Archive for the ‘nyheder’ Category

Reklame for sexlegetøj

Tuesday, May 18th, 2010
Reklameplakat

Reklameplakat

I Holstebro er en mand idømt bødestraf for at sætte en anstødelig plakat udenfor sin butik. Manden nægter at betale og skulle have været i retten i dag, men sagen er blevet udskudt. Jeg er ellers meget spændt på hvad den siger.

Noget af det der irriterer mig ved sagen er at politiadvokaten har udtalt, at »det er helt i orden med sådanne plakater i København, men det kan og skal man ikke i Holstebro«. Det kan vel være lige meget hvor sådan en plakat blive sat op.

At jeg så ikke kan se noget som helst anstødeligt i den er en anden sag. Kvindens (manglende) påklædning er da mere end man ser i så mange andre reklamer – både på gaderne, i fjernsynet og i blade. Og er det værre for børn at se en dildo end at se andre fallossymboler, som reklamerne er fulde af? De er ikke ret gamle før de ved hvad sex er og legetøj er nu engang et ret almindeligt “tilskud” til folks sexliv. Og spørger poderne, er det da bare med at svare ærligt: Det er legetøj for voksne og så uddybe alt efter barnets nysgerrighed og modenhed. Det er da ikke værre end når de spørger hvor babyerne kommer fra.

Så jeg venter spændt på en afgørelse i sagen – umiddelbart tror jeg bare at politiadvokaten er en kvinde med et meget kedeligt sexliv…


Sexbutikejer nægter at betale bøde for dildoplakat, Politiken, 18. maj 2010
Er denne plakat anstødelig?, Politiken, 18. maj 2010

Kan du hjælpe din 12-årige med lektierne?

Monday, May 17th, 2010

Mange forældre kan ikke hjælpe deres børn med lektierne, når de når over et vist klassetrin. Og der er da også stor debat om hvorvidt lektier overhovedet er en god ting. Politiken har fundet et par opgaver i hhv. dansk og matematik fra 6. klasse, så man kan se om man kan finde ud af det.

Jeg kan stolt oplyse, at jeg lige kunne klare det. :)

3/4 – 2/3 = ?

Find x: 5x – 12 = 23

Find tillægsord: Mandens høje hat er sort.

Indsæt sin eller hendes: Liz har en hund, der er ______ bedste ven. Hun klapper ______ hund hele tiden.

Jeg forventer at vi vil kunne hjælpe Ellen ret langt op i klasserne – i hvert fald i de naturfaglige fag. Men jeg kan godt se at det er et problem i forhold til den sociale skævvridning: De børn der har højtuddannede (okay, det er ikke lige mig) forældre har bedre chance for at få faglig hjælp og vejledning hjemme, end dem der har forældre med korte eller ingen uddannelser. Og det medvirker til en negativ social arv.

Det ville være rart med en folkeskole, der havde plads og ressourcer til alle børn – uanset om de er ordblinde, har indlæringsvanskeligheder, er normale eller højt intelligente. Hvis man kunne møde alle børn der hvor de er og give dem den støtte og de udfordringer de har brug for, så vil det medvirke kraftigt til at vi fik et mere lige samfund i Danmark.


Test dig selv: Kan du finde ud af dit barns skoleopgaver?, Politiken, 17. maj 2010

Udnyttelse af strafferammerne

Wednesday, April 28th, 2010

Man skal altid huske, at aviserne kun dækker historierne overfladisk og at der kan være mange faktorer vi ikke kender til. Men derfor er det alligevel ødelæggende for min retsfølelse, at læse disse to historier/domme:

En midaldrene alkoholisk mand har flere gange forsøgt at voldtage sin ekskone under separationen – de er begget kommet til skade under kampene. Han fik halvandet år ubetinget.

En 43-årig mand har gennem to år misbrugt sin ekskærestes nu 12-årige datter seksuelt. Han har taget hende med til en ven, hvor de begge havde samleje med barnet samtidig. Han fik 1 år og 9 måneder ubetinget. Med til historien hører, at han i 2005 blev idømt seks måeders ubetinget fængsel for misbrug af 12-13-årige piger.

Er det rimeligt at disse to forbrydelser straffes lige hårdt? Jeg synes det ikke. I første tilfælde er der tale om en mand, der i fuldskab ikke helt kan forstå et nej. I det andet tilfælde er det en mand der med fuld overlæg misbruger en pige gennem flere år – og som har gjort det før med andre piger i samme alder. Den første mand gør formenlig ikke noget lignende igen. Den anden mand gør det højst sandsynligt igen.

