstand, hvor strøm løber gennem et materiale uden modstand. Per Hedegård sammenligner det i sin bog med at strøm almindeligvis løber som en flok fulderikker gennem Strøget i myldretiden og støder ind i alt og alle. Ved superledning er det som en balletdanser der elegant danser uden at ramme ind i noget.

Ulempen ved SQUIDs er at de kun virker når det er meget koldt! De første virkede kun ved temperaturer under 4K, altså -269C, men nu har man fundet noget som er superledende ved 95K, altså -178C. Det hedder yttrium-barium-kobber-oxid, også kaldet YBCO.

Nå, det blev vist lidt kedeligt… Men der er heller ikke sket noget spændende i dag, så det er nok godt nok.

Wednesday, October 25th, 2006

DER ER NOGEN DER HAR STJÅLET MIN PUNG.

Det kan de simpelthen ikke være bekendt. Først til tandlægen en time og så er der nogen der stjæler min pung. Stakkels, stakkels mig.

Den er simpelthen bare lige fisket ud af min lomme. Nu håber jeg bare, at de nøjes med at tage pengene og så afleverer den et eller andet sted. F.eks. i Aldi, hvor de tog den.

Hvad fanden er det der får folk til at stjæle fra andre? De skulle have en røvfuld!

ØV

Wednesday, October 25th, 2006

I går skrev jeg at den nye Firefox 2.0 er kommet. I dag er der jo nok flere der har hentet den ned og har opdaget nogle nye features og som savner noget andet. Men fortvivl ikke, for Kim Ludvigsen, som jeg traf på dk.edb.internet.software.browser i går aftes, har lavet en lille side om FF2.0. Det kan anbefales at kigge på den.

http://kimludvigsen.dk/programmer-internet-firefox-nyheder.html

Og så er der sket noget helt hen i vejret. Og nej, det er IKKE 1. april. Fogedretten har i dag afgjort, at Tele2 skal lukke for adgangen til AllofMP3. Det er nemlig internetudbyderne der skal forhindre at kunderne gør noget ulovligt. I hvert fald i følge den dommer!

Argumentet skulle være, at den midlertidige opbevaring i udbyderens router skulle være et eksemplarfremstilling.

I dommen er der også givet bud på hvordan det kan gøres i praksis, et af forslagene er DNS-blokering. Jeg citerer:

Denne løsning har dog den svaghed, at den IT-kyndige bruger kan tvinge en anden DNS-server ind i sit system, end den udbyderen tilbyder, og på denne måde alligevel få adgang til de uønskede sider.

Ja, man må godt nok kalde det effektivt! Senere står der:

Der er forskellige fordele og ulemper ved de enkelte metoder, men de giver alle mulighed for effektivt at lukke for adgangen til en enkelt hjemmeside.

Anklageren har tilkendegivet at forbuddet vil kunne håndhæves ved at bruge en hvilken som helst af de fire forslag, og dermed også DNS-blokering. Jeg ved virkelig ikke hvad de tænker på.

Hvis den bliver stadfæstet ved landsretten eller evt. højesteret, så har man da mere eller mindre lukket for alt internettrafik i Danmark. Det bliver da i hvert fald svært at være internetudbyder!

Men taget i betragtning at kulturministeriet indtil nu har ment at man er i god tro, når man handler hos AllofMP3, så synes jeg det er meget, at det nu er ulovligt for Tele2 at route trafikken.

Du kan læse kendelsen på DRs hjemmeside.

Tuesday, October 24th, 2006

Firefox 2

Så er Firefox 2.0 på gaden. Og der er der sket lidt nyt. Umiddelbart mest i forbindelse med tabbed browsing. Og ikke alt er jeg lige glad for. Bl.a. lukker man nu hver enkelt tab på tabben selv. Smart, fordi man kan lukke en tab uden at have den åbnet. Meget upraktisk, fordi placeringen afhænger af hvor mange tabs der er åbent. Men heldigvis er der allerede en flink fyr, der har lavet en addon. Indtil videre skal man bruge dev build og ikke den helt færdige.

Men som med alt nyt, så skal man jo lige vænne sig til det hele. Egentlig synes jeg ikke der er sket forfærdentlig meget. Altså i FF2.0. Åh jo, en enkelt ting. Når man åbner noget i en tab, er der en processlinje i selve tabben, som viser hvor langt den er nået.

