Trines blog

I tirsdags skulle jeg til tandlæge – en ganske ubehagelig oplevelse. Ikke fordi jeg har noget problem med tandlæger, men ligesom hun havde fået lagt bedøvelsen svimlede det totalt for mig. Jeg måtte ned og ligge på briksen med hovedet helt ned, kolde klude og et åbent vindue. Det var simpelthen adrenalin der løb direkte til hjernen – ligesom med et angstanfald. Det tog 5-10 minutter og så var jeg klar til at fortsætte. Desværre virkede bedøvelsen så ikke engang ordentligt!

Men på vej over til tandlægen så jeg at pedellen i ældreboligerne var ved at klippe buske ned – og man klipper da ikke forsythia ned NU?!? Så på vejen hjem forsynede jeg mig med afklip, så nu er huset fyldt med gule buketter – herligt.

Ellers sker der ikke så meget. Efter at have været sendt fra kommune til a-kasse til fagforening og tilbage igen er det endelig lykkedes mig at få et møde med en socialrådgiver i kommunen om hvad der skal ske 13. juli når min barsel slutter. Forhåbentlig kan vi få klaret møder og papirarbejde her under barslen.

I dag har jeg været på reumatologisk i Viborg. I forrige uge jeg MR-skannet hele ryggen og i dag skulle vi så høre hvad og hvordan osv.

Nu har vi været til så mange undersøgelser og hver eneste gang har vi fået en sludder for en sladder. Men ikke denne gang!

MR-skanningen viser klare tegn på skader i SI-leddene og dele af lænden som følge af inflammationer – og der er sket en udvikling siden sidste skanning for nogle år siden. Sammenholdt med mine andre symptomer var billedet klart: Psoriasisgigt – hvilken af slagsen det helt præcist var er ikke helt klart, men psoriasisgigt er det i hvert fald.

Så jeg er glad! Jeg er ikke bare hypokonder og der er en forklaring på mine smerter! Det giver jo ikke ligefrem ledforandringer hvis man bare lader som om man har ondt.

Jeg har selv kunnet mærke en forværring i tilstanden over en årrække, så det kommer ikke som nogen overraskelse for os at det er en degenerativ, progressiv sygdom jeg har. Så det er bare positivt at vi nu ved hvad det egentlig er.

I første omgang er behandlingen NSAID (Brufen/Ibumetin osv) og fysioterapi. Hvis ikke det giver god nok effekt vil man overveje at behandle med biologiske midler (Enbrel). Men jeg håber naturligvis det andet er nok til at holde det i skak.

Men det er godt nok rart at vide hvorfor det er mine fingre ikke vil som jeg vil og hvorfor det gør ondt – lige i øjeblikket er det nemlig ikke specielt godt. Og så håber jeg bare at jeg ikke giver nogle af mine kroniske, autoimmune sygdomme videre til tøserne!

Dette blogindlæg er en overspringshandling!

Der er nu liv og glade dage i maven. Allermest når jeg ligger på briksen hos fyssen eller lige efter jeg har trænet om aftenen. Jeg kan mærke det udenpå nu, men Kåre har ikke været så heldig endnu.

På tirsdag er det tid til skanning, så må vi se om den har det godt nok derinde.

Jeg har fået klare signaler derinde fra om at det altså er en dreng. Første gang en aften hvor der var stor aktivitet for første gang, pludselig stod det helt klart for mig, at det var en dreng. Og jeg har også altid kun drømt om at det var en dreng. Men nu må vi se hvad der kommer ud til januar. :)

I morges var jeg på vægten. Jeg er jo i forvejen noget overvægtig, så det var rart at se at vægten ikke har ændret sig siden jeg blev gravid. Det hele sidder anderledes og maven fylder efterhånden lidt. Men jeg er altså ikke kommet mig.

Bækkenet er heller ikke begyndt at drille mere end det altid har gjort. Og i øvrigt er jeg over halvvejs nu. :)

Nå, den hovedopgave skriver jo ikke sig selv…

I går blev jeg træt af at have rigtig ondt i højre storetås grundled. Det lyder ikke af så meget, men det er faktisk et led man bruger ret meget, så det er trælst at have ondt der. Så jeg ringede til reumatologisk i Viborg og en læge ringede mig op. Vi blev enige om at sprøjte noget binyrebarkhormon ind i leddet. Det kan man nemlig godt, selvom man er gravid. Så jeg fik en tid i dag klokken 16. Det er altså god service – min lillesøster må vente tre uge rpå en almindelig lægetid!

Men inden hospitalstiden måtte vi jo hellere udnytte det gode vejr, så cyklerne blev sat bag på bilen og vi kørte ud i Viborg Plantage, hvor vi fandt 13 caches: 11 almindelige og to mysteries af den lidt kedelige slags, hvor man bare skal finde tallene i de almindelige caches – altså ingen sjove opgaver. :) Vi havde en hyggelig tur og jeg så et firben. Men der var ikke mange mennesker i skoven sådan en torsdag eftermiddag.