Begge mænd er i følge artiklerne idømt fængselsstraffe. Men de burde begge to være idømt hjælp! Den første mand skal have hjælp til at komme ud af sit misbrug. Den anden man skal have hjælp, så han ikke misbruger andre – og i øvrigt holdes langt væk fra alle børn!

Men det hele er jo et spørgsmål om HVORFOR vi straffer. Er det for at få hævn? Er det for at forbryderne skal lære noget? Er det for at de skal holdes væk fra samfundet? I dagens Danmark synes jeg nok mest man straffer for at få hævn, men jeg tror ikke jeg mener at det er det rigtige.


Ville tvinge sin ekskone til sex, Nordjyske, 28. april 2010
12-årig pige sexmisbrugt af to mænd, Politiken, 27. april 2010

Vores homebanking stinker!

Tuesday, March 9th, 2010

NETbank-kunder, som i dag benytter Internet Explorer til NETbank, bør fortsætte på denne browser. Vælger de en anden, vil de opleve, at feltet “Brugernavn eller brugernr.” vil være blankt, når de logger på NETbank fra den nye webbrowser.

Denne besked bliver man mødt med, når man vil logge ind på vores homebanking (SPARBANK). Det er da topmålet af dårlig rådgivning (og dovenskab) – i stedet for at fortælle hvordan man får NETbank til at virke i de alternative browsere sørger man bare for at støtte den virksomhed, der har været nødt til at indgå forlig.

Og så lige et par eksempler mere på den inkompetence man bliver mødt af i forbindelse med NETbank:

– I slutningen af sidste måned og starten af denne måned kunne man ikke se fremtidige betalinger og heller ikke på likviditetsoversigten kunne man se at der var nogle fremtidige betalinger. Jeg tror næppe jeg er den eneste der altid har PBS-overførsler i starten af en måned, og jeg var da lidt bekymret for om de nu også ville blive betalt. Men på forsiden af NETbank stod der bare at alt fungerede normalt.

Flere gange har der været problemer med at deres certifikat har været udløbet.

– Og så var der lige da deres krypterede “brev til banken”-funktion blev sendt i klartekst.

Hvis bare der var en bank der ikke brugte det homebankingsystem, der også kunne matche renterne, så var vi flyttet!

8. marts

Monday, March 8th, 2010

Så er det 8. marts og dermed kvindernes internationale kampdag. Jeg plejer vist at rable lidt højt om mine holdninger, så det vil jeg også gøre i år. :)

I år vil jeg snakke om barsel og ligestilling. Der er jo nogle ganske grundlæggende ting, der gør at der aldrig kan blive tale om 100% ligestilling i forbindelse med barsel – mænd kan altså hverken føde eller amme, så der er mor altså bedst.

Nogle partier vil have indført bundet barsel til fædrene i ligestillingens navn. For faktum er jo at mødrene tager mere barsel end fædrene. Men i stedet for at binde barslen op på et køn, burde man se på HVORFOR mødre tager mere barsel end fædrene.

Som jeg ser det er der grundlæggende tre grunde:

Moderen kræver at få alt barslen. Det er jo noget parret må gøre op med bag hjemmets fire vægge, men efter min mening ikke noget lovgivningen skal blande sig i.

Faderen vil ikke tage barsel. Hvis det skyldes af faderen er en doven hund, så må de igen selv finde ud af det. Hvis det skyldes at det ikke er velset på faderens arbejdsplads, så må fagforeningen ind over og der må fra regeringens side arbejdes på en holdningsændring. (Her gør barselsfonden nok allerede en forskel.)

Familien har ikke råd til at faderen går på barsel. Se, her der der virkeligt et problem der skal gøres noget ved – og jeg tror det er den primære grund til at familier fravælger faderens barsel. For så længe der ikke er lige løn for lige arbejde, så kan en familie blive nødt til at fravælge faderens barsel til fordel for moderens fordi de simpelthen ikke har råd til at faderen går på barsel.

Det er her der virkelig skal sættes ind. Og i Danmark synes jeg det er her det er vigtigst at vi kæmper for ligestillingen mellem kønnene. Og så længe der ligefrem er uligehed i lovgivningen, så er der desværre lang vej endnu. Når der skal beregnes ATP-bidrag for en lønmodtager hvor man ikke kan regne timetallet ud regner man med en timeløn for mænd på 165,90 kroner for mænd og 149,82 kroner for kvinder. Det kan godt være at det er den gennemsnitlige timeløn for hhv. mænd og kvinder, men bør loven ikke tage udgangspunkt i at der er ligeløn og så bruge et vægtet gennemsnit?

