Okay, jeg indrømmer det: Jeg er altså ikke til svensk om morgenen.
Klokken 0626 vågner jeg ved at Kåre siger farvel til mig, jeg ser på uret og styrter i noget tøj og ud i bilen, for at samle Kåre op på vejen og køre ham ned til toget, så han når det. Han skulle nemlig videre til Odense. Men der er ingen Kåre på vejen. Ikke før jeg når helt ned til banen. Jeg må simpelthen have døset hen, og vågnet fem minutter senere og troet han lige var gået.
Nå, hjem i seng og sove et par timer, indtil jeg klokken 9 skulle ringe til Travellink for at bestille en flybillet til Lissabon til min mor. “Alle linjer er optagede, du vil hurtigst muligt blive stillet om til næste ledige skandinaviske medarbejder.” Shit, skandinavisk! Nå ja, der er da størst sandsynlighed for at det er en dansker eller en nordmand. Men så heldig var jeg ikke. En svensker.
Efter en halv time var det alligevel lykkedes mig at få en returbillet fra Aalborg til Lissabon på torsdag og hjem en uge efter. Også selvom det var på svensk. Men helt godt har det ikke gået, for jeg er lige blevet ringet op, at de lige skulle bruge navnet på kreditkortet igen…
Så torsdag morgen tager min mor flyet til København og videre til Lissabon – helt alene. Jeg synes det er sejt. Jeg håber hun får en god uge dernede.
Så kom posten. En rykker på over 5000 kroner på ejendomsskatten. Sh*t, tænkte jeg. Opkrævningsdato 10 dage før vi overtog, så vi har fået rykkeren på en regning, som de tidligere ejere skulle have betalt.
Jeg ringede straks til vores advokat og vi aftalte, at jeg skulle betale regningen med det samme og sende en kopi til dem, så ville de regne det med i refusionsopgørelsen.
Så nej, svensk er ikke en god ting at starte dagen med.