Vi nåede lige en tur i Bilka, hvor vi reddede os en gang gratis lagkage inden vi kørte videre til sygehuset. Vi kom desværre 5 minutter for sent, fordi vi kom til at gå forkert – det er altså et stort sygehus!

Men lægen var der og han skannede leddet med ultralyd. Der var væske i leddet, så binyrebarkhormon vil formentlig virke og fjerne en del af smerterne. Så nålen ind – lidt frem og tilbage for at ramme rigtigt – og så mere væske ind i leddet. Det er altså ikke specielt behageligt, skulle jeg hilse at sige – men en stivkrampevaccination er nu værre.

Selvom der også kommer lokalbedøvende ind i leddet, så gør det ondt nu. Og det bliver værre i løbet af aftenen – ikke noget jeg ser frem til. Men i løbet af nogle dage skulle det blive bedre. I øjeblikket går jeg ingen steder uden krykker – det gør simpelthen for ondt at stå på foden. Jeg håber jeg kan klare mig uden når vi skal til event på lørdag, men ellers går det nok alligevel.

I påsken gik jeg jo hen og fik store problemer med mine fødder. Vagtlægen mente at det var reaktiv artrit og min egen læge sendte mig til reumatologerne i Viborg. Der havde jeg så en tid torsdag til middag. Kåre havde taget fri og Ellen hyggede sig hos farmor og farfar.

Vi geocachede lidt på vejen og snakkede om at vi ikke rigtig forventede noget – det er jo ikke ligefrem første gang jeg er blevet set på af reumatologer! Men vi blev overraskede – positivt!

Afdelingen i Viborg er ret hyggelig – den ligner slet ikke en traditionel hospitalsafdeling. Da vi kom ind til lægen, havde hun læst alle papirene, indhentet oplysninger fra andre steder og skrevet noter og spørgsmål! Og så behandlede hun mig som et helt menneske og ikke bare som et enkelt led. Tit og ofte, så ser lægerne sig fast på ET led og ET problem og glemmer resten – men hun havde et ganske holistisk syn på det hele.

Hun stillede en masse spørgsmål og undersøgte de fleste af leddene. Jeg havde taget et par billeder med, for det siger altså mere end at forklare. Og så kom første store overraskelse: Jeg har psoriasis! For mig er psoriasis de store røde, skællende plamager som f.eks. min morbror havde. Men der er åbenbart flere forskellige slags og det jeg havde i påsken var et psoriasisangreb. Det er også psoriasis jeg har i hænderne, når de giver kløende blærer i ring, der til sidst skaller af indefra.

Og sammenholdt med ledsymptomerne, så mente hun altså at formentlig har psoriasisgigt! Det passer fint sammen og mine ledproblemer og de billedfund der er kan ikke forklares med min hypermobilitet. Så jeg fik taget en vævsprøve. Der er en bestemt vævstype (HLA-B27) som ca. 10% af befolkningen har – men ca. 60% af dem med psoriasisgigt har den. Der kommer svar om nogle uger. Desuden skal jeg MR-skannes, men lige nu forandrer mine led sig på grund af graviditeten, så det skal vente til februar.

Jeg har fået en ny tid 4. februar og jeg kan bare ringe hvis der er noget jeg er i tvivl om eller hvis det bliver værre, så jeg har brug for mere behandling end jeg får nu. Det er jo helt fantastisk!

Ulempen er at det er arveligt og at det kan være ret progressivt – fordelen er at man kan gøre noget ved det og at jeg nu (formentlig) ved hvorfor det gør ondt og at jeg ikke altid kan bevæge mig så godt.

Psoriasis

Der gik en uge – så brækkede gipsen og jeg måtte til Silkeborg for at få en ny på. Ugen efter skulle armen så tjekkes – den var fin, men gjorde stadigvæk noget ondt. Så jeg fik støttebind på og skulle til kontrol 14 dage efter. Dagen efter ringede lægen (en studerende) og sagde at overlægerne havde ment at kunne se et brud, så jeg skulle ind til en MR-skanning, så snart der blev plads og indtil da skulle jeg bare holde armen HELT i ro.

Ja tak, hold du bare højre arm HELT i ro med en 2-årig i huset! Jeg skulle alligevel til Århus samme eftermiddag (torsdag den 25. marts) så jeg ringede til skadestuen og spurgte om de kunne hjælpe mig. Det kunne de heldigvis, så Ellen og jeg tog på skadestuen og fik en ny gips på. Tredje gips og tredje måde at lægge den på.

Onsdag den 31. marts blev jeg så skannet og armen blev frikendt. Om der har været et brud der er helet ved jeg ikke, men det er også lige meget – gipsen er af.

Men her slutter historien ikke – ikke helt i hvert fald.