Så vejen til mere mandlig barsel går altså efter min mening over ligeløn og ikke lovgivning om at så og så meget barsel er det kun manden der må tage. Lad familierne selv finde ud af det, men sørg for at det ikke er lønnen der afgør om valget.

Dansk Folkeparti slår til igen

Friday, February 5th, 2010

Først ville de forbyde at man holder forældremøder udelukkende for kvinder. Mødet skulle forhindre mobning. Men heldigvis har Dansk Folkeparti en anden løsning på mobbeproblemet: Forbyd ungerne at tale noget som helst andet end dansk – hvis man taler andet end dansk i timerne eller i frikvarterene skal det give eftersidninger.

Jeg er ret overbevist om at DF ikke synes det er et problem at Peter råber “hey” efter Jens, men at det kun er et problem at Ahmed råber “wallah” efter Sadeem. Men når man ikke må diskrimere på etnisk oprindelse eller religion, så må man jo tage hvad man kan få.

Jeg er sikker på, at hvis man finder DF’s hemmelige nedskrevne partipolitik, så står der allerøverst: Hvis der er muslimer i din slægt indenfor de sidste 4 slægtsled, så skal du smides ud af Danmark.

En skole på Fyn har haft problemer med at en større gruppe elever har snakket arabisk indbyrdes, når der har være konflikter. Så den skole har indskrænket elevernes mulighed for at snakke internt på andre sprog end dansk. Men skolelederen siger, samstemmende med skoleledernes formand, at der ikke bør lovgives om sprog i folkeskolen.

Jeg forstår simpelthen ikke at nogen kan stemme på et parti, der er så gennemgående usympatisk – men det må jo være fordi folk enten selv er racister (eller hvad det egentlig hedder når det ikke er race, men religion) eller så dumme at de falder for DF’s populistiske politik og vælger at ignorere religionsaspektet. Hvordan kan man ellers i ramme alvor stemme på politikere der mener at muslimer generelt voldtager deres døtre, niecer og kusiner?

Der er nogle fanatiske muslimer som begår æresdrab og vil slå alle kristne ihjel. Der er også nogle fanatiske kristne, som begår æresdrab og vil slå alle muslimer ihjel. Der er også både muslimer og kristne der begår incest.

Men flertallet af muslimer og kristne i Danmark er “kulturreligiøse”. De holder fast ved nogle af deres religions traditioner, men dropper dem de nu ikke lige synes passer. F.eks. går mange kristne i kirke juleaften, ligesom muslimerne går i moskeen til Eid. For 100 år siden gik mange danske kvinder med tørklæde – det var ikke noget problem. Men nu er der mange muslimske kvinder der vælger at gå med tørklæde – og det er et STORT problem, for det er jo tvang, undertrykkende og medvirkende til at forhindre ligestilling. Nej, det vil være tvang at sige at de IKKE må gå med deres tørklæder. (Der er sikkert nogle få der er tvunget, men jeg tror det er meget få.)

Nå, jeg kan blive ved i timevis, men faktum er at jeg synes det er skræmmende at Dansk Folkeparti kan få så mange stemmer. Jeg synes lidt det minder om starten på nazisternes jødehad – hvem ved hvad det udvikler sig til, hvis Pia får magten?


DF vil forbyde arabisk i frikvarterene, Politiken, 5. februar 2010
Langballe: Islampåstande er sande, Politiken, 23. januar 2010
Pia K.: Vi har stadig et problem med muslimer, Politiken, 26. januar 2010

Hjælp Haitis børn!

Tuesday, January 19th, 2010

Jeg har lige set et billede fra Haiti, hvor en hjælpearbejder smider et barnelig over i en bunke med lig. Det er simpelthen så grusomt, at jeg nægter at se noget som helst mere fra Haiti.

Jeg kan ikke så godt tage til Haiti og give dem alle sammen mad og vand og trøst. Så i stedet for har jeg startet en indsamling gennem Røde Kors.

Hvis nogen skulle have lyst til at støtte, så kan de gøre det her:

drk

Og husk at alt mellem 500 og 14.500 kroner kan trækkes fra i skat – bare husk at oplyse dit CPR-nummer. Det er kun Røde Kors der har adgang til dit CPR-nummer og til nytår tæller de så sammen hvad du har givet gennem året og oplyser det til skattevæsenet. (Jeg ser det lidt som en måde at tvinge staten til at give mere i ulandsstøtte, men det var lige en politisk bemærkning.)