I hvert fald, så synes jeg at du skal hente den nye 2.0 og se selv. Den er ganske gratis og så kan den fjerne reklamer på hjemmesider og DET er smart.

Og nu siger Kåre at Siri vil ud at gå. Men jeg tror mest det er fordi han har et møde klokken 0815 i morgen tidlig. :) Og stakkels mig, jeg skal til tandlæge. Ikke at jeg er bange for tandlægen, det er mere det grimme tal receptionisten siger bagefter!

Saturday, October 14th, 2006

Det er fandme hyggeligt!

Kåre er til jubilæumsfest i TÅGEKAMMERET og jeg sidder og sætter FNUG-bladet op. Eneste lys er skærmen og så ellers stearinlys og olielamper. Siri ligger ved siden af og snorker.

Og jeg har fundet ud af at YouTube er en fantastisk jukebox. Alt hvad man kunne ønske sig af musik kan findes der. Lige nu er det Enya med May it be, fra Ringenes Herre.

Se, det er altså en hyggelig måde at tilbringe en lørdag aften på.

Jeg kan også lige løfte sløret for forsiden til næste FNUG-blad. Den er tegnet af Line Rom Lange og hun er altså helt fantastisk til det der med at tegne!

Wednesday, October 11th, 2006

Siri har været såååå dygtig!

Vi har været ved dyrlægen i dag for at få hende vaccineret og så det generelle sundhedstjek. Øjnene skulle der også kigges lidt på. Hun var sidste år gennem et par større operationer af huden omkring øjnene og der har været flåd fra øjnene siden.

Hun sprang logrende ud af bilen, da hun så hvor vi var. Inde i venteværelset ville hun næsten ikke sidde stille. I konsultationen gik hun resolut op på vægten og satte sig ned, så vi kunne veje hende. 72 kilo hund er der nu. Så skulle hun op på undersøgelsesbordet. Da det var blevet sat helt ned, satte Siri forpoterne op med det samme og lod mig løfte hende det sidste stykke.

Hun var ikke så flink til at sidde stille når Claus Dyrlæge blev ved og ved med at lyse hende ind i øjnene. Og sådan et bord er altså ikke lavet til en bredrøvet newf! Så jeg måtte stå og holde hende inde på bordet, mens sygeplejersken holdt hendes hoved. Men det lader til at hendes øverste øjenlåg sidder og generer en lille smule og derfor har hun flåd. Det generer hende ikke og det generer ikke os at skulle tørre hende om øjnene engang i mellem, så indtil videre ser vi tiden an. Begynder det at genere, så skal hun opereres – igen.

Lugten fra hendes bagerste ende har ikke ligefrem været parfumeret på det sidste! Så Claus Dyrlæge ville lige tjekke analkirtlerne. Og ganske rigtigt, den højre var lidt stoppet. Og jeg kan røbe, at Siri ikke synes at en indvendig undersøgelse af endetarmen er specielt behageligt.

Så fik hun tjekket lunge- og hjertelyd, tænder, ører, poter og det hele. Og hun er præcis som hun skal være. Et lille stik i nakken og så var det overstået.

Og ikke engang det værste var slemt. Jeg havde sat 800 kroner af i budgettet, men det blev lige under 500 kroner. Så det var jo til at leve med.
HAR FØDSELSDAG

I dag har TÅGEKAMMERET 50 års jubilæum. Og der har været reception og foredrag. Først med Ebbe Thue, som snakkede om noget matematisk. Det var helt ligesom i de gode gamle dage – man satte sig på en af de bagerste rækker i Aud. E med et MADS FØK.

Så var der reception igen og så foredrag med ham der startede det hele, Per Mark, som fortalte om de første år. Han gjorde det godt og fik stående applaus, som var ganske velfortjent. Det er jo alt sammen hans skyld.

Derefter var det Tage Bai, som fortalte lidt om sin tid i TÅGEKAMMERET, dengang som køkkenudvalgsmedlem. Han fik også stående applaus og det var derimod ikke fortjent. Faktisk tog det noget af den hyldest som var tiltænkt Per Mark. Og så var der cafe i vandrehallen.