Natten mellem den 31. marts og 1. april vågner jeg med meget ondt i mine fødder – primært den venstre. Det er nyt, for normalt er det højre der er værst. Men det var også en helt ny måde at have ondt på. Sådan en blanding af fodsvamp, nålestik og når fødderne tør op efter at have været ude i kulden ALT for længe. Den mindste bevægelse gør ondt, men berøring er værst – specielt på nogle bestemte steder.

Det blev værre op af dagen og der begyndte at komme blodudtrækninger, så Kåre sagde at jeg skulle ringe til vagtlægen. De ville meget gerne se mig, da det kunne være årebetændelse. Så jeg kørte til vagtlægen i Randers. For to år siden tilbragte jeg også skærtorsdag på Randers Sygehus, dog i et lidt mere glædeligt ærinde. :)

Vagtlægen kiggede og mærkede og kiggede lidt mere. Hun rystede på hovedet mange gange og endte med at ringe til bagvagten, hvor hun beskrev det som et tilfælde af Morbus Mysticus[1]. De endte med at blive enige om at det var reaktiv artrit – gigtbetændelse, udløst af en halsinfektion jeg havde haft mandag-onsdag med høj feber.

På tirsdag skal jeg så en tur ned til min egen læge og have gang i vævsprøver og blodprøver og det hele. Det bliver spændende.

Så desværre blev det ikke til nogen sommerhustur i denne omgang og påskeæggejagten i Biersted måtte vi også sige nej tak til i år. Heller ingen geocaching er det blevet til siden lørdag før palmesøndags event i Grenå. Når det kræver overvindelse bare at sætte fødderne ned på gulvet, så bliver det ikke til så meget. :)

Morbus Mysticus er også en finsk geocache.

Atter engang har jeg været uheldig. I går morges skvattede jeg i sneen/isen lige ude ved bilen. Jeg kunne godt mærke at det ikke var godt, men Ellen blev bange, så jeg smilede bare og grinede af det. Det gjorde jeg ikke nogle timer efter, mens jeg fik lagt højre arm i gips!

I det mindste tænkte jeg klart nok til at jeg kom på Silkeborg Sygehus, så vi lige kunne finde de tre jacobsedk-mysteries vi manglede. :)

Så forvent ikke meget nyt herfra de næste par uger…

Suk.

I går kørte vi til Bjergby og spiste aftensmad. Og efter maden lod vi Amdi, Ellen og Siri hygge sig og kørte til Viborg for at prøve kræfter med Dødsrigets Hersker!

Det vil sige – jeg havde snydt lidt og snakket med Dødsrigets Herskerinde på forhånd, så jeg satte Kåre af og kørte direkte til Dødsriget. Det så rigtig godt ud da Dødsrigets Hersker kom med alle de fortabte sjæle.

Og så var det tid til geocaching! Jeg holdt med nød og næppe til de to første før jeg måtte kapitulere. Stine holdt lidt længere, men de sidste lod vi Kåre, Allan og Elin tage alene.

Eftersom de fortabte sjæle kom tilbage til Dødsriget var der kage og kaffe. Og hvilke kager! Mange havde medbragte kager og den ene var mere imponerende end den anden. Og godt smagte de også. Og jeg kan jo stolt sige, at min vandt en præmie for udseendet – men den smagte nu også rigtig godt.

Klokken 1.45 lå vi hjemme i vores seng og var godt trætte! Og da jeg vågnede klokken 11 var Kåre kørt til Bjergby for at lege miniteknikevent med sin mor og for at hente Ellen og Siri.

Sådan nogle geocachere er nu et mærkeligt folkefærd. Nogle får en god ide, skriver det på internettet og så dukker der 120 mennesker op og vader rundt i en mørk skov efter nogle plastikdimser. Men det er skidehyggeligt!

I dag har vi været inde og se Bolette og Mads førstfødte: Oscar. En dejlig unge – men det er de jo alle sammen i den størrelse. Og jeg må indrømme at mine æggestokke både hopper og danser nu. Jeg er bare SÅ klar på en mere. Det er heller ikke ligefrem fordi Kåre holder mig tilbage. Men lægerne siger at jeg skal vente HELT til 20. marts næste år før min krop er klar til det. Og sådan som jeg har haft det på det sidste, så må jeg nok desværre også erkende at en graviditet ikke lyder så tiltalende. Det er bare svært når resultatet af gravidteten er så vidunderlig!

Men hvor er de dog skønne! (9 dage)

Jeg var omkring Netto i dag og skulle da lige se hvad de havde af tilbud. Og jeg fandt noget spændende. En gribetang! Når man hører ordet gribetang tænker man straks på et plejehjem, men jeg har allerede brugt den to gange i dag.

Først da Ellen havde taget mit tastaturkabel ud af computeren og smidt det inde bag bordet hvor jeg ikke kunne nå. Og bagefter da hun havde fået en bamse ind under en sofa.

Jeg er sikker på at jeg nok skal blive glad for min gribetang – om ikke andet kan den vel bruges til geocaching. :)