Hvis du betaler pr. SMS, så husk at en del af beløbet går til teleselskaberne: Teleselskaberne tager gebyr på nødhjælp.

Indvielse af Naturvidenskabernes Hus

Thursday, October 22nd, 2009

I dag var den store dag hvor Naturvidenskabernes Hus i Bjerringbro skulle indvies. Jeg var så heldig at have fået en invitation fordi jeg jo skal i praktik der i foråret. Og jeg må sige at jeg ikke glæder mig mindre nu!

Bertel Haarder holder åbningstalen.

Bertel Haarder holder åbningstalen.

Det er et rigtig flot hus med fantastiske muligheder – noget HELT andet end de fysik- og kemilokaler vi havde i folkeskolen og i gymnasiet. Der er mulighed for at lave avancerede forsøg i fysik, kemi og biologi, lære om programmering vha. LEGO MindStorms, lave miljøforsøg, lære om astronomi med ordentligt udstyr og så er der alt det jeg ikke nåede at se.

Jeg tror og håber at Naturvidenskabernes Hus kommer til at give en masse børn og unge lyst til at lære mere om naturvidenskab – rammerne er i hvert fald klar!

Laboratoriet.

Laboratoriet.

Fantomfedme

Tuesday, July 7th, 2009

BT skriver i dag om fantomfedme – altså tynde eller normaltvægtige mennesker, der har været fede, der stadigvæk opfatter sig selv som fede.

Lidt sjovt, for jeg tænker faktisk tit over det. For to år siden vejede jeg lige omkring de 100 kilo, altså et BMI på omkring de 35. I starten af graviditeten tabte jeg ca. 25 kilo og et par måneder efter Ellen var født var jeg nede omkring de 60 og det har jeg nogenlunde holdt siden. Altså et BMI på knap 21. Forskellen ses klart:

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Fra 14. juli 2007 (uge 6) til 9. maj 2009

Og jeg må klart indrømme at min hjerne ikke har fuldt med. Når jeg skal finde tøj – noget jeg hader – går jeg straks ned i afdelingen for store størrelser og finder en størrelse 48-50. Men det passer ligesom ikke så godt mere. Faktisk er jeg nede i 38-40. Men når jeg ser en kjole i størrelse 40, tænker jeg at den kan jeg overhovedet ikke skrue mig ned i.

Efter en konsultation om noget helt andet, spurgte min læge om jeg ikke havde tabt mig lige lovligt meget? Hun ville gerne lige tjekke stofskifte og den slags på mig. Jeg kiggede på hende som om hun var bindegal. Da jeg lige var kommet mig over chokket over at være blevet betragtet som så tynd at det kunne være et problem, kunne jeg berolige hende med at jeg lige havde fået tjekket stofskiftet og at det var helt normalt.

Jeg tror simpelthen ikke på folk når de kalder mig tynd. Og jeg synes heller ikke selv jeg er tynd. Jeg er bare ikke decideret fed mere. Og jeg håber da ikke jeg bliver det igen. Faktisk er jeg lidt overrasket over at jeg har kunnet holde mig nede omkring de 60 så længe, også efter jeg har skåret ned på amningen. Så siger folk jo at mange kommer sig igen. Men nu er vi jo heller ikke helt stoppet med hyggemorgenamningen, mig og Ellen. :)

Så jo, jeg lider i høj grad af fantomfedme!

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

17. juni 2007, lige omkring den dag Ellen blev undfanget.

Vægttabet har i øvrigt ikke været planlagt, men skyldes en blanding af morgenkvalme døgnet rundt og nyre- og galdesten under graviditeten og deraf følgende kostomlægning.


BT, Lider du af fantomfedme?, 6. juli 2009

Typisk journalister

Monday, July 6th, 2009

I dag kan man læse overskriften “EU-indgreb kan koste internetforbindelsen”. Shit, tænker jeg og læser artiklen. Det er blot fordi Micro$oft ikke må sælge Windows 7 med IE. Måske den journalist skulle overveje at der en anelse forskel på en browser og en internetforbindelse.

Hvorfor sætter en relativt seriøs avis en journalist til at skrive en artikel om et emne han ikke aner noget om?

De mennesker der går ud og køber en opgradering til Windows uden at købe en ny computer med Windows 7 ved altså nok om computere til at de nok skal få installeret en browser selv.


Politiken, EU-indgreb kan koste netforbindelsen, 6. juli 2009